søndag, april 11, 2010

SPOR

Alt der sker det sætter spor
der er kølvand fra en båd
livet som et vævet tæppe
mennesket en tråd
men vi er mer end vi helt ved af
selv når vi lever lidt på trods
er vi en del af jorden
og jorden er en del af os

en tekstbid fra en Lilholt sang.

Jeg har i dag kigget rundt efter minder, spor.

I dag er det 2 år siden min mor døde. Jeg kan sagtens finde fysiske spor efter hende i mit hus, men mest af alt er det vel indeni, at de findes.

Gudstjenesten i dag var med barnedåb, to små børn, en dreng og en pige, blev døbt. Hver gang synes jeg, at den stærkeste oplevelse ikke er, at de døbes, men når menigheden sammen beder fadervor højt for de to børn. Jeg vil tro, at for mange af dåbsgæsterne er det ikke hverdagskost at bede fadervor, det er det heller ikke for mig. Jeg er vel som mange er, jeg beder mest, når jeg er bange, angst, utryg, usikker, ked af det og sjældent når jeg er glad, tryg, i ro med mig selv.

Netop derfor virker det stærkt, at her sidder vi, nogle af os mindes, da vi selv havde barnedåb, mindes dengang vi første gang blev forældre, mindes alle de tanker og bekymringer vi havde, og så beder vi sammen med alle de tanker og med ønsket om, at den lille familie må finde ud af livet sammen.

Mine forældre gav mig starten på min tro, de lærte mig at bede, de lærte mig fadervor. Talrige er de timer, hvor min mor læste historier for os, bibelhistorier eller andre historier.

DSC01347

Og da jeg blev mor, så var hun der for mine børn. De har også fået læst historier, de har også hygget sig i sommerhuset med snobrødsbagning og utallige badeture.

Hun er i mig, hun er i mine børn og jeg er dybt taknemlig. Hun havde sine fejl, jeg har mine fejl, men kærligheden den var der, altid!

16 kommentarer:

  1. Vi er i hinanden. Det er godt at vide, at vi, der er tilbage, bærer dem med videre - i kærlighed og med tilgivelse :-)

    SvarSlet
  2. Liselotte, lige nøjagtig. Du er utrolig, med få ord samler du hele essensen af mine tanker :-)

    SvarSlet
  3. Smukt, dejlig læsning der sætter spor :-)

    SvarSlet
  4. Jeg får gåsehud og tårer i øjnene af at læse dit indlæg. Du er et helt fantastisk menneske Lene! Alle mennesker har fejl - og en familie som elsker på trods af dette er guld værd!

    SvarSlet
  5. Jeg blev meget rørt over at læse dit indlæg. Du skriver så smukt om de følelser, vi kender.

    SvarSlet
  6. Pyha.. det trak vandet frem i mine øjne. Jeg er meget i disse tanker i tiden, min mor er kræft ramt og skal opereres igen i morgen, vi skal ha' det yngste barnebarn døbt på søndag - så du forstår at dit indlæg ramte lige plet.. jeg ved godt hvad jeg er fyldt op af på søndag, - en glæde over vores lille barnebarn men også en stor sorg og bekymring for min mor som må undværes denne store dag, og når kirke orgelet begynder sine smukke toner er jeg solgt til stang lakrids, det gør ikke noget det må gerne komme ud, det gør godt, - men hold da op hvor er det svært lige nu i tiden. Det er så sandt som det er sagt, vi bærer tingene videre og heldigvis overskygger de gode ting de små skærmysler der også har været, sådan er livet jo. Tak fordi jeg lige fik "plads" ;-)

    SvarSlet
  7. Knus til (((((((Dig)))))) i dagens anledning!

    SvarSlet
  8. Dejlige tanker, du deler med os. Ja, vi bærer hinanden på godt og ondt.

    SvarSlet
  9. Tak Inge :-)

    Tak Stine, vi har alle fejl, og at elske er vel netop dette at gøre det på trods :-)

    Tak Betty :-)

    Kære Jette, der er altid plads, og tak fordi du skriver om dine tanker. Det er jo det, der for mig gør en blog levende, at mennesker deler tanker og sætter nye i gang.
    Det er hårdt for jer, du har både sorgen, angsten og glæden i dig og på søndag vil det hele komme ud, når salmer, dåb og prædiken giver dig tid og rum til alle de følelser. Jeg håber dte går godt for din mor, og jeg håber I får en dejlig dag på søndag :-)

    Tak Tina :-)

    Tak Eva, sådan er det nemlig :-)

    SvarSlet
  10. Hvor er det smukt at læse, Lene - det er nemlig sådan, det er.

    SvarSlet
  11. Tak madame, jeg er glad for at ordene og følelserne kan genkendes :-)

    SvarSlet
  12. Jeg er sikker på vi nok skal få en rigtig dejlig dag på søndag. Jeg har ferie og jo det var ikke lige det jeg regnede med min ferie skulle være fyldt op af, men livet er jo så forudsigeligt og sådan skal det være, så det gode er at jeg har tiden til omsorgen for mine forældre og os selv. Tak for din medfølelse :-)

    SvarSlet
  13. Selv tak Jette, det er godt at du har ferie, det giver ro at vide, at man har tiden :-)

    SvarSlet
  14. En megt smuk beskrivelse og en dejlig måde at minde din mor på. Hun er i jer - det fik mig til at tænke på, at min mormor, som døde da jeg var 8, jo stadig er i mig. Det gør godt at tænke på.

    Tak for en god refleksion, Lene.

    SvarSlet
  15. "Not lost but gone before us!"

    SvarSlet
  16. Selv tak fisker :-)

    Charlotte, smukke og sande ord :-)

    SvarSlet