lørdag, februar 19, 2011

TVÆRFAGLIGHED

Samarbejde mellem forskellige faggrupper kan være en udfordring. Så snart der er samarbejde kalder man det ofte tværfagligt, men ofte er det flerfagligt samarbejde.

Hvad mener jeg med det?

Flerfagligt samarbejde er defineret ved, at man arbejder sammen, men med hver sine mål og med hver sin monofaglige tilgang til opgaven.

Tværfagligt samarbejde er defineret ved, at man arbejder sammen og har fælles mål, man kommer med sin egen monofaglige viden, men kan godt tage samme arbejdsopgaver. I den  bredeste definition skelner man ikke mellem, hvad der er dit arbejdsområde eller mit. Problemstillingen eller opgaven er det, der bestemmer, hvem der tager opgaven.

Vi har til tider tværfagligt samarbejde, til tider flerfagligt samarbejde, ingen af delene er det bedste, de supplerer hinanden.

I går havde vi, synes jeg, et godt møde tværfagligt. Terapeuter, socialrådgiver og plejepersonalet mødtes til en halv times lærende konference, hvor vi drøftede, hvad vi forstod ved et ADL møde, og hvordan vi kunne bruge det til gavn for patienten, men så sandelig også til gavn for udviklingen i hver vores faglighed.

ADL står for Almindelig Daglig Livsførelse. Det dækker alt det, du og jeg gør uden at tænke over det. Vi står op, vasker os, trækker i tøjet, lægger makeup/barberer os, laver morgenmad, spiser morgenmad, rydder op, gør rent, handler ind, arbejder ved computer, syr, strikker, udfører vores arbejdsfunktioner, passer vores børn, tænker ideer, læser, skriver, cykler, kører bil osv. Bliver man ramt af en blodprop eller er blødning er selvfølgeligheden i det nævnte ikke mere en selvfølgelighed.

Læring foregår bedst i det daglige miljø. Det er nemmere at lære at vaske op, brygge kaffe, arbejde ved computer ved at gøre tingene og ikke blot få dem fortalt. Sådan gælder det for os alle, ikke blot for hjerneskadede.

Derfor stejler sygeplejepersonale ofte, når patienter og pårørende siger, der er for lidt træning, for al dagligdags aktivitet på vores afdeling er træning. Så træning er ikke kun den time med terapeuten, men hele dagens forløb. Derfor er det også vigtig, at plejepersonale ved noget om læring i dagligdags aktivitet. Samtidig er vi et akut afsnit, så der kan være mange ting, som kan hæmme træningen, og her har plejepersonalet deres spidskompetence. Er man forstoppet, har man besværet vejrtrækning, har man feber, har man besvær med at tømme blæren, er munden tør og med risiko for mundbetændelse eller svamp, så påvirker alle disse faktorer evnen til at lære nyt, til at træne, osv.

ADL mødet er hos os defineret ved, at en problemstilling ses på tværfagligt, det foregår hos patienten, hvor en enkelt delfunktion eller en funktion tages op. Det kunne være, hvordan hjælper vi patienten til selv at tage del i eks. barbering, tandbørstning eller et brusebad? Hvordan hjælper vi en patient til at komme ud af sengen uden fortælle med ord, hvad hun skal gøre? Hvordan hjælper vi en patient til at finde sin indre midtlinje og sidde godt i en kørestol uden hele tiden at skubbe sig til siden og dermed få spændinger i kroppen eller tryk på udsatte steder?

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg lærer utroligt meget af fysioterapeuter og ergoterapeuters tilgang til ADL aktiviteter med en patient, jeg tror også, og det bekræftede terapeuterne, at de lærer af os. De ser typisk patienten hver en time om dagen, vi som samlet plejepersonale ser patienten i 24 timer, ser hvor problemerne opstår.

Vi samarbejder tværfagligt i forhold til vurdering af patientens problemstillingerog planlægning af de langsigtede mål ved daglige konferencer, og mødet i går sætter forhåbentlig fokus på, hvor vi kan blive endnu bedre til at samarbejde tværfagligt ude ved patienten.

Og nu vil jeg nyde fridagen efter en hektisk dag i går både på arbejde, men også bagefter med at være en af 4, som stod for et MC arrangement for 70 personer med hjemmebag i lange baner.

Mine lagkager

Må din lørdag blive lys som solen, glitrende som sneen og rolig som vinden.

4 kommentarer:

  1. Det lyder spændende med disse møder. Vi kan jo alle lære af hinanden, så vi får set tingene fra flere vinkler og i flere nuancer. Fortsat god arbejdslyst og nyd denne lørdag som er så fantastisk smuk

    SvarSlet
  2. Jeg har læst og gemt det du skriver om tværfagligt - flerfagligt. Jeg har ikke nogen kommentar til det, men tænker lidt mere over det...
    Solen - den kan jeg til gengælde skrive en masse om, men jeg nøjes med at konstatere, at den er der og den er vidunderlig - og tiltrængt :)
    Lagkagerne er et helt kapitel for sig, de lokker gør de... men heldigvis har jeg ikke en i nærheden, så ville jeg begå overgreb og det er slet ikke godt - i længden altså :)
    God og dejlig lørdag i solen til dig :)

    SvarSlet
  3. Tak - jeg nyder min lørdag - den første dag i vinterferien:-)

    SvarSlet
  4. Winnie, tak, det er nemlig altid godt at lære af andre :-)

    Tak Helle, jeg sidder stadig herinde og spiser lagkage, gæt hvordan min krop tigger mig om en gåtur :-)

    Charlotte, god ferie :-)

    SvarSlet