mandag, maj 09, 2011

KONCEPTET

Koncept betyder en samlet ide eller plan, og når jeg holder tale, har jeg ideer om, hvordan sådan en tale skal bygges op.

For det første skal den være kort, den må gerne indeholde noget, vi kan grine af sammen; den skal være opbygget, så der er en naturlig overbygning fra det ene emne til det andet, og så skriver jeg den altid ned i punktform, aldrig ordret. Det sidste gør, at jeg føler mine ord flyder lettere og lyder mere naturlige. Min far skrev altid sine taler ned ordret, og fordelen ved det, er at vi i dag kan læse hans taler til vores festdage. Det kan folk ikke med mine.

Til mine niecers og min nevøs konfirmation tilføjede jeg det islæt, at jeg understregede emnerne i talen med små ting, som regel indkøbt i en legetøjsforretning. Det har fremkaldt latter, og på den måde også været et synligt bevis på min tale bagefter.

Teenager har alle dage kunnet ryste mig lidt; da jeg var ung sygeplejerske på børneafdelingen, kunne de teenager, som var rutinerede patienter på afdelingen: astma og diabetes børnene, rent faktisk hyle mig ud af min professionelle rolle ved blot at stikke hovederne sammen og grine af mig eller stille nedladende spørgsmål, og selv i dag kan teenagers latter få mig til at tro, at det er mig, der er årsag til latteren, og dermed gøre mig usikker i selskab med dem. Mine børn, mine niecer og min nevø kender jeg jo godt, men de er ret gode til at spidde deres forældres særheder og især at fortælle os dem, så derfor tør jeg nærmest ikke spise i selskab med dem, fordi jeg nu ved, at når jeg tager første bid af noget lækkert, siger jeg mmmm. Derfor blev jeg så glad, da der en dag tikkede en sms ind fra min bror, at min niece talte meget om den tale med sjove ting, som jeg havde holdt for de andre, og om han troede, jeg også gjorde det til hende. Dejligt at kunne sende en besked om, at den allerede var i støbeskeen og hun ikke slap for en tale.

Den røde tråd blev, hvad jeg syntes, min niece skulle holde fast i, og talen blev bygget op omkring små erindringsbilleder og de små gaver, så hun fik skøre studenterbriller, børnebog, badebold, yoyo, billede af sig selv som lille, jordbærslik, marabouchokolade (mmmm) og hjerter i forskellige varianter. Gæsterne var dejlige medspillere, og konceptet virkede.

P1000267

5 kommentarer:

  1. Jeg kan godt forstå de unge mennesker sætter pris på dine taler Lene, de lyder gode og gennemarbejde og frem for alt med kærligt indhold..
    Hav en skøn dag i varmen :-)

    SvarSlet
  2. Inge tog ordene ud af munden på mig... men ja, en god og gennemarbejdet tale fornægter sig ikke. Man bliver rørt, når man kan se, at folk har gidet gøre et stort stykke arbejde for ens skyld.
    Jeg skriver også kun stikord ned - bortset fra, dengang jeg skulle holde tale til C&T til deres bryllup... den var skrevet ned ord for ord - den skulle holdes på engelsk, og jeg havde øvet og øvet og øvet, så selv om jeg havde talen i hånden, behøvede jeg heldigvis ikke at se på papiret en eneste gang.
    Jeg synes det er meget sværere at holde tale for nogen man kender godt, end at holde foredrag for en masse ukendte personer.

    SvarSlet
  3. Det er præcis sådan en tale, der bliver husket, og som løfter en fest!Og tro mig, jeg har været til mange konfirmationer (og bryllupper)

    SvarSlet
  4. Det lyder som en overordentlig god gave at give! Taler er fantastiske, når de bliver leveret flot og er gennemtænkte. Så er de noget af det, man husker bedst fra en fest, synes jeg. (Det omvendte er ligeså trist, som en god tale er fantastisk.)
    Og at dine taler ligefrem er forventede - det synes jeg er en stor kompliment til dig!

    SvarSlet
  5. Tak Inge, de er i hvert fald givet med kærlighed :-)

    Ellen, jeg kan godt forstå, at du havde skrevet talen ned, når den skulle holdes på engelsk. Jeg har normalt ikke svært ved at holde taler, ligesom jeg heller ikke har problemer med foredrag, men momentant rammes jeg af nervøsitet, og så er det godt at have gennemprøvet taler/foredrag derhjemme :-)

    Tak Charlotte, ja jeg kan tænke mig at du har prøvet utallige fester, og jeg har sådan, at talen skal være gennemtænkt; indledning, punkter og afslutning, og så KORT :-) Jeg har prøvet at skrive en tale på servietten undervejs til en fest, fordi jeg fortrød, jeg ikke havde lavet en tale, og takket være konceptet gik det også godt :-)


    Anne, jeg blev også så glad, for jeg troede de blot tænkte, nå ja nu kommer moster/faster igen :-)

    SvarSlet