torsdag, september 30, 2010

TÆNKEPAUSE

Vi er ikke gode ved os selv, sagde en af mine studiekammerater. Og sandt nok har vi ikke sørget for pauser i de her dage. I dag stod vi dog op og lavede strækkøvelser, mens vi diskuterede, rettede og omformulerede i opgaven. Klokken kvarter i lukketid blev opgaven lagt på undervisningsstedets intranet, og 5 meget trætte kvinder med øjne så store som tekopper og en hjerne så mat som en softice i hedebølge skiltes.

Min dag var så ikke slut, jeg smurte madpakker til kartoffelfolket, pakkede tasken og drog ned til min far. I dag nød jeg, at turen tog en time, jeg fik tid til at slappe af og fik lagt studie, kartofler og andet på plads, og så var jeg klar til en hyggelig eftermiddag/aften sammen med min far.

Vi fik pandekager med sukker og syltetøj til aftensmad, det var en fornøjelse at høre min fars glæde over den ret. Den er ikke på listen over ernæringskorrekt mad til ældre, men det så vi stort på og forspiste os ;-)

Nu er jeg hjemme igen og har brygget en mild og skøn te, Kusmis grønne te med jordbærsmag, den er lige det, jeg trænger til.

IMGP1666

God aften og god nat

onsdag, september 29, 2010

DEN FØRSTE FROST

Jo der har været rimfrost før, men det er første gang, at der er så koldt om morgenen, så at kartoffeloptagningen må vente, til solen har varmet jorden op. Kartoflerne har det godt nede i jorden, men hvis de tages op, når de er kolde, er der stor risiko for revner og stødskader.

Den første frost betyder også, at æblerne snart er klar til plukning, vore æbler skal have en snert af frost for at få den sidste sødme.

Den første frost betyder også, at jeg måske er for sent ude med at plukke hyldebær, jeg ved det ikke, men der har bare ikke været tid til det, så jeg havde håbet, at weekenden kunne bruges til det.

IMGP0484

Aftensteen er nydt med risklatter til, uhm det kan godt være, det ikke står på listen over hjernemad, men min hjerne fik det godt af det.

Læg nøje mærke til, at jeg ikke hævder, at  denne viden er generaliserbar, det har jeg ikke belæg for. En enkeltstående oplevelse af velvære efter nydelse af denne ret kan ikke bruges som bevis.  Jeg kunne selvfølgelig danne en hypotese, der går på, at når hjernen er gået kold efter en hel dags hjerneaktivitet, så er der noget, der tyder på, at risklatter kan gøre en mere frisk. Men jeg er også opmærksom på, at jeg kan være ude i noget årssagsforveksling (confounder). Lige før jeg spiste risklatterne, var jeg kommet hjem fra gospelsang. Måske er det ganske enkelt sammenhængen mellem disse to aktiviteter, der giver mig en følelse af velvære. Hvem ved?

Jeg ved, at det er tid til et dyk ned i vores opgave, så jeg er forberedt i morgen, når resten af gruppen dukker op her igen.

God aften og god nat.

tirsdag, september 28, 2010

AKTIV AKTIVIST

Aktivisten kan godt lide at arbejde under tidspres, sagde testen.

Lide og lide? Jeg gør det i hvert fald næsten altid. Ind imellem drømmer jeg om, at jeg er struktureret, følger tidsplaner, er på forkant med tingene, men sådan er jeg ikke.

Lige fra min skoletid er opgaver blevet lavet i allersidste øjeblik, telefonsamtaler bliver også først klaret kort før deadline osv.

Nu havde jeg sagt, at min studiegruppe godt måtte være her i morgen i håb om, at jeg i weekenden fik styr på huset.

Det er der NU, døde fluer og hvepse ligger ikke lit de parade i vindueskarme, spagnumstøvet ligger ikke som et tyndt lag på badeværelset, men vinduerne er lige så snavset, som de hele tiden har været. Jeg må vise de unge i gruppen, at man godt må prioritere noget fra ;-)

Spisebordet har fået en ekstra plade i samt en voksdug på, så vi rigtig kan brede os med bøger, noter og computere.

IMGP1669

Om lidt bliver dejen til boller rørt sammen, så både folkehold og studiegruppe kan få nybagte boller i morgen.

Vi er under tidspres, så i morgen prøves en ny taktik med diskussion om nummer 2 artikel, og så fordeler vi os ved computerne og skriver hver sin del. Vi mangler stadig finpudsning af første artikel, og deadline er torsdag kl 14. Man skulle tro, vi alle var aktivister! Men vi har faktisk knoklet med opgaven, siden vi fik den, og i samme øjeblik jeg vågner, er hjernen i fuld sving med at tænke på opgaven, selv kl 3 om natten!

HVEM ER JEG?

Når man er på vej til de 54, skulle man vel synes, at man vidste, hvem man er.

Det synes jeg også, men nogle gange bliver jeg forundret over, hvordan andre ser mig, og så prøver jeg at stille mig udenfor mig selv og se på mig.

I starten af studiet blev vi anbefalet at tage en læringsstilstest, og som den “lærevillige og pligtopfyldende “studerende, jeg er, gjorde jeg dette. Jeg kunne ikke kende mig selv :-)

Nu har jeg her til morgen taget den igen, jeg er stadig aktivisten, men nu er reflektoren kommet med på næsten lige fod. Jeg har stadig svært ved at se mig selv, måske hvis jeg plukker lidt i hvert, vil det hjælpe ;-)

Testen findes her, hvis du er interesseret.

mandag, september 27, 2010

LYS I MØRKET

Fuldmånen ligger tyk og gulrød over horisonten.

IMGP1655

Jeg tog en travetur sammen med landmanden hen på den anden gård efter en traktor. Laika og jeg travede hjem igen, mens landmanden tog traktoren. Det er lange arbejdsdage for landmanden, folkene kører hjem ved aftenstid, og så forsætter landmanden med at forberede næste dags arbejde. Kartoffeloptagningen går godt, så han kan se lys for enden af tunnellen.

IMGP1660

IMGP1662

Min studiegruppes ugeopgave flyder lige nu, vi har svært ved at se, om vi går den rigtige vej, det håber vi, vejledningen i morgen kan bringe lys over.

UDEN ORD

IMGP1581

IMGP1596

IMGP1634

IMGP1640

søndag, september 26, 2010

RO PÅ

Min afdelingssygeplejerske og jeg har bestemte “kodeord”, vi er begge to nogen, der taler meget, og mens den ene eller den anden taler, får vi begge associationer, og så skifter vi emne. Nu til noget helt andet eller jeg skifter lige er ofte den måde, vi markerer et skift i emne, nogle gange siger vi slet ikke noget, og det kan af og til give sjove meningsmisforståelser. Andre kan have svært ved at følge vore tanke/ordstrøm, for os går det helt fint.

Sådan kan jeg ikke tale hjemme hos min far, hans sygdom gør nu, at jeg skal være konkret og sørge for, at jeg ikke skifter emne konstant. Der er dage, hvor jeg husker det, og andre dage, hvor jeg, fordi jeg vil nå så meget hos ham, glemmer det, og så ender vi begge trætte og forvirrede, så jeg øver mig i at få ro på.

I går slog min far græsplæne, mens jeg nussede lidt i staudebedet, jeg har ingen forstand på stauder, så jeg turde ikke gøre noget voldsomt indgribende. Jeg håber, at anlægsgartneren, der skal give tilbud på træfældning, kan hjælpe min far og jeg til, hvordan det bed kommer til at fremstå smukt, som dengang min mor levede.

I løbet af aftenen kom vi tilfældigt ind på programmet kanonføde, og de spiste pandekager! Vi kom begge til at savne pandekager, så jeg lovede pandekager til aftensmad, jeg har nemlig også hverdagsbesøget i den kommende uge. Vi glæder os begge til pandekager med syltetøj, det må gerne snart blive torsdag :-)

Hos mennesker med afasi, altså manglende evne til at tale eller forstå, gælder det også, at man skal markere tydeligt, når man skifter emne. Her gælder også ro på, korte sætninger, pauser, lytning, lade den anden tale ud, synliggørelse af det man siger med kropssprog og som sagt ikke for mange emneskift.

Så jeg ved det jo godt, jeg skal bare øve mig ;-) Ha en god søndag.

lørdag, september 25, 2010

SOLSTREJF

Inde på bordet ligger artiklerne, som jeg slet ikke blev færdig med, men eftermiddagen og aftenen skal tilbringes hos min far, så de må vente.

Fuglene sang en morgensang for mig i morges, da jeg hentede reklamer ude ved vejen, og solen skinnede så skønt, så jeg valgte at blive ude i solen.

IMGP1558

Sensommertrappen er nu klar, der kan tændes lys i mørket, når jeg vel og mærke husker det. Og de smukke efterårblomster gør mig glad, ligesom høstanemonerne bliver ved med at blomstre, de har godt nok været udholdende i år.

IMGP1561

Morgendagen byder på den sidste motorcykeltur, jeg er overbevist om, at solskin og små veje med nye udsigter giver energi til, at jeg i morgen aften når i mål med hjemmearbejdet.

Må weekenden gøre dig glad.

fredag, september 24, 2010

DEN ER RØD SOM SOLEN

Se min have

IMGP1547

den er rød som solen

IMGP1552

det er, fordi jeg elsker alt det røde

IMGP1550

IMGP1555

og fordi september er min ven.

IMGP1556

IMGP1549

NU SIGER DU NOK LÆGE MEN….

Man bliver præget af det, man beskæftiger sig med til daglig, det der interesserer en, eller de kæpheste man har.

Vi ser det, der ikke er – og ser ikke det, der er.

Morgendagens skimning af nyheder fik mig til at studse over denne artikel.

Hvad var det for en læge?

Hvor stor var sammenligningsgrundlaget? Altså var det 4 ud af 1000, 4 ud af 100 eller hvad?

Hvorfor havde vedkommende læge interesseret sig for dette?

Og så videre. Man kan da overhovedet ikke gætte, at jeg lige nu læser om kritisk vurdering af artikler, vel? ;-)

Google blev sat på arbejde

Nu ved jeg, at:

Lægen er ph.d studerende ved anæstesi og operationsklinikkens forskningsafdeling på Rigshospitalet og forsker i præhospital hjertestopbehandling (altså den hjertestopbehandling, der foregår før hospitalet)

Hun forsker i Bornholms hjertestopprojekt, hvor alle hjertestartere er registreret, så alarmcentralen kan henvise til nærmeste hjertestarter ved alarmopkald.

Det, hun har fundet ud af, er, at de data, som hjertestarteren registrerer, ikke bliver brugt på hospitalet. Dette skyldes flere ting, hjertestarteren bliver ikke taget med på hospitalet, da den er privatejet, hospitalet har måske ikke viden eller grej til at få fat i dataene.

I 7 tilfælde brugte man hjertestarter på Bornholm, i to af tilfældene viste hjertestarterens data en hjertelidelse, som skulle behandles, og som først blev det, da lægen indleverede dataene til hospitalet. Mange kan nøjes med et stød, og så er de i normal rytme igen, dvs. hjertekardiogram på sygehuset kan ikke afsløre en hjertesygdom.

Derudover stødte lægen via sit netværk på 2 andre tilfælde, hvor hjertestarterens data var årsag til ændret behandling.

Så 2 ud af 7, det er en høj procentdel. Godt at lægen via sit ph.d projekt har sat fokus på dette!

Lige en ting mere - prøv at læse denne sætning:

Hjertestartere opsamler livsvigtig viden om patienter, men hospitalerne undlader at bruge oplysningerne, som kan hjælpe til, at den enkelte patient får den rette diagnose og behandling.” (taget fra første artikels indledning og fremhævelsen er min)

Det ord giver for mig et indtryk af et system, som ikke vil bruge oplysninger, som måske endda bevidst ikke gør det, hvor det måske mere drejer sig om, at man ganske enkelt ikke før nu har haft en viden om, at hjertestarteren er et vigtigt redskab ikke blot til akut behandling men også til diagnosticering af uopdaget hjertesygdom.

Er man kritisk overfor systemet, vil man måske læse det som det første.

Er man kritisk overfor forskning, vil man måske heller ikke fange, hvordan en læges projekt højst sandsynlig ændrer procedurer på skadestuer rundt om i landet. Måske fordi man vælger ikke at læse artiklerne.

Vi ser det, der ikke er – og ser ikke det, der er.

Og er du med endnu, så er du en meget trofast læser, tak for det.

torsdag, september 23, 2010

ØRENE PÅ STILKE

Vi suger til os, der er jo en eksamensopgave, der kommer tættere og tættere på.

Først lærte vi noget om tekstanalyse og havde to dage til at analysere en fagtekst i studiegruppen.

Så har vi hørt om videnskabsteorier, videnskabsfilosofi, videnskabsetik. Vi har hørt om forskellen på sundhedsfaglig forskning udfra kvantitative eller kvalitative metoder. Vi har hørt om kritisk vurdering af videnskabsartikler baseret på førnævnte forskning.

Nu har vi en uge i studiegruppen til at lave en skriftlig kritisk vurdering af to artikler.

Og eksamensopgaven, som er en enkeltkvindes præstation, skal indeholde begge dele, både tekstanalyse og kritisk vurdering.

I morgen kan jeg sidde med morgenhår og gammelt tøj, mens jeg dykker ned i artiklerne, de skal gennemlæses masser af gange, mens jeg stiller spørgsmål, masser af spørgsmål, og forhåbentlig er vi så alle 5 fyldt med masser af meninger og argumenter, når vi på mandag tager fat på formulering af vores vurdering.

IMGP1539

TAVSHED

eller tre ting-det går virkelig ikke!

En ting var forkølelse og halssmerter, det gav dårlig søvn og træthed, men ikke værre end at studierne kunne passes.

En anden ting var temadagen i går. Dengang jeg sagde ja til at holde ét oplæg blandt mange, var temadagen for min egen sengeafdeling, lægerne hos os og det tværfaglige personale. Så sådan en hyggelig dag med smil og faglig sparring kunne jeg vel godt klare. Dagen før fik jeg så at vide, at man havde udvidet tilbuddet til alle apopleksiafsnit i region Nord, 175 var tilmeldt! Der blev lige kigget på oplægget en gang til ;-) og det medførte så en nat, hvor søvnen konstant blev afbrudt af, at de mange undersøgelser på engelsk med alle deres statistikker med statistisk signifikans og p-værdi, insisterede på at gøre opmærksom på sig selv. Ingen respekt for, at det var min hjerne, og at den kørte på overtid.

Dråben og den tredje ting var, da jeg samme dag, efter at have købt tøj, afleveret sko til reparation, prøvet adskillige støvlestørrelser (ikke typer – når man har tykke lægge, er der kun få støvler til rådighed) og drukket varm kakao, satte mig ind i bilen for at køre hjem, og så bakkede sammen med en anden bakkende bil!

Så blev der tavshed her på bloggen, hold fast hvor var jeg dog træt af mig selv!

Bilen er afleveret til reparation, temadagen er godt overstået og i morgen har min studiegruppe heldigvis givet os selv en studiedag. Udenfor holder det tørvejr, jeg krydser fingre for, at landmanden med team får en god kartoffeloptagningsdag.

Må din dag blive fyldt med gode oplevelser.

tirsdag, september 21, 2010

DET BLÅ SKAB

Hjemme hos min far står et skab, et skab som mine forældre arvede/fik fra en i deres familie. Det skete, før afsyringsæraen gled ind over det ganske land, så det blev malet.

Det er malet med en tyk fed smuk almueblå farve. Nederst er der tre skuffer i forskellige højder. Ovenover er der to skabslåger; når man åbner dem, åbenbarer sig et rum malet i en smuk mørkrød farve. Der er et stort rum, hvor der står det pæne service; i det rum er der hylder rundt i kanten, hvor kopperne står på. Nedenunder er der små skuffer til hver sin side og i midten et rum med låge, som kan låses. Her var medicinen gemt.

Når jeg som barn var forkølet og hostede natten igennem, fik jeg den lækreste hostesaft, som smagte af lakrids; kombineret med mors omsorg hjalp det altid.

Skulle halsen genere og virke ru som sandpapir, så var der strepsil, smukke røde sugetabletter, som smagte som slik.

I dag ved man, at hostesaft normalt ikke er af det gode, og den hostesaft produceres vist heller ikke mere, jeg tror, der var visse stoffer i, som man i dag ved mere om, og derfor ikke putter i medicin til børn ;-)

I går fik jeg købt strepsil, ikke de røde, men de gule med honningsmag , og kombineret med hexokainsugetabletter sørger de for, at det at synke ikke er en smertefuld proces.

IMGP1532

I dag er en kort skoledag, godt, for jeg mangler efterårsfodtøj, så jeg SKAL tage ind til Aalborg og handle; jeg har nu også en bog, jeg skal hente på det Gyldne Dådyr ;-) det er sjovere, og måske kunne en kop varm kakao der give mig energi til handlen.

Må du få en herlig solskinsrig dag.

mandag, september 20, 2010

HUSK

I morgen er det international Alzheimersdag, i den anledning har brødrende Price kreeret en lækker lille huskekage med noget af det, der er godt for hjernen.

Sprød nøddekurv med lækker banancreme, ovenpå er der blåbær, marcipan og mørk chokolade. Den sælges i denne uge hos Føtex og Bilka, og overskuddet går til Alzheimerforeningen.

Jeg kan kun anbefale den. Godt jeg købte 4 ;-)

IMGP1546

Og aftenen skal tilbringes under tæppe med varme drikke, strepsil og lektier. Dagen har været streng at komme igennem, så jeg tager det stille og roligt. Landmanden har lovet at hjælpe med at gøre en hel æblekasse med blommer i stand til fryseren, for chutney og marmelade er der ikke overskud til lige nu.

søndag, september 19, 2010

HERFRA MIN VERDEN GÅR

Måske bliver jeg lidt indskrænket af at sidde her langt ude på landet, jeg tror det ikke; I er med til at holde mig ajour med, hvordan livet foregår andre steder.

IMGP1542

Jeg elsker mine gåture, det er det samme, jeg går forbi på hjemvejen som på udturen, og alligevel ser jeg nye ting.

Perspektivet kan ændres fra de store vidder

IMGP1531

til de små detaljer.

IMGP1538

Fra den vilde natur

IMGP1533

til den plejede natur.

IMGP1543

Nu er jeg klar til at dykke ned i bøgernes verden.

GYLDNE DRÅBER

Morgenbordet er ikke af den sundhedspolitiske korrekte slags, men den er af den slags, som jeg har brug for i dag!

Jeg elsker rundstykker, jeg elsker kager, jeg elsker forskellige lækre oste, jeg elsker et søndagsmorgenbord med tid til at snakke, og det har vi haft i dag. Mangt og meget er vi kommet omkring, vores børn (et uudtømmeligt emne) som vi er så stolte af, ikke fordi de kan præstere tårnhøje karakterer, ikke fordi de er fejlfrie, ikke fordi de leverer fantastiske præstationer, men fordi de er mennesker, som vi, også nu hvor de er voksne, holder af at være sammen med, mennesker, der kan rumme andre mennesker, mennesker, som ikke kun tænker på sig selv, mennesker som er gode at grine og græde sammen med, mennesker som inspirerer.

Vi har snakket om livet med/som pension/ist, om livet som pludselig kan ophøre, om drømme.

IMGP1530

Gyldne dråber i forskellige farver ledsagede den tunge morgenmad, hvid te med smag af fersken, æblemost fra Landkær, som blev byttet for vore egen æbler, og Dr. Nielsens bitter til at blødgøre min ømme hals.

Nu er det arbejdstid, jeg har en kollega, som venter på en mail med vedhæftet powerpointslides, så hun kan komme i gang med at øve sig. Lige nu er jeg i den fase, hvor jeg tænker, vi har prioriteret helt forkert i vores oplæg, men jeg ved, at jeg skal holde fast i dispositionen, og så senere, når jeg øver mig, kan jeg klippe og skære.

Vejret gider vi slet ikke at tale om, det kan passe sig selv, kan det! Jeg tænder levende lys, og senere får brændeovnen lov til at lyse med. Måske skulle netradioen for en gangs skyld få lov til at ledsage arbejdet.

Håber din søndag er af den skønne slags.

lørdag, september 18, 2010

VEJRPÅVIRKNING

Landmanden går rastløs omkring, det er absolut ikke optagningsvejr, vi håber på, at meteorologerne har styr på deres prognoser, så tørvejret kommer i næste uge.

Han er blevet overtalt til at rydde op på kontoret, og jeg skal forestille at få skik på resten af huset. Nu er vi begge endt i kontrolrummet(læs fjernsyns og computerstuen) med hver sin kop te, mon vi kommer herfra igen?

Langsom lørdag vil jeg døbe dagen, skidtet render ingen steder, der er fagstof, der skal læses, der er powerpointslides, der skal laves til min kollegas og mit oplæg på afdelingens temadag, jeg er startet på en poncho i skønne farver, og den lokker!

fredag, september 17, 2010

UNDERVISNINGSTEST

Underviseren i dag kendte jeg godt, vi har døtre, som er veninder og har gået i samme gymnasieklasse. Men vi kendte ikke hinanden som studerende og underviser.

Jeg startede med at sige, at hvis jeg rejste mig og gik rundt, skyldtes det ikke dårlig undervisning men nattens forløb. Hun lovede til gengæld ikke at røbe overfor min datter, hvis jeg faldt i søvn.

Ikke på noget tidspunkt var der optræk til gab eller tunge øjenlåg, hun havde styr på sit stof, underviste om videnskabsfilosofi og videnskabsteori på en meget engageret, struktureret, lærerig og spændende måde.

Nu ved jeg, at jeg ikke ved så meget, og det er et godt udgangspunkt for at blive klogere :-)

Om lidt kryber jeg under tæppet i sofaen, tænder for fjernsynet eller finder hækletøjet frem, og højst sandsynlig går det stille og roligt over i en lille lur, men det må jeg gerne, jeg har nemlig weekend nu!

IMGP1515

God weekend.

ENERGIMAD

Tasken med bøger, blok og skarpspidsede blyanter er pakket; underviserens powerpoints er printet ud, jeg er klar.

Hvorfor jeg først kunne falde i søvn kl 4 i nat, ved jeg ikke, men der skal vist mere end en spændende underviser til i dag for at holde mig på dupperne. Jeg har pakket hjælpepakken.

Nettet rummer en kande te, en flaske vand, rugbrød med ost, frugt og en pose med mandler og rosiner.

Mon ikke det kan holde mig vågen, ellers ved jeg, at kantinen rummer en sliksektion ;-)

IMGP1514

Må din dag blive fyldt med indre solskinsstrejf.

torsdag, september 16, 2010

MIT VINDUE

Solen kommer af og til med et enkelt solstrejf. Hver gang lyser høstanemonerne op uden for mit vindue.

IMGP1503

IMGP1505

Jeg har fået ryddet op, så jeg har et læseværelse, men jeg vil helst sidde i stuen med udsigt til høstanemonerne.

Landmanden har tændt op i brændeovnen, jeg har en snert af ondt i halsen, så varmen nydes, mens jeg læser om, hvordan vi mennesker altid  ser verdenen gennem vore øjne. Og de øjne er præget af vores opvækst, vores viden, vore holdninger/værdier, vores sindstilstand netop nu. Vi tolker konstant, også når vi tror, vi forholder os objektivt til noget.

Hvis jeg lød trist eller træt i forrige indlæg, så kan jeg kun sige, at jeg måske synes, jeg mangler noget at skrive om her på bloggen. Min blog handler jo meget om min hverdag som sygeplejerske, landmandskone, mor, og lige nu har mine børn det godt i København, lige nu har min afdeling det godt uden mig, lige nu er landbruget i gang med sin mest travle periode og jeg?

Jeg går i skole, suger viden til mig, nyder at være studerende, men jeg har svært ved at sætte ord på det herinde, og de andre ting er ikke så meget i fokus lige nu.

IMGP1512

Så nej, jeg er ikke trist, jeg er lidt træt, men først og fremmest nyder jeg at få fyldt ord i mit hoved, men hold da op hvor de fylder og maser derinde i hovedet :-)

TIDLIGT OPPE

og tidligt i seng, det er godt for en lille dreng

ja man kan også sige, at det er godt for en lille pige.

Om det er lige sådan den lød, når bedsteforældre lagde deres børn i seng, da jeg var barn, husker jeg ikke, men meningen er der vel?

Jeg prøver stadig at holde fast i de regelmæssige sengetider og de 7 timers søvn, og det betyder så, at jeg sidder her på min studiedag, det er mørkt udenfor,og foran ligger en dag med masser af læsning. Jeg skulle gerne forstå meningen med det jeg læser, så pauser må der til.

Landmanden har været oppe og tjekke regnmåleren, 25 mm er der kommet, siden regnen satte ind i går eftermiddags. Om de kan køre i marken, kan han først bedømme, når lyset bryder frem,  indtil da må de sortere kartofler.

Inden regnen satte ind i går, nåede jeg at tage billeder af svampene på græsset; hvor de før lignede små hytter, er de nu blevet til flade pandekager; en af dem er endda blevet spist af. Om de er spiselige for mennesker ved jeg ikke, det er en viden, jeg aldrig har sat mig ind i, til gengæld skal jeg nu til at sætte mig mere ind i viden om videnskabsteorier og forholdet mellem videnskab, kundskab og praksis i sundhedsvidenskab.

IMGP1473

IMGP1495

Jeg håber for dig, at du kan møde dagen med mod, lyst og evnen til at se små glæder i hverdagen.

onsdag, september 15, 2010

SMÅ SKRIDT

Håndklædet ligger omkring min hals til at opsamle vandet fra mit hår. Jeg føler mig ligesom de idrætsudøvere, som står efter den ypperste præstation og lader sveden hagle ned i håndklædet.

Der er dog en forskel, mit vand er regndråber. Knap var Laika og jeg gået udenfor, før himlens sluser åbnede sig, så de 6000 skridt jeg havde sat næsen op efter, blev til 2000 i stedet.

IMGP1502

Solen skinner allerede gennem ruden igen, men jeg lader mig ikke narre; landmanden ville gerne have tjekket radarbilledet, og det viser regn og regn, der kommer ind fra vest.

Mens jeg skriver, blæser det op, det bliver mørkere og mørkere i stuen. Landmændene er holdt med at tage kartofler op, de har dog kunnet køre indtil nu uden stop, så der er blevet fyldt en masse kasser i kølehuset.

IMGP1498

IMGP1499

Jeg har kastet mig ud i et lille hækleprojekt, men mine fingre føles, som dengang man skulle lære at hækle, det er godt nok småt. Anderledes med den poncho, jeg har fundet, den skal hækles med hæklenål nr 10!

Med små skridt kommer jeg gennem dagen, oplever lidt af hvert, ikke store fantastiske begivenheder, men små dejlige hverdagsglimt.

tirsdag, september 14, 2010

ARBEJDSPLADSEN MOTIONERER

Tunge skyer hænger over gården. Gåturen blev afkortet noget, da paraply og blæse/regnvejr ikke er en god kombination. Skridttælleren er fundet frem fra gemmerne, for i næste uge går det løs.

IMGP1492

Jeg er stor tilhænger af hverdagsmotionen, en tidligere kollega undrede sig over, at så få tog trappen på arbejde, det var jo noget, der var sundt, nemt og hurtigt. Jeg har gjort det til en vane at gå de 6 etager op, det tager under 5 minutter, og ofte bruger man den samme tid på at vente på elevator.

Nu siddder jeg meget de næste 5 uger, så jeg ærgrede mig, da kampagneplakaten for arbejdspladsen motionerer blev hængt op; jeg kunne jo ikke være med.

Men den fagre elektroniske verden er jo også kommet der, så jeg kan taste min daglige motion ind på nettet, og mine kolleger på holdet kan holde øje med mig, give mig små puf om at komme i gang, hvis jeg slækker lidt på motionen.

Jeg er klar, det skal ikke blive mig, der er årsag til, at vi ikke kan deltage i lodtrækningen om en rejse for hele holdet.

Har du fundet nogen at udfordre til 30 minutters daglig motion?

IMGP1491

MØDE

Jeg er klar, om lidt kommer min kollega.

IMGP1485

Vi skal nok få det hyggeligt.

mandag, september 13, 2010

LÆKKERSULTEN?

Datteren introducerede mig til det som morgenmad, men de to sidste aftener har det været min aftendessert.

Man tager en lille skål, først hælder man ahornsirup i til at dække bunden.

Et par spiseskefulde tyk cremet græsk yoghurt lægger sig tungt og godt ovenpå den mørkebrune sirup.

Frugtkurven leverer små stykker frugt, i dag var det nektarin, pære og banan.

Til sidst drysses den gode spelt mysli hen over det hele.

Et billede? Jeg var for lækkersulten!

PAUSE

I hverdagen på en sygehusafdeling kan jeg ikke altid tilrettelægge/planlægge mine pauser. Det kommer meget an på de patienter, jeg har pågældende dag, og deres behov. Derudover kan der være udefrakommende så som hjemmepleje, pårørende eller andre afdelinger, der ringer og skal tale med mig.

På skolen sørger underviseren for at lægge små og store pauser ind, sådan at vi lige kan få frisk luft til lokalet, og for mit vedkommende har jeg gået rundt på trapper i det store og smukke hus, ganske enkelt fordi min krop protesterer mod alt det stillesiddende arbejde.

IMGP1473

I grupperne skal vi selv sørge for pauserne, og dem glemmer vi. I dag var vi hjemme hos en privat, vi kommer alle nordenfjords fra, så der var ingen grund til at udsætte sig for motorvejskøer, vejarbejde og lignende irritationsmomenter. Vi var effektive, men fandt også tid til faglig snak, privat snak (vi skal jo lære hinanden at kende)  sammen med tekstanalysearbejdet.

Nu er jeg hjemme og skal strukturere eftermiddagens og aftenens læsning, og jeg er startet med pause!

IMGP1475

Så må jeg se, om ikke pauserne kommer helt af sig selv, når hjernen truer med nedsmeltning.

Håber du husker dine pauser!

søndag, september 12, 2010

SMÅ HISTORIER

Datteren blev kørt til toget, og på vej fra banegården til p-pladsen gik jeg og kiggede vinduer hos en genbrugsbutik.

Om butiksmedhjælperen var lækkersulten og drømte om roulader, skal jeg lade være usagt, men jeg trak lidt på smilebåndet, da jeg så en flot kongeblå rollator i vinduet med dette skilt:

Roulator til salg.

IMGP1479

Længere henne skulle jeg over fodgængerfeltet, og som den lovlydige borger jeg ind i mellem er, ventede jeg på rødt og fik så øje på et klistermærke, der var sat på standeren:

Mølleparken midt april  

Ib Rene 15. maj                                                                                                                       

Du havde de skønneste øjne, jeg gik desværre i stå. Sorry. Mød mig i Mølleparken , er der hver fredag i juni kl 18. Må se dig igen!

Mon de fandt hinanden? ( havde ingen kamera med, så det er frit citeret fra hukommelsen)

Jeg fandt hjem igen og fik gået mig en god tur, jeg er klar til en ny uge efter en herlig weekend med masser af snak og latter.

IMGP1484

DU SAGDE JO

Jeg har før fortalt om det, man siger(læs fruen mener), og det modtageren hører (læs landmanden forstår). I dag gik datteren og jeg ombord i et andet projekt affødt af modtager/afsender problematikken.

Landmanden skulle ned med kartofler til en gårdbutik, jeg bad ham om at tage et par squash med hjem. I mit hoved tænkte jeg på de squash, der sælges i butikkerne.

Det ønske resulterede i 5 KÆMPE store squash!

En blev omdannet til kage og squashtærte, da jeg besøgte min far sidste gang. En halv blev til farseret squash til høstfolkene.

Datteren har et arbejde, hvor de gerne må bage og sælge til kursisterne. Hun har en lille ovn, så chancen for at bage stort herhjemme har nu udmøntet sig i 2 bradepandelækre squashkager. Jeg blev inspireret, og der står nu en portion dej til hævning, som skal blive til squashboller.

En skål med revet squash er klar til en madtærte med squash og skinke, og en pose med revet squash er puttet i fryseren til senere brug.

Nu mangler jeg så bare gode ideer til de sidste 2 kæmper ude i laden. Har du en ide?

IMGP1303

lørdag, september 11, 2010

GRUPPEARBEJDE

Nogen får røde knopper af ordet, andre synes det er dræbende kedeligt, de vil hellere selv stå for det hele.

Jeg elsker det, jeg har så heller ikke oplevet, at folk ikke har forberedt sig, at folk ikke respekterer de aftaler, man laver, at folk ikke gider at deltage i diskussionerne.

Derfor var jeg alligevel spændt, da fredagens gruppearbejde startede. Vi er en broget flok aldersmæssigt med mig som alderspræsident. Gruppen (og holdet) består mest af sygeplejersker, den tværfaglige garant i vore gruppe er en ung bioanalytiker.

Det gik forrygende, vi nåede meget mere, end vi havde drømt om, så på mandag er det kun finpudsning. På mandag skal jeg øve mig i (igen igen) at holde min mund, jeg kan ikke lade være, jeg styrer, jeg snakker, jeg lader også de andre komme til orde, jeg er også god til at drage andres argumenter ind i diskussionen, at få dem tilbage i snakken, men jeg skal øve mig i at være tilbagelænet, for jeg har det med at blive den dominerende part, og det gider jeg ikke være!

Nu vil jeg drage til familiefest sammen med datteren, her skal der nok blive snakket, resten af  min søskendeflok kan også snakke :-)

IMGP1461

Landmanden får lov til at sortere kartofler, og så tager han på weekendtur, når vi kommer hjem. Han er inviteret på gåsejagt hos svoger, de skal tidligt op i morgen, så for første gang i mange år skal søster og storebror sove under samme tag, de skal nok få det hyggeligt med en masse snak. De er også godt skåret for tungebåndet :-)

God lørdag til jer alle.

fredag, september 10, 2010

WEEKEND

Vildtlasagnen er i ovnen, salaten er lavet, bordet er dækket.

IMGP1454

Datteren er hentet.

IMGP1457

Må I få en god weekend.

MORGENLYSNINGSBILLEDE

IMGP1453

MORGENLYSNING

Hverdagens rutine er begyndt at sætte sig. Der er ikke hverdagsfridage eller aftenvagter, som forrykker sengetider. Og trætheden de første dage gjorde, at jeg sov inden klokken nåede at klikke over på 22.00 dut!

I dag vågnede jeg af mig selv kl 5, jeg blev dog i sengen en halv time mere, der skal da være forskel på skoletid og arbejdstid.

Nu er vaskemaskinen i gang, madpakker og te er klar til landmanden. Havregrøden er spist, og jeg går i gang med endnu en gennemlæsning af artikel til gruppearbejdet(det siges at man finder nye ting for hver gennemlæsning, så det prøver jeg)

Mørket udenfor er ved at blive trængt væk af lyset. Nu kan jeg se høstanemonerne udenfor vinduet og træerne i det fjerne.

I aften kommer datteren hjem, vi skal sammen fejre en kusines 18 års fødselsdag i morgen. jeg glæder mig til at se hende og høre om den første tid på Håndarbejdets Fremmes seminarium.

Sønnen har det godt, han skal på RUStur med lærerseminariet, så ham og kæresten får vi ikke at se i denne omgang.

Landmanden har travlt med kartofler, nu begynder det lange seje træk med at få taget kartoflerne godt op og få dem lagt ind i hus og kølehus, så I kan få kartofler hele sæsonen frem til maj næste år.

Ha en god dag.

torsdag, september 09, 2010

STIKORDSHVERDAG

Havregrødsspisning i morgenkåbe

Morgenandagt på motorvej

Notater og intensiv lytning

Tekstanalyse og fortolkning: ingen endegyldig SANDHED

Udsagn, der underbygges af andet udsagn = argument

Pausesnak

Lækker kantinemad

Gruppesnak

Sang på motorvejen

Højtryksrensning, både urtepotter og person

Rekreativt fjernsynskiggeri

Støvsugning

Boller i karry (alt for længe siden)

Vasketøj

Gåtur

Artikellæsning

Godnat

IMGP1389