torsdag, april 22, 2010

SUM SUM

Mit hoved summer som en bi, jeg er fyldt med alle mulige indtryk og udtryk, min kollega og jeg får små ideer til forskningsprojekter hos os, men vi mangler så lige en til at stå for dem.

Lige nøjagtig det er jeg blevet for gammel til! For at kunne forske skal man have en relevant videreuddannelse, så min gamle sygeplejerskeuddannelse rækker ikke til det. Og inden jeg var uddannnet til det, ville jeg være nået pensionistalderen, så jeg håber, at der findes penge til, at vi får en udviklingssygeplejerske særskilt til vores afdeling.

Er det ikke nok med erfaring? Vi kan ikke undvære erfaring, men der må også viden til, vi kan godt gå og tro, at vi gør det bedste, men det er ikke altid sikkert.

Jeg har før nævnt, at jeg oplevede et behov for at kontakte pårørende efter et dødsfald, og netop dette har en sygeplejeforsker dokumenteret, at det gør en forskel. Det gør, at jeg nu kan fremlægge dette med mere vægt bag, end blot at jeg synes og jeg tror. Min afdelingsledelse har godkendt det, og nu skal jeg fremlægge det for mine tværfaglige kolleger.

På min afdeling har vi i lang tid ment, at støttestrømper ofte var til mere gene end gavn. Førhen gav vi alle lammede patienter støttestrømper på for at undgå blodpropper i de dybe vener i benet. Der er talrige undersøgelser, der viser, at det virker på operationspatienter, som får strømperne på før operation, men kunne man deraf konkludere, at det så også virkede på apopleksipatienter? Nu er der så kommet en stor undersøgelse med 5000 patienter i flere lande, hvor halvdelen fik støttestømper på og halvdelen ikke fik. Her viste det sig, at lige mange fra hver gruppe fik en blodprop i benet, nemlig ca. 5 %, og at der var gener i form af sår og andre hudproblemer for dem, der havde støttestrømper på. Man mangler stadig at finde ud af, hvordan man forhindrer de 5% i at få blodprop i benet udover hurtig mobilisering, altså ud af sengen og i en stol/kørestol flere gange dagligt, og en sprøjte med blodfortyndende medicin til de, der kan tåle dette. Denne undersøgelse er ikke afsluttet. Så jo forskning skal der til, men der har ikke tidligere været tradition for forskning i sygeplejen, det sker nu, og jeg håber som sagt, at vi får ansat en, som kan hjælpe os med at få svar på nogle af de mange spørgsmål vi har.

Nu vil jeg summe videre, mens jeg får styr på dagligdagen herhjemme på gården.

6 kommentarer:

  1. Håpar at det ordnar seg med forskninga :)

    SvarSlet
  2. Hvor dejligt når forskningen understøtter det erfarede.
    Når den sløjfe bindes styrkes fagligheden og arbejdsglæden får et boost.
    Rigtig god weekend, vejrudsigten spreder sol over det ganske land, uhmm hvor jeg glæder mig

    SvarSlet
  3. Det kan sikkert sagtens lade sig gøre at finde en forsker, og selvfølgelig skal der forskes inden for det du nævner - det er som regel bevillingerne, det kniber med...
    En ægte forskersjæl er efter min erfaring af en ganske bestemt støbning, som ofte skal 'nurses' en hel del. Men så er vedkommende jo også i de rette omgivelser ;-)

    Støttestrømper... vi købte begge efter anbefaling nogen, da vi i forbindelse med en meget lang flyvetur ikke ville kunne komme til at få benene op i 24 timer - tror du også, det havde været ligemeget? Jeg kunne nemlig ikke lide at have dem på, så hvis det ingen dokumenteret effekt har, gider jeg ikke igen, når vi skal til USA til sommer :-)

    SvarSlet
  4. Jeg har tænkt det flere gange før: Lene, du har en fuldstændig enestående evne til at gøre specialviden lettilgængelig og interessant. Du balancerer ret imponerende mellem det strengt professionelle og en nede-på-jorden varme og engagement for dine patienter. Jeg nyder dine arbejdsrelaterede betragtninger stort!

    SvarSlet
  5. Lene du er så dedikeret til dit fag at jeg kun kan være stolt over at kende dig og jeg håber at mange sygeplejesker for mulighed for at hilse på dig.
    Du skærer det så "let" ud, hvad sygeplejen egentlig er og ikke er....
    Mange tager tingene for givet, at når man en gang har vedtaget at det er sådan så skal det forblive sådan. Du stiller spørgsmål og det er altså fantastisk. Jeg lærer noget af dine indlæg, hver gang :-)

    SvarSlet
  6. Tak Marie, det er jo så dejligt, at vi er to, og vi er lige tændte på, at det her kursus skal kunne mærkes der hjemme :-)

    Hanne, de to ting, praksis og forskning SKAL gå hånd i hånd, det er min kæphest :-)

    Ellen, GODT at du spørger, for der hvor det gør en forskel, er jo, at man ifører sig støttestrømperne, FØR man bliver immobiliseret, altså bevæger sig meget mindre. Før en operation, før en flyvning osv, hvorimod når man er ramt af en apopleksi, bliver det efter at man bliver immobil, sådan forklarer man det i artiklen. Så du må vist stadig ha de støttestrømper på :-)

    Tusind tak et cetera, og det er også en stor hjælp for mig selv at prøve at forklare dette her for nogen, som ikke er inde i min verden. De refleksioner, det afstedkommer, sætter sig spor :-)

    Tusind tak Marianne, jeg håber aldrig, at jeg stopper med at stille spørgsmål, og jeg har så mange kolleger, som har det på sammme måde, og det elsker jeg :-)
    Og så er det så dejligt, at du har overskud til at kommentere, knus :-)

    SvarSlet