tirsdag, juli 31, 2012

HAR DU DET GODT?

Min afdelingssygeplejerske lød bekymret i telefonen. Vi havde snakket sammen søndag aften, fordi jeg skulle have råd om, hvordan jeg skulle takle en total fyldt afdeling i forhold til, hvis der kom flere patienter. Og da havde jeg nævnt , at jeg ville kigge ind på en af mine to fridage mhp. en kursusansøgning. Nu var hun bekymret, fordi jeg ikke var dukket op. Det sidder stadig i hende, at de ikke havde kunnet aflæse på mig, at jeg havde det forfærdelig dårligt psykisk (arbejdsudløst) for et par år siden og ikke havde kunnet finde ud af at få det sagt til min ledelse. Først da jeg havde det godt igen, kunne jeg snakke om det.

IMGP8944

Jeg har det helt fint, jeg har bare haft travlt på mine fridage, jeg laver regnskab og i dag har jeg hygget mig hele formiddagen med min ældste lillesøster og svoger. De kom med rundstykker efter at have sendt deres datter med fly fra Aalborg til et års arbejde på et hotel i Geilo i Norge. Jeg har nydt at have dem her, men nu må der arbejdes, kursusansøgningen må laves i morgen efter arbejde, jeg er nemlig blevet bevilget en tur til Barcelona sammen med en af vores ergoterapeuter og en sygeplejerske fra et andet apopleksiafsnit. Vi skal til en konference om dysfagi (synke og spisebesvær) i oktober måned, det bliver spændende.

IMGP8945

Jeg har lovet datteren, at vi efter arbejde i dag skal på udstilling, så ikke flere hyggestunder, nu skal der arbejdes. God tirsdag til dig, her er der skiftevis regn og sol, hvordan er det hos dig?

mandag, juli 30, 2012

BYLIV

Det er mange år siden, at jeg boede i en by, nærmere bestemt 29 år siden. jeg drømmer jo af og til om en lejlighed på toppen af et hus med tagterrasse og udsigt, men lur mig om ikke jeg er blevet så forvænnet med åbne vidder, natur og ro omkring mig, at jeg slet ikke ville trives et sådant sted.

P1030656

På Skansen i Stockholm er det ikke bare gårde og landmandsliv fra gammel tid, der vises. Byens udvikling var der også. Der var skønne gamle træhuse og toppede brosten. Vi besøgte det gamle posthus fra den tid, hvor postmesteren boede i samme hus. Vi så eksempler på køkkenhaver og hvordan prydhaven holdt sit indtog.

P1030657

I et af de gamle huse var der restaurant i de lavloftede stuer. Her nød vi på denne kolde regnfulde junidag et godt varmt måltid mad og med udsigt til mormorblomster i vinduerne.

P1030658

P1030659

 

 

 

 

 

 

Senere hen besøgte vi et glaspusteri og et gammelt snedkerværksted, det sidste mindede mig om min bedstefars (morfar) snedkerværksted. Værkstedet lavede stole, som var kopi af en gammel stol fra 20erne i jugendstil. Stolen så næsten ud som mine morforældres spisestuestole, som min bedstefar havde lavet, da de blev gift. Desværre glemte jeg at tage billeder, fordi den ældre herre, som stod i værkstedet, var så hyggelig at snakke med. Der var også et maskinmuseum, hvor mange af de tekniske ting, som dukkede op i begyndelsen af 1900 tallet, var repræsenteret. Heriblandt også et kontor med lutter skønne ting.

P1030660

Telefonen mindede mig om mine morforældre igen. Deres telefon hang blot på væggen. Jeg elskede at få lov til dreje på håndtaget og bede om et nummer hos telefoncentralen.

P1030661

Skrivemaskinen var en noget ældre udgave end den skrivemaskine, som min far tålmodigt sad og trykkede på, når taler, private som arbejdsrelaterede, blev skrevet. Eller når noget skulle være i flere kopier, så kom der det blå papir mellem lagene, og jeg kan ved den søde grød ikke huske, hvad det papir hedder. Nå jo kalkerpapir, er det rigtigt?

P1030662

Selvom det regnede, så havde vi nydt turen rundt på Skansen, vi gav os god tid og nød de mange indtryk. Resten af Djurgården må vi opleve en anden gang, der er rigeligt til en storbyferie igen for landmandsparret. Hverdagen kører som den skal, kartofler tages op og der forberedes til den meget travle tid, vi går i møde med høst og kartoffeloptagning. Jeg holder fridag på kontoret, for  der er et regnskab, som skal laves. I pauserne hygger jeg mig med datteren, som har en arbejdsuge mere hos landmanden. Må din hverdag (eller ferie) blive nydt.

søndag, juli 29, 2012

VÅD BLEV JEG IKKE

At grine er skønt. At kunne grine af sig selv er endnu skønnere, det gør livet lidt nemmere og sjovere.

Jeg var træt, da jeg kørte på arbejde i går. Krop og hjerne forsøgte at regenerere sig. Da jeg parkerede bilen ved sygehuset, regnede det og jeg fandt paraplyen frem. Lige da jeg stod ud af bilen, ringede datteren. Hun havde overnattet hos en veninde i Aalborg og ville høre, om hun måtte låne bilen hjem, mod at hun hentede mig om aftenen. Det lød forjættende, især da jeg havde været ved at falde i søvn på vej hjem aftenen før. Vi aftalte at mødes ved forhallen og mens jeg gik, ringede jeg til landmanden for at fortælle, at han ikke behøvede at tænke afhentning af datter ved bus ind i sine planer.

Sygehuset har mange indgange, og jeg tog den tættest på p-pladsen og gik derfor gennem gangene i kælderen over til forhallen. Lige da jeg kommer ind i forhallen møder jeg en sygeplejerske, jeg kendte hende ikke, men hun smilte sødt til mig og sagde:

"Du vil da være sikker på ikke at blive våd"

Først da gik det op for mig, at jeg havde gået hele vejen inde i sygehuset med paraplyen slået op. Jeg knækkede fuldstændig sammen af grin, og hun grinte med og gav mig et klap på kinden. Jeg fik sagt tak for oplysningen og kunne nærmest ikke fortælle det skete til datteren og senere mine kolleger uden at grine igen.

Selv nu kommer jeg til at smile ved tanken om det skete. Men våd blev jeg ikke.

Må du få en god søndag med plads til latter og smil.

Aften ved Vesterhavet, fotograf datteren

lørdag, juli 28, 2012

MØRBANKET!

Jeg er flad, jeg er træt, jeg har svært ved at få tankerne sat i system.

Aftenvagten blev i den grad en udfordring. Vi knoklede løs, vi gjorde det bedste vi kunne, og nattevagten kom en halv time senere i gang end vanligt, fordi vi aftenvagter ikke var færdig med dokumentation af alt det, vi havde gjort.


Og jeg kom aldrig i seng i nat, for da jeg var hjemme ved 1 tiden, så havde jeg brug for at slappe af. Jeg lavede te, spiste chokolade og spillede rumble. Rumblevenner, jeg er nødt til at sige det, I scorede nogle billige point, for aldrig har jeg da været så langsom til at flytte fingeren og finde ord. Og så gik det jo som det går, jeg faldt i søvn, og midt nat vågnede jeg helt radbrækket og trængte til at blive strakt ud -  kære mor i himlen, lagde du mærke til, at jeg ikke skrev strukket ;-) Så jeg smed mig på den nærmeste seng ovenpå sengetæppet med alt mit tøj på og sov til kl 7 i morges.



Så kom tankerne, havde jeg mon fået skrevet det, jeg skulle, havde jeg mon fået givet al det medicin jeg skulle, jeg havde tjekket to gange, inden jeg gik hjem, men faktisk stolede jeg ikke på min hjerne mere på det tidspunkt. Så er det godt at vide, at der er gode, dygtige kolleger i både nattevagt og dagvagt, som kan samle de ender, som jeg måtte have ladet hænge løse. Søvnen kom igen, men kl. 9 vågnede jeg ved regnens trommen, og så stod jeg op.



Jeg har det, som om jeg har været i kamp, jeg er øm og mørbanket. Egentlig burde jeg gå en tur, men lige nu nyder jeg den friske luft, der strømmer ind af terrassedøren, mens jeg venter på landmandens opkald. Han skal hentes lige om lidt efter at have kørt en traktor til reparation. Jeg håber inderligt, at der er faldet lidt ro over afdelingen i aften, ellers er det godt at vide, at jeg er en del af et erfarent team. Men hold da op som jeg i nat var taknemlig for, at de bekendte, vi havde indbudt til brunch i dag, ikke kunne.

Den skønne luft og duften af overstået regnvejr frisker op, nu vil jeg brygge en kande te mere, læse lidt og mon så ikke et brusebad giver den sidste energi til endnu en aftenvagt. Må din lørdag blive fyldt med skønne stunder.
Billederne er fra torsdagens løbetur og er taget med mobil.

fredag, juli 27, 2012

LANDMANDSLIV

Dengang i tidernes morgen, da tømreren alias landmanden besluttede sig for at tage en landmandsuddannelse, fordi arbejdsløsheden gik ham på, havde vi ikke forestillet os ham som fuldtidslandmand. Uddannelsen var egentlig tænkt som en mulighed for at få billige lån ved køb af et fritidslandbrug. Nu gik tingene som bekendt anderledes, og landbruget har været mere end fuldtidsbeskæftigelse i 29 år. Når nu man ikke havde tænkt sig, man skulle være landmandskone, ja sådan set altid havde sagt, at man ALDRIG skulle giftes med en landmand eller en læge, fordi de aldrig holder fri (nu ved jeg så, at lægerne har mere ferie end landmænd), så må man forberede sig på tjansen. Jeg lånte derfor en bog, hvori en dansk journalist beskrev talrige interview med danske landmandskoner, unge som gamle. Og det var spændende læsning, men jeg havde svært ved at se mig selv i landmandskonerollen.

Skansen 2012
I dag kan folk ikke forstå det, de ser mig som LANDMANDSKONE, men jeg føler mig stadig ikke som en landmandskone. Jeg har ofte, mens børnene var børn, været irriteret over, at alle vores planer altid blev ændret pga landbruget og til sidst opgav jeg helt at planlægge. På den anden side var jeg også klar over, at vores arbejde gav en frihed til at kunne gøre noget på en hverdag, hvis muligheden bød sig. Efterhånden som landbruget voksede sig større, og børnene også blev større og til skolebørn, blev hverdagsudflugterne reduceret. Jeg lærte at skønne på livet på landet, og i dag nyder jeg landmandslivet.

Skansen 2012
Jeg kan dog stadig drømme om en mand, der kan tage mere end 10 dages ferie, så vi kunne opleve USA, Nordkap, Australien, New Zealand osv, men ret beset, så er det, at vi er sunde og raske, at vi begge har et job, som vi er glade for, at vi har fået to børn, som også er sunde og raske og at de nu er godt på vej i livet LANGT vigtigere end at kunne tage på længere ferier. Men når vi er sammen med landmandsfolk, og konerne snakker om friheden ved at være landmænd, og at det bedste for børn er landmandsliv, ja så må jeg erkende, at jeg stadig synes, at landmandslivet også har sine omkostninger familiemæsssigt, men sådan er det jo ved alle former for arbejde.



Det her blev en længere smøre, det var egentlig tænkt som en indledning til et indlæg om vores besøg på Skansen i Stockholm, et frilandsmuseum med huse og gårde fra hele Sverige. Flere af gårdene havde mennesker til at fortælle om livet på gården, og det var spændende, fordi disse mennesker nød at fortælle. Dengang tænkte man ikke på ferie endsige fritid, livet gik sin gang, året havde sine rytmer og der var nok af opgaver at tage sig af. Der var dog tid til gæstebud, hvilket de smukke fine stuer vidnede om. Tænk at man trods mange mennesker bosat på gården alligevel prioriterede, at der skulle være en pæn stue, som kun blev taget i brug, når der var gæster eller fester. 


Flittige hænder
Landmandskonen var travlt optaget af at sørge for, at der også var mad, når vinteren trængte sig på. Der var ikke noget med min nonchalante holdning til bærbuskene, at hvis jeg ikke orker at plukke dem, så kan fuglene spise dem. Næh alt blev samlet ind og forarbejdet, så forrådskamrene var fulde, laderne blev også fyldt op, så dyrene kunne klare sig. Her var ingen foderstoffirmaer eller dagligvarebutikker, som tog sig af den funktion. Og om vinteren samledes man om ildstedet, hvor man kunne se, og hvor der var varme, og så blev der lavet håndværk eller repareret.


Jeg har altid elsket bøgerne om Laura Ingalls liv som barn (Det lille hus på prærien), her blev den tid levendegjort i et barns perspektiv, her blev der i detaljer beskrevet eks. processen med at kerne smør. Jeg kan stadig huske beskrivelse af, at faderen skar de smukkeste motiver på låget til smørformene, så man kunne stille smør på bordet med et motiv af en blomst på toppen. Eller hvordan en af pigerne sjuskede med påsyning af båndet på en kyse, så det var ved at flyve af på en køretur. Man gjorde sit arbejde ordentligt og sprang ikke over, hvor gærdet er lavest. Det vidnede både bygninger og ting på gårdene også om. Man brugte også de materialer, man havde for hånden, så mange af husene havde bark som isolering under taget, lige som man udnyttede træstammernes form, når man rammede taget ind.


Tiden er en anden i dag, i dag er landmandskonetjansen noget, jeg og andre koner har ved siden af vores job. Vi kan heldigvis hoppe over, hvor gærdet er lavest ved mange aktiviteter. Men jeg kan stadig elske at slå dej op til boller eller lave et glas solbærsyltetøj, jeg er blot ikke afhængig af at SKULLE gøre det, og BURDE i forhold til netop de ting er lagt væk.


Nu vil jeg rydde lidt op, få styr på vasketøj og så ellers nyde formiddagen, inden aftenvagten med travlhed går i gang. Ha en god fredag.

torsdag, juli 26, 2012

GLAD I MAVEN

Dagens fridag startede i går aftes med dejlig mad, genopfriskning af Ludo og erkendelsen af at landmanden altid vinder de der brætspil. Bagefter en lille snak med søn og svigerdatter over Skype, forbindelsen var dårlig i den nationalpark, de var i, så vi gik over til at skrive sammen i stedet. Skype er tændt igen i aften, hvis nu de fik lyst til at snakke, men de har nok travlt med at suge indtryk til sig, for de skulle til Grand Canyon i dag.

Aftensmaden onsdag


Fridagen fortsatte i dag med små opgaver hjemme for bagefter at nyde sol og varme på sommerhusets terrasse sammen med datteren.
Der er blevet læst bøger, spist frokost, solet, løbet tur og til sidst lokkede datteren mig til vandet og i vandet. Som barn var jeg en vandhund, hvor sommerferie kun gik ud på at komme så mange gange i vandet om dagen som muligt, nu synes jeg, at det er så besværligt med det sand og kroppen klør så meget osv. MEN det var DEJLIGT, og jeg takkede datteren for at være så insisterende.


Datterens lækre og smukke salat

Aftensmaden blev pizza fra pizzabageren midt i skoven, vi var ikke de eneste, der havde fået den ide, så vi nåede både at hænge vasketøj op og støvsuge, inden aftensolens sidste stråler skinnede på terrassen og aftensmaden.

En hund efter spil

Og fridagen forlænges til morgenstunden, for jeg skal i aftenvagt de næste tre dage, så jeg kan smide mig i sofaen med en god bog i morgen tidlig, når datteren og landmanden tager fat på deres arbejde. Det er lige til at blive glad af.

Må din fredag starte godt og fortsætte med gode takter hele dagen.

onsdag, juli 25, 2012

JEG SIDDER HER

mens det henne fra køkkenet dufter godt, og jeg har ikke noget med det at gøre. Det er den helt rigtige dag, at datteren har tilbudt at stå for aftensmaden. 9 timers arbejdsdag med fuld fart over stepperne i den her varme kan godt gøre en kvinde mat i knæene.

Mens jeg sidder her, har jeg fået installeret skype. Sønnen vil gerne snakke med os, og det siger vi ikke nej til ;-)

Datteren henter hybenroseblade fra haven, hun dækker bord udenfor, mens landmanden og jeg slapper af i sofaerne. Vi er inviteret til at spille Ludo med datteren i aften, hun synes, det er lang tid siden, at gamle spil er blevet brugt her i huset.

Udsigten til min onsdag aften ser strålende ud, hvad med din?




tirsdag, juli 24, 2012

DEJLIG ARBEJDSFORDELING

Datteren har fået job hos landmanden i tre uger, men der var ikke noget arbejde i går. Jeg var hurtig og hyrede den unge kvinde, så mens datteren malede vinduer i sommerhuset, fik jeg bagt boller og knækbrød, lavet kontorarbejde, handlet ind og ordnet vasketøj. Skønt!

Og på vores gåtur søndag aften tog jeg mig af Istvan, mens datteren håndterede mit kamera, det kom der også noget godt ud af.

Datterens yndlingshus ved stranden - fotograf datteren

I dag skal jeg prøve en anden måde at arbejde sammen på, det glæder jeg mig til. Må du få en god dag.

fotograf datteren



mandag, juli 23, 2012

HVERDAG IGEN

Det er ren luksus at starte hverdagen med en fridag! Jeg skal arbejde næste weekend, så derfor drysses der med enkelte hverdagsfridage i arbejdsplanen. Arbejdsmailen har lukket sig selv ned, jeg kan ikke komme ind på den, formentlig fordi jeg skulle have skiftet kode her midt i ferien. Så jeg kan end ikke forberede mig og få læst de nyheder, der evt. måtte være.

Min far får besøg i dag, ikke af nogle af sine børn, men min moster og onkel, så jeg har ringet til plejehjemmet og bestilt kaffe og kage til dem. Det er dejligt, at det kan lade sig gøre. Vi er glade for, når nogle besøger ham, vi ved, at det er svært. Demente og ældre i øvrigt på plejehjem får sjældent besøg. Hvad skal man snakke med dem om? Det er bedre at dem, der er vant til at være omkring dem, tager sig af dem. Mon de overhovedet kan huske besøgene? OSV. der er mange forklaringer/undskyldninger.

En demenssygeplejerske sagde en gang til mig, at gode oplevelser sætter sig i kroppen, og kroppen glemmer ikke, så selv om den demente ikke kan huske besøget, så husker kroppen, at noget godt er sket.


Efter at min far er kommet på plejehjem, benytter vi børn os meget af at kunne køre en tur sammen med vores far. Det kan være svært at finde på noget i lejligheden, og vores far nyder at se på landskabet, himlen eller mennesker, der er omkring os. I fredags kørte vi på Borgvold og satte os ved legepladsen, mens vi spiste en is. Der var børn i alle aldre og deres forældre, som sammen legede på legepladsen, og min far nød at være der. Vi dansede også lidt i lejligheden, det er min søster, der har vist mig den mulighed for samvær med min far. Ikke blot får min far lidt gymnastik, men han mærker også et andet menneske fysisk, og vi deler musikken sammen på en anden måde, end når vi synger sammen. En skønne dag er det også slut, men lige nyder jeg, at min far kender os og at han kan spørge til børn og mand, omend han ikke kan sætte navne på. En af mine forældres gode venner, som er blevet enke, kommer en gang om ugen til min far. Hun er så glad for, at han bor tæt på hende, for hun er heller ikke helt rask, men en rask gåtur op til plejehjemmet klarer hun fint. Sammen dykker de ned i tiden, der var engang, og vi er taknemlige for, at hun tør og vil besøge vores far. I dag håber jeg, at min moster og onkel får en god dag sammen med min far.



Må din dag også blive god med oplevelser, som giver kroppen en god fornemmelse.

Oppe i Norge, 1957

Og det her billede giver mig en god fornemmelse. Jeg bliver glad af at se på mine morforældre, som i sølvbryllupsgave af hele deres familie fik en rejse til Norge med masser af gode oplevelser, mine forældre var chauffører. Min morfar havde i sine unge dage arbejdet som snedker i Norge. Jeg bliver glad af at se mine forældre, min smukke mor, 23 år og mor til en 4 måneder gammel pige og min far, som har sat kameraet til selvudløser og skyndt sig hen til familien. Hvor er jeg henne? Ja billedet siger også noget om tidernes skiften. Dengang havde man kun 6 ugers barselsorlov, måske derfor var det helt i orden at overlade mig til min dejlige moster, som var ung pige i huset hos mine forældre, mens mine forældre tog en uge til Norge med mine morforældre. Min moster havde dog støtte fra min mors faster. Mon ikke der ville blive rynket på næsen i dag, hvis forældre tog fra deres 4 måneder gammel barn i dag ;-) Jeg led ingen skade, jeg blev forkælet af en morbror og tre mostre i alderen 13 - 25 år samt min mors faster.


lørdag, juli 21, 2012

LØRDAGSKØRSEL

Endelig! en rigtig motorcykeltur med gutterne og skønne kvinder fra BMW-klubben.

P1030941

Alle gode gange tre kan man måske også kalde det, for lige som sidste weekend og forrige weekend drog vi til Skagen.

P1030947

Men vi var mange andre steder, turen gik op langs østkysten fra Hals over Voerså til Sæby, hvor der var en strækkebenpause.

P1030963

Videre gennem Frederikshavn,

P1030967

sendte tanker til Charlotte ved Strandbys smukke rundkørsel (den nåede jeg ikke at fotografere) og så ellers op ad den eneste vej til Skagen.

P1030973

Det var der andre end os, der også skulle. Dels var der træf på toppen med masser af motorcyklister fra nær og fjern, dels var det skiftedag i sommerhusene og campingpladserne rundt omkring.

P1030975

Hvad vi ikke vidste, men det ved vi nu, var, at støtteforeningen for Skagens idrætsforening hvert år i den weekend, der er motorcykeltræf, arrangerer det store tag-selv-fiskebord nede i en fiskeauktionshal for kun 85 kr pr. person. Her var sild, røget makrel, røget laks, lune fiskefrikadeller samt rejer til selvpilning i dyngevis, tilbehøret var brød og kartoffelsalat. Hvis man ville, kunne man spise flere gange i løbet af dagen for den pris. Vi nøjedes med en gang, for vi skulle videre.

P1030983

Først skulle havnen dog skridtes af, for der var mange andre motorcykler stillet til skue.

P1030986

Videre gik turen omkring Gammel Skagen, folk nød vejret på stranden.

P1030993

Så gik det tværs over stepperne til Hirtshals, hvor vi lige var nede omkring en boreplatform, og så blev torvet næste pausested, man skal jo have en is på sådan en tur.

P1040002

P1040008

Lønstrup, Nørre Lyngby og Løkken fik alle et lille besøg, så vi kunne sige, vi havde været der, inden vi bød på kaffe og te på gården.

P1040027

Nu er vi trætte og nyder sofaen, mens vi spiller rumble, læser mails fra USA, leverer opskrift på kartoffelsalat over mobil til datteren, googler lidt, skriver blogindlæg og slapper af.

P1040023

En dejlig lørdag har det været, perfekt ferieafslutning.

P1040031

UPS godt at landmanden læser med på min blog. Nu er geografien sat på plads, Nørre Lyngby og Nørre Lyngvig har nu fundet deres rette pladser inde i mit hoved og på bloggen :-) Med til min undskyldning er, at Nørre Lyngvig var en del af  mine barndomsminder med ferier hos min faster.

MENS JEG GÅR

og laver noget andet, kan du se lidt på naturen langs min gårute i mosen.

P1030917

Kornmarker kan man aldrig få for mange af.

P1030918

Udsyn og højt til loftet er gode værdier at have med sig

P1030920

 

P1030922

P1030927

Og noget smukt at se på gør hjertet glad.

Ha en god lørdag.

fredag, juli 20, 2012

TÆSKEHOLDET

Jeg har udfordret mig selv. Det må være godt for hjernen ;-) Jeg får i den grad tæsk i Rumble. Men kan jeg andet, når det er ordekvilibrister som en bibliotekar og to sprogjonglører, jeg har udfordret i blogland? Svigerinden er godt nok sygeplejerske som mig, men hun er rykket op i eliten, hvor jeg lige er kommet på begynderholdet. Jeg giver ikke op, men det er da altså også mærkelige ord, spillet godkender.
Hvad mener I om ordene tankeres og krats, ja jeg kan ikke finde dem på sproget.dk, til gengæld ved jeg nu, at der er noget, der hedder kis og at do (som i do re mi ) hedder doer i flertal! Det må jeg huske.

Godt at det er landmandens iPad, jeg spiller på, det sætter grænser for, hvor meget jeg kan spille. I dag skal der ikke spilles før i aften, for dagen tilbringes i min fars hus og hos min far. God fredag til dig med eller uden ordjonglering.

Sidste besøg hos min far gik til Dollerup Bakker

torsdag, juli 19, 2012

VED DU HVAD DET BEDSTE ER?

Ved vores sommerhus?

Roen? Ja det kunne det godt være. Lige fra første dag, da vi parkerede bilen for at se på det sommerhus under opførelse, som vi havde fået et tip om, følte jeg en ro og fred der midt i skoven, kun 1 km fra vandet.

Nyt hus = få vedligeholdelsesprojekter de første år? Også det, i år mangler jeg dog at få givet vinduerne olie, det må gøres på fridage, når nu ferien er slut og sommervarmen forhåbentlig kommer.

Afslappende? Helt sikkert, og i år har jeg haft tid til at komme helt ned i tempo, da vi fravalgte motorcykelferie sydpå.

De mange muligheder for varierende gåture takket være masser af stier på kryds og tværs i hele sommerlandet? Det er så godt, jeg nyder de mange gode stier, hvor man også kan cykle. Hjemme kan jeg kun gå/løbe ud ad vejen og tilbage igen.

Men måske er det bedste, at jeg nyder mit hjem dobbelt så meget, når jeg vender hjem. Jeg kigger på de smukke ting, jeg har rundt omkring i huset. Min mellemste lillesøster sagde til mig til min fødselsdag, at jeg havde et tjekket hjem! Tænk en gang, jeg blev så glad. Jeg elsker mit hjem, jeg synes det er hyggeligt, men jeg er ikke indretningsinteresseret eller kreativ gør-det-selv-kvinde, så en boligreportage kommer der ikke fra mit hjem. Men med årene har tingene fundet deres plads, der er kommet smukke ting til, ting med minder om andre mennesker, ting med minder om inspiration fra bloglandet osv.

taget med mobilen 

Og på sådan en aftentur ud ad vejen, ja så ser jeg igen, hvor dejlige omgivelser jeg bor i. Også selvom skyerne så truende ud, så holdt de sig, og nu skinner solen igen. God aften til dig.

kornmarker er bare kønne at se på