lørdag, april 23, 2011

AFHÆNGIGHED OG TAKNEMLIGHED

Vi mennesker vil gerne være uafhængige, vi vil gerne bestemme, lægge planer, styre og kontrollere. Og i hverdagen kan man nemt bilde sig ind, at sådan forholder det sig også.

Nattens søvn blev afbrudt, fordi jeg skulle hente datteren ved en natbus, og da jeg på det tidspunkt havde sovet 5 timer, havde søvnen svært ved at indfinde sig igen, så jeg læste i Hulernes sang. Her bliver fortalt om de fem hellige elementer, jord, vand, vind, kulde og varme. Gennem alle fortællingerne i bogen løber en understrøm af viden om, at uden hjælp fra de hellige elementer er mennesket intet. Mennesket er på godt og ondt afhængig af disse elementer, og deraf kommer så også en taknemlighed og ydmyghed.

Landmænd er som mennesker flest, de vil også gerne bestemme, kontrollere og lægge planer, men dybt i enhver landmand med forstand er en viden om, at hvis ikke jorden, vinden, vandet, kulden og varmen ter sig gunstige, så kan de planlægge fra nu og af og til verdens ende, de er afhængige af naturens gang. Og hvad nogen ikke-landmænd måske glemmer, det er de i bund og grund også, ingen mad uden nogen, der dyrker den, ingen mad uden at jord, vind, vand, kulde og varme er med.

Jeg er taknemlig for denne uge, det er helt utroligt alt det, der er nået. De tre ( i starten af ugen 4) landmænd har knoklet hver dag i mange timer, men varmen, jorden og fravær af vind, kulde og vand har givet det perfekte forårsvejr. I min verden er der en Skaber af alt dette, i Aylas verden kaldes skaberen for Jordens moder, i min verden Gud.

I morgen holder vi fri, alle glæder sig til denne fridag, og vores to unge mennesker vil gerne til gudstjeneste, så vi tager af sted alle 4, og jeg vil nyde sangene, der alle giver udtryk for vores afhængighed og taknemlighed. Om lidt ruller 3 store traktorer ind på gårdspladsen, i dag vil vi nemlig give os tid til sammen at nyde formiddagsteen med rundstykker, gode oste og marmelader, før alle går hver til sit arbejde.

God lørdag til dig

P1000147

11 kommentarer:

  1. Jeg får gåsehud af glæde over dit indlæg Lene. Tak igen for et smukt og tankevækkende skriv fra din hånd.

    SvarSlet
  2. Og en rigtig god lørdag også til dig, Lene! Det var smukt at læse og ja, litteraturen kan give os de fineste oplevelser.

    SvarSlet
  3. Tak i lige måde Madame, og bogen og livet udenfor min dør passer så smukt sammen lige nu :-)

    SvarSlet
  4. God lørdag i de milde elementer:)
    Mon ikke du skal have en liggestolslur som kompensation for natbusturen;))

    SvarSlet
  5. Dejligt indlæg, tak fro det! Afhængige er vi - alt andet er selvbedrag. Vi er afhængige af Gud (som jeg jo også kalder Skaberen af Alt) Nogen gange tænker jeg at det er farligt, som vi har tendens til at glemme vores afhængighed af hinanden?

    SvarSlet
  6. Tak for et dejligt indlæg!

    SvarSlet
  7. Lene, du ER simpelthen en superkvinde.
    Jeg behøver nok ikke at gentage mig selv, men de der kender dig, bør altså være stolte af at gøre det. Det mener Inge også... :-)
    Jeg har læst 'Hulernes Sang' til ende, og jeg synes, den var bedre end de forrige to, men levede helt op til de første i serien. Du beskriver essensen i bogen rigtig godt.

    SvarSlet
  8. Rigtig fint skrevet. Desværre er jeg ikke selv så god til bøger. Jeg vil gerne, men kommer altid bort fra det igen, og ender gerne med et stykke håndarbejde i hænderne i stedet.

    SvarSlet
  9. Du har så evigt ret, kære Lene. Naturens elementer beriger og bestemmer.
    Jeg er også taknemlig, og må vist i gang med at læse Hulernes Sang.
    Knus fra johanne (nu med ny blog)

    SvarSlet
  10. Hanne, liggestolsluren blev aldrig til noget ;-)

    Anne, vi er også afhængige af hinanden og jeg tror, det er farligt at tro, at man ikke behøver andre og ikke har ansvar for hinanden.

    Selv tak Betty :-)

    Tusind tak Ellen og nu er jeg også færdig med bogen, den var rigtig god :-)

    Susanne, og jeg vil gerne håndarbejde men ender altid ved computer eller med en bog :-)

    Kære Johanne, åh hvor er det dejligt at du dukker op igen, jeg må fluks over til din nye blog :-) Knus

    SvarSlet