Hvor går grænsen mellem arbejde og privat? Jeg kommer tæt på mennesker i et lille stykke af deres liv, de er af og til i mine tanker i form af ”hvordan mon det går dem?”
Nogle følger jeg mere, fordi de var hos os i lang tid af en eller anden årsag.
Lige nu er jeg ked af, at jeg aldrig tog ud og besøgte en tidligere patient og ægtefælle, trods det at ægtefællen pointerede, at hun mente invitationen til at kigge ind, når jeg var på de kanter.
Jeg har tit været på kanterne, men jeg havde svært ved at overskride grænsen, for ville jeg ikke bare minde dem om sygehus og var det ikke bare på sygehuset at hun mente invitationen osv.
I dag synes jeg, at de undskyldninger er ubrugelige, men det er for sent nu, i hvert fald for patientens vedkommende.
Af og til var det rart med en facitliste i livets spørgsmål.
Åh ja ... en facitliste... det ville være rart.
SvarSletMen vi er nødt til at nøjes med vores mavefornemmelse og vores sunde fornuft.
Den har vi heldigvis lidt af ... :-)
Lidt har vel også ret ;-)
SvarSletmen nogen gange er der ikke det rigtige svar eller løsning, og først i bagklogskabens lys kan man se, hvad man skulle ha gjort, så bliver man forhåbentlig klogere til næste gang en lignende situation opstår.
Den er svær, Lene.
SvarSletJeg har truffet mennesker i mit professionelle liv, som jeg er kommet til at holde meget af. Og ligesådan er jeg kommet tæt på mennesker, der har mødt mig i kraft af deres job. Ingen af dem ville jeg have undværet. Jeg forstår godt dine overvejelser, for du kommer tæt på mange, men hvis de inviterer, er jeg helt sikker på, at de mener det, helt ind i hjertet. Og de ville blive meget glade for at se dig igen. Jeg tror på, at intuitionen kan være med til at vejlede - hvis man lytter.
Ella, du har ret, desværre lyttede jeg ikke til min intuition og udskød beslutningen for længe.
SvarSletJeg oplever det også, men jeg er tvunget til at skille det ad (privat og arbejde), grundet risikoen for mulige grimme oplevelser, hvis min adresse kommer i de forkerte hænder.
SvarSletSå vil det ikke kun ramme mig, men også min familie og det ønsker jeg ikke, men jeg husker tydeligt de gange, jeg havde lyst til at besøge et smukt ældre menneske i min fritid, da jeg arbejdede for hjemmeplejen.
Dog tvang jeg mig selv til at holde tingene adskilte - for alle parters skyld :o)
Det kan jeg godt forstå Anita, og jeg mener også man som udgangspunkt skal skille det ad.
SvarSlet