tirsdag, september 11, 2012

MENS DET STYRTER NED UDENFOR

har jeg fundet gamle lysestumper frem og får dem brændt ned.


Jeg forbereder mig på at holde oplæg om omsorgssamtaler i det akutte apopleksiafsnit til børn med forældre med apopleksi på Hjernesagens temadag om pårørende til apopleksiramte. Min kollega og jeg har før holdt oplæg, men dengang var det kun 15 minutter, denne gang er det en halv time, så jeg skal have nærlæst baggrundsmateriale, så jeg kan fortælle mere uddybende om dette. Vi har haft en del børn med forældre til samtale, vi har også haft familier, der har takket nej til tilbuddet. Typisk har det været familier, hvor den apopleksiramte har været let ramt, og forældrene ikke følte, at deres børn bekymrede sig. Men i og med at vi har givet tilbuddet, har vi også skærpet forældrenes fokus på, at børn godt kan gå og bekymre sig uden at fortælle det. Og fokus på børnene er netop formålet, idet børn fortæller om, hvordan de føler sig glemt, når verdenen vælter.


At det vi satte i gang for nogle år siden, var noget nyt, havde vi ikke selv set. Men da min kollega var på en sygeplejekonference med vores poster fra sidste års europæiske apopleksikonference, og den fik prisen for den bedste poster  dels pga layout, dels pga den nytænkende ide og det faglige indhold, fik vi måske et praj. I foråret var vi værter for en generalforsamling for Dansk selskab for apopleksi, og her var formanden også begejstret for vores tiltag, så begejstret, at anbefalingen gik videre til Hjernesagen om at invitere os med som oplægsholdere på deres temadag. Det er ikke nyt, at man tænker på børnene, det er der flere, der i længere tid har gjort. Det nye er, at vi på et akut afsnit har besluttet, at det skal være et tilbud til de pårørende. Så min afdelingssygeplejerske, som var den, der sagde, at det tilbud, som jeg med andre havde været med til at starte, skulle sendes ind som poster til den europæiske konference, havde ret. Jeg ville ikke, jeg syntes ikke, det var godt nok. Men vores uddannelsesansvarlige sygeplejerske foreslog, at hun kunne lave et kvalitativt forskningsinterview om vores erfaringer, og det resultat sammen med den flotte poster, som hun også er ansvarlig for, fik mig til at tro på, at vi havde noget at vise frem. Det bliver spændende, der kommer rigtig mange fra den kommunale verden og fra rehabiliteringssteder rundt om i landet. Det bedste er, at vi har fået lov til at deltage i hele temadagen, så vi vender forhåbentlig hjem med masser af inspiration til hvordan vi kan gøre vores pårørende arbejde bedre. Og det er godt, at turen er lang, så kan vi få koordineret vores samlede indlæg og få snakket - en masse!



12 kommentarer:

  1. Det er helt rigtigt tænkt og set at der bør være et tilbud til børnene.. Ville sådan ønske der havde været sådan et tilbud til Nikka og Melanie dengang Søren faldt om..

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, og tilbuddet skulle gerne fortsætte i rehabiliteringscentrene. Som de skriver i et af studierne, det er hele familien der er ramt, og faktisk har den raske ægtefælles håndtering af sygdommen også betydning. Børn bekymrer sig meget og undertrykker meget. Jeg er dog sikker på, at I som familie var der og er der for Nikka og Melanie, og det betyder rigtig meget.

      Slet
    2. Du har ret i at vi er og var der for pigerne, men vi kunne hellt sikkert ha haft glæde stor glæde af det projekt. Jeg er super glad for at der arbejdes aktivt med sådan et projekt.. Behovet er i hvert fald til stede.

      Slet
    3. Inge. behovet er der helt sikkert, hos os kan vi kun være starten på det, men netop for at forebygge det,som børnene i bogen beskriver, at de følte sig overset i det akutte forløb.

      Slet
  2. Det er rigtig dejligt, at man tænker på de pårørende og børnene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame og faktisk tror jeg at man tænker på børnene, men ofte er man bange for at gøre noget forkert. Budskabet er lige som med kræft; det er bedre at sige noget end slet ikke at sige noget.

      Slet
  3. Fantastisk emne og godt at nogen tager fat i det. Ingen ved jo hvad der foregår mellem ørerne på de små størrelser. Vi har i hvert fald oplevet at de sætter mærkelige ting i sammenhænge og synes det er ganske logisk. Derfor er det så vigtigt at komme helt tæt på dem og få dem til at snakke især om deres tanker og hvad de tror der er sket og kommer til at ske.
    Sikke dejlige billeder du har af efterårets komme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Karin, børn kæder tingene sammen på en helt anden måde end vi gør. F.eks troede en af børnene at blodproppen kom, fordi hendes far var blevet forkølet. Tænk hvis ikke der var blevet sat ord på den oplevelse, hun ville jo have været panisk angst for hver gang hendes far blev forkølet.

      Slet
  4. Hvor er det et godt initiativ. Og tillykke med jeres succes og opbakning fra Hjernesagen. Børn vil gerne være hjælpsomme, når der er sygdom, og det gør de ved at være stærke og ikke vise bekymring og sorg. Så det er så vigtigt, at de bliver hjulpet til at give udtryk for, hvordan de har det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak og børn er nemlig meget opmærksomme på de voksne og vil gerne hjælpe.

      Slet
  5. Det lyder spændende.Hvor er det godt, at I gør noget.
    Jeg synes selv, jeg har svigtet børn i mit arbejde - særligt i forbindelse med dødsfald. Jeg har håbet og tænkt, at andre tog sig af dem - men har ikke fulgt op på det. Måske fordi min far blev alvorligt syg, da jeg var 12 år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det er også vigtig at man deles om den opgave, og nogen gange er vores opgave også blot at sikre os, at nogen snakker med børnene og er opmærksomme på dem

      Slet