lørdag, maj 14, 2011

DET EVINDELIGE PROBLEM

Lige meget hvor meget jeg sætter tempoet op, lige meget hvor meget jeg prøver på at være effektiv og koncentreret, lige meget om jeg prøver at slække på pauser,

når man arbejder med mennesker, så vælter planer altid, så tager et bad eller et toiletbesøg længere tid end planlagt.

Når jeg lige vil hænge den medicin beregnet til at give ind i blodåren ( det er altså nemmere at skrive intravenøs) op, og som er to timer forsinket, fordi patienten havde hevet sin sonde til ernæring ud, og den havde jeg prioriteret først, sonden kunne jeg ikke lægge, det kunne min kollega heller ikke, og så står jeg der med medicinen, og så viser det sig, at venflon er utæt, så prøver jeg selv at lægge en, det går ikke, så ringer jeg efter lægen, han lover at komme, når han er færdig med det, han er ved, og så prøver jeg at lave en vandtest for at se, om patienten måske kan begynde at få lidt mad på almindelig vis, den klarer patienten, så jeg snakker med lægen om at give ernæring intravenøst i dag og så håbe på, at ergo også siger god for ernæring gennem munden i stedet for via sonde.

Når jeg lige vil forflytte en patient selv, og det gik så godt i morges, og så står vi der, det går knap så godt, og min ryg fortæller mig, at nu er det nu jeg skal passe på, og dermed bliver forflytningen ikke lige, som jeg havde tænkt mig, og patienten bliver utryg, fordi blodproppen gør, at orienteringen om sig selv i forhold til omgivelserne er ramt, så patienten spænder op, hvor der skulle slappes af og vice versa.

Når jeg lige tror, at nu kan jeg klare det hele i et snuptag, så er det godt med en kollega, som skælder mig ud og beordrer mig til at spise min frokost i ro og mag, alle vores patienter er blevet passet og plejet, nogle gange ikke efter bogen, men jeg har fået et fast mandehåndtryk som tak for afdelingens indsats, jeg har fået et nik og et smil ledsaget af ordene I er en god afdeling, jeg har fået et smil gennem tårer, fordi vi har et tilbud om samtale med børn, hvis forælder er ramt af en blodprop.

Vi er ikke engle eller supermænd, vi fejler, vi får skældud af pårørende, vi får ikke altid gjort tingene, som vi gerne ville, men selvom vi var 4 mere på arbejde, så ville tingene alligevel vælte indimellem, for når man arbejder med mennesker, kan man aldrig planlægge sin dag. Man kan prøve, men den ender altid med at blive anderledes end planlagt.

Mon din lørdag er gået som planlagt?

15 kommentarer:

  1. Lene: dengang jeg arbejdede med demensramte mennesker, var det heller ikke muligt at planlægge dagen 100 %, der gik altid skuddermudder i tidsplanen selvom vi var nok på arbejde...sådan er det med mennesker og måske: heldigvis!..Tja min lørdag: har passet Naja og ordnet min altan, så ja den er faktisk gået efter planen..;-D god lørdag aften og husk at passe på din ryg..

    SvarSlet
  2. Jo min lørdag er gået som planlagt, men jeg er heller ikke på arbejde i dag :-)
    Kender godt problematikken fra mit eget arbejde...ikke at jeg er sygeplejerske, men som social- og sundhedshjælper kan man heller ikke altid planlægge dagen. Når tidspresset er som det er i dag, så skal der ikke meget til for at vælte læsset.
    Selvom det er sjældent jeg kommenterer her vil jeg lige sige at jeg læser med hver dag og jeg har lært utrolig meget af din blog. Du er meget dygtig og faglig og meget af det du skriver kan jeg også bruge i mit fag. Man kan vel aldrig lære for meget indenfor sundhedsfag?

    SvarSlet
  3. I nogen jobs er det jo sådan, at man planlægger men ikke kan vide, hvordan det går. Det er urimeligt, at I får skæld ud af pårørende, men frustrationer over sygdom og magtesløshed går nogen gange ud over de forkerte! Fortsat god lørdag.

    SvarSlet
  4. Annemarie, at arbejde med demente er i den grad et tålmodighedsjob og noget af et detektivjob, jeg tager hatten af for de mennesker, der formår at være i de job. Naja er altid skøn også hvis det ikke skulle være planlagt :-)

    Jane, tak for dine ord, og vi kan aldrig lære for meget :-) Og hvis jeg ikke har sagt det før, så velkommen her :-)

    Tak Charlotte, at vi får skældud, kan føles urimeligt, men vi ved jo også at der skal reageres, så hellere os end familie. Og nogle gange er det helt fair at det er os, der får skældud, når der er noget gået galt.
    Og dit job er jo også uforudsigeligt :-)

    SvarSlet
  5. Dit indlæg fik mig til at tænke over dilemmaet mellem planlægning og tilstedeværelse i nuet.
    I arbejdet med mennesker er det vigtigt med planlægning og forudsigelighed, fordi det grundlæggende er det vi mennesker har det bedst med.
    Når det så ikke går som planlagt, tænker jeg at det er altafgørende, at kunne træde ind i nuet og handle med de forhåndenværende søm.
    Ikke panikke over den kuldsejlede plan, ikke piske en stemning op om alt det andet der helt sikkert også vil gå galt, men blive i det nu der er, og gøre det der giver mest mening lige her og nu.
    Det lyder jo helt vildt nemt når man skriver det.
    Men for filan hvor er det svært lige der i nuet.
    Af en planløs lørdag at være er min virkelig gået til held og blevet en af den allerfineste slags.
    Kærlige hilsner og go´lørdag aften

    SvarSlet
  6. Det går ikke altid som vi gerne vil, selv om vi forsøger det bedste vi har lært.

    Godt du har gode kollegaer, som også passer op dig.

    SvarSlet
  7. Nej Lene - vi er ikke engle, og vi laver også fejl. Men hvert eneste menneske gør sit bedste. Sygeplersker og omsorgspersonale gør genrelt en kæmpe indsats...
    Jeg arbejder jo med demens, kvalitet og udvikling -. og ledelse. Så sent som igår sagde jeg til min leder; "Hver morgen tænker jeg at idag skal jeg have lavet mit kvalitetsarbejde - og hver dag kører jeg hjem uden at have fået det gjort." Hvortil hun svarer; "Sådan er min verden også, men så husk istedet alt det andet gode du har fået gjort"
    Tja - og det gør jeg så fra nu af - istedet få at få halv dårlig samvittighed over ikke at have nået hvad jeg havde tænkt mig.
    Dagen idag - tjo for mit og ungernes vedkommende gik den da nogenlunde planmæssigt. Landmanden har kæmpet med siloer og fodringsanlæg til kyllingerne mange gange inat... og ligeledes idag. Så frilørdag blev der ikke noget af. Men pyt, vi har hygget os alligevel, for det har dog været tid til familiehygge med os andre ind imellem at anlægget blev passet;-)
    Fortsat god lørdag aften, knus Betina.

    SvarSlet
  8. Et fagligt indlæg, ja, men også din daglig. Ikke fordi jeg har skældt nogen ud, men som pårørende eller indlagt forstår man måske heller ikke altid lide arbejdsgangen, som du så glimrende forklarer her. Det kræver tålmodighed og overbærenhed, og heldigvis er det også sådan de aller fleste medarbejdere er. Selvom I måske også skal bære over, når det ligger på tungen og sige noget mindre pænt.

    SvarSlet
  9. Jeg fik også lige lyst til at smide en kommentar til dit indlæg, da jeg arbejder som SSH på plejecenter. Som du, oplever jeg også meget tit, at planen skrider... ikke mindst fordi kravene til os er blevet større, samtidig med at normeringen ikke følger med. Som Hanne så rigtigt skriver i sit indlæg, må vi prøve at blive i nuet, når forudsigeligheden ryger. Det er rigtig svært at efterkomme, når nødkaldene vælter ind, og de gamle står i kø for at få hjælp til deres basale behov. I disse efterlønsreform-pension-oplægstider har jeg tænkt at det bliver noget af en udfordring at holde ud, både fysisk og psykisk til alderen måske siger 65/68 år!! Jeg er superglad for mit job, fordi kontakten og nærheden til de ældre er så livsbekræftende. Men jeg kan frygte at mit job i fremtiden er for "hardcore" unge nyuddannede med masser af saft og kraft, - og ikke mig halvbrugte årgang 1965.

    SvarSlet
  10. Tak Hanne og du beskriver jo så fint hvordan man må skifte fra planen til nuet. Ja det lyder nemt, og det er vel der hvor erfaring og viden kommer på spil, for med de redskaber i rygsækken kan man være i nuet og stadig forblive faglig :-)

    Pia, jeg mener de professionelle må lære at bære den byrde, at vi sommetider må være container for alle de følelser, der suser rundt.

    Kære anonym, tak for din kommentar. Hvis du er halvbrugt som årgang 65 hvad er jeg så som årgang 57 ;-) Men jeg kan godt følge dig, i og med at jeg er specialeansvarlig har jeg dage ude af plejen, og det er godt på mange måder. Og jeg tror, jeg bruger længere tid på at komme ovenpå en hektisk vagt. Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke har små børn :-)
    Og I gør et kanon arbejde på plejecenterne og ude i hjemmene, og jeg ville ønske, at I måtte få flere opdateringskurser, så al den viden, der kommer frem, også bliver brugt ude i kommunerne.

    SvarSlet
  11. Lone, det gør det jo ikke, men faktisk kan jeg godt lide den uforudsigelighed :-)

    Betina, vi er jo tilbøjelig til at lægge mærke til det, vi ikke får gjort, godt du har en leder, som kan vende blikket mod det du gør.
    Sådanne anlæg skal jo virke, men det er altid i weekender at de driller :-)

    SvarSlet
  12. Hvor er det godt, du har gode kollegaer til at sige stop.
    Rigtig god søndag til dig og dine:-)

    SvarSlet
  13. Planlægning kan opleves som en by man suser udenom, når der er mennesker involveret, men det er også en af grundene til at det er så spændende at arbejde med mennesker, om det er patienter eller brugere.. :-)

    SvarSlet
  14. Ja - min lørdag er gået som den skulle for jeg har på en skøn klassetur med overnatning med min søns 2.klasse - så i dag er jeg træt og rigtig glad for det er en flok vidunderlige unger :-)
    Anette

    SvarSlet
  15. Tak i lige måde Ravheks :-)

    Inge, det er lige nøjagtig det, der gør det spændende :-)

    Anette, man kan blive noget så træt efter sådan en tur :-) men skønt at opleve ens barns kammerater

    SvarSlet