fredag, september 28, 2012

ARGH !!!!!!!

Da vi startede som landmandsfamilie i 1983, var vi to unge mennesker på henholdsvis 26 og 28 år. Der var mange ting, vi ikke vidste så meget om, så der blev gjort brug af diverse rådgivere. Jeg synes, vi ved meget om mange ting indenfor landbruget i dag, men vi bruger stadig mange rådgivere/konsulenter. For der kommer flere og flere regler, flere og flere skemaer. Og nu skal det jo være så nemt, så de skemaer kan udfyldes på nettet, det kræver så en digital signatur og til tider også en signatur kun rettet mod den hjemmesides funktion. Vi har revisor, vi har farmassistent som gør regnskabet færdig, når jeg har konteret, vi har planterådgivningskonsulenter, nogle hjælper med at indberette gødningsregnskaber, andre hjælper med andre skemaer, andre igen hjælper, hvis der er faglige problemstillinger i marken, som skal drøftes. Derudover har vi lønfolk til at sørge for, at medarbejderne får lønnen på den rigtige måde, og alt bliver indberettet diverse steder.

Godt så! Nu har jeg så en medarbejder, der er syg. Normalt er jeg ikke involveret, når de kun har været ansat i kort tid, her plejer de selv at gå til kommunen, som så giver dem et skema, hvor vi vist plejer at underskrive noget (du kan nok høre, at det er sjældent, vores folk er syge), så de kan få syge-dagpenge udbetalt. Men nu er det jo blevet nemt, så nu skal arbejdsgiveren udfylde en indberetning på nettet. Det har så taget hele min formiddag frem til kl. 13. Jeg har talt med hotlines, for selvfølgelig virkede hjemmesidens links ikke hos mig, så en sagde slet gamle Java installationer. Så virkede netbanken ikke, så måtte jeg have råd fra dem. Så måtte jeg have fat i lønservice, som fortalte mig, at de på landbocenteret har en konsulent, som jeg kunne hyre til den slags, men det er "selvfølgelig billigere, hvis du selv kan finde ud af det". Det tror jeg!

Og sådan fortsatte det. Jeg glemte at putte salt og æg i bollerne, den nye chokoladekage faldt sammen og smagte af ingenting. Da jeg havde puttet glasur på og ville tage saltet til mit frokostæg, tabte jeg kværnen med det resultat, at en fjerdedel af kagen blev overstrøet af salt! Det gør så ikke noget, for landmanden har vendt tommelfingeren nedad, den kan ikke bruges til medarbejderne, den er klæg og uden smag. Nu er der handlet ny kage ind og jeg har travlt, jeg skal have smurt madpakker, jeg skal i bad, klædes om, købt gave og gerne nå en reception inden kl 16.

Så nåede jeg ikke mere, eller rettere jeg syntes, det indlæg var så meget et brokindlæg, at det lige skulle køle af, mens jeg skyndte mig til reception. Selvfølgelig sneglede trafikken af sted, alle skulle jo til Aalborg fredag eftermiddag. Jeg ændrede planer for gaven, Lene Højlunds glaspusteri var tættere på end Langes keramikværksted, så gaven til den nye praksis blev en lille glasskål og glasfugl. Maden var lækker, vores kvindelige part af et vennepar strålede glad og smuk, det bliver spændende sådan at blive selvstændig (bare hendes medarbejdere ikke bliver syge!). Jeg fik lækker mad og snak med andre gode venner.

En time efter sad jeg i bilen hjem igen. Nu er der ryddet op efter de mislykkede bageforsøg, der er bestilt pizzaer til hele arbejdsholdet, de arbejder længe i dag, for hvem ved hvornår der bliver en tørvejrsdag igen, hvor det kan lade sig gøre at køre i marken.

Min dag begyndte smukt med en løbetur mellem pytterne, mens solen stod op. Nu har jeg tænkt mig, at den skal slutte godt, jeg brygger te og finder en bog frem. God fredag aften til dig.

P1040430

8 kommentarer:

  1. Pyhhh du har haft en møgdag på kontoret kan jeg se.. jeg føler med dig, vi kæmper også med digitale signaturer med forskellige rettigheder på DanID, på Virk.dk og på skat.dk.. Jeg er så træt af det cirkus. Om "lidt" erstattes det hele af virksomheds NemID.. Jeg er spændt på om de kan gøre det mere besværligt.. :-)
    Fedt billede du har fanget, jeg kan rigtig godt lide at himlen farver i vandpytterne.
    God aften hos jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inge, ja det her var virk.dk :-)Jeg grinte lidt af at det hed Nemrefusion, der hvor man skal læse om virk.dk ;-)

      Slet
  2. Phew .... som Inge skriver: Just another day at the office ... eller ...? Godt det er fredag. Eller hvad? God weekend i hvert fald. Trods alt ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ellen, jeg har fri i weekenden, så jeg vil nyde den og få noget af alt det forefaldende arbejde fra hånden, bl.a bage en ny kage ;-)

      Slet
  3. Sjovt at billedet er så anderledes end min solopgang. Jeg fotograferede stik imod øst - men begge billeder er smukke på hver sin måde. God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Johanne, jeg elsker din solopgang :-)

      Slet
  4. Puha, det lyder som en rigtig træls dag!
    Jeg kom til at tænke på min far, der var regnskabskonsulent i en landboforening, først hjemme i huset og så på et landbocenter. Han holdt op, da edb begyndte at trænge sig på, for han orkede simpelthen ikke at sætte sig ind i det. Og når jeg læser din beretning fra fredag, så tænker jeg også på alle de ældre, der hverken kan eller vil sætte sig ind i alt det selvbetjening via nettet, kommuner og andre instanser har i dag. Der går nok nogle år endnu, før alle borgere vil kunne hitte ud af den selvbetjening.
    Øv også med kagen, der ikke kunne bruges. Kender du Karolinebogens brownies-opskrift? Den tyr jeg ofte til. Men det er jo så let at være bagklog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg har masser af kager, jeg har bagt så tit, nu skulle der nyt til ;-) det gik så ikke så godt. Jeg er vist heller ikke inde i al den selvbetjening, og for mange ældre er det da noget af en opgave at sætte sig ind i det. Men vi lærer det nok efterhånden :-)

      Slet