torsdag, september 05, 2013

DEJLIGT BESØG

Mens jeg gik og rettede an til formiddagskaffen, tænkte jeg på, at jeg slet ikke var nervøs. De første gange, jeg skulle møde bloggere, havde jeg altid kriller i maven. For ville de nu være, som jeg havde forestillet mig dem, eller ville jeg være, som de havde forestillet sig? Kunne vi snakke sammen osv. Efterhånden har jeg fundet ud af, at når jeg har fulgt en anden blogger gennem flere år, så har jeg faktisk en god fornemmelse af den person, og vi har også et udgangspunkt for samtalen, idet vi ved meget om hinandens liv.

I dag har jeg haft besøg af Ellen og John, og det har været så godt og så hyggeligt, og jeg har nydt hvert et minut. Sådan en kvinde, som er vokset op på en gård med kartoffelavl, måtte selvfølgelig have en rundvisning på gården. Landmanden kunne heldigvis være med noget af tiden, det er jo ham, der også er vokset op på en gård med kartoffelavl. Vores gård er en byggeplads lige nu, så det er med at se sig for, når man går rundt, men vi er så langt, at man godt kan se konturerne af en arbejdsplads, der gør det nemmere at være landmanden, og han skal jo holde mange år endnu, så det passer fint.

P1070057

Og så var jeg så heldig, at jeg fik den smukkeste hjemmesyet taske af Ellen, den bliver indviet i morgen, når jeg tager på togtur til København. Og snakken behøvede jeg ikke at bekymre mig om, vi kom langt omkring. Vi har altid drømt om at se England på motorcykel, nu har vi også lovet Ellen, at vi sørger for, at den sydvestlige del kommer med, når der planlægges. Det er godt at have mennesker med lokalkendskab, som kan give gode råd. Til gengæld håber jeg, at Ellen og John finder den rette vej hjem til campingpladsen, så de ser et område, som vi synes er smukt.

Nu vil jeg gøre mig klar til næste punkt på dagsordenen, jeg skal til høstfest på plejehjemmet sammen med min søster og min far.

16 kommentarer:

  1. Det er dejligt at få et levende menneske sat på nogle af de bloggere man følger.. :-) og du har ret, vi ved godt på forhånd om vi kan finde det fælles fodslag..

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det er nemlig hyggeligt, og vi har i hvert fald muligheden gennem bloggen for at fornemme om vi vil kunne finde fælles rytme :-)

      Slet
  2. Jeg har kun set en blogger i virkeligheden, det var nu ikke arrangeret men jeg havde fulgt hendes blog så intenst, så jeg var ikke i tvivl, da jeg så hende. Hun var så hyggelig at tale med, og opfordrede mig også til at komme til et blogtræf, men det var jeg slet ikke moden til - jeg føler mig lidt skyldig over, at jeg ikke har min egen blog, og at jeg "nasser" lidt ved at jeg lader mig underholde af Jer.
    Det er dog en skøn taske du har fået af Ellen, som er en af de bloggere jeg følger med stor glæde.
    Kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, du nasser overhovedet ikke, så mød du blot op til blogtræf. Og taksen er så smuk :-)

      Slet
  3. Du er sandelig hurtig!
    Jeg/vi siger også tusind, tusind tak for i dag - det var simpelthen så hyggeligt og dejligt at møde dig og din søde mand i virkeligheden, og ja: man kender faktisk hinanden forholdsvis godt på forhånd, når man har fulgt en blogger i et stykke tid :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg var nødt til at være hurtig, for dagens andet programpunkt varede jo resten af dagen :-) Og det var så godt at møde jer.

      Slet
  4. En flot taske, du fik af Ellen, og hyggeligt at man også en gang imellem kan mødes i virkeligheden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, og billedet yder slet ikke tasken retfærdighed, det kunne også være hyggeligt at mødes med dig, vi kunne da lave en walk and talk :-)

      Slet
    2. Det ville da være superhyggeligt. Du kommer jo til København i ny og næ, så deeeeet ....

      Slet
    3. Conny, det må vi få arrangeret :-)

      Slet
  5. En flot taske, hun er dygtig hende Ellen. Og det lyder til at have været et hyggeligt samvær. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, Ellen har mange evner og taskesyning er en af dem :-)

      Slet
  6. Det var en fin gave! Glæder mig til at se dig, en gang du har tid i København. (Jeg er hjemme fredag og lørdag:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det var en dejlig gave, og ih hvor jeg godt gad at vi kunne mødes i denne weekend, men jeg kommer først sent over til datteren i aften og hele lørdagen er jeg sammen med mine elevkammerater, men næste gang må vi ses :-)

      Slet
  7. Jeg synes nok, det lød som om du havde travlt denne gang. Vi ses næste gang:-) Rigtig god tur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Charlotte, og vi ses :-)

      Slet