søndag, februar 17, 2013

KUREN DER DUR

Hvis du er kommer hertil, fordi du tror, at overskriften siger noget om genveje til vægttab, bedre livsstil, fastere krop osv., så klik væk igen, for det finder du ikke her!

Jeg er sikker på, at der er evidens for min erfaring, altså at studier har påvist det, som jeg har erfaret, men jeg gider ikke på en fridag søge i videnskabelige databaser, så du får blot min erfaring.

Når jeg løber og går, så gør jeg det, fordi jeg ganske enkelt bliver glad af det! Jeg er en af dem, som hele mit liv har kørt op og ned humørmæssigt, jeg kan nemt ryge i et hul og synes, at alt er træls, og så skal jeg bare trække i løbe/traveskoene og gå ud. Det varer ikke mange minutter, så popper alle de gode ting i mit liv op, og for hver skridt stiger humøret. Jeg kan godt sidde lunt og godt indendørs og se på blæst, regn og sne, og så har jeg overhovedet ikke lyst til at stikke hovedet udenfor, men min krop husker, så pludselig rejser jeg mig op og skynder mig at tage skoene på, inden jeg fortryder.
Hele jeg takker mig  for at holde fast i, at det er kuren, der dur. Der kan sagtens gå dage eller en uge hvor motion er lig nul, men min krop husker og minder mig om, hvor glad jeg bliver, når jeg går.



Denne weekend har jeg sammenlagt gået/løbet 20 km, fordelt på 6 km løb og resten gang. I dag tog jeg en gåtur gennem Blokhus klitplantage hen til Blokhus Gateway, et aktivt sted, hvor der er legepladser, fitnessti med motionsredskaber, sundhedsspor til at teste sin kondition på, cykelruter både til mountainbike og almindelige cykler, løbe og gangruter, og jeg tror faktisk også, der er shelters til overnatning. Jeg ville prøve sundhedsporet igen, jeg har prøvet det før sammen med landmanden, og nok en gang måtte jeg konstatere at det kan godt være, at jeg bevæger mig meget, men min kondition er ringe. Det må der gøres noget ved, når foråret kommer, men indtil da vil jeg nyde det indskud, jeg har sat ind på min kropskonto, og som jeg forhåbentlig kan hæve af på mine gamle dage.



Og nu sidder jeg med en kop te og computeren, radioen kører med giro 413, og Anne Marie Elten synger en af de gode gamle sange, og omkvædet passer med mit humør:



Vær glad for hver dag du har, tiden er jo kort og dyrebar - prøv og forstå, når lykken banker på.

14 kommentarer:

  1. At man kan gå sig til bedre velbefindende, det er evident!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det tror jeg også på :-)

      Slet
  2. Det er dog en fantastisk ide - at man på den måde kan måle sin kondition på sundhedssporet!
    Ellers kan jeg jo kun give dig ret i, at man bliver glad af at dyrke motion. Det der med mere energi, det mangler jeg at få bevist endnu; men glad, det bliver jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, ja det er rigtig smart, og nu vil jeg ikke prøve, før jeg har fået mere fart på og evt. nogle tider i fitnescentre :-)

      Slet
  3. Jeg ved godt hvad det er jeg har manglet denne vinter det er mine gåture, det hjælper gevaldigt på humøret og energien at få travet nogle raske ture. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, jeg tror du har ret, måske kunne du lokke gemalen med ud på nogle mørketure ;-)

      Slet
  4. Jeg har arbejdet i Skov- og Naturstyrelsen og har på afstand fulgt arbejdet med at gøre skovene mere brugervenlige. Jeg synes, det er genialt, at man lægger stier som jeres Natursporet og laver cykel- og mountainbikestier. Det er godt nok overflodssamfundet der taler, men alligevel...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, i dag var der mange i skoven, børn, bedsteforældre, cyklister ,løbere, det var dejligt at se :-)

      Slet
  5. Når hovedet husker, at det er koldt og vådt, så er det da klogt at lade kroppen huske, at det er godt at komme ud og bevæge sig. Jeg vil prøve at lade min krop få lov at bestemme lidt oftere.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, kroppen skal også have lov til at bestemme lidt :-)

      Slet
  6. Det er godt at vide, hvad der giver energi og overskud.. Jeg har det også best når jeg kommer ud i luften, enten på gåben eller cykel.. Løbeskoene har jeg dog ikke fundet endnu. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, om det er gang, cykling, løb eller andet, det er vist ligegyldigt, det skal bare passe til os hver især :-)

      Slet
  7. Hvor er det godt for dig, at du har det sådan ...jeg nåede desværre aldrig at se lyset med det løberi. Lidt ærgerligt, for det er langt mere effektivt end at gå, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen; jeg afskyr virkelig at løbe :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg troede faktisk heller ikke, at jeg kunne, og jeg elsker at gå, så det er dejligt at kunne variere det :-)

      Slet