MINDERNE HAR VI DA LOV AT HA

Det er de særeste ting, der får minderne frem.

Jeg har en køkkenvask i stål, den bærer ofte præg af, at vi er inkarnerede tedrikkere, som af og til lige hælder en sjat ud i vasken.

Det er, som om jeg slet ikke ser, hvordan den bliver mere og mere brun, indtil en skønne dag hvor jeg slet ikke kan undgå at se det! Man kan heraf udlede, at det ikke hører til min daglige køkkenrengøring at gøre vasken ren med andet end vand ;-)

Min mor elskede at finde skurepulver og børste frem, når hun besøgte os, så jeg havde altid en skinnende vask, når mine forældre kørte hjem.

I dag så jeg vasken og fandt remedier frem, og bedst som jeg skrubbede og skurede, tænkte jeg på min mor.


Jeg kunne godt have brugt at kunne vende tingenes tilstand med hende i de her dage. Jeg er meget følelsesladet, hun var meget nøgtern, det kunne være et godt mod og medspil at få. Sådan er det ikke, og min dejlige far er ikke den far, han var en gang, så den snak kan vi ikke tage. Han er stadig det samme rare menneske, der interesserer sig for sine børn, svigerbørn og børnebørn. Og selvom korttidshukommelsen er røget, så er der dog ting, som lagrer sig. Min nevø skal på efterskole i det sydfynske, og det husker min far, når jeg nævner nevøens navn. Og vi er også rundt om mine børn hver gang.

Min søn skal nu til at gå i samme fodspor som sin mor ;-) og vi har et ping-pong drilleri gående på, at han ikke har tænkt sig at fortælle mig noget om sygeplejestudiet, og jeg har tænkt mig at indføre ugentlige tedrikkestunder i hans lejlighed, hvor jeg vil gennemlæse hans studiebøger :-)

Det bliver spændende, hvad han siger til studiet, jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver en fantastisk sygeplejerske. 2.prioritering var seminariet, og så var han gået i morforældrenes fodspor, det ville han også være god til. Jeg er dog glad for, at det blev mit fag, han valgte, og jeg har overhovedet ikke været blandet ind i det valg, jeg har end ikke foreslået det ;-)

BLODIGE UNDSKYLDNINGER

Overskriften er søgt, jeg ved det, men den får lov til at blive stående.

Det regnskabsarbejde går lidt langsomt, jeg hygger mig med alt muligt andet.

Men jeg blev altså også indkaldt til blodbanken med kort varsel, jeg har ganske almindeligt blod og det er der desværre åbenbart brug for.

Så det blev til en lille smuttur sidst på formiddagen til Aalborg, ikke noget indkøb eller andet sjovt (blogbesøg f.eks), bare ind på briksen, armen frem, solbærsaft i kruset og en snak om plejen af apopleksipatienter, forskellen mellem for 20 år siden og så i dag, og så ud igen med plaster på armen.

Nu er jeg hjemme igen, har talt med datteren, har besøgt blogge og mangler at spise frokost, men jeg må da vist hellere komme lidt op i omdrejninger, hvis jeg har intentioner om at nå at komme til at bogføre lidt.

ALENE HJEMME

Overskrifterne på et blogindlæg er næsten et kapitel for sig, de skal gerne sige noget om indholdet og give folk lyst til at læse videre.

Egentlig kunne det her indlæg også have overskrifterne: Mørkeræd, Teenager igen, Møgvejr.

Det er sjældent, at jeg er alene om aftenen, det er endnu mere sjældent, at jeg skal sove alene, det skulle jeg så i nat!

Når man er mørkeræd og ser og hører farlige ting, så snart mørket falder på, er det ikke sjovt.

Laika og jeg drog op i sommerhuset, da jeg var kommet hjem fra min far. Alt lys i hytten blev tændt, alle persienner mod vejen blev rullet ned, begge døre og alle vinduer blev tjekket, at de var forsvarligt lukket.

En bakke med en skål med chokolade og slik, et glas med æblemost og en sudukobog blev stillet ind på sengen, den bærbare blev startet, og jeg hoppede op i sengen med alt tøj på og et tæppe over mig, ikke noget med at krybe under dynerne.

Laikas kurv kom ind ved siden af sengen, og så blev døren lukket, der brændte stadig lys ved toilettet og udenfor og inde på mit værelse.

Her lå jeg så, spiste, løste suduko og læste blogindlæg, mens midnatten bankede på. Og da trætheden overmandede mig, blev computeren sat ved siden af mig, og jeg faldt i søvn. Midt nat vågnede jeg og krøb under dynen, men ikke noget med at gå ud og få børstet tænder. Det er først sket her til morgen.


Jeg er ynkelig, jeg ved det, men jeg kom igennem natten. Nu er morgenmaden spist herinde i sengen, indlægget skrives i sengen, og udenfor står det ned i stænger. Stakkels motionister, der skal cykle PostDanmark løbet, de professionelle får da penge for at gøre det. Landmanden er nu ved at gøre sig klar på motorcyklen til at følge cyklisterne på dagens tur og jeg håber, vejret er bedre i Århus og omegn.

Tænderne skal vist børstes igen, jeg føler som om et stort sukkerlag stadig sidder på tænderne ;-) og så skal jeg i gang med regnskabet hjemme på gården.

TÆND ET LYS

Min kollega fortalte begejstret, hvordan hun og familien elskede de katolske kirker i Italien, hvor man kunne gå ind og tænde lys, det kunne man jo ikke herhjemme.

Jeg pippede lidt om, at det mente jeg nu nok, at man kunne i visse kirker.

I dag har jeg besøgt min far, og da vi var på kirkegården, kom jeg i tanke om, at min mor havde fortalt om kirkens funktion som vejkirke. Hun havde, indtil hun blev for syg, været en del af en gruppe, som sommeren igennem sørgede for, at kirken stod åben om dagen.


Jeg vidste jo, de havde en lysglobe der, så min far og jeg gik hen til kirken og ganske rigtig, den var åben og midt i lysgloben stod en olielampe og brændte. Jeg tændte to lys, et for min mor og et for min niece, og sammen nød min far og jeg kirkens stilhed og det smukke rum.



Kender du nogle vejkirker?

EN AF DE DAGE

Jeg er træt, og så er det vist sagt.


blomster i Norge

NEW YORK NEW YORK

Da han var børnehavebarn, fik jeg besked på, at han var for træt til at fortælle om dagens oplevelser, jeg måtte pænt vente til den dag, hvor han valgte at fortælle om flere ugers oplevelser på én gang.

Da han var skolebarn, fik jeg besked på, at jeg vel kunne spørge læreren, når jeg var til forældrerådsmøder eller til skolebestyrelsesmøder, så jeg var orienteret om, hvad der skete i hans hverdag.

I dag har jeg hørt om hans fantastiske tur til N.Y. , og jeg har set masser af gode billeder med forklaringer til hver eneste. Og det til trods for at han ikke har sovet i 24 timer. De har haft en helt igennem fantastisk tur, kom endda til Mandela koncert i Radio City Music Hall, som havde været noget af en oplevelse.


Nu sover den unge mand, og moderen fryder sig over de dejlige oplevelser, han har haft, og at han nu er sikker hjemme igen.

FINSE 1222

Norge på motorcykel var en skøn oplevelse, vi er slet ikke færdige med at feriere der. Der er hundedyrt, og især når man som vi først valgte at finde hotel ved ankomsten til et sted. Sådan var det, til gengæld udviklede vi nye spisevaner ;-). Hvor vi normalt spiser 6 mindre måltider, spiste vi nu kæmpemorgenmåltid (var jo med i hotelprisen), nøjedes med et mindre måltid midt på dagen og så et aftensmåltid.

Til gengæld er der en fantastisk natur med mulighed for masser af gode oplevelser. Vi har haft flere, som gav os forslag til ting, vi skulle prøve, og svogeren, som har vandret/ferieret meget i Norge, syntes også, vi skulle til Finse.

Sidste år i Østrig bestemte jeg mig for, at næste ferie skulle vi prøve at vandre, og Finse turen var ren vandretur, ingen motorcykel denne dag, den lod vi stå i Geilo.


Finse er den højest beliggende togstation i Norge, 1222 meter over havoverfladen. Den er en del af togturen fra Oslo til Bergen, og det var noget af et projekt, da man anlagde jernbanen tværs over Hardangerviddaen. Man kan ikke køre til Finse, der er en vej, Rallarvegen, som blev brugt til at transportere alle materialer til jernbanen på hestevogne. Den vej kan man vandre eller cykle på. Rallarvegen fik sit navn, fordi mange af de mænd der arbejdede med at anlægge jernbanen, var svenske, og rallar på svensk betyder at trille.


Vi startede togturen i Geilo sammen med masser af andre turister. Turen gav os rig mulighed for at se Hardangerviddaen, ren afslapning.

På Finsestation ligger et hotel, det var lukket, men skulle den dag være rammen om et dansk-norsk bryllup, så ikke alle togpassagererne skulle på vandretur.


Vi gik ned til Finsehytten, som både er vandrehjem og turistinformation. Her lånte vi et kort med oversigt over stien ud til Blåisen, en del af Hardangerjøkulen, en gletscher.


Solen skinnede fra en skyfri himmel, solcreme blev smurt på og så gik vi gang.


Stierne er afmærkede med rødt T på sten og der stod også en varde eller to som afmærkning.


Faktisk kan jeg slet ikke beskrive hvor skønt det var, smuk natur, frisk luft, ro og stilhed, nærmest ingen andre mennesker. Vi vandrede på sten, mos og sne, vandrestøvlerne var nu gået til og var perfekte.


Broen over til det sidste stykke sti hen til Blåisen var i stykker, og i Finsehytten havde de sagt, at vi blot skulle gå der, hvor andre havde gået. Det viste sig at være på sneen over en brusende elv, hvor sneen var begyndt at smelte og synke sammen. Det valgte vi ikke at gøre. I stedet for vandrede vi op af det nærmeste højdedrag og kom dermed så højt op, at vi kunne få oversigt over den langstrakte gletscher.


Turen blev afsluttet med en kop varm kakao, for da vi kom ned igen ved hytten, var der overskyet og blæsende her, og da vi var godt ophedet af solen og vandretur, frøs vi pludselig.


5 timer vandrede vi, og jeg er endnu mere hooked på en vandretur over dage, så hvem ved, om jeg ikke kommer tilbage og vandrer på Hadangerviddaen?


Dagen sluttede af på Pepes Pizzeria i Geilo (endnu en af svogers anbefalinger) med en god pizza og et krus fadøl.

HVOR VAR DET GODT

Vi så på hinanden, smilte og nikkede. Alt for ofte tænker vi, hvorfor får vi ikke inviteret, hvorfor er det altid bagefter, at vi kan se, at vi godt kunne finde tid til hygge og samvær.

Forleden dag gjorde vi kort proces, en dagvagt fredag og aftenvagt i weekenden gav luft til fredag aften, så vi inviterede gæster til grillhygge.

Klokken var midt nat, inden vi fandt sengene, og vi sluttede af ude på terrassen med tæpper og varm kaffe/te. Det var så godt.


Og så vågne op til solskin, jamen kan det blive bedre. Morgenmaden er nydt, gæsterne er sendt videre, om lidt venter en aftenvagt, men inden da er der en solseng, der skal indvies for i år, powernap skulle være så sundt ;-)

SMILENDE VELKOMST

Hvordan kan man andet end smile og le, når ens kolleger bare er så dejlige, og nu får jeg chancen for at være sammen med tidligere kolleger i to uger, for det meste af min afdeling går på ferie de næste uger.

Jeg fik en blid start, havde to selvhjulpne patienter, så der blev tid til at tjekke mail, snakke stillingsannoncer og undervisningsplan i efteråret med chefen og finde vores forslag til pjece om TCI, forbipasserende blodprop, frem.

Hver dag kommer der mennesker ind med denne diagnose, hvor symptomerne forsvinder indenfor 24 timer, og ikke alle tager det som et varsel til at få kigget på levevis og livsstil. Jeg håber, pjecen kan være med til at fortælle dem om, hvor de kan sætte ind.


Og nu er jeg klar til at byde mine gæster velkommen med et smil.

Ha en god aften.

KRONHJORTE, KARTOFLER OG KVINDELIG TRAKTORFØRER

I går kunne jeg i en netavis læse, at kartoffelavlere i Vestjylland er meget plaget af store rudler kronhjorte, som går på kartoffeljagt om natten, og dermed mister landmændene mange penge på kartoffeludbyttet.

Det kan også blive virkelighed i Nordjylland. Landmanden ser mange flere kronhjorte end tidligere, og nu ser han også deres ravage i kartoffelmarkerne. Han kan ikke gøre så meget, men der er snak om at udvide jagttiden, som hos os er på 14 dage i december, om det så kan justere bestanden, vides ikke, men man kan da håbe. Vi skal alle være her, både dyr og mennesker.

Der blev bestilt kartofler midt eftermiddag med afhentning i morgen. Lige nu bliver kartoflerne først taget op, lige før de skal af sted, og vi kan enten få dem hentet først på formiddagen eller midt aften. Så for at få dem færdig til formiddagsrunden, tog landmanden sin kone med hjem til gården. Du kan godt, er hans motto, og det ved jeg jo godt, men vild med det bliver jeg aldrig. Jeg sidder helt stiv på traktoren, stirrer frem for at sikre mig, at de store hjul kører lige midt mellem kartoffelkammene. Kigger tilbage for at sikre mig, at jeg kører i det rette tempo, så kartoffeloptagerens ”arm” kan læsse kartoflerne ned i min vogn, mens vi kører side om side.

I dag fik jeg dog tid til at nyde to harers spring rundt i kartoflerne, og en enkelt fasan spankulerede nonchalant rundt. Krondyr så vi dog ingen af.

I morgen tidlig er det tid til at tage uniformen på, jeg tager lige 6 dage i rap. Det bliver spændende at komme tilbage og se, hvordan det går med, at de to neurologiske afdelinger er lagt sammen igen, som før marts, af hensyn til ferieafvikling.

Jeg ved, at jeg er bedre til at være sygeplejerske end traktorfører, men det er nu meget godt lige at få frisket traktorkørslen op et par gange om året ;-)

SURE TÆER I SAFTEVAND

Det er som om, jeg ikke skal strikke den trøje, jeg fem minutter i lukketid købte garn til på en regnvåd og mørk lørdag.

Farven elsker jeg.

Jeg havde glemt opskriften.

Butiksindehaveren kendte ikke til supersoft garn.

Jeg troede, det var bomuld, det købte jeg og betalte i dyre domme (butikken er en specialgarnbutik).


Jeg er nødt til at strikke på pind 2½, for at strikkefastheden passer.

Mine hænder skal have pauser tit.

Og nu har jeg lige opdaget, at jeg har snoet strikketøjet, så det er en ommer.

Måske skulle jeg aflevere garnet tilbage, finde noget uldgarn, så jeg kan strikke på pind 3!

HVEM SIDDER BAG SKÆRMEN?

Inde i sin stue?

Trådløst opkoblet til router?

Det gør såmænd Fru sygeplejerske.

I dag tog jeg op til vores computermand med computer og router, men faktisk var det mig, der pludselig kunne se, at den valgte forkert bitantal :-). Det hjalp at komme til at stå bagved en anden, der arbejdede med computeren.

Nu er jeg mæt og tilfreds, en ny salat er afprøvet, bulgur med tørrede abrikostern, ristede pinjekerner og persille, blandet sammen med en olie-citrondressing. Uhm det smagte.

Solen skinner lige nu, cyklerne er kommet op til sommerhuset, så måske skulle vi køre ned og se om de kan ramme solen ;-)

I går aftes i Løkken var der ikke megen varme og gågaderne var halvtomme, trods butikkerne havde aftenåbent.


Pludselig stod han der med sin didgeridoo, hvor han kom fra, så jeg ikke, måske den lille spøjse butik bagved. Han begyndte først med en enkelt tone, men efterhånden kom der rytme og flere toner på. Det livede helt op på gågaden, alle stoppede op, små børn skulle helt hen og studere, og når der så kom en meget dyb tone, sprang de forskrækket tilbage og bagefter flækkede de af grin, sådan som kun små børn kan grine. Alle vi andre blev smittet ;-)

Må solen finde jer og sende en stråle af glæde til jer.

FRI, FØL DIG FRI

Aftenens motorcykeltur gik til Løkken.

Den enlige mand på havet fik min banks gamle reklamejingle frem i hjernen (overskriften).


Det gad jeg godt at prøve.

AT HOLDE KADENCEN

Ofte er det sådan med udtryk, der dukker op, at jeg ved ca., hvad de betyder, men når jeg så skal bruge dem i et indlæg, bliver det vigtigt for mig at vide, om jeg har forstået udtrykket rigtigt. Her bruger jeg meget google, og i dag blev jeg forvirret, da jeg skrev kadence i søgefeltet. Pludselig var jeg inde i musikkens verden, og det var ikke det jeg forbandt med ordet.


Bedre blev det, da jeg skrev holde kadencen, her dukkede den betydning op, som jeg forbandt med ordet, nemlig at opretholde et vist antal omdrejninger på cyklen.


For nylig læste jeg i et af de ugeblade, som hører med til ferien, at kvinder skulle op på 100 – 115 skridt/minut, når de gik, for at opnå en træningseffekt. Så mobilen blev sat til 30 minutter, skridttælleren blev puttet i lommen og så gik det derud af. Jeg forsøgte at finde stier, som gav mig sved på panden, og da uret bippede, lå jeg på 123 skridt/minut.


I dag ville jeg tjekke, om jeg så kunne holde kadencen i den næste halve time, jeg tog turen hen ad himmelstigen, ned af bakken, op af trapperne, ned af hulvejen, op af sti 32, den første halve time lå på 126 skridt. Videre af sti 32, gennem skoven, langs sommerhusene, videre af sti 100 op til sti 36 og så ned af vejene forbi vores lille pizzeria midt i skoven. Jeg holdt kadencen, og kroppen føltes godt tilpas.


Og billederne? De har overhovedet ikke noget at gøre med sommerhus og gåture.


Deroppe på Hardangerviddaen nød vi bare udsigten uden at tænke på kadence ;-)

HYGGE OG SNAK

Landmanden forsøgte at fange fruen på det forkerte ben. ”du er nødt til at komme hjem, vi har brug for hjælp” Ja ja I må klare jer selv, for jeg får besøg.

Og hvilket dejligt besøg. Tiden strøg af sted, vi kom omkring mange emner, både sjove og alvorlige, sådan som en dejlig eftermiddag skal være. Strikkepindene kom aldrig i gang, men det gjorde ikke noget. Jeg fik dog studeret det smukke strikketøj, Liselotte havde gang i og var iført.


Og nu er jeg ejer af et smukt rosenlys på glasfad, jeg glæder mig til at sprede rosenduft i aften.

Knap var Liselotte ude af døren, førend landmanden ringede. Denne gang var det alvor, så jeg smuttede lige hjem og hjalp med at læsse kartofler af. Nu er der købt lækre nystegte fiskefileter og fiskefrikadeller fra den nye fiskebutik i Hune, det skal nok smage godt sammen med brasede kartofler og grøn salat.

KANONBRAG

Snart er ferien et overstået kapitel, men de sidste dage skal nydes i fulde drag. Og dagen i dag bliver helt sikkert med masser af snak og grin, for Liselotte har lovet at sætte Åse til at finde vej herop i sommerlandet. Det bliver godt.

Weekenden sluttede med et ordentligt brag. Blokhus har fået sin gamle kanon tilbage, og den blev indviet i går. Resten af sommeren vil den skyde solen ned hver aften kl. 21 bistået af et nyoprettet kanonlaug.


Solen har endnu ikke helt fået varmet luften op, men jeg håber at det kommer. Jeg vil gå mig til varmen med støvsugeren ;-) ha en god dag.

HARDANGERVIDDA 2

Næste stop over Hardangerviddaen blev Vøringsfossen. Dette store vandfald er ikke så stort mere, fordi vandet bliver ledt ned til kraftværket, men i sommertiden lader man mere vand løbe den naturlige vej, så turisterne har noget at kigge på ;-)


Vi valgte at trave en tur i håb om at komme tæt på udspringet, men helt tæt kom vi ikke, da der var sat advarselskilte op.


Lyden af vandfaldet og den brusende elv fulgte os hele vejen rundt, og myg så vi ikke noget til. Faktisk fik vi aldrig brug for vores myggestift, så høj sol og ingen myg, det er vist ikke altid sådan, det er i Norge ;-)


Efter en hyggelig frokostpause med norsk knækbrød, ost og chokolade gik turen videre op til Sysenvatn, en stor inddæmmet sø, som også bliver ledt gennem tunneller og naturlige vandløb ned til kraftværket i nærheden af Eidfjord.


Noget af det, der forbavsede mig på dette stykke vej, var alle hytterne, det må vist være Norges svar på Blokhus og Løkken, der var hytter overalt.


Så kørte vi ellers derud af, nød vidderne, sneen og den skønne natur.

HARDANGERVIDDA 1

Noget af det jeg havde glædet mig til i vores ferie på motorcykel i Norge var Hardangerviddaen, og den skuffede mig heller ikke.


Vi havde overnattet ved Eidfjord, og mens solen fik kraft mellem fjeldene, begyndte vi vores tur mod Geilo. Turen var arrangeret af svoger, som har vandret meget oppe i dette område og derfor havde givet os en masse tips.


Første stop var Kjeåsen. Oppe på fjeldskråningen lå en gård, her havde en familie med 13 børn levet. Der var ingen vej op, så alt blev båret op, og når nogen døde blev kisten sænket ned med reb. Først i midten af 70erne blev der lavet en vej og en tunnel op til området. Vejen var kun beregnet til envejskørsel, så nede fra måtte man køre hver hele time, oppefra hver halve time


Vi ventede og ventede og til sidst kørte vi opad.


Udsigten var som altid smuk, og da vi kom til tunnelen, krydsede vi fingre for, at ingen kom kørende ovenfra.


Alt var frodigt og grønt, men om vinteren måtte det være et ensomt sted at bo. I dag bor et af børnene, en datter, stadig på gården, hun er i 70erne og får besøg af mange busser om sommeren. Der var et gammelt stuehus og et nyere stuehus, men måske var vi for tidligt oppe, der var i hvert fald ikke åbent, selvom pile viste hen til det gamle stuehus.


I stedet nød vi udsigten og gøs ved tanken om markerne, som skrånede ned mod dybet. Vi havde læst om, hvordan fjeldbønderne bandt de yngste børn fast, så de ikke kom for tæt til kanten, det kunne vi godt forstå.


Der var stier, som førte højere oppe på fjeldet, men vi havde planlagt en vandring næste dag, så vi nøjedes med at nyde området omkring fjeldgården.


Turen ned af foregik også med krydsede fingre, men alle overholdt aftalen, så vi kom sikkert ned.

FRISK LUFT

En god travetur til vandet og så hjem igen,


det gav sved på panden


og lyst og energi til næste maleprojekt, havemøblerne.


Og hvordan de så ud fra start af ses tydeligt på midterstykket, som har været gemt under bordet i 5 år.

PROCESSEN

Penslen dyppes let ned i træolien, den sættes på træværket og små strøg fordeler olien, træværket suger begærligt olien til sig.

Hånden ved lige nøjagtig, hvordan den skal trykke på penslen, så de små hår breder sig som en vifte, og penslen dermed kan komme ind under stålkanten forneden på vinduet uden at ramme kanten.

Gentagne dyp, gentagne strøg, gentagne tryk. Ensidigt? Måske, men der er også en vis meditativ heling i sådan en proces.

Jeg tænker på alt og intet, mens jeg maler.


Regnbygerne i går gav mig pauser til at læse, Astrid og Veronica blev nået i sådan en regnbyge, jeg læser hurtigt, de små detaljer kommer nok ikke med, men nydelsen ved at læse er der.


Nu har solen tørret de vinduer, der mangler, så jeg må i gang igen. En ny bog blev slugt i går aftes og i morges, og der ligger flere og venter. Dette er ægte sommerferie.


Mine børn nyder forhåbentligt ferien der hvor de er. Jeg holder mit løfte til mig selv om kun en sms en gang om ugen ;-) så jeg ved, at datteren var i Barcelona tirsdags, og sønnen sendte samme dag besked om, at han nu var kommet til New York, og mobilen nu blev slukket, ”vi ses om 2 uger” lød beskeden. De klarer vist fint processen med at løsrive sig fra moders skød ;-)

De sidste to billeder er taget fra samme sted på aftensgåturen. Mod solen regnvejr, væk fra solen ingen regnvejr, så jeg blev stående, til bygen havde forføjet sig

SOMMERMORGEN

Førhen havde jeg to sovende børn i værelserne, når landmanden var kørt hjem med sin madkurv for at arbejde. Nu er her bare mig selv.


Egentlig kunne jeg smutte i seng igen, men jeg elsker disse stille morgener, morgenmaden blev nydt på den terrasse med morgensol og herefter en lille morgentur rundt for at nyde, at insekter og sommerfugle også er startet på morgenens arbejde.


En enkelt krimi bliver læst færdig i sofaen før jeg sætter mig ud på mit ”kontor”, jeg læser rundt omkring hos jer, men ikke så meget som jeg gerne ville, jeg kommenterer lidt, men ikke så meget som jeg gerne ville, det er ikke ligefrem den mest komfortable stol, jeg sidder i ;-)


Gederams findes både i Norge og Danmark, den liver op på landskabet om det er på en fjeldskråning eller en flad lynggrund.


Landmanden knokler der hjemme, det forpligter, så jeg må have fundet malepenslen frem, træværket på vinduer, havemøbler og terrasse råber på livgivende olie, der er kun en vej og det er fremad.


Ha en god onsdag.

VANDRESTØVLERNE

Mine fine støvler som jeg fik i fødselsdagsgave af børn og gemal, var aldrig blevet gået til. Det blev de den første dag i Norge! Med vabler til følge, godt jeg havde vableplaster med;-)

Når man vil se Preikestolen, så er der kun en måde, stil motorcykel/bil ved vandrehjemmet/hotel, tag støvler på, vand og chokolade i rygsækken, og så er det opad.


Der er ca 5-6 km derop, og der er kun få hundrede meter sti, hvor man ikke behøver at se efter hvor man sætter sin fod. Resten af vejen klatrer man på sten, går henover knudrede rødder og sørger for ikke at glide på de store klippestykker.

Landmanden afslørede en evne til at klatre uden at hive efter vejret, hvorimod fruen her fandt på alle mulige undskyldninger for, at vi lige skulle stoppe op.


Der er aldrig nogen, der er faldet ned fra Preikestolen, forstå det hvem der kan, for folk sad med fødderne dinglende udover klippekanten med udsigt til 600 meter frit fald ned i Lysefjorden.


Jeg vovede mig tæt på kanten, og så blev chokolade og vand ellers nydt lidt længere inde.


Landmanden klatrede længere op for at tage billedet, jeg sidder i nederste venstre hjørne ;-).


Vejen ned ad var næsten lige så slem, for vores ben var så trætte, så vi var bange for at træde forkert. Det ville jo være lidt dumt at starte ferien med en forstuvet fod.

Men udsigten deroppe fra var hele turen værd, og vandrestøvlerne var nu gået til.

SNIFFER

Da jeg var barn, var jeg vild med lugten af benzin, acetone og lignende produkter. Når vi holdt på en benzinstation, måtte jeg ud og indsnuse alle de skønne dufte.

Min mor fik som barn en flaske med terpentin, tror jeg, og et lommetørklæde, så puttede hun lidt på lommetørklædet og duftede til det. Det var før, man fandt ud, hvor farligt det var.

Jeg blev kureret for min vane med at dufte til rengøringsmidler, da vi flyttede ind på gården, og der rigtig skulle gøres rent. Tredobbelt salmiakspiritus, mindre kunne ikke gøre det, og så skruede jeg låget af og duftede!

Skriget var så højt, at landmanden kom susende ind for at høre, hvad der dog var sket. Jeg følte det, som om en stikflamme var sendt gennem mit næsebor.

Hvorfor tænker jeg på det nu?

Mit trådløse net vil ikke virke her i sommerhuset, så jeg sidder ude i et lille redskabsrum, hvor routeren står og er koblet til med netkabel. Ved siden af mig står græsplæneklipperen og en dunk med benzin, de er blevet brugt i dag, så jeg sniffer, mens jeg skriver ;-)

TIDENS STRØM

Jeg øver mig i ikke at sætte deadline, at lade være med at stresse mig til, at vi skal være i sommerhuset på det og det tidspunkt.

Jeg stryger og ser søde film, landmanden mangler endnu græsslåning, men ser touren, og det skal der være plads til. Vi slog vækkeuret fra og sov længe, vågnede med mindet om en dejlig aften med sønnen og kæresten og en sms fra datteren i Amsterdam, hvor der var overskyet og koldt, men mon ikke solen finder sin vej der, som den gør her mellem sommerbygerne?


At sejle giver også mulighed for at lade tiden flyde, man kan ikke andet end at være til stede, og turen på Lysefjorden i Norge var en smuk oplevelse.


Vi nød lyset, fjeldene og den milde vind.


Og beundrede kaptajnen, da han sejlede den store cruisefærge helt ind i vagabondbugten, alt i mens musik (Grieg tror jeg) strømmede ud fra højtalerne.


Preikestolen, det store firkantede klippeudspring kunne jeg ikke se fra vandsiden, men senere denne første dag i Norge fik jeg mulighed for at gå mine vandrestøvler til på vej til toppen.


Jeg har stadig ferie, faktisk i knap to uger endnu, den rene luksus, så jeg øver mig i at komme ned i tempo. Landmanden derimod er på vej op i tempo, de første kartofler er klar til at blive taget op, 8 dages ferie blev det til for ham, men han klager ikke, men er spændt på, hvordan den nye sæson bliver.

LYS OG MØRKE

Aftenen blev tilbragt hjemme hos min far sammen med landmanden. Jeg havde taget den eksterne harddisk med billeder og den bærbare computer med, så vi så Norges billeder og snakkede om dengang, mine forældre kørte til Nordkap.


Undervejs i billedfremvisningen gik det op for mig endnu en gang, at vores skærm hjemme viser billederne meget mørke, så gårsdagens beretning om Suleskarvegen kunne have været vist med mange flere billeder, men dem havde jeg valgt fra, fordi de var så mørke (troede jeg) pga. det fantastiske solskin, vi kørte i.


I dag skiftevis tænder og slukker jeg lys. Når regnen kommer, bliver der meget mørkt, og så snart den stopper, kan vi se noget igen. Vores tømrer ville have os til at få store vinduer i vores hus, nu hvor vi skal skifte alle ud, men niksen biksen, til det her hus hører sig bondevinduer til, og jeg glæder mig til at få vinduer med sprosser i. På varme dage er det skønt med stuer, der ligger i skygge, og på de mørke dage må lamper og levende lys være lyskilder.


Lyskilder i mit liv er vore børn, sønnen kommer hjem fra børnelejr i dag, hvor han har været leder, og på mandag flyver han til New York. Vi håber på en aften sammen med ham og kæresten, inden rejseforberedelserne tager hans tid. Datteren er af sted, første interrail stop er Berlin, og fordi jeg kan, er en lille sms sendt af sted, så håber jeg på et lille pip ;-) Min mor måtte vente på postkort og hjemkomst før hun vidste, om alt var gået vel for sine 5 børn, så jeg øver mig i kun at sende en sms hver uge ;-)

Om lidt skal jeg gøre mig klar til at møde dejlige kvinder inde i Aalborg, om regnen end mørkner himlen, så er jeg dog sikker på lys og latter, det bliver så godt.

AD SMÅ VEJE

Egentlig ville vi køre til Flekkefjord og så op til Lysebotn, men en Mc kammerat fik os på andre tanker og det var godt.

Vi kørte op gennem Setesdalen, der var kun tid til en enkelt pause, for vi ville med færgen fra Lysebotn til Forsand kl. 12, så selvom vi lagde tidligt ud fra Kristianssand, kunne vi hurtigt se, at det her ville tage tid.


Vand og fjelde er Norge rig på, der gik ikke mange meter hver dag hvor vi ikke så vand, små søer, små vandløb, store søer, brusende elve og så fjorde i massevis.


Suleskarvegen blev en oplevelse, her kørte vi i træfattigt område, op og ned, små veje hvor man skulle holde øje med fårene, der græssede tæt på vejen.



Og et af højdepunkterne, det vi havde planlagt denne dags tur efter, var nedkørslen til Lysebotn.


Masser af kurver og sving, det sidste stykke vej falder vejen 800 meter, og da var vi ved at være for sent på den i forhold til færge, så landmanden havde nok at gøre med at koncentrere sig om at komme ned.


Vi nåede det, og så kunne vi slappe af, mens færgen fragtede os ud af Lysefjorden

LANDBRUG FRA ET BAGSÆDE

Fordelen ved motorcykelferie frem for bilferie er helt klart udsynet. Man ser mere, mens man kører, man dufter mere, mens man kører, man mærker mere vejens kurver og stigninger, kort sagt en langt større sanseoplevelse.

For to år siden, da vi kørte i Vrådal området, lagde jeg mærke til gårdene, det jeg forstår ved sætergårde, om det er betegnelsen ved jeg ikke. Et stuehus, et fadebur og laden i to etager.


Denne gang, da vi kørte fra Stavanger til Bergen så jeg et anderledes landbrug, her var mere regelrette marker, her var udbygninger med siloer bygget ind under tag, om det var foder eller hvad det var, de gemte, ved jeg ikke, men de var overalt, på små og store gårde.


Undervejs til Bergen skal man sejle to gange, når man vælger E39, og en af færgerne sejler til Boknøen, hvor Marie bor.



Det fandt jeg ud af, lige før vi drog af sted. Marie og hendes mand har et landbrug og havde budt os på vafler og kaffe, og vi ønskede sådan, at tidsplanen kunne komme til at passe, så vi kunne se et norsk landbrug og møde norske landmænd, men desværre.




Da vi kørte over Boknasundbroen, sendte jeg Marie en kærlig tanke, hun var på sit andet arbejdssted. Vi er slet ikke færdige med Norge efter denne ferie, så vi håber, at vi en anden gang kan dreje fra E39 og finde vej til et landbrug med en meget smuk have.

EN TIRSDAG I JULI

Ferie i Norge, 25 – 29 grader næsten hver dag. Smuk natur, skønne oplevelser, der skal tid til at lade det fæstne sig i hukommelsen.

Morgensang, glade børn i alderen 12 -23 har glædet sig til at fejre deres forældre, og vi i svigerfamilien har glædet os med. Teltet er klar til festen i aften, og vi kører hjem med en stille glæde over at være del af en familie, som ikke har valgt hinanden fra, som der står i Jyllands Posten i dag, at mange gør i dag.

Lokalavisen sætter livet i stå, vi græder lidt, føler med det par, som vi kender, og som i vores ferie har mistet deres søn, vi har børn på samme alder. Livet er dyrebart, vi skal huske at skønne på det. Vi ved det jo godt, men i hverdagens jag glemmer vi det.

Jeg vasker tøj, skriver indkøbsliste, alt i mens mine tanker går på vandring rundt til glade mennesker, sorgtyngede mennesker, mennesker, der kæmper en daglig kamp med sygdom og bureaukrati, og alle de mennesker jeg holder af.


Alting kan gå itu
Et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
Så er jeg her nok endnu