BAG DØREN

Hvert møde med et nyt menneske er som at åbne en dør, nogle gange er man forberedt, ved lidt om hvad der findes bag døren. Andre gange tror man, at man ved det, men overraskes positivt eller negativt. De gange hvor man ved, at man ingenting ved, bliver døren forsigtigt åbnet.

Når man som jeg skal hjælpe mennesker med alt det vi normalt selv klarer, kræver det at man ikke tromler frem, sparker døre ind eller ruller gardinerne op med et smæld.

Som uerfaren kan det være svært at komme ind til en patient med eks. Parkinson, hvor meget tør man stole på, at patienten selv kan. Selv en lille dame kan, hvis hun stivner, falder eller gør det modsatte af hvad jeg tror, ødelægge min ryg i et splitsekund. Det er der utallige eksempler på.

Jeg er høj, jeg er stærk, og jeg synes ikke, jeg tager chancer, men der er ingen grund til at tilkalde flere for at forflytte en patient, hvis hun og jeg selv kan, når vi gør det stille og roligt. Jeg synes selv, at jeg tager tingene i små tempi, så jeg kan fornemme, om patienten har balance, stabilitet i kroppen og om hun kan stå på benene. Sengen er lige bagved, så jeg kan lade patienten falde tilbage, hvis jeg fornemmer, jeg ikke kan holde patienten.

Vore patienter er tit ramt på talens styrke, udtale eller måske på ordene, så der skal ro, tålmodighed og lydhørhed til, og når man som jeg er halvdøv, så må jeg bruge alle mine sanser til at fornemme, om jeg er gået helt galt i byen. Her er det svært med en patient med parkinson, for de har typisk mistet mimikken i ansigtet, så det er svært at få en antydning af, om de siger noget sjovt, alvorligt eller trist. Det er nu gået helt fint her i weekenden, men der har også været ro til, at vi kunne tage det stille og roligt, og jeg skulle ikke gå stuegang, så jeg har kunnet koncentrere mig om mine patienter på stuen fuldt og helt.

I dag blev der ikke ringet efter personalet i flere timer i formiddags, som der ellers er nogle af vore patienter, der gør flittigt brug af. Der var jo barnedåb, så middagsmad og lur måtte udsættes, til vi vidste, hvad den lille pige skulle hedde.

Og så var det jeg fik en klump i halsen, for da jeg hentede min patient i dagligstuen, så var hun så rørt over hele ceremonien. Jeg kunne ikke se det i mimikken, men høre det på stemmen kunne jeg.