torsdag, april 14, 2011

LÆSELIGT

Endelig! Min vejleder havde tilbudt mig, at jeg måtte sende en side mere, så hun kunne se, om de råd om at skærpe pennen og diskussionen var forstået. Efter et par timers arbejde i går morges, røg de af sted, og så ventede og ventede jeg, men ingen mail. Jeg arbejdede videre, printede ud, rettede, og var ikke tilfreds, der manglede stadig noget, men hvad? Resten af dagen gav jeg mig i kast med oprydning, travetur, snak med landmanden, mere gennemlæsninger af det printede, mere oprydning og til sidst gik jeg i seng. Det betød så også, at med 7 timers søvn var jeg klar til dagens maratonarbejde kl 6. Nu er der brygget te, luftet hunde, spist morgenmad, og så åbnede jeg computeren.

Endelig! Siden er godkendt, fortsæt i samme stil med resten, men rent grafisk ville det være godt, hvis jeg undlod alle de små afsnit, og kun skiftede afsnit, når jeg skiftede emne. UPS. Se det ved jeg godt, jeg lærte i skolen, men især efter jeg er begyndt at blogge, har jeg syntes, at det var mere læseligt, når jeg lavede små afsnit. Men da vejlederen også er min bedømmer, så skal hun få det, som hun vil have det.

Det her indlæg er en kombination af hendes og min mening, først var der langt flere afsnit, nu har jeg samlet dem mere, men hvad er din mening, hvad er læseligt for dig?

Billede007

10 kommentarer:

  1. Jeg tror du skal følge din vejleders råd Lene. Teksten hænger bedre sammen, når der ikke er så mange tvungne linieskift. For mig bliver det mere flydende at læse.
    Hav en god og lang dag :-)

    SvarSlet
  2. Jeg synes, at der er forskel på at skrive blog og skrive opgave - men i opgaven ville jeg også vælge lidt færre linjeskift :)

    SvarSlet
  3. Tak Inge, jeg vil følge min vejleders råd, og det er sjovt at høre, at du som hun synes læsningen flyder nemmere :-)

    Helle, jeg er enig i forskellen, men jeg havde ikke været opmærksom på at min vane med mange linjeskift var fulgt med over i opgaven som noget naturligt :-)
    Mon det giver færre tegn, mellemrum skal nemlig også tælles med? Det er i så fald kun godt, for jeg har skrevet for meget :-)

    SvarSlet
  4. Jeg synes der er stor forskel på hvor, hvorfor og hvordan det skrevne skal skrives.
    I større forløb som opgaver eller bøger kan jeg bedst lide større afsnit, mens lige præcis en blog tit fungerer bedre med kortere.

    Min personlige oplevelse er også, at når skriveren ikke formulerer sig specielt godt, er kortere afsnit også at foretrække.
    Det sidste ser jeg, når jeg redigerer det månedlige nyhedsbrev på min arbejdsplads. Her er ikke alle lige velformuleret/retskrivende/kommateringsvenlige... og der fungerer de kortere afsnit også bedre.

    :)

    SvarSlet
  5. Det er jo forskelligt alt efter hvem der læser.
    På en blog kan jeg bedst lide at der er små afsnit - men det er fordi jeg ikke har den i hånden hvis du forstår. Det er sværere for mig at læse småt - tætskrevet på en skærm end i en bog.
    Det er dejligt at hun syntes om din opgave!!

    SvarSlet
  6. Det lyder som en god vejleder du har - både lidt ros, og så noget konstruktiv kritik. Det er jo altid rart at kunne gøre det hele lidt bedre, og det betyder så meget at en opgave også er sat godt op. Ikke for små bogstaver, en skrifttype der er god at læse, og ikke mindst at afsnittene hænger sammen.
    Fortsat god arbejdslyst - det lyder som om det er lige op over med afleveringen.

    SvarSlet
  7. Følg din vejleders råd, så du kun skifter afsnit, når du skifter emne.
    Det giver et fint overblik over teksten og en ro,når den læses.

    Held og lykke Lene!

    SvarSlet
  8. På bloggen er det bedst, at afsnittene ikke er for store, helt klart. Men der er meget forskel på at læse på en skærm og på papir. God arbejdslyst - dejligt, at du er så langt, og at din vejleder både har meninger og giver dem til kende!

    SvarSlet
  9. Generelt kan jeg bedst lide længere afsnit, som din vejleder. Og når jeg har lærerindepennen fremme her på arbejdet, sletter jeg mange, mange linjeskift. Simpelthen for at få det til at flyde bedre.
    Men det er også vigtigt, at det hele ikke flyder sammen!
    Jeg er enig i, at på en blog er det helt op til forfatteren - og måske er kortere afsnit bedst her. Men igen - det skal flyde, og tankerne må ikke blive for afbrudt af unødvendige linjeskift.

    SvarSlet
  10. Pernille, og din kommentar gav anledning til, at jeg nu også har fokus på, om jeg har taget vanen med korte sætninger med over i opgaven :-) Tak.

    Kong mor, ja det var dejligt :-) Og du har ret, det er nok når der skal læses på skærm, at det er en fordel med små afsnit.

    Tak Sigrid, ja den skal afleveres i morgen formiddag :-)

    Tak Marie og jeg følger rådet og er i fuld gang med redigering :-)

    Tak Charlotte, og nu ligger det afsnit, hun har læst, foran mig som en rettesnor til de andre :-)

    Conny, og det med at det flyder bedre, det har jeg ikke tænkt over. Jeg har tænkt mere på, at det var mange ord komprimeret i et afsnit, og måske er det netop dette med at læse på skærm, hvilket jeg ikke er godt til. Jeg kører let træt i det og skal altid have printe ud, hvis jeg skal husek og lære noget :-)

    SvarSlet