TYVERI

Alle har nok prøvet både at være tyven, og den der blev stjålet fra. Jo mere bevidst jeg er blevet om det, jo bedre er jeg blevet til at se, når jeg stjæler, og når andre stjæler.

Samtalens svære kunst bliver man aldrig færdig med at dygtiggøre sig i. På en efteruddannelse havde vi en hel uge med fokus på fortællinger, hvor vi skulle hjælpe hinanden med at analysere de historier, vi fortalte fra det virkelige liv. Vi arbejdede i reflektive teams, dvs. en fortalte, en kom med uddybende spørgsmål, og tre lyttede med. Når de to var færdige, skulle de lytte til de tre andre, som talte om det, de havde hørt. De måtte ikke komme med gode råd, men alt, hvad de sagde, skulle være spørgsmål: Kunne det tænke sig…. Hvad nu hvis …. Hvordan mon … osv.

For fortælleren skete det ofte, at disse spørgsmål fik hende til at få nye synsvinkler på problemstillingen. Hun skulle lytte og måtte ikke sige noget, og det betød, at samtalen fik lov til at gå mange forskellige veje.

Her lancerede psykologen, som underviste os, så begrebet at stjæle hinandens historier. Vi kender det alle, en fortæller noget, og det minder os om noget, vi selv har været ude for, og pludselig er det vores historie, der bliver fortalt, og den der startede, må blot sidde tilbage med følelsen af ikke at være blevet hørt. Kunsten i en samtale er, at man ikke stjæler, at man hele tiden har fokus på den fortællendes historie, kun derved kan fortælleren føle sig hørt. Mange tror at ved at fortælle ens egen historie, så hjælper man den anden. Prøv at mærke efter, det er ikke sådan man føler det, hvis man er ved at fortælle noget, og så en anden siger, åh det kender jeg godt, dengang jeg ……

Føler man sig hjulpet og hørt, næh ikke specielt.

Så nogle gange mens jeg er vældig i gang med at tale, så slår det mig, Lene du er en tyv, du har lige stjålet historien, og så må jeg få vendt ordene, så vi kommer tilbage til den, der havde historien i første omgang. Andre gange er det først bagefter, det går op for mig.