fredag, marts 15, 2013

AKTION–REAKTION

Lige da jeg fandt på overskriften, tænkte jeg, hvor har jeg det fra? Med det samme poppede svaret op, det er fra den skønne franske film Koret, hvor det var betegnelsen for børnehjemslederens ledelsesstrategi. Tærsk og afstraffelse hørte til hverdagens løsning på drengestreger, aktion – reaktion. Hvis ikke du har set den film, så skulle du tage at gøre det.

P1050412

På mange måder minder jeg om min far, og måske derfor har jeg af og til haft angsten for at få Alzheimers som ham. Og så alligevel ikke, for jeg er jo en sammensmeltning af gener fra min far og mor, og jeg er vokset op under andre vilkår end ham.  Jeg kan ikke gøre noget ved det, hvis genet er der; jeg kan gøre noget ved det, som jeg ved, har betydning: kost, motion og hjernegymnastik. Så er der de områder, som irriterede mig, da jeg var yngre, især hvis det gik ud over mig, og som jeg kan se, at jeg også har fået med mig. Dem kan jeg da prøve at gøre noget ved.

P1050415

Hvis min far mødte mennesker, som var meget kategoriske i deres udtalelser, hvis de mente at de havde svaret på alverdens problemer inklusive de politiske, ja så endte min far altid i en diskussion og med at have den modsatte politiske holdning (også selvom han var enig med dem). Han kunne ikke lade være, han skulle altid pirke lidt til det faste ståsted. Aktion – reaktion.

P1050418

Jeg har haft det på samme måde, ikke så meget mere på det politiske område, men hvis mennesker er meget klare og (i mine øjne) meget kategoriske i deres udtalelser, så skal jeg lige … aktion – reaktion.

P1050421

Ulempen er dog, at jeg ikke altid får mærket efter, hvad jeg egentlig selv mener, fordi jeg har så travlt med at reagere på andres meninger – og måske lige så meget deres måde at sige dem på. Så jeg øver mig i ikke at sige noget med det samme, men det er godt nok svært for en talende kvinde som mig, og det går ikke særlig godt ;-) Jeg øver mig også i at finde ud af, hvad jeg synes om, og det er faktisk også svært for mig. Hvis min mand eller mine børn spørger mig om, hvad vi skal lave, så begynder jeg med det samme i mit indre at tænke over, hvad det er, de kan lide, og ikke på hvad jeg kan lide. Så jeg øver mig i at mærke efter, men ofte kan jeg slet ikke mærke det, det er som om det er slettet. Mon ikke jeg kan finde den papirkurv det slettede er røget i? Mens jeg prøver at finde den indre papirkurv, vil jeg sætte mig på gulvet igen midt i en solstråle og få gået alle de papirbunker igennem, som jeg allermest har lyst til at kyle i en papirkurv, men som rummer mangt og meget fra mit arbejdsliv. Jeg læser, jeg tager stilling, jeg lægger i nye bunker. Aktion – reaktion.

P1050414

PS Der er ikke redigeret i billederne, så som du kan se, har jeg valgt at vise dig både den smukke november-jule-januar-påskekaktus og mit rod.

10 kommentarer:

  1. Der er det der med at tælle langsomt til 10, inden man evt. tager til genmæle. Og at vælge sine kampe med omhu. Det har jeg også alle dage haft svært ved, men man bør gøre det, om ikke andet så for at beskytte sig selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, for mig handler det også om at mærke efter, for nogle gange er jeg jo enig med folk, jeg kan bare ikke have tonen eller ordene de vælger at sige det på, så ja jeg må tælle til ti. Andre gange gad jeg godt at jeg reagerede mere prompte, men der kan jeg som regel ikke finde ord. Det er når andre er decideret uforskammet eller ubehøvlet overfor andre eller mig selv.

      Slet
  2. "Koret" er en dejlig lille filmperle.
    Uh, det er ikke nemt at lave om på sig selv. Men viljen ser Vorherre på......

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, den film er bare seværdig og en lille perle :-) Vorherre er heldigvis overbærende, det er min tro :-)

      Slet
  3. Jeg kan genkende en del i dit indlæg: Kaktussen, der blomstrer på alle årstider; Pengepostkassen fra min barndom - mange drømme har ligget i småørerne derinde; og fornemmelsen af pludselig at stå med det modsatte argument i munden, bare fordi ...; og ikke mindst fornemmelsen med at tænke på, hvad de andre mon helst vil - den fornemmelse tror jeg kommer af, at vi ikke orker brok og bøvl :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, pengepostkassen rummede mange drømme. Vi er jo også fra samme år, så vidt jeg husker :-) Og jeg slap ikke for brok og bøvl, for de unge mennesker forlanger nu at jeg siger hvad jeg vil! ;-)

      Slet
  4. Hahaha - åh Lene, hvor kan jeg genkende det: Jeg kan sagtens finde på at gå mod mine egne ideologier, hvis hvis jeg føler mig provokeret på samme måde som du beskriver her :-D
    TAK for at fortælle mig, at jeg ikke er den eneste ... for hvor har jeg givet mig selv problemer mange gange på grund af, at jeg så let lader mig provokere. Min mund taler længe før min hjerne tænker ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Ellen, jeg er glad for at jeg og min far ikke er de eneste, mon vi bliver klogere med alderen ;-)

      Slet
  5. Det er en skøn film!
    Det er en øvelse, at vide, hvad man egentlig vil - vi er jo dem, der tager os af andre, læser deres behov og sørger for at alle har det godt:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, den film er bare dejlig. Og som altid får du med få ord sat spotlight på årsagen til at det er så svært at mærke sig selv. Både du og jeg har jo også et arbejde, hvor vi skal tage os af andre :-)

      Slet