tirsdag, november 09, 2010

POSITIV PRÆGNING

I forbindelse med et kursus havde vi en neuropsykolog, som spurgte os, hvorfor vi var blevet sygeplejersker? I samme åndedrag fortsatte han, højst sandsynligt er mange af jer storesøstre, I har fået ros for at være god til at tage vare på de mindre søskende. Havde I været en dreng, havde det været andre ting, forældrene havde rost storebror for.

Under min uddannelse som sygeplejerske prøvede jeg mange forskellige afdelinger og de to specialer, hvor jeg drømte om at få arbejde bagefter, var også de to, hvor det gik mig rigtig godt.

Jeg er sådan en middel pige, har altid fået karakterer fra 7 – 9 med enkelte afvigelser i begge retninger. Da jeg var elev på børneafdelingen, skulle jeg lave en opgave ud fra en patient, som jeg havde fulgt. Hvad opgaven bestod i, kan jeg ikke huske, men  jeg husker, at jeg til sidst blev spurgt, hvad børneorm hed på latin. Det kunne jeg ikke.

Sygeplejelæreren var en energisk og progressiv kvinde fra København, den type var vi ikke just vant til på Viborg sygeplejeskole. Hun ville, at jeg skulle bedømme mig selv, ikke den helt eksakte karakter, men om jeg lå i gruppen 3-6,7-9 eller 10-13. Jeg hadede sådan noget , jeg var og er elendig til at bedømme mig selv, kan altid finde tusinde fejl og har ofte under min uddannelse fået min veninde til at rase over mig. Jeg syntes altid, det var gået dårligt, men fik 8-9. Hun derimod syntes, det var gået godt og fik 6-7. Sygeplejelæreren var vedholdende, jeg skulle  komme med et bud, så jeg tog det sikre, 7-9, og så blev hun vred. Havde jeg virkelig så dårlig evne til at vurdere mig selv?

Havde jeg kunnet det latinske navn, havde jeg fået 13, nu fik jeg 11! Det er kun overgået mig en gang mere i livet, nemlig på gynækologisk afdeling. Jeg blev pædiatrisk sygeplejerske, altså børnesygeplejerske. Og da jeg ville tilbage til sygeplejen efter 11 års fravær, blev de første ansøgninger stilet til gynækologisk og pædiatrisk afdeling, jeg endte dog på neurologisk afdeling og senere på apopleksiafsnittet, og det fortryder jeg ikke.

Mange har de sidste dage sagt, Lene, du dumper ikke, uden at de har læst min opgave. Jeg til gengæld har virkelig prøvet at vurdere min opgave (uden at læse den igen). Umiddelbart ville jeg sige 4 (den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler), men jeg vidste ikke, hvor niveauet var, og det gjorde mig nervøs for at dumpe.

Jeg fik ikke 4, men 7 (den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler). Jeg er glad og lettet, og  jeg vil helt sikkert tage mod tilbudet om mundtlig uddybning af karakteren, så jeg kan blive klogere til næste gang.

Nå ja, børneorm på latin?

Det glemmer jeg aldrig :-) Oxyurer ( og jeg har tjekket, at jeg husker rigtigt!)

21 kommentarer:

  1. Fantastisk Lene, hjertelig tillykke med resultatet :-)

    Og kloge ord fra en klog kvinde!

    SvarSlet
  2. Tillykke Lene, din seje kone :-)

    Jeg er ambivalent i forhold til karakterer og jeg ville aldrig nogensinde være i tvivl om - uanset hvad sådan et "generalieblad" sagde om dig - at jeg ville være ualmindelig heldigt stillet, hvis det var dig, der havde ansvaret for mit velvære. Tillykke!

    SvarSlet
  3. Tillykke - karakterer er sådan en underlig størrelse, som siger noget, men ikke alt :)

    SvarSlet
  4. Tillykke Lene - som vi siger her i familien, så er 9 det nye 7 :-)

    SvarSlet
  5. Tak Ella :-)

    Tak Liselotte, og tak for tilliden. Jeg er jo ude på nye områder, så ordene til karakteren hjælper mig på vej :-)

    Tak Helle, det er nemlig sandt :-)

    Tak Pollyanna, ja den nye karakterskala skal man vænne sig til :-)

    SvarSlet
  6. Tillykke med det flotte resultat!
    Sikke en udfordring, at skulle bedømme sig selv- det er nok noget de fleste af os har rigtig svært ved!
    Jeg sidder tilbage og tænker på om den neuropsykolog du har mødt hedder John Zeuthen:) Han er super god og vældig provokerende på den fede selvudviklende måde!

    SvarSlet
  7. Tak Oline, ja jeg husker det stadig som frygteligt :-) det hed neuropsykologen ikke, han var leder for et hjerneskadecenter i København, men jeg kan ikke huske hans navn ;-)

    Hege :-)

    SvarSlet
  8. Stort tillyke Lene :o)
    Karakterer er uretfærdige - de er et udtryk for ens kunnen i det øjeblik. I sådan en skriftlig opgave som du netop har lavet er karakteren et udtryk for din evne til at udtrykke dig fagligt, og forbinde dette med praksis... Hvilken slags sypl du er, er de da ret ligeglade med på UC.
    Stort tillykke, det er så fedt at vide man er færdig og alt er gået vel. God ide med uddybning af karakter, man kan jo altid bruge konstruktiv kritik.
    Stort knus Betina.

    SvarSlet
  9. Det var da dejligt Lene. Tillykke :-)

    SvarSlet
  10. Tillykke!! Det er da ikke let at vurdere en opgave selv. Det synes jeg heller ikke. Eller en selv for den sags skyld.

    Tillykke med endt opgave og flot bedømmelse!

    SvarSlet
  11. Tillykke med det :-) Og så kan jeg kun anbefale en snak med vejleder her på den anden side af opgaven. Det er virkelig givende - også til dit næste modul!

    SvarSlet
  12. Tillykke,- det var rigtig godt gået. Du må være både glad og lettet. Jeg har jo lige selv været igennem møllen med opgaver, eksamener og karakterer, og sjovt er det ikke, men lettelsen er skøn bagefter.

    SvarSlet
  13. Hvor er det flot. Tillykke :)

    SvarSlet
  14. Tak Betina, der venter jo flere opgaver og da jeg er ny i det gebet vil vejledning forhåbentlig kunne bruges til de næste opgaver :-)

    Tak Marianne, så var det ikke helt forkert det jeg lavede ;-)

    Tak Anne, jeg er en klovn til det, men det vil jeg blive bedre til :-)

    Tak Stine, det er jeg glad for at høre :-)

    Tak Eva, selv om jeg syntes at jeg havde lagt det lidt på hylden, så fyldte det alligevel :-)

    Tak Pernille :-)

    SvarSlet
  15. Tillykke for hulen da, Lene. Det har været spændende at læse om din proces her på bloggen, så vi har jo næsten været der selv. Det må være uhyggeligt svært at skulle være akademisk faglig, når du er vant til at være praktisk faglig (håber det er rigtig forstået.) Og så gik det jo faktisk rigtig godt. Det må være rigtig rart at have fået karakteren, og så gå og nyde din nye viden.

    SvarSlet
  16. Tak Conny, og du beskriver lige nøjagtig det, der har været det svære og især da på skrift :-)

    SvarSlet
  17. Det er da dejligt, at du har fået svar, og at din indsats er bedømt højere, end du selv har troet. Det er helt specielt at videreuddanne sig og at skulle bedømmes og have karakter. Det kræver mod - men lønner sig! Til lykke! - Sjovt med "børneorm" - sådan er det vist, det man lige præcis ikke kunne, det glemmer man aldrig. Sådan ved jeg fx. at de to øer nord for Sibirien hedder Novaja Semlja:-)

    SvarSlet
  18. Sådan Lene, SÅ godt gået, du ønskes et stort TILLYKKE.

    SvarSlet
  19. Stort tillykke med resultatet - jeg var da ikke et øjeblik i tvivl om, at du ville klare dig flot :-D

    Det er tarveligt at tvinge dig til at vurdere dig selv; det er kvinder elendige til og dømmer næsten altid for lavt. I direkte modsætning til mændene...

    SvarSlet
  20. Tak Charlotte, gid at alt det man kunne huske også blev siddende :-)

    Tak Jette, det er dejligt :-)

    Tak Ellen, tankevækkende med mænd og kvinder, for du har ret:-)

    SvarSlet