torsdag, april 18, 2013

BLÆST OVENI

Om det var blæsten, der gjorde det, de få gange jeg var udenfor eller om det var en hel dag siddende foran en computer, skal jeg ikke kunne sige, men træt i hovedet var jeg. Nu har en film og nogle kopper te rettet op på tilstanden.



Herhjemme smurte jeg den første eftermiddagsmadpakke i dag. Der er blevet købt sodavand, ekstra pålæg og ost, så jeg ikke går ned på udstyr til madpakkeproduktionen. Udenfor holder en lastbil med læggekartofler, landmanden, en medarbejder og chaufføren har travlt med at læsse dem af. Det varer dog noget inden, de skal i jorden. Først skal der pløjes, så skal der gødes, siden harves på langs og på kryds og tværs, så skal der sås korn og til sidst lægges kartofler. Men vi er i gang. Trods efterårsblæsten er foråret her, og jeg er klar til travlheden, jeg er klar til at landmanden går ind i sig selv, at han ikke hører, hvad jeg siger, at han hele tiden har tanke på, hvad næste skridt i forårsplanlægningen er, det er helt OK. Jeg er vant til det nu. Og jeg skal jo sidde herhjemme meget af tiden og skrive, så jeg er lige i nærheden, hvis de får brug for lidt mad eller en chauffør til at hente et eller andet.


Sygdom florerer stadig på min afdeling, så jeg snupper lige en ekstra aftenvagt på lørdag. De næste 10 uger kan jeg ikke hjælpe, og derefter er det ferietid, og når jeg kommer tilbage, er det snart eksamenstid og derefter skal min afdeling flytte, men det må I vente med at høre mere om, til vi ved noget mere. Det er aldrig kedeligt at være på mit afsnit, der er altid noget at tage sig til. Nu vil jeg brygge lidt aftente og finde lidt ost og knækbrød frem. God aften og god nat.

10 kommentarer:

  1. Herovre blæste det også godt i dag. Men solen skinnede og jeg fulgtes med Emilie hjem. Det betød, at jeg for en gangs skyld ikke havde mine store høretelefoner over ørerne. Det har jeg ellers altid, for mine ører er åbenbart meget sarte. Men når nu solen skinnede, og hørelsen nedsættes en smule med høreværn, lod jeg være. Det skulle jeg aldrig have gjort. For i stedet endte jeg med ondt i ørerne.
    Det går heldigvis over, og lige nu har jeg the i min kop og blæsten har lagt sig :)

    God fornøjelse med alle madpakkerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Pernille, øv håber at ørerne har det bedre i dag. Selvom blæsten herover også har været hård i dag :-)

      Slet
  2. Der er sørme nok at se til! God velfortjent nattesøvn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Nola, men heldigvis også tid til afslapning :-)

      Slet
  3. Der er skruet op for den store ventilator, men bare solen også skinner og temperaturen er på plusgrader, så tror jeg på foråret.
    Skønt at I snart kan komme i gang med markarbejdet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, blæsten har også været hård i dag, men forår er det uanset hvad :-)

      Slet
  4. Ja okay - det lyder ikke som om du er på grænsen til at gå i stå ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, nej det håber jeg heller ikke :-)

      Slet
  5. Det er spændende at du fortæller om processen med læggekartoflerne. Bliv endelig ved med det, så vi kan følge jer helt til den endelige kartoffelhøst til det efterår, som der heldigvis er længe til.

    Det lyder skønt, at du nu skal sidde hjemme og skrive. Det er en tid til fordybelse, som man ellers aldrig har. Held og lykke med opgaven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne,måske skulle jeg finde de gamle indlæg om årets gang på landet og så lave et opsamlingshit :-) Jeg både glæder mig og får ondt i maven ved tanken om opgaveskrivningen.

      Slet