fredag, april 26, 2013

DER VAR ENGANG EN UNG SYGEPLEJERSKE

Mens jeg løb her til morgen, fik tankerne lov til at komme vidt omkring. Musikken spillede til mine fødder, og tankerne tog egentlig ikke notits af musikken.

Jeg røg tilbage til den første tid som sygeplejerske. 24 år gammel og netop ankommet til en noget større by end Viborg. Mens jeg læste til sygeplejerske, boede jeg på kollegium, så det var også min første lejlighed. Jeg boede i en af Aalborg sygehus’ etværelses lejligheder, tæt på børneafdelingen, hvor jeg arbejdede, og det er det samme sygehus, jeg stadig arbejder på, blot med en lidt anden alderskategori. Min første børneafdeling var den akutte modtageafdeling med isolationsstuer. Det var i sin spæde vorden, at forældre ønskede at være indlagt med deres børn, så rigtig mange af børnene var alene på sygehuset. Forældrene var der meget, men alligevel. I dag kan det skære mig i hjertet ligesom tanken om mig selv som 2½ år og indlagt på en afdeling med brandsår. Mine forældre måtte besøge mig en halv time om onsdagen og søndagen.

På afdelingen havde vi mange små børn med feber, nogen af dem kom pga falsk strubehoste (pseudocroup). Behandlingen dengang var dels at de blev afdækket, dels at de fik forstøvet sterilt vand via en maskine. Jeg kan stadig se det lille barn ligge i den høje barneseng, alt tøj undtagen ble var taget af dem, et lille svøb blev lagt hen over dem, så de havde noget at putte sig i, og så fik de sokker på hænder og fødder. Det sidste skyldtes, at blodårerne på hænder og fødder ligger yderligt, så når man tager tøjet af, vil kroppen registrere, at temperaturen falder og så sætte gang i kroppens varmesystem, og det ønskede vi jo ikke, vi ville have feberen til at falde. Jeg er så skolet efterhånden, at jeg gerne vil have belæg for det, jeg skriver, men det med sokkerne kan jeg ikke lige finde på nettet, dog er der gode råd til et barn med feber her. Maskinen stod ved siden af på sengebordet og sendte kaskader af damp henover dem.

Et andet minde, jeg har fra den tid, er en 2-3 årig dreng, som var isoleret. For hvad kan jeg ikke huske, det kunne være de almindelige børnesygdomme i kombination med måske en lungebetændelse eller astmaanfald. Drengen havde ikke sine forældre medindlagt, og vi kunne ikke være inde ved ham hele tiden. Pludselig hørte jeg en skrigen inde fra stuen, jeg skulle først ind gennem forrummet og have kittel plus mundbind på, før jeg kunne komme ind til ham. Så var det, fordi drengen skulle tisse, og han havde lige lært at kontrollere vandladningen, så han ville jo på en potte, men han kunne ikke åbne døren (dørene på børneafdelingen sad højt oppe, så børnene ikke pludselig forsvandt). Hold da op som vi havde ondt af den lille fyr, han var jo så ked af, at han havde tisset i bukserne.

Mange andre minder om den tid popper op, jeg nød at arbejde på børneafdelingen og havde det ikke været fordi, der dengang ikke var mulighed for at få en deltidsstilling som fast aftenvagt, efter jeg havde fået min datter, så havde jeg stadig været der. Men hvor er det godt, at det i dag er et krav, at forældre skal være medindlagt med deres barn, hvis barnet er under 15 år.

Nu vil jeg køre ind og hente rundstykker til landmændene og bagefter sætte mig til computeren for at få noget skrevet. God Store Bededag til dig.

P1050666

8 kommentarer:

  1. Hvor er det godt at de små ikke skal ligge alene på sygehusene mere, det var hjerteskærende for alle involverede.
    Rigtig god dag hos jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inge, puha ja, jeg får helt ondt ved tanken om at Emil skulle være alene uden sine faste trygge holdepunkter

      Slet
  2. De episoder, der involverede børn, er også dem, der sidder klarest i min erindring fra min tid på hospital.
    Ja, de stakkels unger - selv om jeg synes, at personalet gjorde et fantastisk arbejde.
    Endnu længere tilbage måtte forældrene kun besøge dem på faste tider og ikke ret længe ad gangen. Da jeg var elev, måtte forældrene i det mindste være hos børnene så meget, de overhovedet kunne - der var bare ikke mulighed for, at de kunne sove sammen med dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, som jeg kort skrev, så har jeg jo på egen krop oplevet at mine forældre kun måtte besøge mig en halv time to gange om ugen. Jeg gik i søvne i 14 dage efter, har mine forældre fortalt. De fortalte også, at jeg græd hele den halve time, de var på besøg. Det er jo klart, jeg turde græde, for nu var jeg tryg.
      Mens jeg var på børneafdelingen (81 - 86) blev det mere og mere almindeligt at forældre sov på afdelingen, men det var på en madras på gulvet. Jeg tror ikke at brandmyndighederne havde godkendt dette, hvis de vidste det :-)
      Og jeg syntes også vi gjorde et godt stykke arbejde :-)

      Slet
  3. Det er fine minder, der fortæller en hel masse om hvordan alting har ændret sig.

    Da min mor var helt ung, nygift og nyuddannet sygeplejeske, boede mine forældre et år i Aalborg. Desværre kunne min far ikke efter færdiggjort uddannelse få arbejde der, så de endte i stedet i København. Min mor siger stadig at afdelingen i Aalborg var den bedste arbejdsplads hun oplevede i hele sit arbejdsliv :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, hvor er det sjovt at høre, at din mor arbejdede i Aalborg. Var det på børneafdelingen? Og mon vores minders filter gør, at vi husker nogle ting som noget ganske særligt? Jeg har været så heldig at jeg, efter jeg var væk fra sygeplejen i 11 år, kom til en afdeling, som jeg bare er blevet mere og mere glad for :-)

      Slet
    2. Glemte at skrive, at jeg elskede børneafdelingen, især den sidste jeg kom på, og det var min intention, da jeg vendte tilbage til sygeplejen, at jeg skulle ende på børneafdelingen igen. Sådan gik det som bekendt ikke, men det er mit eget valg :-)

      Slet
    3. Lene jeg ved faktisk ikke hvilken afdeling hun arbejdede på. Det må jeg huske at spørge hende om ved lejlighed. Men jeg tror ikke det var børneafdelingen.

      Slet