Jeg er en heldig kvinde, jeg er omgivet af lutter gode kolleger, der er faktisk ikke en, jeg ikke kan finde noget godt at sige om. Der er nogle, jeg svinger bedre med end andre, der er nogle, hvor vi har samme værdier som basis, men jeg har det godt med alle. Om det modsatte er tilfældet må vi lade stå hen i det uvisse.
Men så er der guldet, det er to kvinder, som jeg bliver løftet af at være sammen med. De inspirerer mig, de støtter mig og de er gode at diskutere med. Hvor meget de betyder for mig, fandt jeg ud af for nøjagtig et år siden, da det gik op for mig, at jeg var ramt af stress.
Jeg plejer at tænke på mig selv som den dukke, man kan slå til jorden og så vupti er den oppe igen. Derfor funderede jeg over, hvorfor jeg lige pludselig ikke kunne takle folks manglende gejst for at arbejde med apopleksipatienter, men jeg manglede jo de to kvinder. Den ene var på barsel, den anden ansat i et projektarbejde, så de var der jo ikke til at vi kunne vende tingenes tilstand.
I denne weekend er den ene på arbejde, og selvom vi er i hver gruppe, så har vi haft tid til at tage de små snakke henover bordet, når vi var på kontoret på samme tid. Det gør godt, og jeg håber, vi også får tid i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar