tirsdag, april 05, 2011

KÆDESØGNING

Egentlig handler det ikke kædesøgning, som er, når man fra en artikels referenceliste søger videre i en artikel og fra dennes referenceliste søger videre og så videre.

Det handler om den kæde af minder, der blev sat i gang, da jeg læste Charlottes indlæg her til morgen.

Overskriften gik lige ind i hjernen, først blev musikken til sangen fundet frem, så kom teksten og til sidst mindet om den dag, da min mor kom hjem med bogen med alle de skøre sange, og vi øvede os på dem alle hjemme i stuen. Det var noget andet end De små synger og alle de andre pæne sangbøger, vi havde. Her var skøre ord og sjove rytmer. Her var filtklip fotograferet som billeder til sangene. Og de billeder mangler desværre i den næste udgave, som jeg fik af min mor, da jeg blev voksen, købte mig et klaver og fik børn.

Jeg er ikke så god til at spille brugsklaver som min mor var, men den her sang kan jeg spille:

Alabadoster, hvad tror du det koster at købe en stor afrikansk elefant?

En krone og atten, jeg tror vi skal ta den, en ordentlig en, ikke sandt.

Og så skal vi sidde på ryggen og ride, til Afrika, til Afrika, det ka du lige tro, vi ska.

Ala ba doster hvad tror du det koster at købe en stor afrikansk elefant?

DSC03711

Jeg har ikke været i Afrika, men en solnedgang i mosen kan vel også gå an.

Udenfor er der travlt med pløjning og harvning. I går aftes, da jeg gik min solnedgangstur, kørte medarbejderen stadig og pløjede, kæresten var kørt herud og sad nu med  i traktoren. Det satte også minder i gang, om dengang landmanden og jeg var nybagt landmandspar uden børn. Det var hyggeligt at tage termokanden og en madpakke med ostemadder med ud til ham, sidde på det lille sæde ved siden af førersædet, mens dyr kom ud på marken, og radioen spillede god musik.

Ha en god dag, hvor der forhåbentligt bliver lagt gode minder ind i hjernens lager.

9 kommentarer:

  1. Det er sjovt når bestemte ord pludselig åbner for minder om en sang, historie eller andet.. :-)

    Nu er i jo igen et landmandspar uden hjemmeboende børn, så afsted med termokanden og madpakke OG kameraet.. Det lyder som en god adspredelse i skriveriet Lene.. :-)

    SvarSlet
  2. Inge, men nu kører landmanden ikke på traktoren mere :-) heldigvis har han nu fået kvalificeret folk, som kan aflaste ham. Vi må tage en tur på motorcyklen i stedet for :-)

    SvarSlet
  3. Ja, I tager da selvfølgelig bare den tohjulede. Der kan nok blive plads til termokanden og ostemaden!

    Rigtig god tur...

    SvarSlet
  4. Marie, der kan helt sikkert blive plads til termokande og ostemad :-)
    men vi venter lidt endnu ;-)

    SvarSlet
  5. Jeg husker ikke, hvem der lærte mig sangen. Måske var det i børnehaven eller i skolen. Men det kunne også være min mor ved klaveret.

    SvarSlet
  6. Det lyder hyggeligt at sidde med på traktoren og nyde stemningen sammen med sin elskede.
    Det må have været mere anstrengende (eller umuligt) dengang der var heste foran.
    Tillykke med Istvan. Han er en rigtig præmiehund. Noget af æren må nok også tilfalde landmanden.

    SvarSlet
  7. To i en traktor; det er også dejlige minder her på gården.

    Vore børn er jo også flyttet hjemmefra, så vi gjorde det faktisk (næsten) forleden:
    Tog traktoren -dog uden redskab bagved- og kørte ud til det yderste stykke med udsigt over havet og drak kaffe.
    Lidt skørt men rigtig dejligt.
    Kan anbefales.

    Var forøvrigt rundt om, hvorvidt vi igen skulle have os en motorcykel som i gamle dage.
    Det kan du vel anbefale?

    SvarSlet
  8. Jeg har ALDRIG hørt om den sangbog, men blev chokket over prisen....det må være den der skal jagtes på sommerens loppemarkeder...

    Ja det er ren råhygge med en traktor tur.... her i huset er det nu mest svigerdatteren der kører med...men dejligt at se hun vil.....

    Hvor var det flot med Istvan...det er da en rigtig præmiehund i har. GODT GÅET....

    Mange onsdags hilsner fra JoanM.

    SvarSlet
  9. Charlotte, jeg tror først bogen kom da vi var skolebørn, men det kan jeg ikke finde nogen steder :-)

    Tak Betty, jeg tror ikke at landmandens kone gik med ham i marken dengang, men kaffepauserne havde de sammen, som min far fortæller det :-)

    Farmer, nu ligger vore marker tæt omkring gården, så jeg tror vi går en tur i stedet for :-) men det lyder ikke spor skørt med en tur i traktoren, tværtimod. Og motorcykel kan varmt anbefales, det har givet os et fællesskab og fritid sammen.

    Tak Joan, jeg tror det er den oprindelige med filtklipbillederne, jeg tror ikke at min udgave koster så meget, prøv at søg på bogtitlen :-)

    Hyggeligt, når de unge også vil med, det har vores aldrig villet, udover når de selv skulle køre traktor :-)

    SvarSlet