onsdag, juli 25, 2007

KOLLEGIALT SAMVÆR

Jeg har jordens dejligste kolleger, det var så skønt at komme tilbage på arbejde, og endnu skønnere at høre, at de havde haft det godt, trods fuld belægning.

Vi grinede, var seriøse, diskuterede sygeplejefaglige emner, snakkede om kartofler(så nu ved de lidt om landmænds genvordigheder), diskuterede mad, kort sagt, vi arbejdede og hyggede os.

Jeg har fået en ny apopleksikollega, dvs. hun har været der i al den tid jeg har været på afdelingen, men nu er vi to sparringspartnere, og det er godt. Hun stiller spørgsmål, hun reagerer, hun tager initiativ, og jeg kan mærke, hvordan hun lige så stille får trukket mig op igen, giver mig ny inspiration og lyst, det føles rart.

Jeg passede en gammel dame i går, som var afatisk og lam i den ene side. Hun virkede til at forstå alt, hvad jeg sagde, men hendes snak var sort tale for mig, ind imellem kom der dog enkelte genkendelige ord. Vi fandt ud af det sammen, og hun var en smilende og sød gammel kone.

En af mine andre kolleger kom til at se på hendes bopælsadresse, den hørte ikke til vores optageområde, så hvorfor hun var blevet kørt til Aalborg i stedet for det andet sygehus, vidste vi ikke. Jeg begyndte så med, at det måske ikke var så godt at overflytte hende, hvis hun også skulle videre til et genoptræningssted, det ville blive to flytninger. Så kiggede min nye apopleksikollega på mig og sagde, Lene hvis vi skal til at have flere patienter igennem apopleksiafsnittet, så nytter det ikke, du vil beholde patienterne. Touché.

Jeg ved det jo godt, der er lang ventetid på genoptræningsstederne, og vi er før sandet til med patienter, som er færdigudredt og opstartet træning, og har måttet sige nej til bl.a. unge apopleksipatienter, som helt klart har brug for den faglige ekspertise, der er på vores afdeling. Så jeg måtte give videre til personalet i dag om at få arrangeret overflytning, og måske kommer patienten tættere på sin familie, så de ikke oplever det som en træls beslutning.

Dagen i dag skal bruges på et andet af mine arbejdsområder, nemlig regnskab, så jeg må hellere komme i sving, for foran mig venter 6 sygeplejearbejdsdage, men jeg er klar. Dagen i går gav mig lyst og energi til at tage imod de udfordringer, der måtte komme.

11 kommentarer:

  1. Husk nu lige at holde lidt fri ind imellem, Lene :-)

    SvarSlet
  2. Jeg har jo lige haft ferie Lizelotte ;-) og jeg sidder stadig ved computeren :-)

    SvarSlet
  3. Det var deilig å lese om din arbeidslyst og engasjement. Nå gleder jeg meg skikkelig til å komme tilbake på jobb, til elever, liv og latter, høyt tempo og hyggelige kolleger.

    SvarSlet
  4. Vi er heldige, Hege, at vi stadig kan finde arbejdsglæden, alt for mange går blot og venter på pensionen, for så skal de til at leve.

    SvarSlet
  5. I øvrigt er jeg da ikke utilbøjelig til at mene at dine kolleger har været ret heldige med dig osse :-)

    SvarSlet
  6. Det må være barskt at opleve fx afasi på nærmeste hold. Håber, du er i stand til ikke at tage de alvorlige ting med hjem...

    SvarSlet
  7. Lene - det har egentlig ikke noget med dette indlæg at gøre...men jeg har villet spørge dig, om du mon har læst den bog, som hedder: "En knækket Vinge" af Kirsten Brink?

    Det er Kirstens egen historie. Hun arbejdede i halvfemserne som sygeplejerske i Peru, hvor hun blev overfaldet og efterfølgende fik en hjerneskade.
    Det er en fascinerende historie om rejsen fra normaliteten.. og frem til en verden af uforståelighed, dybe huller, manglende stedsans, manglende sprog m.m.

    Og det er hendes egen beretning om, hvordan det lykkedes hende at komme frem til en tålelig tilværelse samt erkendelsen af, at hun var hjerneskadet og selv måtte arbejde aktivt med dette.

    Bogen er hurtigt læst, og den fortæller historien fra patientens egen synsvinkel.
    Jeg har selv haft meget stor glæde af den i mit eget sygdomsforløb.
    Mkh., johanne.

    SvarSlet
  8. Normalt kan jeg godt lægge arbejdet fra mig, madame, men et menneske, som har mistet evnen til at gøre sig forståelig, det synes jeg er hårdt at være vidne til, og her kan jeg godt tænke på hvordan jeg hjælper det menneske bedst, også når jeg ikke er på arbejde.

    Johanne - tak for bogtip. Jeg har ikke læst bogen, men det skal jeg ha gjort, ingen tvivl om det.

    SvarSlet
  9. Jeg er glad for at vide, at der findes mennesker som du og dine kolleger, Lene!

    Apopleksi er et hårdt og svært speciale, synes jeg - og jeg er fuld af beundring over de, som kan det.

    God arbejdslyst!

    :-)

    SvarSlet
  10. Tak i lige måde Henriette :-)

    SvarSlet