tirsdag, juni 10, 2008

REGNEN PÅ MIT VINDUE

Mens regnen pisker ind på mit vindue, jeg tror blæsten får det til at lyde af mere end det er, sidder jeg her i stuen og funderer over aftenvagten i går.

Jeg havde en stue, fire patienter, at tage vare på. En var selvhjulpen, her var min sygepleje at informere, og heldigvis fik jeg sat mig først på vagten og fik snakket medicin og kolesterol sænkende kost med patienten.

De tre andre patienter havde dysfagi, dvs. problemer med at synke og dermed problemer med at spise og drikke. En kunne snakke, to havde afasi. Formentlig havde den der kunne snakke sin blodprop i hjernestammen. Her går kranienerverne ud, og det er bl.a. nerverne til ansigtet og til synke musklerne.

De to andre havde formentlig deres blodprop i venstre side af hjernebarken. Her sidder de to talecentre, og midt imellem er det motoriske område, så hvis det er en stor blodprop, så har det ramt både talecentrene og nerverne ud til synkemusklerne. Den ene var også lettere lammet i højre side, det var den anden ikke, så det siger også noget om, at blodproppens skade(arvæv) ikke var samme sted.

Forestil dig selv med bind for øjnene, du er et sted, du ikke kender, du er blevet snurret rundt, så din viden om op og ned, højre, venstre, for og bag er forstyrret. Forestil dig, at nu tager én fast i din hånd, siger noget, du ikke forstår, det gør måske lidt ondt, så hvordan reagerer du? Ja jeg ville forsøge at få dette angreb til at høre op, rive, nive, slå, bruge alle mine kræfter på at få dette vanvid til at høre op.

Sådan var det i går, dropsæt blev rykket ud af væske, dyner og puder blev smidt ud af sengen, jeg blev nevet og slået og måtte derfor tage hårdere fat for at få dropslanger sat i på ny. Lige meget hvad jeg prøvede af metoder til at give rum-retnings fornemmelse, lige lidt hjalp det. Undervejs fik jeg væltet vaser ned af sengebordet, fordi der er så lidt plads mellem sengene, og af hensyn til patienten har jeg altid gardinerne trukket omkring sengen, når der skal skiftes ble, kateriseres, lejres etc. Men det begrænser også mit råderum, så jeg måtte tørre gulv og finde nyt vand til roser.

Herefter rykkede en anden patient sin sonde op, ikke med vilje, men når man mangler sin kropsfornemmelse, så tager man jo fat i det, der generer en, og så var sonden oppe. Jeg valgte ikke at lægge en ny, da sandsynligheden, for at den røg op om natten, var stor. Patienten fik et glas saft med fortykningsmiddel i, det gik godt, patienten kunne selv drikke det, mens jeg gav en anden patient sondemad. Jeg var ikke helt tilfreds med mængden, så jeg sagde, da jeg var færdig ved den anden patient, drik lige lidt mere, men patienten var blevet udtrættet af at drikke, så nu fejlsank vedkommende med det resultat, at der blev hostet og hostet, så jeg overvejede, om jeg skulle suge. Det blev ikke nødvendigt, men hvor var jeg ked af, at patienten skulle have den oplevelse.

Alle fik målt blodtryk og puls, og så sagde jeg godnat og gik ud for at dokumentere min sygepleje. Lige før gåtid, kom den ene patient ud og bad mig om at kigge til en anden patient. Patienten havde formået at få væltet vasen med roserne ned over sig og havde samtidig hevet sin venflon ud, så der var vådt og fyldt med blodpletter i sengen.

”klokken er 23, Lene, du skal hjem!” sagde min unge kollega, som havde gruppeledertjansen denne aften. Hun gik ind og hjalp patienten i rent tøj sammen med nattevagten, som var mødt ind.

Jeg kørte hjem, træt og tung i hovedet. Sådan kan en aftenvagt forløbe.

20 kommentarer:

  1. For en kontormus som mig, er sådan en arbejdsdag (eller aften) en fremmed verden ... Jeg synes det må være frygteligt svært og et stort ansvar, at have med syge mennesker at gøre.

    SvarSlet
  2. En fantastisk beskrivelse - jeg kan lige se det for mig. At forestille sig at kropsfornemmelsen er væk må være meget frusterende. Har arbejdet med apopleksipatienter og synes det er meget meget spændende.
    Men forstår ganske udmærket at du har været træt ovenpå en sådan aften hvor du har løbet zigzag på stuen...
    kh
    Annette

    SvarSlet
  3. Helle, det er også, synes jeg, et stort ansvar og det er også det, der trækker tænder ud, for nogle gange kan jeg bare ikke gøre det godt nok i egne øjne. Men desto større er glæden, når jeg kan mærke at jeg kan hjælpe patienten.

    Anette,den med bindet er mit bedste bud, hvordan det må være, jeg ved det jo ikke.Men træt, det var jeg.

    SvarSlet
  4. Åhhh altså Lene - håber du har fået en god nats søvn.

    SvarSlet
  5. sister, det kan jeg ikke just sige. Jeg sover dårligt lige for tiden, men jeg havde fri i går og har også fri i dag, så det hjælper :-)

    SvarSlet
  6. Kære Lene
    Tak fordi du er der , hvor du er. Du gør en forskel.
    Har stor respekt for det du gør.
    Håber din fridag bliver dejlig :-)

    SvarSlet
  7. Det er en beskrivelse af en hård vagt og jeg kan godt forstå du er træt efter sådan en tørn.
    Du gør en forskel, Lene.
    Det er for mig et lærerigt indblik i en verden jeg ikke selv kender meget til og du er så god til at beskrive din hverdag.

    Håber du får en rigtig dejlig og velfortjent fridag.

    SvarSlet
  8. Tænkte sig at blive plejet af dig. Hvis jeg bliver syg, så vil jeg altså have dig som sygeplejerske, bare at du ved det.

    Knus herfra ;-)

    SvarSlet
  9. Åh, sikke en vagt.... bare du dog kunne "sove igennem", så ville trætheden ikke være så markant og verden ville være lidt lysere :)

    SvarSlet
  10. Jeg har lige læst dit inlæg og sider og tænker hvad er bedst. Mandag aften ringede min datter helt ude af det,en af deres venner en landmand der lige var fyldt 50år, var fundet død af en blodprob. Han efterlader sig to børn den ene er hjerne skadet en fraskilt kone en ny kærste og et meget stort landbrugJeg synet det så svært dine patienter der ikke kan give udtryg deres fødelser og smærte og så en forholdshvis ung mand der falder om og er dø Jeg ved godt at man ikke kan noget svar på, hvad der bedst.

    SvarSlet
  11. Åh, Lene! Jeg kan ikke lade være med at blive lidt bekymret - for dig! Jeg har skrevet før - at skulle jeg forestille mig nogen hvis hænder jeg eller nogen af mine kære i given situation skulle være i - så skulle det være dine - med al den omsorg og omtanke der ligger bag hele dit virke - MEN jeg bliver sommetider bange for at netop dit store og varme engagement, måske har for store omkostninger - for dig! Sender et omsorgsfuldt og varmt knus - til dig fra mig (det batter så lidt - men du skal ha' det alligevel) ...

    SvarSlet
  12. Tak Miri, lige nu nyder jeg en kop te og en ostemad :-)

    Tak Valdemarsro, jeg er glad for at du kan følge min beskrivelse, og jeg selv får også tankerne vendt ved at skrive.

    Knus igen Jeanette Mariae, jeg håber aldrig at skulle passe dig :-) men tak for tilliden

    Ja Jette, når vi bliver gamle kan vi sove :-) Jeg tænker tit på dine ord til mig, det skal du vide, og jeg er glad for at du sagde dem.

    Conny, det er ikke uden grund at sygdommen bliver kaldt SLAGtilfælde, for det er et slag, der rammer hårdt, ændrer alt. Hos os er folk jo i det akutte stadie, senere hen ser tingene anderledes ud, men at hjernen har taget skade, stsrre eller mindre, det kan der ikke ændres på. Men som børn, så vil man gerne have sin far, syg eller ej, tror jeg.

    Et cetera, et knus batter meget, at nogen bekymrer sig om en, det mærkes rart. Jeg er skrøbelig lige nu, men jeg ved det, og derfor har jeg heller ikke de samme forventninger til mig selv lige nu. Jeg tillader mig at tage tingene lidt med ro, det er jeg simpelthen nødt til. Men det er helt utroligt som aftenvagter kan slå mig ud af kurs lige for tiden.

    SvarSlet
  13. Uha, jeg husker den der frustrerende følelse af, at det man gør, ikke er tilstrækkeligt - selvom man rent rationelt godt ved, at man yder sit bedste. Og det er jeg ret sikker på, at du gør.

    Jeg arbejde nogle år som aftenvagt på et plejehjem, hvor der var en overvægt af meget dårlige beboere. Faktisk var der ikke mange, der var videre selvhjulpne. De 'sværeste' var dem, der var konfuse og demente, som aldrig rigtig forstod, at de ikke bare kunne gå 'hjem'. Vi måtte jo ikke låse dørene, men det var godt nok ikke skægt at skulle hente en vred og ulykkelig dame langt nede ad gaden, hvor hun gik i sin natkjole. Så skal diplomatien og overtalelsesevnerne virkelig i brug, samtidig med at man aldrig, aldrig, aldrig må tale til dem, som om de er børn. Heller ikke selvom deres adfærd er nok så uforståelig og 'barnlig' for udenforstående.

    Min mor er hjemmesygeplejerske og havde mange af beboerne som patienter også, så jeg havde megen glæde af at kunne vende oplevelserne efter særligt hårde vagter med hende, uden at jeg på den måde brød tavshedspligten.
    Det var længe før, der var noget der hed blogs og før jeg lærte at den form for kommunikation kan fungere som ventil.

    Jeg håber sådan, at Krukow får succes, for I fortjener det. Sgu!

    SvarSlet
  14. Lotte, det er så godt det du skriver om demente, for kunsten er jo netop at tale til et voksent menneske med respekt, selvom det mennesker handler irrationelt.
    Og jeg bruger i høj grad det at nedskrive mine oplevelser, jeg har fundet ud af at det hjælper mig.

    SvarSlet
  15. Jeg ved hvordan der er på dit arbejde, desværre - jeg ved at du gør alt det du kan, og ofte mere til. Jeres arbejdsbetingelser er helt umulige, for lidt plads og for få hænder.

    Kære Lene, du er den bedste vi har mødt, og du skal holde mange år endnu - pas på dig!

    SvarSlet
  16. Hmm - jeg kan godt 'nøjes' med at hive hjul og plast dimser ned fra hylderne.

    og så i øvrigt stor ros til den unge kollega - som formåede at passe på dig og sende dig hjem til

    SvarSlet
  17. Eli, jeg er også glad for min unge kollega, hun formår at have øje for andre, er dygtig og så engageret. Hun er en fornøjelse at arbejde sammen med

    SvarSlet
  18. Lene, hvor lyder din beskrivelse bekendt fra min tid på Marselisborg. Kan kun sige at hvis jeg boede tættere på og kunne tage skiftende vagter (for min diabetes), så var jeg nok stadig tæt på apopleksiafsnittet i dagligdagen. Et udfordrende speciale med nogle hårde skæbner på et splitsekund...
    Men vi er nødt til at tage vare på os selv for at kunne tage vare på vores patienter :) Håber du også husker det i en travl hverdag - egenomsorgen :) Godt din kollega også kan minde dig om den.

    SvarSlet
  19. Else, jeg er blevet god til at passe på mig selv, men jeg er træt af at blive så træt, men sådan er det så lige nu.

    SvarSlet