mandag, januar 11, 2010

GRØNSAGER

I Danmark bruger man ordene, jeg vil ikke ende som en grønsag; i de ord ligger, at man ønsker ikke at blive ramt på en måde, så man lever, men alligevel ikke er til stede. Faktisk tror jeg, at man i daglig tale bruger ordene mere bredt, også om folk som nok er vågne, men har svært ved at kommunikere og i øvrigt er fuldstændig afhængig af andres hjælp.

Jeg bryder mig ikke om de ord. For mig er et menneske levende, så længe det menneske er levende. En grønsag er en død ting, som du kan behandle, som du vil.

Mennesker kan blive hjerneskadet på forskellige måder, og de kan blive hjerneskadet i en grad, så de ligger bevidstløse hen, der er ingen reaktion overhovedet, man kalder det at ligge i koma. Så kan de begynde at have vågne perioder, hvor de ligger med øjnene åbne, men der er ingen kontakt; det kalder man det vegetative stadie. Om ordet kommer fra vegetable, altså grønsag, ved jeg ikke. Der står ikke så meget i mine lærebøger om det begreb. Men måske er det der, de ovenstående ord stammer fra.

Senere hen får man måske en form for kommunikation ind imellem, det kalder man for det minimalt bevidste stadie.

Førhen mente man ikke, der var en form for bevidsthed i det vegetative stadie, men nyere undersøgelser har vist, at når man scannede raske mennesker og samtidig bad dem om f. eks at forestille sig, de spillede tennis, så kunne man se på scanningen, at der lyste op i bestemte områder. Så undersøgte man mennesker i det vegetative stadie og hos 40 % lyste de selv samme områder op. Det betyder ikke, at 40 % måske en dag bliver raske, slet ikke. For mange af dem er det højeste opnåelig mål måske kun, at der på et tidspunkt kan etableres en form for kommunikation.

Det er meget hårdt at være pårørende til disse patienter, det går også ind under huden på plejepersonalet at pleje mennesker, der er så hårdt ramt. Og vi må aldrig miste den indgangsvinkel, at vi ikke ved, hvor meget det menneske forstår eller fornemmer. Min mening er, at så længe vi taler til patienten, mens vi hjælper dem med alt, så længe har vi også bløde hænder. Min anke mod grønsagsordene er, at vi kan komme til at tale med hinanden henover patienten, mens vi vender og lejrer patienten, mens vi vasker patienten, mens vi skifter ble, mens vi laver mundpleje, og så glemmer vi, at det er et menneske, vi har med at gøre, ikke en grønsag.

Uanset hvor barsk det er, så må og skal vi kunne rumme, at det er et menneske, som du og jeg, og dette menneske er fuldstændig afhængig af vores indstilling. Vi må og skal hjælpe det menneske til en værdighed, men jeg synes, det er svært i visse plejesituationer at kunne gøre dette. Jeg føler af og til, når jeg flytter rundt på arme, ben og hoved for at få lejret patienten i en god stilling, at det er svært både at være opmærksomme på den bedst mulige stilling til at afhjælpe spasmer og liggesår og samtidig være til stede overfor patienten, når jeg ikke får feedback fra patienten. Jeg har ingen gyldne løsninger, og det er måske det, der gør det svært og som fylder, også når jeg har fri.

DSC00509

13 kommentarer:

  1. Du har jo helt ret i, at disse mennesker skal behandles med værdighed og som levende og bevidste, selv om de måske ikke opfatter ret meget - det kan man nok ikke vide med sikkerhed.
    Jeg oplevede samme dilemma forleden dag med min dybt demente tante. Hvad kan hun mon opfatte? Det var ufatteligt svært ...

    SvarSlet
  2. Jeg er sikker på du er en fantastisk sygeplejeske. For uanset om du til tider føler det svært, har du fokus på patienten som menneske, og så tror jeg ikke det kan blive bedre :)

    SvarSlet
  3. Nu er det jo dig, der er sagkundskaben her, men en grønsag er jo faktisk en levende organisme; se også citatet her: "...fra at være afskrevet af lægerne som permanent vegetativ - en 'grønsag' der lever, men ikke sanser noget".
    Det er taget fra følgende artikel: http://www.jakobsens.dk/VegetativeTanker.html
    Jeg kan godt følge hvad du siger, men mener som sagt selv, at udtrykket er o.k. at bruge.

    Det er simpelthen noget af det værste, jeg overhovedet kan forestille mig: Tænk, hvis man kun kan ligge totalt passiv hen, men forstår og opfatter alt - eller i hvert fald meget - hvad der foregår omkring én.
    Puuhha - så vil jeg hellere være død. Det må jeg nok ikke sige til en sygeplejerske, men ikke desto mindre mener jeg det dybt alvorligt.

    SvarSlet
  4. En af mine kollegaer blev for nyligt ramt af en hjerneblødning 2 gang og vist også en blodprop. Ved ikke om det ofte hænger sammen. Han har lidt lammelser i den ene side af ansigtet men skriver til os at det går fint fremad. Han skulle være i rigtig gode hænder på Århus Sygehus men jeg har virkelig tænkt en del på ham og det han skal igennem. Han er utrolig træt og det varer formenligt rigtig lang tid inden vi ser ham igen. jeg har stor respekt for de arbejde du og dine kollegaer udfører. Mange hilsner Anette

    SvarSlet
  5. Madame, jeg kan godt forstå det er svært at være pårørende til en meget dement person. Netop der kan man også tænke, forstår hun overhovedet noget af det vi siger. Jeg gruer for, når min far når det stadie.

    Pernille, Tak, måske er det netop ved at snakke og for mit vedkommende skrive om dilemmaet at man kan holde fokus, det håber jeg :-)

    Ellen, jeg læste den side i min søgen efter mere viden :-) Og jeg kan godt følge jeres tankegang, men for mig lyder det stadig umenneskeligt. Og tag ikke fejl, jeg ville også hellere dø, jeg vil blot ikke lge Vorherre, så f.eks ved jeg, at min far ønsker ikke livsforlængende behandling, så skulle han komme til at ligge i sådan en situation, vil jeg tale meget for, at man ikke starter antibiotika op ved en infektion, som altid vil støde til.


    Anette, hvor trist for din kollega, desværre er der mange unge (og her tænker jeg 50 og derunder) der bliver ramt. Hjerneblødning og blodprop giver samme symptomer, men de hænger ikke sammen som sådan, så det er da barsk for din kollega. Og trætheden er meget markant for apopleksipatienter, især i starten.

    SvarSlet
  6. Kære Lene! Menneskesynet er her, som i så mange sammenhænge, alt afgørende. Netop at holde fokus på, at det er et menneske, jeg har med at gøre, gør det både værdigt og svært. Jeg er overbevist om, at mere eller mindre bevidstløse mennesker har mulighed for at fatte langt mere, end vi almindeligvis tror - det synes jeg, at have oplevet. - Skulle jeg blive syg, så håber jeg, jeg havner hos en sygeplejerske som dig:-) - Men jeg forstår også godt, at det kan være svært at slippe, når du har fri.

    SvarSlet
  7. Lene...jeg er så enig med dig...ikke nogen grøntsag, men et menneske der har tabt nogle af sine evner.
    Dernæst..når/hvis din far når dertil..så ændres ens tilgang til ens kære sig ganske langsomt..jeg har min svigerfar, som nu er MEGET dement...visse dage kan han huske mig, men ikke mine børn...andre dage kan han ikke huske mig og bliver så noget så vred på mig..
    Men han er jo stadig den svigerfar som jeg engang kendte, nu bare med visse begrænsninger.
    Men i mit tilfælde er det jo Eddie der har det værst...for det er hans far..og ikke min. Demens er de pårørendes kamp/utrykhed/"plage"/ uro og hvad jeg ellers kan skrive af tillægsord..

    SvarSlet
  8. Det er en svær problematik, og en svær patientgruppe. Jeg mener ligesom dig, at man ikke skal tale privat henover et menneske, som ikke er bevidst.
    På lungemedicinsk afd. kom der sommetider 2 permanent vegetative mennesker, som havde ligget i henholdsvis 20 år og 5 år uden kontakt. De lå på plejehjem og fik så lungebetændelse, og blev derfor indlagt til behandling. Lungebetændelse opstår nemt i forbindelse med sondeernæring, som var den måde de fik mad på.
    Jeg vil ikke sondemades eller have drop, hvis jeg kommer i den situation. Før i tiden fik folk lov til at dø, hvis de ikke kunne spise eller drikke selv. Det er naturligt, synes jeg. Men svært at få lov til.

    SvarSlet
  9. Til Elllen igen :-) Jeg holder meget af kommentarfeltet, det sætter tanker i sving. I går aftes ved sengetid slog det mig, at den definition med at man lever men ikke sanser,ikke kan bruges, for mig i hvert fald, for hvad er sansning? Når jeg laver mundstimulation og patienten synker, er det så ren refleks eller sanser patienten noget? Det gør en "grønsag" ikke.

    SvarSlet
  10. Tak Charlotte, du har ret, at det jo netop er, fordi vi erkender, at vi har med et menneske at gøre, at det bliver svært.

    Tak Anne for din kommentar, når vi når derhen hvor din svigerfar er, så bliver det hårdt, og vi må skønne på de tidspunkter, hvor det går godt, hvor livet leves om end på en anden måde :-)

    Betty,og den sidste sætning kan jeg skrive under på :-) og det er en gråzone, for først er håbet, hvor man ønsker alt det bedste for ens kæreste incl. mad og behandling, og så kommer det glidende, erkendelsen af at det her bliver ikke bedre, og hvordan får man så stoppet mad og behandling? Og i lægeløftets tilføjelser står der, at patienten skal være uafvendelig døende, hvornår er man det i forhold til det vegetative stadie?

    SvarSlet
  11. Hvor kan jeg godt lide din indstilling til behandling af patienterne!
    De er mennesker hele vejen igennem og bliver behandlet som sådan, også selvom de måske ikke giver noget igen. Men det er med til at give den sidste tid den værdighed, man som pårørende ofte synes, den meget syge/døende bliver frataget af sygdommen.
    Man ved jo ret beset heller ikke, hvor meget den enkelte forstår, så hvorfor ikke bare være så venlig man kan hele vejen igennem.

    SvarSlet
  12. Jeg har det præcis som du, Lene. Jeg har meget tidligt i mit arbejdsliv valgt begrebet "grøntsag" fra. Et menneske er i live, så længe de trækker vejret og hjertet slår og jeg nægter at forfalde til, at tænke på mennesket som en død ting, for det er en glidebane som langsomt vil slide på mit menneskesyn og det skal man passe på med.

    Jeg arbejder jo meget med demente og demensudredning og jeg vælger i plejen ikke at tænke så meget over hvormeget patienten sanser, forstår og om det nytter, men forsøger at være tilstede lige nu og her, i nuet og tænker, at de øjeblikke som går godt aldrig kommer skidt tilbage.

    SvarSlet
  13. Conny, jeg tror alle i sundhedsvæsenet som udgangspunkt tænker som du, men mange faktorer gør, at man nemt kan miste fokus, og der er det vigtigt hele tiden at minde hinanden om det.

    Henriette, hvor er det dejligt at høre fra dig, og jeg er glad for at du og jeg også der tænker ens :-)
    Og dit råd i forhold til demente kan jeg bruge, tak :-)

    SvarSlet