fredag, april 08, 2011

EN TIL HVER

Da vi fik sønnen 16 måneder efter datteren, var forårsarbejdet netop overstået. Ret beset var graviditeten planlagt, vi havde dog ikke kalkuleret med, at jeg blev gravid med det samme, så det var kun takket være sønnens sendrægtighed, at alle kartofler var blevet lagt.

Det betød, at landmanden tog sig af datteren, og jeg tog mig af sønnen de første tre uger. Herefter blev landmanden lidt mere ustabil, og vi tre andre hyggede os sammen.

Børnene trives nu over i hovedstaden, de har deres eget liv, den telefoniske kontakt eksisterer med jævne mellemrum.

DSC03738

Forældrene er alene tilbage på gården. Helt alene er vi ikke, vi har jo hundene, og da Laika fra første dag tydeligt gjorde klart, at hun ikke havde tænkt sig at påtage omsorgen for den lille hvalp, ja så blev det så landmandens opgave.

Istvan følger troligt landmanden overalt på gården. I dag har landmand og hund først været ude og handle reservedele til harven, senere har de så harvet hele eftermiddagen.

Laika nyder sin alderdom i bryggerset, hun er lige ude en gang imellem, men er ganske tilfreds med at få ro det meste af dagen. En ting kan dog få hende ud af hundekurven. Når jeg kommer ud i bryggerset, finder mine travesko frem og henter hunderemmen, så bliver hun som ung igen, logrer med halen, gør højlydt og ved slet ikke, hvad hun skal gribe i for at demonstrere sin glæde.

Dagens travetur blev i strid modvind på vej hjem, vi er begge to trætte nu. Men i morgen er vi klar igen.

DSC03734

4 kommentarer:

  1. Dejlig lille gennemgang af livest forskellige faser, for både de to og firebenede.
    Jeg har med stor spænding læst din problemformulering - jeg håber at du kommer godt igennem, det er en stor mundfuld, men spændende. Måske får vi lov til at høre lidt mere ?

    SvarSlet
  2. Skønt når glæder og opgaver deles så det passer alle.. :-)

    SvarSlet
  3. Godt å være to om oppgavene.
    Ønsker deg en herlig helg :)

    SvarSlet
  4. Sigrid, velkommen her :-) Og du skal nok få lov til at høre mere.

    Inge, så går det bedst :-)

    Tak i lige måde Astrid :-)

    SvarSlet