torsdag, august 28, 2008

FAGLIG SELVUDSLETTELSE?

Mit fagblad giver mig tit artikler eller små notitser, som får mig til at tænke.

I denne uge er det fagredaktøren Jette Bagh som er klummeskribent.

Hun tager udgangspunkt i et brev fra en ægtefælle til en apopleksiramt mand, som har læst et masterprojekt om hvordan raske ægtefæller oplever livet med en apopleksiramt.

Ægtefællen finder dels mange genkendelige følelser, som hun troede, hun var alene om, dels undrer hun sig over, at der er sygeplejersker, som forsker og ved så meget om dette område.

Jette Bagh skriver herefter om vores sædvanlige ”vi vil gerne gøre en forskel”, at det er for slapt, det siger ikke noget om den viden og ekspertise, vi har:

”Begrav "vi gør en forskel" dybt under jordens overflade på et hemmeligt sted. Erstat den udvandede floskel med konkrete beskrivelser af sygepleje. Det handler om selvagtelse og om at tænke sig ind i modtagerens begrebsverden. Der er ikke nogen almindelige borgere, som f.eks. ved, hvad et tryksår er, hvorfor det opstår, og hvordan det kan forebygges.

Næste gang du bliver spurgt, hvad du laver, så svar:
"Jeg er sygeplejerske på medicinsk afdeling, og jeg arbejder med at screene og finde ældre mennesker, som er i risiko for at få tryksår. Jeg forebygger tryksår med hjælpemidler som specialmadrasser, korrekt ernæring og hurtig mobilisering."

Når du fortæller, så lad være med at ligne en, der kryber langs panelerne af skam over at sige noget så banalt til et andet menneske. Det er ikke banalt, men yderst basalt, for hvis det ældre menneske først får sit tryksår, er der både lidelse og penge på spil.”


Jette Bagh mener dels skal vi sygeplejersker være dem, som sætter ord på sygeplejen og dels er vi ved at udslette os selv, når projekter som ovenstående ikke kommer ud til pårørende og andre hospitalsansatte.

Det sidste kan jeg kun sige højt ja til, jeg har nu skrevet til hende i håb om, at jeg må få projektet tilsendt.

Og JB slutter:
”Derfor: Fortæl om dit arbejde. Det styrker selvagtelsen og er en god øvelse, og borgerne får vished for, at sygepleje er mere end håndelag og et stort hjerte.”

Egentlig er det lidt det, der fik mig til at starte min blog, bloggen er så kommet til at handle om andet end sygeplejen, men gennem mine indlæg om apopleksi og sygepleje er jeg blevet mere bevidst om, hvad det er, jeg kan, og hvorfor mit arbejde som sygeplejerske er fuldt ud lige så vigtigt som fysioterapeuten, ergoterapeuten og lægens på en apopleksiafdeling.

10 kommentarer:

  1. Lene - ville egentlig bare efterlade en kort kommentar om hvor begejstret jeg er for sygeplejerskernes arbejde, men det viklede sig vist ud - tror det bliver til et indlæg hos mig selv i stedet - en gang.

    Men.......I GØR altså en forskel!!

    Undskyld ;-)

    SvarSlet
  2. Pernille, du må gerne sige at vi gør en forskel:-) Vi sygeplejersker skal kunne forklare hvorfor vi gør en forskel. se det er forskellen :-)

    SvarSlet
  3. Jeg skal forsøge i et indlæg senere at forklare, hvorfor sygeplejersker - i hvert dem jeg har mødt - gøt en forskel. For det har de virkelig gjort :-)

    SvarSlet
  4. Pernille, det er jeg glad for at høre, det mener jeg også selv at vi gør, men som sygeplejerske tror jeg, det er vigtigt, at man ved hvorfor man gør en forskel og kan sætte ord på det.

    SvarSlet
  5. Rigtig godt indlæg, lene!

    For det er jo rigtigt, at vi - jeg tager lige SoSu-assistenterne med her ;-) - "gør en forskel", men det er jo uhyre vigtigt at forklare og definere HVORDAN, vi gør det.

    Ofte tror jeg, at befolkningen går rundt og tror, at vi "bare" er nogle rare piger med hjerter af guld, og at det er derfor vi plejer syge mennesker og deltager i forebyggelse o.s.v.

    Men det er jo professionel omsorg, vi giver - og der ligger stor faglig viden og oplæring i hånværket bag!

    SvarSlet
  6. Stolthed over det arbejde vi udfører , det er så vigtigt.
    Godt indlæg.
    Håber du får en smuk dag :-)

    SvarSlet
  7. I/du gør en kæmpeforskel og hurra for det! God week-end til dig og landmanden!

    SvarSlet
  8. Det er godt at få forstand af, det du skriver - og du har så meget ret, Lene. Og vi kvinder skal alle huske at fortælle om vores job uden at krybe langs væggen.

    SvarSlet
  9. Sygeplejerskernes arbejde på en apopleksiafdeling er meget meget vigtigt. Det er bl.a. der den første daglige hverdags læring sker.

    For et par år siden hjælp jeg to grupper af hhv. ergoterapeut- og fysioterapeutstuderende med skrivevejledning til deres bacheloropgaver. Dit indlæg i dag bekræfter min tanke fra den gang. At der i de opgaver nogle gange går nyttig og relevant viden tabt - fordi det ikke kommer videre.

    Og som pårørende til en apopleksiramt, så har jeg savnet en god bog der giver et godt indblik i hvad apopleksi er (kan være) og de mange ting man som pårørende støder på i flere år efter.

    Måske skulle man bruge sin uddannelse til at gøre et stykke redaktørarbejde på sådan en bog ... finde alle de kompetente fagpersoner og pårørende med erfaringer ... og ... ;-)

    SvarSlet
  10. Henriette, tag du bare assistenterne med :-) og det gælder for os alle, at hvis vi ikke selv er opmærksomme på hvad det er vi kan og gør, så kan vi heller ikke forvente at andre er.

    Miri, faglig stolthed må der til :-)

    Tak tak fru koch, og vi nyder tørvejret heroppe.

    Madame, det skal vi, og faktisk har denne blog været med til at synliggøre mit arbejde for min familie.

    fru green, det ville være så godt med en bog eller et sted hvor disse mange projekter blev lagt ind, så alle kunne læse dem.
    Under hjerneskadeforeningens side er der en bog for pårørende,
    http://www.hjerneskadeforeningen.dk/uploads/media/Haandbog_til_paaroerende.pdf

    SvarSlet