onsdag, februar 28, 2007

SUPPE, STEG OG IS

Der var masser af familiefester til, dengang jeg var barn, sådan husker jeg det i hvert fald. Min far er yngst af 15, så der var mange kusiner og fætre, der skulle konfirmeres.
Jeg var og er vild med suppe med kødboller og melboller, især det sidste har altid været min livret sammen med is, så sådanne fester var jo et slaraffenland for mig.

Ak og ve og klage hvis en kogekone havde prøvet at være anderledes med aspargessuppe og en eller anden karamelrand, så var dagen næsten ødelagt for min søster og jeg. Hovedretten var ligegyldig, bare vi fik vores suppe og is.

Min ældste kusine er lige gammel med min far, så hun blev betragtet mere som en faster, og hun var en knag. Ved sådanne fester i forsamlingshuset var der lange borde, og suppen tronede i store terriner rundt om på bordene og ved siden af stod en stabel tallerkner, så først blev der diskuteret lidt blandt de nærmeste damer til suppeterrinen, hvem der skulle stå for at øse op.

Min søster og jeg priste os lykkelige, hvis vi kom til at sidde i nærheden af vores ældste kusine, og vi holdt vejret, indtil det blev bestemt, at hun skulle øse op, for hun var bare den bedste. Hun var ikke karrig med fyldet, masser af kød-og melboller fik vi i tallerkenen.

Dengang fandtes der ikke suppe og melboller på frost, kødboller kunne man godt få, så hjemme skulle suppe og melboller laves, hvis vi skulle have suppe. Det var altid mit ønske til fødselsdag sammen med is.

Vi lærte hurtigt selv at lave melboller, og når mine forældre var af sted med de tre yngste, lavede min søster og jeg melboller og så lavede vi suppe med bouillonterning. Det var en herlig spise.

Og bagefter spisning ved festerne kom det allerbedste, så legede vi fætre og kusiner oppe på scenen bag tæppet. Der stod gymnastikforeningens redskaber, plint, buk og hest, og de var sjove at lege i og omkring.

SKOMAGEREN

I min lille landsby nede i Himmerland boede skomageren midt i byen op ad hovedgaden.
Det var en meget betydningsfuld gade, den førte bilister fra Randers til Viborg, ja selv den gamle konge kom forbi, og vi stod parat og vinkede, mens krone 1,2 og 3 kørte forbi.

Jeg elskede at gå ærinder for min mor, især ned til skomageren, der duftede så dejligt af læder, og der var masser af ting at kigge på. Sko til reparation lå hulter til bulter, men skomagerens kone havde helt styr på, hvis der var hvis.

Alle træskoformene hang oppe under loftet, og det var noget helt specielt, når man skulle have nye træsko, og størrelsen skulle findes.

I dag er der ikke mange skomagere tilbage, vi får ordnet sko hos en omrejsende sko/hæle bar. I dag nåede jeg lige at få limet tåspidserne på datterens sko, inden hun skulle afsted. Der er nu ikke den samme charme ved sådan en bil som hos min gamle skomager.

Lige nu sidder vi her og tænker på hvad vi har glemt, for der er pakket og klar til afgang, og vi har stadig tid til en kop te.

Hvad angår computere og problemer med disse, så skal jeg da lige love for, at landmanden brillerede i går, lyden var ikke god på vores computer, så han sad i timevis og blev ved med at sammenligne indstillinger på de to computere, og til sidst blev koden knækket.

Nous sommes finis et bon voyage ma chere fille

tirsdag, februar 27, 2007

FAGRE NYE VERDEN

Der har slet ikke været tid til bloggeri i dag, tøj skulle vaskes, indkøb skulle gøres, og ikke mindst skulle computerne gerne ende med skype installeret.
Det lykkedes takket være hjælp fra svogeren, så nu sidder landmanden og snakker med ham over den bærbare, og jeg har sneget mig ind til computeren, mens datteren lægger bukser op i en vis fart.

Vi klarede selv skypeinstallationen på den faste computer og fik også kontakt til nevøen i Frankrig, vi kunne høre ham, han kunne ikke høre os, men så skrev vi vores svar på chatten.

Bagefter brugte jeg masser af tid på problemløsning, og jeg fik skidtet til at virke.

I dag har vi arbejdet sammen, landmanden og jeg. Han læser aldrig, trykker bare på knapperne, og jeg skal altid læse alt, før jeg trykker på en knap, så ind imellem skal vi virkelig beherske os for ikke at komme med sure bemærkninger til hinanden.
Nu skal der ryddes op og tøj stryges, så vi er klar til i morgen.

Det bliver dejligt for vores datter at komme afsted, nu har vi så sørget for, at hun aldrig er længere væk end et skypeopkald ;-), og så kommer vi jo på besøg om tre uger, så det....

GÆSTEBUD


Først kom småfuglene, så solsorten og nu har agerhønsene også fundet ud af, at der serveres hver dag.





Tilføjelse: som I kan se, har agerhønsene og tøvejret gjort deres til at jorden igen kan ses.

mandag, februar 26, 2007

HERFRA



Herfra min verden går, i hvertfald i aften.



Nu er jord og himmel stille
vinden holder tyst sit vejr
og der lyder ingen trille
fra de høje, stille træer.
Kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.

Men når sangen er forstummet,
vil vi høre end en klang
lys og klar fra himmelrummet,
det er lærkens aftensang.
Fra i morges inden gryet
har den jublet glæden ud
og sin himmelflugt fornyet
med endnu en tak til Gud.

Tak for dagen, som er omme
for en lang og dejlig dag,
tak for dage, som skal komme
og for dem, der ligger bag.
I det høje lyse fjerne
mødes sangen mild og klar
med den første aftenstjerne
som et kærligt smil til svar.

En aftensang som for altid er forbundet med en af de første sommerlejre, som jeg var på som blåmejse. Minder om en voksen leder Grethe, der kunne favne mig, og som jeg senere mødte, da vi begge var ledere. Hun blev en af de rollemodeller, som var med til at forme mig, som den jeg er.

GID JEG VAR EN NØRD

Hvordan er jeg blevet den, der skulle have mest forstand på computere her i huset?
Engang var vi sammen om at installere, opdatere og opsnuse ny viden. Hvornår forsvandt han, ham landmanden?
Sønnen passer sig selv, så her sidder jeg med den bærbare, netopkobling er foretaget, forarbejdet blev lavet af vores computerfirma, der servicerer os og vore driftscomputere. Så skulle jeg bare lige opdatere WindowsXP, når jeg var kommet på nettet, det fungerer ikke. Så skulle jeg lige installere Skype, det vil heller ikke. Nu venter jeg til i morgen, for så er der åbent til min hotline, de kan forhåbentlig guide mig igennem, for det er jo i overmorgen datteren skal afsted, og den bærbare skal med.
Nå vaske tøj og strikke, det kan jeg finde ud af.
Men det er smart, for nu sidder landmanden og kigger MC sider, og her sidder jeg og blogger, jeg behøver ikke at vente, til han er færdig.

SHORT STORIES

Gode kolleger giver arbejdsglæde, og de sidste dage har endnu engang vist mig, at jeg er heldig stillet, hvad kolleger angår.

Der var de to kolleger fra Hals, som takket være deres mænds snerydning med traktorer kom på arbejde. Den ene blev så boende hos sine forældre i Skalborg, til hendes nattevagter var ovre. Den anden, som er på nedsat tid pga helbredet tog dobbeltvagt en dag og overarbejde en anden dag for at hjælpe.

Der var min unge gravide kollega, som ikke kunne komme hjem onsdag aften, sov hos sin mormor, kom hjem torsdag og på arbejde fredag takket være nabolandmænd, som ryddede vej, så hendes mand kunne hente og bringe. Fredag aften måtte hun blive på afdelingen, og lørdag mens vi andre var hos patienterne, passede hun telefon og fandt folk til søndagens dagvagt. Om aftenen var hun i aftenvagt med mig, og i går havde hun sidste aftenvagt. Jeg håber, hun har nogle fridage nu, for babyen syntes, det var hårdt og gjorde sit til, at maven aldrig var i ro. Trods dette var hun rolig, glad og bare skøn at være sammen med.

Der var kolleger, som travede på arbejde eller stod på ski. Flere tog dobbeltvagter.

Jeg har allerede fortalt om min afdelingssygeplejerskes indsats.

En kollega, som havde måttet melde afbud til tre nattevagter og lørdag til den fjerde nattevagt, ringede pludselig over middag, at nu prøvede de at komme ud af Vester Hassing. Hun fortalte, at pludselig kunne hun høre sneploven komme inde i byen, og så råbte hun på manden, at han skulle skynde sig at få børnene i tøjet, og da sneploven kom forbi dem, sad hele familien i bilen klar til at suse ud på vejen og køre modsat sneploven i håb om at nå ud, inden der var føget til igen. De kom ud, og hun kom på nattevagt efter at have placeret familien hos forældre i Aalborg.

Der var to kolleger, som også valgte at sove på afdelingen fredag aften for at være sikre på, at de kunne komme i dagvagt lørdag.

Så var der de andre historier: Falckmanden, som havde taget sin etårige søn på skulderne og sin treårige datter på kælken, og derefter gik tre kilometer hen til dagplejen og derefter gik på arbejde.
Hustruen, som ikke havde set sin mand i tre dage, og som gik ind til os på hans fødselsdag lørdag for at være sammen med ham.
Ja der er helt sikkert mange små historier om folk, der gjorde en indsats for at hjælpe andre.

Når ledelsen skal ansætte folk næste gang, må kravet være, at det er folk med traktorer eller forældre i Aalborg ;-)

søndag, februar 25, 2007

SNART



Det varer lidt endnu, vi er ikke de første, der drager ud på eventyr, men foråret kan hurtigt komme og varme vinde, som gør det dejligt at opleve verdenen fra en motorcykel.

Garmisch-Partenkirchen får ikke besøg af os, ej heller Østrig hvor billedet er fra. Det er i øvrigt taget af en MCkammerat på 65 år, som vi fulgtes med til BMW træf.

I år tager vi små ture, og en tur til Vrådalen i Norge først i juni er bestilt. Jeg glæder mig allerede.

VARLIG?

Kender du det, at man siger/synger et ord, som man har gjort masser af gange før, og så pludselig bliver man i tvivl. ” Det hedder det da ikke, sådan staves det da ikke” Ordet lyder forkert, smager forkert, man prøver at sige det langsomt, man siger det hurtigt, og lige meget hjælper det, til sidst slår man det op i nudansk ordbog eller googler det for at se, om man er helt på herrens mark

Sådan havde jeg det i dag med ordet varlig, jeg var trukket i motorcykelundertøjet, som ikke strammer nogle steder, og flød ud (i mere end én forstand) på sofaen og følte mig som bjørnen, der var gået i hi. Så gik hjernen i selvsving, hukommelsesspor blev dannet til en lille sangleg, jeg tit brugte, da jeg var gymnastikleder for børn 3- 6 år:

Bjørnen sover,
bjørnen sover,
i sit lune bo!

Han er ikke farlig,
når man blot er varlig!

Men man kan dog,
men man kan dog,
aldrig på ham tro!


Så var det, at jeg måtte ha gang i bøger og net, så nu ved jeg, at varlig er et ældre ord for forsigtig, og ikke, som jeg troede, et opfundet ord for at få varsom til at rime på farlig.

DRYP DRYP

Som så mange andre har vi også ømme rygge, kolde fingre og knæ af at kravle rundt på loftet og fjerne sne.
Landmanden og sønnen tog en ordentlig tørn i går, da der pludselig dryppede ned i datterens værelse. I dag er det så i køkkenet, som har dryppende musik, så landmanden og jeg måtte på loftet igen. Det har vi aldrig prøvet før, heldigvis bor vi jo ikke i byen, for der er der også fortove, der skal ryddes og istapper, der skal holdes øje med, for ellers kan man blive holdt ansvarlig for andres skader.
Ind imellem undrer jeg mig over forsikringer, for det, vi går og tror, de dækker, er sjældent dækket, så man skal godt nok være på vagt.

fredag, februar 23, 2007

TRÆT SOM ET ALDERDOMSHJEM

Vi får ros, gratis middagsmad, kage til kaffen, men det er godt nok også nogle travle og forvirrende arbejdsdage vi har. Mange kommer ikke på arbejde, flere er syge, og afdelingssygeplejersken har ikke været hjemme siden onsdag morgen, det kan man da kalde ansvarsfølelse for sit job, og hun får ikke noget for det, det er hendes eget ansvar at få taget nogle fridage bagefter.

Hun mente, at det egentlig måtte være rimeligt at sætte militæret ind for at køre folk på arbejde, for lige nu trækker hun jo på de samme folk hele tiden. Det kan hun have evigt ret i, men jeg gad godt se den officer, der fik sådan en forespørgsel ;-)

Her til morgen sad vi fast en halv kilometer henne ad vejen, så landmanden måtte gå hjem og hente traktoren, som så også var ved at sætte sig fast, men vi kom fri og jeg blev kørt på arbejde. Hjemme ryddede landmanden en km offentlig vej, det gjorde han også i går, for ellers kunne han ikke komme hjem med mig igen.

I aften kører vi ind til Aalborg, jeg sover på afdelingen, så jeg er sikker på at være der i morgen. Min kollega, som ikke kunne komme ind i dag, bliver kørt ind med sin landmands gummiged, og hun sover også derinde. Vi kan da indrette vores egen lille hyggestue ;-)

Vildtpien er i ovnen, butterdej, fars, champignon, vildtkød i skiver, vildtsovs, det er en lækker spise. Nu må jeg heller holde weekendfri fra bloggen, for i morgen ved jeg ikke, om jeg skal have dobbeltvagt, og min fridag søndag ryger vist også, så kan I ha en god weekend.

torsdag, februar 22, 2007

SIMREMAD OG EN CYKEL

Det blev sen aftenmad i dag, for en bagsteg fra et krondyr var taget op, og vi kom jo sent hjem. Den blev svitset, og sammen med rodfrugter stod den og simrede i ovnen i halvanden time, mens der blev snakket og lavet kartoffelmos.
Der blev tilmed rester tilovers, så madplanen er lige blevet lavet om, så vi skal ha vildttærte i morgen.

Medarbejderen havde efterladt cyklen herover forleden dag, den tar han nok ikke lige foreløbig.

MY MAN

Han kan være så møgirriterende, vi er tit ikke enige, vendelboer kan være noget så stædige

MEN

Han er den eneste jeg gider blive gammel sammen med.
Der er ingen, jeg griner så godt sammen med.
Der er ingen som han, der tør tage fat på de tunge og svære spørgsmål, han ville aldrig gå over på det andet fortov, hvis en, han kendte, havde mistet et barn.
I mine søvnløse perioder kan hans arme omkring mig få mig til at slappe af og give slip på tankerne og sove.

Hvem er det, der selvfølgelig står tidligt op for at køre mig på arbejde?
Hvem er det, der løber ned efter traktoren, da vi sidder fast allerede inde på gårdspladsen?
Hvem graver vej gennem snedyngen og trækker bilen fri?
Hvem kæmper sig ufortrødent gennem de største driver, vi nogensinde har haft på vejen ud til hovedvejen?
Hvem kører 100km for at hente datteren?
Hvem giver hende tro på, at hun godt kan køre den ene bil, når bare hun følger ham?
Hvem er det, der forbarmer sig over en dame ved bageren i morges og kører en omvej på 15 km, så banken i Pandrup får en medarbejder på arbejde?

Det er min mand, og jeg er vild med ham. Alle de kram og taknemmelighedserklæringer, jeg fik, da jeg kom på arbejde lettere forsinket i morges, dem skulle han have haft.

onsdag, februar 21, 2007

DET RIGTIGE RÅD

Godt datteren blev i Himmerland.

Landmanden har lige talt med en montør, som har tilsyn med vores ventilationsanlæg i staldene. Han sidder på motorvejen nede ved Århus og har siddet der i 4 timer. Vejen er blokeret af lastbiler. Hans kollega nåede med nød og næppe hjem til Støvring ved tretiden.

Stakkels den landmand på Mors,hvis ventilationsanlæg er brændt sammen pga. kortslutning. Når ventilationsanlægget går ned, åbnes automatisk for vægventilerne for at forhindre, at grisene bliver kvalt, men i den her kulde går det jo ikke, så landmanden må nu ud og manuelt lukke ventilerne ned på minimum, binde dem fast til inventaret og så ellers være på vagt indtil en montør kan komme. Det kommer der nok først i morgen, så han kommer til at være oppe i nat.

Landmanden er lidt spændt på, om vi kan komme ud i morgen tidlig, når han skal køre mig på arbejde.Vi får se, det vil jeg ikke spekulere på nu, blot glæde mig over, at vi har det varmt og godt.

EN KALV OG FRIHEDEN

Jeg fik min første guitar som 13- 14 årig, det var så fedt, at man med få akkorder kunne spille en masse sange. Guitaren var med på spejderture, tog sin tørn ved lejrbål og senere på hytteture med gymnasiet.
Donna, Donna var min yndlingssang, den var så nem at spille, 4 akkorder, og så lød det af meget mere, når jeg sad der og sang og spillede. Egentlig er det først nu, hvor jeg sidder og kigger på teksten, at jeg læser teksten.

“On a wagon bound for market
There's a calf with a mournful eye.
High above him there's a swallow
Winging swiftly through the sky. “

“Calves are easily bound and slaughtered
Never knowing the reason why.
But whoever treasures freedom,
Like the swallow must learn to fly “

Det er lang tid siden, jeg har spillet på guitaren. Den gamle er gået til, jeg fik en ny i fødselsdagsgave, da jeg blev FDFleder og var med til at lære de andre alle de nye sange, der hvert år kom i March og Lejr sangbogen. Jeg blev udfordret til at lære nye akkorder, ja jeg fandt ud af, at det aldrig er for sent at lære noget nyt, hvis man er motiveret.

Nye strenge skal der købes, og så lidt øvelse, så er jeg klar til at synge og spille igen.





SNEEN ÆNDRER PLANER


Først skrev Liselotte om unødvendig udkørsel, så skrev Ella, og vi havde ikke hørt radio, kun fjernsyn, og havde ikke fået den opfattelse, men så blev moderen bekymret.

Datteren er på Randersegnen for at sige farvel til morforældrene og tre små kusiner, som er på vinterferie der. Vi havde givet grønt lys for hjemkørsel, men nu er det røde lys oppe. Om hun får en overnatning mere, og jeg må tage bus i morgen på arbejde, det må vi tage stilling til senere på dagen,
Moderens mave havde det ihvertfald lige pludselig ikke godt, det har den til gengæld nu.

GUMMISTØVLER ANBEFALES

Og dagens første vejrrapport fra et øde sted i Nordjylland.
Affaldsposerne er kommet i containeren, og det var ikke nødvendigt med reb spændt ud over gårdspladsen.
Jeg elskede beskrivelserne i Laura Ingalls Wilders bøger, det lød så drastisk, når snestormen rasede, og køerne skulle malkes og fodres, hvordan rebet blev spændt ud, så faren kom sikkert tilbage i den lune stue.






Så slemt ser det ikke ud her, men det havde nok været en hård omgang at komme på arbejde til morgen,for det fyger også, men jeg har heldigvis fri.
Så en kop te og et styk strikketøj, mens vaskemaskinen kører, det er da lige til at holde ud.

tirsdag, februar 20, 2007

DET VAR GODT!

Dybt nede i fryseren var en pose juleæbleskiver og en bøtte is.

De er der ikke mere.

Landmanden ser fodbold, sønnen spiller computerspil og jeg har nydt en af de utallige DVDer, man får med ved køb af et Dameblad. Letfordøjelig, ikke noget at gruble over, sød og enkel.

EN BETTE EN

Havde håbet på, at Regitzes erfaring med flydende ginseng også blev min. Bare tanken om energi, der sprang på mig, lød så tillokkende, at der fluks blev indkøbt drikkevarer.

Nå men bortset fra at jeg nu indtager 15 ml. likørvin , 11,4 % alkohol, til min morgenmad, så står energibarometeret stadig på lav.

Mon en pose lakridskonfekt eller en liter is ville hjælpe?

mandag, februar 19, 2007

LANDMANDSLIV

Landmanden går og ømmer sig. For en uge siden faldt han ned af en trappe, trykkede et par ribben og brækkede en tå.

Det passer ikke særlig godt sammen med at passe grise. De tager ikke hensyn, så et par sikkerhedsstøvler er indkøbt mhp at skåne tåen bare lidt.
I dag skulle der grise af sted på slagteriet, og det er ikke altid, at landmanden og grisene er enige om retningen, grisene skal gå i, så han blev trådt over tåen et par gange.

Til sidst lykkedes det også en gris at skubbe så meget til ham, at han mistede balancen, og havde medhjælperen ikke stået lige bagved og brugt drivbrættet til at holde landmanden oppe, ja så havde han fået sig en tur på gulvet med en masse grise til at skubbe godt og grundigt til ham.

Det er da lidt farligt at være landmand, godt jeg er sygeplejerske.

søndag, februar 18, 2007

MERE, TAK


Sove, Strikke, Spadsere og Spise. Jeg kunne godt ha brugt flere dage, men det var godt så længe, det varede.
Traveturen lørdag gik gennem skoven med stilhed og ro til at tænke.






Traveturen søndag gik forbi huset med træet klippet efter husets form, og hvor beboerne om sommeren vasker op under træets krone.
Herefter langs klittens skrænt og ned forbi rideskolen, ned til stranden.
Der var masser af folk på stranden, børn ledte efter sten og skaller, løb op og ned af klitterne. Folk sad i bilerne, gik tur med hundene, holdt sig til ved fiskerbådene, når de kom ind.

Jeg bare gik og gik, nød vejret og solen, ladede op til ugens arbejde, og jeg gad slet ikke at tage hjem. Der var alt for dejligt i min sofa med strikketøjet og teen indenfor rækkevidde, solen varmede mig så dejligt, og ingen krav blev stillet til mig. Jeg skal snart derop igen, det har jeg lovet mig selv.

fredag, februar 16, 2007

WEEKEND !!!

Der er gjort rent, vasket tøj, handlet ind, og nu lukker jeg bloggen ned og tager på weekend. Kan I have en rigtig god weekend.

NYD DET!

Og det gør jeg i fulde drag. Bevidstheden om at vores hverdag sammen snart er over, gør at jeg lige nu nyder vores samvær.

I går aftes sad vi i sofaen, jeg strikkede og datteren læste i ”turen går til Paris”, hun måtte kun tale, når jeg holdt pause i mønsteret. For ellers gik det galt for mig ;-)

Vi snakkede om Louvre, om Operaen, om Jardin des Tuilleries, om Eiffeltårnet by night og vi delte hendes glæde over at læse om jazzfestivalen, der er i Paris hvert år i maj, så den kunne hun også nå. Vi snakkede restauranter, hvilken vi skulle vælge til min fødselsdag, og jeg nød al vores smalltalk, tænkte over hvordan hun i det daglige giver mig så mange ideer og tanker. Jeg skal tage mig sammen, når hun rejser, for ellers kunne jeg godt synke hen i kedsommelighed.

I går var vi også ude og se musical på gymnasiet. To af eleverne havde selv skrevet den, sønnen var med, og trods det vi ikke kunne høre dialogerne så godt, så var musikken rigtig god.

Jo jeg nød min aften, og nu vil jeg nyde at gøre rent (det her kaldes suggestion, hvis jeg siger det længe nok, kommer jeg til at tro på det ;-) )

torsdag, februar 15, 2007

HJERNEN

For lang tid siden havde vi en yngre kvinde, som var ramt af en blodprop i højre hjernehalvdel. Her optræder mange af de handicaps, som vi kalder de skjulte hjerneskader.

Hun havde mange af de skader, bl.a. havde hun mistet sin tidsfornemmelse, hvilket betød, at hun ringede hele tiden, når hun var alene. For hende føltes tiden lang, hun kunne ikke huske, at hun havde ringet for 5 minutter siden.
Nu skete det, at hun blev overflyttet til en anden afdeling i et døgn, og da hun kom tilbage, fortalte hun om, hvor dårligt hun havde haft det der. Sygeplejersken i aftenvagten havde skældt hende ud, fordi hun hele tiden ringede. Vi fik en snak om, at det kunne hun jo ikke gøre for, da hendes tidsfornemmelse var forsvundet, men at sygeplejerskerne på den anden afdeling ikke var vant til at passe patienter med en hjerneskade.

Det er også svært for os, især da vi næsten altid har meget travlt og om aftenen er vi ikke mange, og her er patienterne mere alene på stuerne. Forskellen er, at vi ved noget om hjerneskader, så vi prøver at finde strategier sammen med det tværfaglige personale, der kan hjælpe patienten og os.

Men selvom vi med hjernen forstår og ved, hvorfor patienterne reagerer, som de gør, så skal vi hele tiden bevidstgøre os selv og hinanden om det. Vi hjælper hinanden, det er legalt at sige, nu kan jeg ikke mere, for vi skulle nødig ende der, hvor vi i afmagt skælder patienterne ud.

For denne patient hjalp det lidt, at hun fik et ur at kigge på, og at talepædagogen trænede patienten i at skrive dagbog. De aftalte, at når vi havde været inde ved patienten, skulle hun prøve at skrive ned, det der var hændt. Både skrivetræning, hukommelsestræning og koncentrationstræning blev samlet i en opgave.

At være en god sygeplejerske kræver, at man bruger sin HJERNE, men også sine HÆNDER og sit HJERTE.

DET KOMMER



Lyset blander sig langsomt med mørket, jeg elsker tiden hvor mørke og lys mødes, og morgenstundens blå time starter tidligere for hver dag.
Luften er fuld af forår. Jeg nyder det. Ha en god dag.

onsdag, februar 14, 2007

KULØR PÅ TILVÆRELSEN

Inspireret af Ella kom jeg til at tænke på, dengang enhver aftenskole med respekt for sig selv arrangerede farvetest kurser. Når man sådan havde siddet og sorteret kartofler dagen lang, kunne man godt trænge til lidt pift i tilværelsen, og sådan en kvindeaften var lige sagen.

Derefter var der ingen vej udenom, en personlig farvetest blev lavet, fruen var forår, og noget vidste jeg godt, eksempelvis at sort og hvidt tager farven fra mig (hmm og hvad så med kor i sort og arbejde i hvidt?) Andre farver kom bag på mig, f.eks. at koralfarvet er en god farve til mig. Nu var det så ikke ligegyldigt, om det var en varm rød eller en kold rød jeg brugte, så det endte med, at jeg slet ikke købte tøj i meget lang tid, og dermed mente landmanden, at det var da den bedste investering, jeg længe havde lavet ;-)

I dag har jeg ikke farvetesten med på indkøb, men det passer nu meget godt, det jeg kommer hjem med. Når jeg altså får købt noget, for shoppegenet findes ikke hos mig, ej heller skogenet. Det sidste kunne jeg godt bruge nu, jeg har nemlig ingen hverdagssko, og jeg udskyder og udskyder, måske skulle jeg overveje en personal shopper i fødselsdagsgave.

BLOGTJEK 07

Har du lyst til at besvare, hvorfor du læser her hos mig, er du hjertelig velkommen på nedenstående link

Gå til spørgeskema

TUNGEN LIGE I MUNDEN

Mohaigarn filtrer, når man skal trevle op. Vidste I det ?

Det ved jeg NU

Jeg har stor respekt for Anne, som kan strikke sådan et mønster sammen, men hold da op hvor mine hænder kramper lige nu. Blot et lille øjebliks tankeflugt, så går det galt, så nu må jeg have en pause. Med den her fart og trevlen op gange flere så bliver halstørklædet da vist først klar til brug til efteråret.

Men jeg er stædig, det skal blive færdig BASTA

tirsdag, februar 13, 2007

SYGEHUSE ER IKKE FOR DØENDE

Så markant var overskriften i en artikel bragt i Kristelig Dagblad for et par uger siden. Det kolde sygehus var TVnords overskrift. Anledningen var, at en sygeplejerske og forsker Karen Marie Dahlgård (KMD) forsvarede sin phd afhandling om døendes livsvilkår på sygehusene.

Og rigtigt er det, som hun skriver, at sygehusene er indrettet på effektivitet og behandling, og der passer døende patienter jo ikke ind. KMD beskriver, hvordan hun bla. oplevede, at en sygeplejerske kom ind til en patient, hvor pårørende og KMD sad, og ikke så patienten eller de besøgende, men havde fokus på et dræn, som skulle skiftes.

Vi har tit drøftet den underlige fornemmelse det er at komme fra stuer, hvor der er drøn på, patienter skal vaskes, trænes, forflyttes, og alt sker i et vist tempo, og så træder man ind i næste stue, og her står tiden stille. Liv og død er til stede, tempoet er langsomt som patientens åndedrag, og man skal som sygeplejerske ned i tempo, ned i effektivitet og turde være til stede uden at gøre noget.

På hospice havde de oplevet, at patienterne oplevede, at socialrådgiveren havde mere tid til at snakke end sygeplejersken. Faktisk var sygeplejersken mere omkring patienten, snakkede mere med patient og pårørende. Forskellen var, at socialrådgiveren satte sig ned og snakkede, sygeplejersken redte seng, ordnede blomster etc., mens hun snakkede, så signalværdien i at sætte sig ned er meget stor. Det opleves, som om personen har mere tid.

Det ER svært at give ro til døende patienter og pårørende på et sygehus, for lige uden for stuedøren er det Fredericia hovedbanegård i myldretid. Jeg husker en gang, hvor vi var nødt til at have en døende patient til at ligge på den stue, som også blev brugt til undersøgelser. Den stue lå lige overfor dagligstuen, så hver gang vi åbnede døren, var der en snakken uden lige. Helt slemt blev det en dag, hvor der var olympiade, og damerne spillede håndbold. Selv personalet skulle jo hen og kigge, når der lød et brøl fra dagligstuen, og jeg følte det så svært at skulle åbne døren for at gå ind og ud, for hver gang drønede larmen ind på stuen. Jeg ved ikke, om den pårørende tog sig af det, men jeg følte det uværdigt ikke at kunne give ro og fred også på gangen og på afdelingen.

Jeg synes mine kolleger er gode til at være opmærksomme på de pårørende også, hvilket er et andet af KMDs kritikpunkter af det danske sygehusvæsen lige nu. Politikerne er nu ved at vågne op, og man drøfter, om der skal være specielle afdelinger på sygehusene for døende, for at alle kommer på hospice, tror jeg ikke er realistisk, og heller ikke det alle ønsker.

55000 døde i 2005, halvdelen på sygehuse, en fjerdel på plejehjem, en femtedel i eget hjem og en til to procent på hospice.


mandag, februar 12, 2007

ØNSKESEDDEL?

Var til livsstilmesse i aalborg i weekenden og med tanke på et snart stillet spørgsmål: hvad ønsker du dig, så funderer jeg nu over, om der var noget, der kunne bruges.

Vi så en bil, nok ikke lige noget for "fartdjævlen" her.


Vi smagte lækre smagsprøver, måske et gavekort?

Vi så glaskunst, måske nogle små lysestager eller et fad?

Vi så bronzeskulpturer, og dem var jeg ret vilde med, men alt sådan noget tingel-tangel fylder jo, og smide ud, det dur jeg jo ikke til.
"kærtegn" af Lene Purkær Stefansen


"mit første skridt" af Lene Purkær Stefansen

men smukke, det er de.

søndag, februar 11, 2007

GO’ NU NAT

Dagen i dag er gået med hyggeligt besøg og til slut en rigtig god kyndelmissegudstjeneste, der er nu noget helt særligt over et kirkerum kun oplyst af levende lys.
Kirken var spændende indeni, et traditionelt kirkerum, men altertavlen som blev lavet til kirkens 100 års fødselsdag i 83 var tre væghøje malerier bagved alteret. Nede fra kirkestolene så de faktisk ud, som var de vævet, men de var malet med en speciel teknik, hvor der vist nok var brugt æg blandet med farverne.

Det gik rigtig godt med vores sang, og salmerne var gode sange, som man kunne synge med på.

En af mine yndlingsaftensalmer startede vi med, og den får I som godnat sang:

1
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
2
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
3
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
4
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
5
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.

Johannes Johansen 1981 og 1982.

Kender du ikke melodien kan du høre en udgave her

MIN MORMORS TOILETBORD



Tyveri, kopiering, sådan vil den opmærksomme læser med elefanthukommelse tænke. Ganske rigtig, det er tyvstjålet herfra.
Det indlæg var årsag til, at jeg fandt en grandkusine på nettet.

Mit toiletmøbel fik min mormor, da hun og min bedstefar blev gift. Han overtog snedkerværkstedet efter sin far, og selvfølgelig var alle møbler lavet i værkstedet. Så vidt jeg husker, blev deres hus også bygget med henblik på det nygifte par.

Jeg elskede det hus, der var en lille balkon og inde bag balkonen lå mine morforældres soveværelse, hvor toiletmøblet stod. Dengang var det hvidt, min far afsyrede det, da jeg arvede det. Jeg elskede som barn at sidde ved det bord og lege prinsesse, indimellem gik prinsessen ud på balkonen og så ud over kongeriget for at spejde efter prinsen, han kom nu først meget senere.

Da min mormor døde, valgte min mor det toiletmøbel til mig, og hvor har jeg nydt at have det hos mig. I dag kunne grandkusinen se min udgave, og selvom de to møbler ikke er ens, så kan man se, de er bygget over samme ide.

Det har været en hyggelig eftermiddag, der er blevet snakket blogs, kartofler, cykling, ferie, børn imens lysene brændte ned, og mørket sænkede sig og pludselig fik vi travlt, for jeg skulle synge til en kirkekoncert, og Lizelotte og Bruno skulle videre på besøg.

Og i min stue står to små påskehøns og vidner om besøget, endnu engang tak Lizelotte

Og skulle Lizelotte og Bruno få lyst til en motorcykel, så fandt vi denne her til dem på MCshow i Herning

lørdag, februar 10, 2007

SVAR PÅ TILTALE

Noget som jeg ville ønske, man kunne i blogger.com, var at få en sidste kommentarliste ligesom i smartlog eller hos de ”selvstændige”. Godt nok får jeg kommentarer til min mail, men tit glemmer jeg at tjekke den, sidst var der vist 135 kommentarer!

I dag fik jeg lyst til at strikke et halstørklæde i mohairgarn, som blev indkøbt til min trøje og ikke kom i brug. Jeg har hele tiden vidst at mønsteret skulle være ”annefødder/englevinger”. Lige siden Anne kreerede det, har jeg haft en drøm om at få det strikket.

Rom blev ikke bygget på en dag, og ting bliver ikke startet samme dag, som jeg begynder de praktiske tanker. Så her i morges, inden jeg skulle ud af døren, sad jeg og læste opskriften, der var noget, jeg ikke forstod, og så valgte jeg Liselotte, fordi hun hurtigt kan se nye kommentarer, selvom jeg rettelig kunne ha spurgt Anne, men jeg var bange for, hun ikke ville se spørgsmålet, og jeg kan være ret utålmodig ;-)

Så hvis nogen ved, om man kan få den kommentarfunktion til blogger.com, hører jeg gerne fra dem.

torsdag, februar 08, 2007

LENE NU SOM FARTDJÆVEL

HA!!!HA!!! Landmanden og alle hans ansatte inclusive kærester og ægtefæller fik sig et billigt grin, da fruen forsøgte sig ud i gocartræs a la Le Mans.

Muligvis giver billedet indtryk af, at jeg styrer helt vildt, men sandheden er, at jeg kørte så langsomt og usikkert, at de andre havde svært ved at komme forbi mig. Det lærte de nu hurtigt!

Men som jeg påpegede, jeg havde den bedste udvikling set på de tre gange ti minutter, jeg kørte. Sidste runde kom de kun forbi mig en gang, det ændrede dog ikke på resultatet, at landmanden og jeg som team var tredive omgange bagefter de andre, og da landmanden havde den hurtigste banetid, må jeg nok påtage mig skylden. Måske skulle jeg tage enetimer og så banke dem alle næste år.




MED PÅ EN LYTTER

Som chauffør for unge mennesker har jeg fået min viden om de unges liv og tanker opdateret med jævne mellemrum. Sådan en sen nattetime er grobund for mange dybsindige diskussioner, og de glemmer tit, jeg er med.

Jeg var vant til, at min far altid hentede, hvis vi havde brug for det, vi kunne bare ringe. Sådan har vores børn også haft det, og så er bilen tit blevet fyldt op af børn/unge, som ikke vidste, hvordan de skulle komme hjem, og hvor forældrene tilsyneladende havde den holdning, at det måtte de selv finde ud af.

Det betød til gengæld, at nogle af de ting, der skete blandt børn/unge, og som vores børn ikke syntes, vi skulle belemres med, det vidste jeg alligevel, for der blev altid snakket i bilen, og jeg var rigtig god til at gå i et med tapetet.

Forleden dag var det nu ikke fulde børn/unge, der snakkede i bilen, men et ungt kærestepar, som snakkede om, hvor godt det var at have nogle forældre at komme hjem til bare engang imellem, for de har venner, som har mistet begge forældre eller den ene af forældrene.

De kan meget, de er selvstændige, men de har anerkendt værdien af et bagland, som kender en på godt og ondt.

Lige meget hvor gammel man bliver, så har vore forældre en viden, som ingen andre har, og som de kan dele med os. Og jo ældre vi bliver, jo vigtigere bliver rødderne.

søndag, februar 04, 2007

DET GØR MIG GLAD 3

- når kolleger rummer overskud til at give hinanden skulderklap både bogstaveligt og ved hjælp af ord.
- når der er tid til at nyde et rundstykke sammen, hvor både sjov og alvor kan drøftes.
- når samtalen med mine patienter går begge veje både verbalt og non-verbalt
- når jeg får lov til at passe de samme patienter i flere dage og dermed kan se de små fremskridt, der sker
- når en læge bliver kaldt ind på arbejde pga. sygdom og har overskud til at smile, og stille og roligt går i gang med dagens mange opgaver, selvom hun måtte forlade sin lille guldklump derhjemme og i forvejen er hårdt belastet af mange vagter
- når en patient, som bliver dårligere, kalder mig først sød og senere en plageånd, og så kan smile, når jeg protesterer for sjov.
- når en kollega vil bytte vagt med mig, så jeg kan komme til fest.
- når gemalen underskriver sms beskeden: lovs – prøv selv, vore mobiltelefoner vælger altid lovs frem for knus, er det monstro en dialekt? Nu hedder det lovs og ikke knus.
- når Danmark vinder bronze, og jeg af den grund har en dansende mand i mit køkken, da jeg kommer hjem.
- når bloggere gider at kommentere hos mig

EN GOD SØNDAG

Lørdagen var en god arbejdsdag, der var god kontakt med patienterne, arbejdsgangen flød let, jeg nåede noget af det ,der betød meget for mig.
Søndagen ser ud til også at blive god, og i dag kan patienterne ikke få den lange middagssøvn, for mange af dem vil nok op for at se håndbold.
Jeg glæder mig ligefrem til at komme på arbejde.

lørdag, februar 03, 2007

SYNLIG ÆNDRING

Datteren syntes, der skulle ske noget, måske for at markere, at hun faktisk er voksen, ikke mere gymnasieelev, men en ung kvinde, som skal finde sine egne veje.


Det er smart og klæder hende godt, men hver gang jeg ser hende, så skal jeg lige vænne mig til det nye look.

BIDE TIL BOLLE

En ukendt fastelavnstradition? I mit hjem har vi altid bidt til bolle, og mine børn er opvokset med traditionen.

Fastelavn er først om 14 dage, men datteren mente ikke, at kæresten kunne drage ud i verdenen på tirsdag uden at prøve denne tradition.


Så der blev bagt fastelavnsboller, da jeg kom hjem fra arbejde, og vi har grinet, for det handler meget om teknik, hænderne bag ryggen, ned i knæene og så bid. Den der bliver først færdig har vundet. Bider man, så bollen falder på gulvet, er man ude.


Datteren vandt storstilet over kæresten, men hun har jo også trænet i mange år.


På mit arbejde kendte de heller ikke til traditionen, så er min familie den eneste, der bed til bolle?

LØRDAG MORGEN OG EN DRØM

Det er alt for tidligt, søvnen vil ikke rigtig forlade kroppen. Drømmen er dejlig, er tilbage til i sommer, hvor vandet var smukt grønt, solen varmede dejligt og jeg havde ferie. God lørdag

fredag, februar 02, 2007

FREDAG OG EN DRØM

Fredag aften foran fjernsynet, ikke noget spændende, så dagdrømmene har frit spil Hvordan vil du fejre din fødselsdag i Paris?
Gå langs Seinen, gå over Pont Neuf, se Louvre, gense Musee d´Orsay. Spisested? Overlader det til datteren. En dejlig drøm på en sløv fredag. God weekend

PÅ LANGS

Jeg sygemeldte mig til morgen, det er ikke noget jeg tit gør. Det er vist den 2. reelle sygedag på 7 år. På papiret står nu 7 sygedage, men det skyldtes, at et udslet, jeg havde, blev fejldiagnostiseret som helvedesild, og så måtte hensynet til patienterne veje tungere, end at jeg ikke følte mig syg. Nå, det viste sig at være borrelia, og den rette behandling gjorde, at jeg ikke endte med en neuroborreliose som andre kendte eller ukendte.

Jeg har meldt mig rask til i morgen, og samtalen med en kollega spøger stadig i mit hoved, har du stress? Hun var direkte, men har også selv lige været sygemeldt i en kort periode pga. stress.
Nu har jeg læst lidt, og nej jeg har ikke stress, men min krop giver nogle signaler om, at noget skal ændres, og hvad det lige er, ved jeg ikke.

Svimmelheden, mavesaften og kvalmen er i ro lige nu, så nu vil jeg rydde op, høre lidt musik og glæde mig til at høre om landmandens oplevelser på en temadag.

torsdag, februar 01, 2007

TABT FOR OMVERDENEN

Nej det er ikke håndbold vi snakker om, selvom vi også bliver svære at komme i kontakt med om lidt.

Læsehest måtte man vist kalde mig som barn/ung. Jeg slugte bøger, biblioteket kunne slet ikke slå til. De fem, de tre detektiver, Pukbøgerne, Piger i gråt, hvidt og blåt (som jo fik afgørende betydning for mit valg af uddannelse)og mange andre.
På et tidspunkt havde jeg læst alt på biblioteket, der passede til min alder. Herefter gik jeg på jagt i mine forældres reoler, desværre vil jeg sige, for jeg læste bøger, som slet ikke var til min alder med det resultat, at jeg syntes, de var lidt kedelige, og derfor aldrig er gået ombord i dem som voksne.

I nogle år har jeg ikke læst så meget, fordi jeg stadig glemmer tid og sted, og så får jeg ikke lavet alt det, der også skal gøres.

Ella introducerede mig til Arne Dahl. Jeg læste det tredje bind Op til toppen af bjerget, og jeg var væk, hold da op hvor den var godt skruet sammen, så elegant hoppede han rundt mellem forskellige grupper, som lidt efter lidt blev forbundet. Nu har jeg en masse bind, der skal læses. Hvad har du dog gjort Ella?

Og Elsebeth Egholms Nærmeste pårørende, den blev læst på en dag. Den var go!

HJERTET

Hendes mørke øjne stirrer intens på mig, hun ved, hvad hun vil eller gør hun?
Vi kan ikke tale sammen, jeg kan tale, men jeg får ingen svar.

Jeg prøver at sætte mig i hendes sted, prøver at se med hjertet, men det er ikke let.

Vi er begge mødre, men mødre er ikke ens.

Vi er tæt på hinanden aldersmæssigt, men det er ikke det samme som, at vi har gennemlevet det samme slags liv.

Jeg prøver at sende balloner op, sætter ord på følelser, sætter ord på handlinger, sætter ord på tanker, men de mørke øjne viser ikke genklang af ordene.

Man siger, at følelserne kommer fra hjernen og ikke fra hjertet, det føles bare ikke sådan. Mit hjerte gør ondt, jeg ville så gerne kunne nå hende.