lørdag, marts 19, 2011

UDEN ORD

Jeg kan ikke lade være. Når jeg er sammen med andre, i hyggeligt lag eller i fagligt lag, så snakker jeg. Jeg bliver absolut ikke rubriceret som værende hende den tavse, der bare lytter.

Og bare to dage i studiegruppe udløste kommentaren, kan du det, da jeg fortalte om retræte med tre dages stilhed.

Men jeg kan godt være stille.

Når mennesker får en hjerneskade og bliver ramt i venstre hjernehalvdel, er der stor risiko for, at sproget bliver ramt på en eller anden måde.

Tidligere havde man forestillinger om, at i det her område sidder sprogforståelsen og i det her område sidder evnen til at formulere sig. Det gør man for så vidt også i dag, men med den erkendelse at alt i hjernen hænger sammen. Hjernens nervebaner knytter sig sammen i neurale netværk på kryds og tværs i hjernen, så selvom man ikke er ramt nøjagtig i de to omtalte sprogområder, så kan man alligevel blive ramt på sproget.

Ved Alzheimer starter skaden i hippocampus, området for hukommelsen, og bevæger sig opover sprogområderne og videre frem mod frontallapperne, som er vores overordnede styreområde, og først til sidst bliver de motoriske områder ramt. Derfor ser vi jo også mennesker med svær Alzheimer, som forvilder sig bort, de har fysikken til at gå, men mangler det mentale overblik.

En af de sproglige skader er anomi, manglende evne til at sige ord, især navneord. Og gav du dig tid til at se de små tv-spots, vil du have oplevet en, som skulle købe en stor foret kuvert på posthuset, og hvordan hun klarede at forklare sig uden på noget tidspunkt at sige de tre ord.

Den skade kan du altså se både hos mennesket med Alzheimer, men også mennesket med apopleksi. Forskellen er så, at den første sygdom er fremadskridende, den anden er en akut skade, som forhåbentlig stopper der.

I denne weekend har vi besøg af min far, og jeg ser den fremadskriden af sygdommen, som langsomt sker. Vi taler ikke så meget, vi er sammen om musikken, om vores to hunde, om at gå ture og om at være sammen.

Det er helt fint for mig, jeg KAN nemlig godt være stille.

11 kommentarer:

  1. Alzheimer er en svær sygdom og især for pårørende. Jeg har arbejdet med demens-ramte mennesker og der er det netop vigtigt at man ikke bruger for mange ord, men kropssproget...Hav en dejlig weekend sammen med din far...;-D

    SvarSlet
  2. Ja, det kan du! De fleste retrætedeltagere er mennesker, der til dagligt ikke mangler ord. - Tak fordi du deler af din viden. Det ligger i baghovedet, når der i mit arbejde er brug for det. Og det giver håb, at situationer ikke altid er så håbløse, som de virker. Nyd dagen med din far. (Min er jo ikke her mere)

    SvarSlet
  3. Annemarie, tak for dine ord, for kropssproget er jo netop lige så vigtig at hve med sig :-)

    Tak Charlotte, jeg ved ikke hvorfor, jeg bliver bare ramt hver gang fok kommer med den kommentar.
    Og jeg nyder samværet med min far :-)

    SvarSlet
  4. Selvfølgelig kan du være stille!

    SvarSlet
  5. Og hvilken gave det er
    at KUNNE være stille,
    fremfor IKKE at kunne tale.
    Kærlige hilsner og god weekend

    SvarSlet
  6. Ha en rigtig god dag med din far :-)

    SvarSlet
  7. Miri, nemlig :-)Tak

    Hanne, sikke herlige ord, sådan er det jo , tak :-)

    Tak Marianne :-)

    SvarSlet
  8. Rigtig god weekend, knus

    SvarSlet
  9. Tak Lavendel og i lige måde :-)

    SvarSlet
  10. Det er en svær proces at være vidne til. Men heldigvis kan i stadig sammen NYDE :).
    Dejlig dag til jer.

    SvarSlet
  11. Tak Helle og velkommen her :-)
    Fokus på gode oplevelser og nydelse er netop hovedpointen i samværet med mennesker med Alzheimers

    SvarSlet