mandag, januar 17, 2011

LÆGER LADER PATIENTER DØ

Undskyld mig men det er dog den mest useriøse og unuancerede overskrift jeg længe har mødt!

Jeg vidste godt, hvad det handlede om, inden jeg læste artiklen, og måske er det fordi jeg kender til det etiske dilemma, at jeg kalder det unuanceret.

Hos os har vi ikke hemlige koder. Hos os står der i journal og i vores sygeplejejournal minus R = ingen genoplivning ved hjertestop.

Jeg kender ikke til oppegående patienter, som får denne etiket, så det kan jeg ikke skrive om.

Jeg kender derimod til mennesker, som er så hårdt ramt af deres blodprop/blødning i hjernen, at lægerne i den kritiske fase vurderer, at genoplivning ikke vil gavne patienten, tværimod, og jeg har aldrig mødt pårørende, der har sagt fra, når de bliver informeret om lægens beslutning. De bliver kede af at blive konfronteret med, at deres kære måske skal dø, men ofte siger de også, min far/mor/mand/hustru ønsker ikke at ende som “en grøntsag”. Jeg kan ikke fordrage det udtryk, men jeg ved, hvad det dækker over, og det er alment brugt, så derfor bruger jeg det her.

Jeg har sågar oplevet pårørende, som blev rasende over, at vi foretog genoplivning, hvor der netop ikke var taget stilling til dette i journalen. Som sygeplejerske/assistent må vi ikke selv tage stilling til genoplivning kontra ingen genoplivning. Derfor synes mange læger, at vi er ret emsige, fordi vi hurtigt bringer emnet på banen. Vi er dem, der står i situationen og skal opstarte genoplivning, hvis der bliver hjertestop. Det er sjældent, det sker hos os, men det er betryggende at vide, om vi skal handle, eller om vi skal koncentrere os at være hos patient og pårørende.

At pårørende skal vide besked er klart, hos os er det svært at vide, om patienten kan forstå det, så de bliver ikke informeret, og når patienten bliver bedre, ændres notatet til genoplivning.

Men hvad så med patienter, som er hårdt ramt, og hvor man kan diskutere, skal vi starte med antibiotika eller sondemad? Er vi med til at forlænge livet, måske mod pårørendes ønske, for ofte har patienten ikke meddelt sig skriftligt om dette? I loven om dette står der, at lægen altid er bundet af sit lægeløfte og det er kun i tilfælde, hvor patienten er uafvendelig døende, at patientens ønske om ingen behandling skal respekteres. I andre tilfælde skal lægen vurdere, hvad han/hun mener er det bedste. Hvad er uafvendelig døende? Ja en hårdt ramt apopleksipatient er ikke uafvendelig døende, for det kan ændre sig i løbet af en uge, ikke til at de bliver mirakuløst rask, men til at de er stabilt dårlige.

Jeg har ingen løsninger, min mening er, at man skal snakke med de pårørende, men det må aldrig blive dem, der skal tage stilling til, om der skal genoplives, ikke startes med behandling eller sondemad, det må altid være lægens vurdering, og så kan pårørende acceptere eller meddele, at de er imod dette. Jeg har haft patienter, hvor jeg klart mener, at de ikke skulle genoplives, men hvor pårørende sagde fra, heldigvis kom vi så aldrig i den situation.

At man ikke genopliver, er ikke det samme, som at man ikke gør noget.  Vi forebygger med al vores sygepleje, at der skal tilstøde komplikationer, som kan forværre situationen. At der ikke kommer liggesår, blærebetændelse, lungebetændelse, underernæring, kontrakturer i led osv., og opstår der infektioner, hvad der let sker, når man er sårbar i forvejen, så behandles de infektioner. Vi lader ikke patienterne dø, fordi der står minus genoplivning på journal. Vi lader patienterne dø eller få fred, som det kaldes i vores tabubelagte sprog, når patienten er så dårlig, at det skønnes at være det bedste for patienten, og vi snakker med de pårørende om det. Ofte er det faktisk lægerne, der er de sidste til at komme til den beslutning, pårørende og plejepersonale er oftest dem, der begynder på snakken om den beslutning. Men det er jo så heller ikke os, der kan klandres for beslutningen.

Og for at understrege med tyk fed streg – hvis vi mener, at vi skal stoppe med behandling, så hedder ordinationen hos os kærlig pleje, for det stopper vi aldrig med!

DSC03149

25 kommentarer:

  1. Godt brølt løvinde.. Jeg reagerde også på overskriften.. men har jo ikke din insider viden at bidrage med, så dejligt at du siger fra og forklarer det mere nuanceret end journalisterne har lyst til..

    SvarSlet
  2. Smaddergod forklaring på et meget svært emne...og nogle gange er de journalister lidt for sensationslystne....Synspunkter fra begge sider ville jo være det mest optimale, men godt at der er nogle i systemet der ikke er bange for at råbe op...;-D

    SvarSlet
  3. Jeg kan kun gentage, hvad Inge og Rejen siger. Vi har brug for en nuanceret besked!

    SvarSlet
  4. Tak. Lene så kom det på plads :)

    SvarSlet
  5. Tak Inge, virkeligheden er jo tit mere nuanceret end journalister formår at beskrive den. Jeg forholder mig til den situation, hvor vi benytter ingen genoplivning. Det lyder som om, man i Herlev bruger den mere bredt på andre områder, og det er for mig også i orden, hvis man informerer og begrunder det overfor patient og pårørende.

    Tak Annemarie, den overskrift fik mig hidset op, for ordinationen betyder jo ikke at man i det daglige bare lader stå til, men at man i tilfælde af hjertestop ikke genopliver. I artikelserien ligger også en kritik af den manglende information, og den må lægerne og sygehuspersonalet tage til sig og blive bedre til.

    Conny, vi lærer mere af nuancer end overskrifterne

    Selv tak Gitte :-)

    SvarSlet
  6. Jeg synes, det er super med en debat omkring de her ting. Jeg synes ofte problemet er lige modsat, og det er min frygt, hvis jeg skulle blive alvorligt syg. At folk ikke kan få lov at dø, hvis de ikke vil mere. Jeg har udfyldt et Livstestamente, men er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet bliver respekteret. For mig lyder din forklaring som om, lægen til enhver tid kan overtrumfe patienten???

    Jeg har oplevet det i praksis fornyeligt, hvor en pårørende til en god ven af mig modsatte sig behandling. Ville ikke mere. Havde vedkommende været rask nok, kunne man jo udvandre, og på den led afbryde behandling. Problemet var, det kunne vedkommende ikke, for det var h*n for dårlig til.

    Overlevelse krævede tilføring af noget medicin, og det ville patienten ikke. Det der så i praksik skete var, at man såede tvivl om, hvorvidt patienten var ved sine sansers fulde brug (på bagrund af en gammel historie, som ikke havde noget med dette at gøre). Dette til trods for at alle pårørende (her børn) som jo kendte vedkommende udtrykte, at vedkommende var helt klar og tydelig og helt ved sine sansers brug. Det gik så desværre kan man sige, som vedkommende ønskede, h*n døde kort efter, selvom ønsket om at overleve senere kom igen.

    På den baggrund sidder jeg med den tanke, at jeg for enhver pris vil undgå at komme i hænderne på emsige læger, der tilsyneladende vil bestemme koste hvad det vil!

    SvarSlet
  7. Deborah,tak for din kommentar.Jeg ønsker også at patienten bliver hørt, og har man lavet et livstestamente (og sørg for at du har noget på dig, som tilkendegiver at du har lavet et) og man er uafvendelig døende, skal ens ønske om fravalg af livsforlængende behandling respekteres. Har man en svært invaliderende sygdom og har oprettet livstestamente er lægen forpligtet til at inddrage dette i sine overvejelser- Se evt her:

    https://www.retsinfo.dk/Forms/R0710.aspx?id=21080

    Og din historie viser netop det modsatte af overskriften, at læger ofte vil gå længere i behandling end patient og pårørende. For mig at se er der ikke et entydigt svar, men vi må tale sammen, lytte til hinanden, det er første skridt.

    SvarSlet
  8. Tak Lene :) de øvrige kommentarer dækker til fulde over min holdning og tanker her.

    SvarSlet
  9. Et rigtigt godt indlæg. Jeg har selv lavet et livstestamente, og vil efter at have læst din kommentar, nu sørge for at have et bevis på mig.
    Heldigvis har vi gode erfaringer fra vores sygehus både hvad genoplivning, og afslutning på døden angår. Sygeplejerskerne på intensiv er enestående til både det ene og det andet. Vi føler også vi er blevet rådet rigtigt og har fået en fantastisk information alle 3 gange, som også var 3 vidt forskellige situationer

    SvarSlet
  10. Jeg så en del af indslaget i går, Det fik mig til at tænke.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke at sygehusene i dag ikke har ret mange resourcer, og at de besluttende på den baggrund kan være nødsaget til at tage beslutninger om ikke at forsøge genoplivning, i tilfælde hvor resourcerne kan bruges bedre andre steder. Ikke nogen speciel rar tanke, men en tanke jeg godt kan forstå.
    Samtidig kan jeg ikke forestille mig, der sidder ret mange læger ude i det ganske land, eller på Herlev, der med fuldt overlæg beslutter hen over hovedet på patienter eller pårørende.

    Tak for dit indlæg, som satte flere tanker i gang og som kun er med til at give nuancer til det billede jag har af et sygehusvæsen, der gør alt hvad de kan med de begrænsede resourcer, der er til rådighed :)

    SvarSlet
  11. Dette var veldig interessant lesning. Oppklarende. Og så ble jeg så glad for den siste setningen. Tusen takk, og lykke til med et viktig arbeid.

    SvarSlet
  12. Smukt billede :-)

    Dejligt at læse dit nuancerede bidrag i en debat, som desværre bliver fremstillet temmelig ensidigt i medierne i disse dage.

    SvarSlet
  13. Selv tak Anne :-)

    Pia, det er en god ide at fortælle sin familie det, for som der også skrives i en af artiklerne på nyhederne, så sker det sjældent, at læger undersøger, om der er oprettet livstestamente.
    Og så er det godt at læse at I har haft gode oplevelser i forbindelse med sygdom og sygehuse :-)

    Pernille, jeg håber aldrig at ressourcerne skal bestemme om man skal have intensiv behandling eller skal genoplives. Og jeg kan ikke gennemskue hvordan det hænger sammen på Herlev sygehus, vi har jo kun journalisters udlægning af det.

    Tak Hege og den sidste sætning er netop det, der gør, at jeg holder af at skrive indlæg, for jeg har ikke før været bevidst om ordlyden på den ordination, men den siger meget om vores værdier på afdelingen, man bliver ikke opgivet, lige til det sidste gives der kærlig pleje uanset behandlingsniveau.

    Tak Marianne :-)

    SvarSlet
  14. Jeg kan ikke bidrage med noget, der ikke er blevet givet så glimrende udtryk for allerede.
    Derfor bare en tak for dit indlæg og protesten mod journalistik i almindelighed og denne sag i særdeleshed.

    SvarSlet
  15. Rigtigt som du skriver, at ofte er journalistik alt for ensporet og unuanceret. Det er så nemt lige at skrive noget uden at uddybe det mere, og tak Lene, fordi du gav en forklarende orientering.

    SvarSlet
  16. Jeg har fortalt min familie om testamentet, og bedt dem respektere det :-) Jeg betalte et beløb for at få det registreret, så det kommer i den grad bag på mig, at det let kan blive overset.

    SvarSlet
  17. Tak for et dejligt og menneskekærligt indlæg.

    SvarSlet
  18. Og undskyld mig, men vi har jo altså ikke rigtigt noget alternativ til at lade mennesker dø. Det sker i sidste ende, og det er ikke lægens fejl.
    Det vigtige er netop at læger, sygeplejersker og andre omkring den syge er deres menneskelige ansvar bevidst og ikke behandler løs i blinde, men ser, hører og vurderer løbende.
    Og helt ærligt så bliver jeg lidt træt over alt den snak om hemmelige koder. Det er ikke en sekt det her, men det danske sundhedsvæsen og vi går altså ikke og holder ting hemmelige!

    SvarSlet
  19. Selv tak Ellen, som ofte kan vi jo bedst se journalistikkens ensidighed, når det er emner vi selv er involveret i.

    selv tak Jette, denne gang blev jeg for irriteret over overskriften. så der skulle ord på irritationen.

    Pia, det er godt :-)

    Selv tak Hanne :-)

    Tak Laura for dine ord, det er så nemt at sætte folk i bås, så ved vi, hvor vi har dem. Og når man bruger hemlige koder som betegnelse for forkortelser i en lægejournal, ja så er niveauet ligesom lagt. At der så er nogle indenfor vores to fag, der ikke magter informationens kunst, det må vi så hjælpes ad med at få løst.

    SvarSlet
  20. Tak, tak, tak, Lene.
    Den debat har fået et helt forkert fokus. Pressen burde virkelig skamme sig.

    Det eneste positive er, at den for en stund har fået blikket væk fra Folkeskolen:)

    SvarSlet
  21. Selv tak Eva, både dit fag, din mands fag og mit fag er ofte i vælten :-)

    SvarSlet
  22. Tak Lene,
    fordi du går i rette med pressen, og
    fordi din empati og faglighed altid går hånd i hånd.
    Jeg håber, du får en dejlig tirsdag.

    SvarSlet
  23. Selv tak ravheks. Pressen må gerne bore dybt, men når de ensidigt kører det op som de gør her, bliver jeg vred.

    SvarSlet
  24. Svaere spoergsmaal. Men, har lige selv oplevet at der ikke blev foretaget genoplivning ved hjertestop for naer paaroerende, og det var en sygeplejeske som havde noteret "ingen genoplivning" i journalen. Der var ikke noget laegenotat om dette og paaroerende var heller ikke informeret! Man havde talt om udskrivelse faa dage foer. Naar dette stadig kan foregaa tror det er godt at der stadig er en debat.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære anonym. Tak for din kommentar. Det ryster mig, når jeg læser sådan en beretning som din, for sådan skal det jo ikke være. Så ja debatten skal være der, jeg syntes blot dengang og stadig, at debatten var meget ensidig og præget af journalisters trang til at vride tingene ud af proportion for at få en "god" historie. Jeg er enig med dig i, at en sådan beslutning skal tages i samråd med pårørende, evt patienten selv, hvis vedkommende kan medvirke til det. Og en sygeplejerske må ALDRIG tage den beslutning selv, så jeg håber for den sygeplejerske at der er tale om at en læge ikke sørgede for at diktere "ingen genoplivning". Det gør det ikke nemmere for de pårørende, og jeg er ked af at I som pårørende skulle opleve dette, det gør mig ondt.

      Slet