fredag, maj 04, 2012

FUNKTIONEL

At noget er funktionel betyder, at noget er praktisk eller som det står i Den danske ordbog tjener sit formål godt.

I min sygehusverden har det en anden betydning, her står det for en lidelse, som ikke har sin årsag i noget organisk. Vi har mennesker, som kommer med nedsat kraft i den ene side eller har afasi, hvor tingene ikke passer sammen. De kan ikke løfte armen, når de undersøges, men når de skal række ud efter noget eller udføre en anden funktion, bliver de samme muskler brugt med god kraft. De kan ikke løfte benet, men når de skal gå fra kørestol til seng, hopper de på det raske ben med det lamme ben bøjet, det kan man ikke, hvis der er nedsat kraft i benet. Mennesker med afasi kan dels have svært ved at forstå det, der siges, eller de har svært ved at finde ord eller sætte ord sammen og dermed har de problemer med at udtrykke sig. Jeg har oplevet en ældre patient, hvor jeg spurgte, hvad vedkommende ville have at drikke, hvortil patienten skrev i sin hånd; kaffe. Det kan man ikke med en nyopstået afasi. Eller den unge patient, hvor jeg gjorde noget, jeg normalt aldrig gør hos afasipatienter, jeg listede 5 forskellige muligheder op for drikkevarer, hvorefter vedkommende viste med fingrene, at patienten ønskede nr 2 og 4. Det kan man heller ikke med en nyopstået afasi. Andre gange er det ikke så tydeligt, der er bare noget mærkeligt, noget der ikke helt stemmer med det vanlige billede.

Disse mennesker gør det ikke med vilje, og vi kolleger snakker meget med hinanden om, at de mennesker aldrig må blive mødt med holdningen; så tag dig dog sammen. De har brug for hjælp, problemet er bare, at der ikke rigtig findes et sted, hvor de kan få hjælp. Lige nu kommer de hos os, for vi er de bedste til at skelne mellem en organisk lidelse eller en non-organisk lidelse (funktionel lidelse) i forhold til en blodprop i hjernen. Disse patienter får hele udredningsprogrammet inklusive den tværfaglige vurdering, og til slut må lægen være ærlig og sige, at vi har undersøgt for alt, der er muligt, og med vores bedste overbevisning er det her forårsaget af noget psykisk, det kan være stressrelateret eller have andre årsager. Selve den snak kan være nok til, at bedring sker, men for andre er der lang vej til normale tilstande. Jeg håber, de får god støtte af egen læge og psykolog, det er i hvert fald sjældent, at vi ser dem igen.

P1030259

Med disse ord vil jeg gå i gang med arbejdsdagen, bagefter venter to timers køretur for at være med til at fejre min svogers 50 års fødselsdag, jeg satser på, at datteren vil køre hjem, for jeg skal arbejde tidligt igen i morgen. Landmanden bliver på sin traktor, han vil gerne være færdig med såning inden søndagens fridag.

Må din dag blive fyldt med nærvær og samvær.

8 kommentarer:

  1. Det er underligt som kroppen kan reagere når det er noget psykisk der spiller ind, men vi hænger jo sammen fysisk og psykisk så hvis den ene del har det skidt indvirker det jo på den anden del..Håber også de får hjælp til at komme videre..En dejlig dag til dig..;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Annemarie :-) krop og sjæl hænger uløseligt sammen.

      Slet
  2. Ja, det er meget mærkeligt, som mennesket fungerer - og ikke fungerer. Det er tydeligt, i det du skriver, at en kreativ tilgang til den syge er uhyre vigtig. Jo mere mennesker (og deres lidelser) puttes i kasser, jo flere falder ved siden af, bortforklares eller opgives. Selvom I ikke kan hjælpe, er det væsentligt at afdække, hvordan det faktisk er fat. Ellers bliver det let patientens egen skyld og "tag dig sammen", som bliver tilbage. Nej, det er ikke let at være menneske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det er slet ikke let at være menneske, og hvor er vi dog hurtige til at rubricere mennesker.

      Slet
  3. Det er en rasende spændende patientgruppe som giver helt specielle udfordringer. Man kan nemt komme til at gøre ondt værre ved at trække dem igennem en lang udredning for diverse organiske årsager til deres problemer. De kan henvises til center for funktionelle lidelser i Århus. Der er de eksperter i at hjælpe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, så vidt jeg er orienteret, er det center et projekt, og derfor kan vi ikke blot henvise folk dertil, men det vil jeg da undersøge. En af vores overlæger har tidligere undersøgt det.

      Slet
  4. Du er så supergod til å forklare medisinske begrep på en lettfattelig og forståelig måte. Spesielt for folk uten medisinsk bakgrunn. Det burde vært brukt til undervisningsøyemed. Men det gjør du kanskje også?


    Håper maisøndagen din gir deg akkurat det du trenger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Elisabeth, jeg underviser vore egne studerende og elever samt personalet :-)
      Vi havde en dejlig søndag, tak

      Slet