torsdag, marts 14, 2013

MUSIK SKAL DER TIL

Musik når ind der, hvor andet ikke kan komme igennem. Musik gør glad og musik kan være med til at understøtte. Faktisk havde jeg mistet lysten til at synge i kor, måske fordi der har været flere aflysninger efter nytår og fordi jeg også selv har været syg. Men så i går kom følelsen igen af glæde af at være en del af et kor. Jeg nød at arbejde med rytmer og toner, jeg nød at grine sammen med de andre, jeg nød fællesskabet omkring musikken.

I morges havde jeg også helt mistet lysten til at løbe, men jeg vidste, at hvis jeg skulle løbe i dag, så skulle det være tidligt. Jeg diskuterede noget med mig selv, da mobilen vækkede mig klokken seks, men af en eller anden mærkelig grund får løbeLene altid overbevist trætteLene, så jeg trak i løbetøjet og satte musik i ørerne. I dag blev musikken i den grad min støttepædagog, jeg havde så svært ved at finde det rette åndedrag  og løberytme, her hjalp musikkens rytme mig. Hjemme igen kunne vores medhjælper fortælle mig, at jeg havde løbet i 12 graders frost.

Resten af dagen skal bruges dels i min fars hus, dels hos min far. I må gerne krydse fingre for, at det nu lykkes at få solgt huset, vi er nu alle klar til at sige farvel til huset. Snart kommer foråret og dermed en have, der skal holdes, så det ville være skønt, hvis andre kunne få glæde af den smukke have med mange forskellige blomster. Musik har altid været en del af min fars liv og nu er det måden, at personalet kan hjælpe min far på. Min far er ramt på mange ting, hans hukommelse, hans sprog, hans rum-retningssans, hans evne til at gøre dagligdags ting så som at spise, barbere sig osv. Min far kan godt spise selv, men hans hjerne kan ikke mere huske, hvordan man f.eks griber om et stykke brød, så han skal guides til at komme i gang. Når man er så ramt på sine evner, så kan man nemt blive bange og forvirret, når nogen vil have en i bad eller hjælpe en i tøjet. Her bruger de aktivt sangen og musikken; min far går med ind i sangen og synger med, og så kan de klare påklædning og bad, uden at han bliver angst. Jeg er så imponeret over personalets faglige evner, og vi bruger også musikken i vores samvær. I søndags spillede jeg klaver, mens min far enten nynnede eller spillede på mundharmonika.

Hvilke minder/oplevelser har du med musik som hjælp/støtte? Og må din dag blive god og dejlig.

P1050403

16 kommentarer:

  1. Det er så godt, når man opdager, at de nye vaner er kommet for at blive, eller man kan bruge følelsen fra sidst, man gjorde en ting, til at få gjort det igen, selvom man umiddelbart er træt eller ikke har lyst.
    Det med musik og sang kan jeg huske, fra da børnene var små. Vi sang meget sammen i mange situationer, fx også når tøjet skulle af eller på, og det ikke lige var det, pigerne syntes var sjovest på det tidspunkt.
    Stort X for hussalg! Jeg kan ikke huske - har I før haft det sat til salg, eller er det først nu, I har fået tømt det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Conny for X.Vi har haft huset til salg siden juni, men da satsede vi på at der gik nogle måneder,nu er vi klar :-)
      Måske er det netop at kroppen husker hvor godt det er, siden at jeg har held med at overtale mig selv til løb :-) Tak for dit minde om sang, nu får du mig til at mindes ryd-op-sangen her, da mine børn var små.

      Slet
  2. Åh ja...det går den vej for mange ældre - men musik er rigtig godt, min mor elsker de gamle sange med ramasjang i! NB se lige mit svar mht ramsløg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lavendel, musik giver os også en sammenhørighedsfølese, i stedet for at man hele tiden prøver at finde noget at fortælle, så kan vi med musikken langt bedre give min far følelsen af at være med i stedet for blot at være tilhører.

      Slet
    2. Og tak for dit svar, jeg vil bruge min næse :-)

      Slet
  3. Musik har mange kvaliteter ... stakkels dem, der har det som din far - hvor er det dog svært at forestille sig, at man ikke engang kan huske at holde et stykke brød. Det forekommer at være så basal en evne, ikke? Jeg mener, fordi det at gribe om et eller andet er noget af det allerførste, en baby lærer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg har ondt af min far, når han bliver så bange ved dagligdags aktiviteter, men netop fordi personalet er så gode, så oplever han og vi egentlig megen glæde, og min far er tryg og glad det meste af tiden, Han tænker heldigvis ikke på samme måde som du og jeg. Det samme gælder jo iøvrigt for mange hjerneskadede, at der er visse dele af tankens virksomhed, de ikke gør sig, men de kan helt klart fornemme, hvis ikke de bliver respekteret som et voksent menneske og hvis man ikke lægger mærke til de behov, de giver udtryk for. Griberefleksen er basal, men små børn kan jo heller ikke finde ud af i starten at give slip eller at holde rigtigt om noget endsige putte en klods ned i en boks med huller svarende til klodsens form. Hos min far sker der det, som hos andre hjerneskadede, at det man altid har kunnet pludselig ikke hænger sammen. Han ser brødet på tallerkenen, men får ikke tilskyndelsen til at det er noget, der kan spises og det hjælper ikke at sige spis nu far, jeg må tage hans hånd og føre den ned til brødet og hjælpe ham til at gribe korrekt om brødet og føre hånden til munden, så får han ofte tilskyndelsen og ideen og spiser videre selv. Andre gange må han guides hele vejen gennem måltidet.
      Det blev et langt svar, Ellen :-)

      Slet
    2. Men et dejligt og uddybende svar. Tak for det :-)

      Slet
  4. Hvor er det dejligt for jer, at de er så kanondygtige på din fars plejehjem :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, det er vi også taknemlige for :-)

      Slet
  5. Rent bortset fra den musik, jeg forbinder med store begivenheder i livet, har jeg forskellige musikstykker, der hjælper mig i forskellige situationer. F.eks. kan "Esurientes" fra John Rutters "Magnificat" (moderne, engelsk kirkemusik) hjælpe, når jeg har så mange smerter, at jeg ikke har styr på mit åndedræt. Dvs. at nogle gange kan jeg spare en stærk, smertestillende tablet, blot ved at høre dette stykke musik.

    Jeg har desværre ikke selv en tone i livet, men det må være dejligt at synge i kor. Jeg forsøgte en gang at lære klassisk guitar, og i den forbindelse deltog jeg i noget sammenspil. Selv om jeg ikke var særlig god til det, var det dejligt at deltage i. Helt opløftende kunne det somme tider være.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, det er fantastisk at musik kan være med til at takle smerter, Jeg kender ikke det stykke musik, min viden om klassisk musik er meget ringe, desværre.
      Jeg nyder at synge i kor, den følelse af når endelig alle synger lige som de skal og sangen bliver en stor enhed, den følelse er så dejlig :-)

      Slet
    2. Det er der råd for, hvis du har tid: http://youtu.be/RlKNQBOeQqQ

      Slet
    3. Tak Henny, det må jeg høre :-)

      Slet
  6. Ihh hvor er du sej!
    Og så mens du arbejder! Jeg er gået helt i stå bortset fra lidt gymnastik, men vil gerne igang igen. Døgnet har bare ikke timer nok..
    Sikke et fantastisk plejehjem din far er på! Og menneskeligt! Det er godt at vide at vi nogen steder passer rigtigt godt på vores gamle!

    SvarSlet
    Svar
    1. Stine, nu har jeg jo heller ingen børn hjemme, faktisk keder jeg mig af og til og falder alt for ofte i med at sidde ved computer dagen lang,når jeg har fri, så en løbetur er bedre :-)
      Jeg er rigtig glad for det plejehjem, og jeg hører heldigvis også om andre steder, hvor der findes samme tilgang.

      Slet