søndag, april 11, 2010

JEG SAGDE DET JO!

Nøglen til postkassen har været væk i et stykke tid til stor irritation for os begge. Der kommer rimelig mange vigtige breve til landbruget, og uden postkasse har vi ikke haft andre steder posten kunne lægges. Jo nok når jeg var hjemme, så er bryggersdøren åben, men ellers bliver den låst, når landmændene arbejder.

Landmanden mente, det var mig, der havde smidt den væk, han lagde altid nøglen i kurven. Det gør jeg også med postnøglen, jeg ved godt, at jeg har det med at lægge bilnøglerne alle mulige steder, men ikke postkassenøglen.

Det har været et stort diskussionsobjekt, og det har pint mig, mest af alt fordi jeg var hundehamrende angst for pludselig at finde den i et skab eller køleskab. Det er jo netop en af de ting, der adskiller tegn på demens fra manglende koncentration. Og jeg er arveligt belastet, min fars søskende flok på 15 har en rimelig høj del af folk, der blev forkalket og som i dag højst sandsynligt ville have fået diagnosen Alzheimer.

Jeg havde prøvet at tænke logisk, kigget alle mulige og umulige steder, og til sidst foreslog jeg, at en af os kunne have ramt ved siden af kurven, og så var den gået gennem trådkurvene og ned på gulvet, hvor Laika måske havde leget med den og taget den med ud. Landmanden fnøs hånligt.

I dag fandt han nøglen! På gulvet i laden! NU tror han også, at Laika har leget med nøglen!

Jeg sagde det jo!!  men mest af alt er jeg LETTET.

16 kommentarer:

  1. Pyha, det var vel nok godt, Lene! Her kender vi også til at ting bliver væk, uden vi begriber, hvordan det er sket.
    Rigtig god søndag til dig!

    SvarSlet
  2. Det var da dejhligt at nøglen er dukket op igen. Ja du har ret- det er ikke rart når den er væk og det har den også været ofte så nu er den udstyret med en af de famøse nøglesnore- kæmpestor til en lillebitte nøgle, men det virker- nu er den aldrig mere væk.

    SvarSlet
  3. Hvor er det godt med en hund i huset! De får skyld for meget:-)
    Godt I fandt nøglen, det er vigtigere, end hvem der gjorde hvad. Fortsat god søndag til dig og ham den glemsomme:-)

    SvarSlet
  4. Og vi har sat den grimmeste store figur med blåt acrylhår i vores. Siden har den ikke været væk. Måske kunne den idé bruges.
    Godt, den kom frem.

    SvarSlet
  5. Tak i lige måde Madame, vi er også glade for at den er fundet :-)

    Karin, jeg overvejer også en stor nøglering :-)

    Tak ravheks, denne gang tror jeg faktisk det er hunden :-)

    Eva, jeg tror jeg snupper den ide :-)

    SvarSlet
  6. Hos os har tingene med at foretage forsvindingsmanøvre af sig selv - der er nemlig ingen!- af os som har noget med det at gøre ;0)
    Godt I fandt nøglen.

    SvarSlet
  7. Jeg har da guskelov kun mig selv og katten at skælde ud, når noget bliver væk her, og postkassenøglen er jeg rimelig god til, at hænge på plads, men jeg har det lige som dig, jeg bliver lidt bange, når der er noget jeg ikke kan huske, eller ligger forkerte steder, det er ret væmmeligt.
    Så jeg forstår din lettelse.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  8. Det er nøglenissen der driller jer, han har en fætter her i huset ;-))

    SvarSlet
  9. Margrethe, der er aldrig nogen der sidst har haft den :-)

    Vibeke, jeg synes faktisk også vi er gode til det, og jeg tror helt oprigtigt på vores forklaring :-) Det er væmmeligt når man er overbevist om at man lagde den på plads og så ikke kan finde den.

    Inge, nøglenissen må godt blive over hos dig :-)

    SvarSlet
  10. Jeg tror også at det var en nisse, enten der der hedder Ingen eller også var det Nogen.
    De 2 frækkerter huserer tit og ofte her på matriklen.
    De kan f.eks. også finde på at sidde inde i køleskabet og guffe ting i sig, UDEN at fjerne emballagen bagefter:))
    Fortsat god søndag aften, og tak for solskinnet, det kom lige over middag;)

    SvarSlet
  11. Hanne, dem kender jeg også i mit køkken :-)
    Og hvor var det godt at du fik solskin :-)

    SvarSlet
  12. Ja, forældrenes og slægtens sygdomme dukker hurtigt op til overfladen som en angst, hvis noget, der ligner, kommer til en selv. Min mors Parkinson får lige en tanke, hvis jeg taber noget eller vælter et glas.
    Godt, vi ikke ved, hvad der venter os, tror jeg.

    SvarSlet
  13. Charlotte, man kan vist få taget en blodprøve mhp at afsløre om man er disponeret for Alzheimer, men jeg har ikke lyst. Jeg gør hvad jeg kan for dels at udsætte det, dels at gøre mig bedre egnet til at klare det, hvis sygdommen en dag skulle ramme mig :-)
    Parkinson sygdommen kender jeg også fra dengang vi var samlet på en afdeling, den er barsk.

    SvarSlet
  14. Åh hvor jeg kender det. Det er meget skræmmende, når man er udsat for den slags ting.
    Jeg har lige 'fundet' et par lange bukser i skabet, som jeg slet ikke kan huske, at jeg har købt! DET var meget skræmmende.
    Det er beroligende, at mange af kommentarerne går på genkendelsen af problemet... så er det vel ikke nødvendigvis et symptom på Alzheimer?

    Men din mands reaktion er vist typisk mand, ikke? John beskyldte i lørdags mig for at have lagt postnøglen et andet sted end det sædvanlige, og jeg kunne bare sige til ham, at han jo da ved, at jeg aldrig tømmer postkassen, så hvorfor skulle jeg så 'flytte' nøglen?
    Han fandt den i sin bukselomme...

    Men jeg forstår til fulde din frygt for af få Alzheimer. Jeg frygter sindssyge. Det er der uhyggeligt mange på min mors side, der led og lider af i forskellig grad.

    SvarSlet
  15. Jeg er helt enig - jeg skal ikke have nogen til at kigge i noget arvemateriale, men forsøge at leve som om livet har en afslutning.

    SvarSlet
  16. Ellen, nej jeg tror det tyder mere på, at du og jeg af og til har mange ting at tænke på, og så smutter der altså noget, men føj hvor jeg lige kan følge dig :-)
    Og min mand lagde ALTID nøglen på plads, jeg havde jo det problem at der er mange ting, der bliver væk for mig :-)Og vi kan ikke leve i frygten for sygdom, men både du og jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, mon nu... :-)

    Charlotte, jeg ved ikke hvad jeg skulle bruge den viden til, for har jeg lyst til at starte på aricept? nej, men det kan da godt ske senere hen, at jeg hurtigere end andre er opmærksom på at få en diagnose stillet. Jeg kan jo se på min far dels at medicinen har sinket processen i forhold til det beskrevne i bøger, dels at hans tidligere stilling med mange nye ting, der hele tiden skulle forholdes sig til samt fokus på motion og kost har gjort at han klarer sig bedre end en, der aldrig har skullet bruge sin hjerne på at indlære nyt eller har motioneret, og lige nøjagtig det vil jeg holde mig selv fast på. Jeg vil udfordres, leve sundt og motionere, så får vi at se senere hen :-)

    SvarSlet