lørdag, august 18, 2007

LØRDAG

Dagen i dag har været fuld af gode oplevelser. Vi har nemlig været på ægtefælletur med BMW klubben. Navnet på turen kom, fordi man ville prøve at lave en tur, som også de mange ægtefæller, som ikke kører med til dagligt, ville synes om. Altså ikke noget med kilometervise ture på landeveje, men dejlige ture i skøn natur og med lidt godt at spise og noget at se på.

Vi mødtes ved Randers fra nær og fjern,de kom endda helt fra Sjælland, 26 motorcykler, 50 mennesker, vi var noget af et syn ;-)

Turen gik i mit barndomsland, vi kørte ned til Fussingø, gennem de skønne bakker ved Læsten og Tindbæk, ned til Ulstrup slot, hvor vi holdt pause.




Så gik det videre, vi kom forbi Hald sø og Dollerup bakker og frokosten blev indtaget på Rindsholm Kro. Ægte dansk menu, den største og mest lækre hakkebøf med bløde løg, og bagefter jordbærgrød med fløde.



Turen endte på Flyvestation Karup, hvor vi blev guidet rundt i bus af en yderst kompetent fortæller. Vi så hundekennelen med dyreklinik og eget svømmebassin og en masse bistre Schæferhunde og en kælen kat.
Vi så de nye redningshelikoptere, som var enorme med kæmpe store rotorblade, Måske skulle jeg overveje nyt job, nej at blive sænket ned til ti meter høje bølger for at hente nødstedte op er vist ikke lige mig. Jeg kan godt forstå, at vores turguide kaldte helikopterpersonalet for luftens helte. Deres logo er ”intet uforsøgt”, de bliver ved, hvor andre har givet op.




Vi så forsvarets brandbiler i aktion, det så flot ud, og når de nu skal tjekke udstyret en gang imellem, så er det da smart at gøre det med publikum på ;-)


Det har været en dejlig dag, og selvom det var sent, inden vi var hjemme igen, så kan jeg mærke, at det gjorde godt at komme væk fra gård og job. Det er vores måde at tage et lille frikvarter fra hverdagens trummerum.

10 kommentarer:

  1. Hej Lene
    Det lyder til at have været en dejlig og spændende tur I havde lørdag. Har selv (i forb. med katastrofe kursus) prøvet at blive hejst ned fra helikopter, dog ikke i høje bølger, men på græs. Det var SPÆNDENDE, og jeg overskred virkelig mine grænser, og fortsatte med det i lang tid fremover.. Får du muligheden, så prøv det..;)
    Mvh Jette

    SvarSlet
  2. Igen tak for en dejlig tur gennem det nordjydske. Godt at landmanden kan tage lidt fri og nyde det. God søndag.

    SvarSlet
  3. Sikke en god idé - det er jo ikke nødcvendigt at rejse til 'de varme lande', for der findes så meget at opleve i vores eget land. Er det dig selv, der står foran helikopteren Rescue 02?
    Det er fantastsik dejlige billeder, du har taget!

    SvarSlet
  4. Jette, du er da sej, det ved jeg ikke om jeg havde turdet :-)

    Sister Bonde, tak og også en god søndag til dig.

    madame, det er mig i egen høje person :-) og tak, jeg har det med at blive træt, når jeg er på hjul, uanset om det er bil, bus, tog og nu også motorcykel, så derfor holder jeg mig vågen ved at fotografere fra bagsædet :-)

    SvarSlet
  5. Skønt med sådan en tur - nogle gange kan sådan en dag føles som en hel lille ferie, når oplevelserne er mange, selskabet er godt og hverdagen er laaangt væk.

    SvarSlet
  6. Tak for en dejlig tur! I oplever rigtig mange ting på den to-hjulede og vi andre kommer med som blinde passagerer og det er bare så hyggeligt. Dejligt at se at du ser ud som jeg havde regnet med :o)
    (Sød og frisk!!!)

    SvarSlet
  7. Det er lige nøjagtig sådan det er, moster tulle.

    Tak fru koch man får et frisk udseende, når hjelmen har siddet på et vist stykke tid ;-) så kan stylingprodukterne godt gå hjem og lægge sig

    SvarSlet
  8. Sikken en dejlig tur - og herlige billeder. Det er dejligt for dig, at du har denne mulighed for at få "blæst hjernen ud", når alle dine kloge tanker har mast sig på for længe!

    SvarSlet
  9. Årrrhhh sidder næsten her med tårer i øjnene... det er "mit" sted du skriver så smukt om...

    Jeg er opvokset med Dollerup Bakker som nabo (Hvam) og et spytklat eller to fra Karup.

    Jeg flyttede fra egnen sidste år, og kunne pludselig mærke hvor meget jeg savnede...

    SvarSlet
  10. tak Nina, jeg føler mig også klar til arbejdsugen nu. Der er tid til at tænke, nyde, sanse og tale sammen på motorcyklen.

    Velkommen her Jane, der er bare så smukt ved Dollerup, kan godt forstå du følte et savn

    SvarSlet