fredag, april 20, 2007

KLOG FRA MORGENSTUNDEN AF

Sådan en dejlig morgenstund, manden er gået ud, sønnen skal møde sent og jeg skal i aftenvagt. Jeg smuttede lige under tæppet med et ugeblad.

Først den kvalme, jeg efterhånden tit får ved læsning om det lækre nye, man da er nødt til at have. Den lækre bolig, som lige rummer det specielle touch, der er in nu, hvide møbler, hvide vægge, marokkanske bakker med lys og planter, rokokkospejle mig her og der, forskellige stole og dog så ensartede ved et langbord, alt nysseligt og så smukt. De dyre sko, man absolut må have, det lækre tøj af dyre designere, jeg får kvalme af forbrugsniveauet.

Så til Tine Bryld og en mor med teenager, som er ved at æde moren op i serviceringskravene. Se det kender jeg jo til, for det er os selv, der har vænnet dem til, at mor er uundværlig, mor stryger, hjælper med lektier, kræver aldrig noget til gengæld. Det svære er at få sat grænsen, få vendt kajakken, jeg har ikke fundet opskriften endnu, men prøver.

Så lidt sundhed og masser af opskrifter, men jeg får næsten aldrig prøvet dem.

Gode artikler, som bliver gemt, til jeg har lidt mere tid.

Små anmeldelser af film og bøger. Strik er in, der kommer snart en film om en garnbutik i New York, ”strik signalerer, at du har kontrol med tiden og dermed prioriteringer i dit liv” nå det er derfor jeg har genoptaget strikning, men jeg strikker godt nok lidt for lidt til, at det har nogen signalværdi.

Klummen i ugens Alt for Damerne handler om, at skribenten har opdaget, at en weblog har stjålet en af skribentens tidligere klummer, og det giver så inspiration til en klumme om tyveri.

En masse tanker er sat i sving og oveni det hele så læser jeg hos Ella og Liselotte om organdonation, så min hjerne er allerede i fuld sving. God morgen til jer alle.

6 kommentarer:

  1. Det er vist ved at være lidt for sent at sige godmorgen, så istedet får du et ønske om en rigtig og dejlig dag med dig istedet :-)

    SvarSlet
  2. Tak i lige måde krebsinde, der er koldt udenfor, men solen skinner dejligt ind gennem ruderne :-)

    SvarSlet
  3. Blandt de danskere jeg kender i UK griner vi altid af den danske boligmodemani. Ikke fordi meget af det der er paa mode ikke er fedt, men fordi folk gaar op i det med liv og sjael og bare SKAL eje hvad nu end det er for en genstand. Det er sjovt at se!

    SvarSlet
  4. det kan nemt tage overhånd Tina og blive formålet med livet, og det er der, det kammer over, jeg kan også godt lide kønne ting, men mennesker, dem er jeg vilde med:-)

    SvarSlet
  5. Ugeblade sælger drømme - og giver mig et pust af overskud og ny inspiration i hverdagen.
    Vi ved godt der ikke ser sådan ud hjemme hos Gunbritt altid, og at vi slet ikke har råd til at købe alt det lækre, dyre tøj - men det er nu skønt og afslappende at synke ned i sofaen med et blad med flotte billeder.

    SvarSlet
  6. Hej Bodil og velkommen her
    Jeg ved det godt, men der er andre boligreportager, som kan få mig til at fornemme mennesket bag boligen.
    Og jeg elsker mit ugeblad men ikke for tøjsiderne og se mit klædeskab og hvad de nu hedder, jeg synes, de er ensartede og udtryk for det overforbrug der er i Danmark. Jeg er vild med at læse artikler om andre mennesker. Men hver sin smag,så de prøver nok at dække både dit og mit behov

    SvarSlet