fredag, september 24, 2010

NU SIGER DU NOK LÆGE MEN….

Man bliver præget af det, man beskæftiger sig med til daglig, det der interesserer en, eller de kæpheste man har.

Vi ser det, der ikke er – og ser ikke det, der er.

Morgendagens skimning af nyheder fik mig til at studse over denne artikel.

Hvad var det for en læge?

Hvor stor var sammenligningsgrundlaget? Altså var det 4 ud af 1000, 4 ud af 100 eller hvad?

Hvorfor havde vedkommende læge interesseret sig for dette?

Og så videre. Man kan da overhovedet ikke gætte, at jeg lige nu læser om kritisk vurdering af artikler, vel? ;-)

Google blev sat på arbejde

Nu ved jeg, at:

Lægen er ph.d studerende ved anæstesi og operationsklinikkens forskningsafdeling på Rigshospitalet og forsker i præhospital hjertestopbehandling (altså den hjertestopbehandling, der foregår før hospitalet)

Hun forsker i Bornholms hjertestopprojekt, hvor alle hjertestartere er registreret, så alarmcentralen kan henvise til nærmeste hjertestarter ved alarmopkald.

Det, hun har fundet ud af, er, at de data, som hjertestarteren registrerer, ikke bliver brugt på hospitalet. Dette skyldes flere ting, hjertestarteren bliver ikke taget med på hospitalet, da den er privatejet, hospitalet har måske ikke viden eller grej til at få fat i dataene.

I 7 tilfælde brugte man hjertestarter på Bornholm, i to af tilfældene viste hjertestarterens data en hjertelidelse, som skulle behandles, og som først blev det, da lægen indleverede dataene til hospitalet. Mange kan nøjes med et stød, og så er de i normal rytme igen, dvs. hjertekardiogram på sygehuset kan ikke afsløre en hjertesygdom.

Derudover stødte lægen via sit netværk på 2 andre tilfælde, hvor hjertestarterens data var årsag til ændret behandling.

Så 2 ud af 7, det er en høj procentdel. Godt at lægen via sit ph.d projekt har sat fokus på dette!

Lige en ting mere - prøv at læse denne sætning:

Hjertestartere opsamler livsvigtig viden om patienter, men hospitalerne undlader at bruge oplysningerne, som kan hjælpe til, at den enkelte patient får den rette diagnose og behandling.” (taget fra første artikels indledning og fremhævelsen er min)

Det ord giver for mig et indtryk af et system, som ikke vil bruge oplysninger, som måske endda bevidst ikke gør det, hvor det måske mere drejer sig om, at man ganske enkelt ikke før nu har haft en viden om, at hjertestarteren er et vigtigt redskab ikke blot til akut behandling men også til diagnosticering af uopdaget hjertesygdom.

Er man kritisk overfor systemet, vil man måske læse det som det første.

Er man kritisk overfor forskning, vil man måske heller ikke fange, hvordan en læges projekt højst sandsynlig ændrer procedurer på skadestuer rundt om i landet. Måske fordi man vælger ikke at læse artiklerne.

Vi ser det, der ikke er – og ser ikke det, der er.

Og er du med endnu, så er du en meget trofast læser, tak for det.

7 kommentarer:

  1. Hvor må det være dejligt at få lov at fordybe sig i de mange spændende ting, der skrives rundt omkring. Du bliver så klog:)

    God weekend.

    SvarSlet
  2. Ja, jeg nåede også til vejs ende, for det var spændende læsning og så stopper jeg ikke i utide.

    Jeg har så haft det med en hjertestarter lidt inde på livet, da min far havde brug for den tre gange og derfor læste jeg hele avisartiklen og måske nok også lidt mere kritisk end flertallet.

    SvarSlet
  3. Sproget er fantastisk! Nogen gange kan man undre sig over al den "kommunikation" der bedrives, uden at nogen bliver hverken klogere eller bedre mennesker af det. Af og til ville det være bedre at snakke sammen:-)

    SvarSlet
  4. Du fik mig med hele vejen.. :-)
    Det er bare så vigtigt for helheden, at forholde sig kritisk og opsøgende til meget af den information vi udsættes for hele tiden.

    SvarSlet
  5. Eva, klogskaben skulle meget gerne hænge sammen med praksis :-)

    Tine, det er godt nok mange gange din far har haft brug for hjertestarter. Den redder helt sikkert liv og nu bliver den så også et værdifuldt instrument på sygehusene.

    Charlotte,snakke er nemlig godt, og folk der kan sige en masse uden at det mønter sig ud i praksis har jeg det ikke så godt med ;-)

    Inge, og vi glemmer det jo gang på gang, især når det passer ind i vores opfattelse af virkeligheden :-)

    SvarSlet
  6. Jeg var skam også helt med og klappede i mine små hænder over dine tanker om, hvordan ting for det meste drejes afhængigt af, hvad det er, man gerne vil have frem i lyset. Eller har jeg nu overfortolket dine ord?
    Jeg har forståelse for, at det er vanskeligt for så stort et system som hospitalsvæsenet at tilegne sig og bruge andres viden, så det er godt, hvis der er nogen, der kan stå som formidler for det, for det er da helt nødvendigt at drage nytte af andres (både gode og dårlige) erfaringer.

    Du bruger din nye viden på en meget konstruktiv måde - tak fordi du deler dine tanker... det er meget interessant læsning :-)

    SvarSlet
  7. Tak Ellen, jeg tror ikke du overfortolker mine ord :-)
    Jeg mener at medierne langt hen af vejen (eller hedder det ad?)kan få os til at tænke i visse spor ved deres valg af ord. Og ofte er vi ikke bevidste om det.

    SvarSlet