søndag, september 08, 2013

FLERE SMIL

Hele lørdagen var sat af til træf med mine elevkammerater fra sygeplejeskolen. 36 år siden mødtes vi for første gang på Viborg sygeplejeskole. Den gang var der først en forskole på et halvt år, hvor vi blev undervist i sygepleje og anatomi og fysiologi samt infektionshygiejne. Forskolen skulle bestås med eksamen i de forskellige fag, før vi kunne begynde på den egentlige sygeplejerskeuddannelse. Vi var mange på forskolen, for holdet fra Thisted sygeplejeskole skulle gå på forskole i Viborg. Vi boede på små værelser på de to øverste etager i en gammel bygning ved siden af sygeplejeskolen. Min klasse, B-klassen, havde undervisningslokale samt demonstrationslokale i kælderen, så hver morgen på ca. samme tid strøg vi ned ad trapperne og mødtes i klasselokalet. Demonstrationslokalet ved siden af rummede senge og diverse sygeplejeudstyr, som vi skulle bruge i øvetimerne.

 Siden september 77 har en lille kerne mødtes hvert år, jeg havde en pause i ca 11 år, men genoptog traditionen sidste år, og jeg nød det. Det gjorde jeg også i går. Vi skulle mødes hos en af mine elevkammerater, som siden vi blev færdig, har boet i København. Hun har ikke været sygeplejerske i mange år, hun blev stewardesse og siden hen selvstændig konsulent med ledelsesudvikling og coaching som speciale. Vi var ti i år, hvoraf de otte af os tog turen fra Jylland. Den anden københavner er heller ikke sygeplejerske, men har et filmselskab sammen med sin mand. Resten af flokken er alle sammen ledere eller lektorer på nær en operationssygeplejerske og så mig. Vejret var perfekt, vi startede i haven med brunch, senere hen tog vi ud til den Blå Planet, det var en rigtig god oplevelse, som jeg gerne gentager sammen med mine unge mennesker. Til sidst sluttede vi på en vietnamesisk restaurant på Frederiksberg, hvor vi fik en lækker menu med vietnamesisk øl til. Snakken gik livligt, vi har en fælles referenceramme, som bærer stadig 36 år efter.

På vej ud til min elevkammerat ville jeg finde en blomsterhandel, og da jeg stod af 4A ved Godthåbsvej, så landede jeg lige uden for en blomsterhandel med de smukkeste buketter af georginer til 50 kr. stykket. Hvorfor ser jeg aldrig sådanne buketter heroppe i Nordjylland? Jeg ville elske at købe sådan en buket hver weekend. Heldigvis blev værtinden lige så glad for synet af dem, som jeg blev. Nu er jeg hjemme igen med hovedet fyldt af dejlige indtryk. Datteren og jeg nåede at spise lækker thaimad fredag aften og bagefter fylde en pose bland-selv-slik til filmaften hjemme i hendes lejlighed, og i dag fik vi lækkert morgenbrød samt en rigtig god snak. Det er dejligt, når man bliver inspireret af sit eget barn. Så en weekend med mange smil.





14 kommentarer:

  1. Fedt at I stadig holder kontakten.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det er rigtig dejligt :-)

      Slet
  2. Skønt at blive fyldt op med gode smil, - og ikke mindst selv få smilet til andre:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, selv når livet er hårdt er det godt, hvis man møder smil og også selv kan smile igen :-)

      Slet
  3. Det lyder da til det var en skøn dag, hvor der blev sat ind på + kontoen :-) Herligt I holder ved i kontakten.

    Rigtig fin start til dig i en ny og frisk uge Lene :-)
    Kram OddStyle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Tina, og jeg er glad for at jeg har genoptaget kontakten :-)

      Slet
  4. Dejligt at I stadig kan holde kontakten, og at du har haft en dejlig weekend i København. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, tak, ja det var en god weekend for mig :-)

      Slet
  5. Det er så skønt at møde gamle kammerater, hvor man kan tage tråden op og hygge sig igen.
    Det lyder til at have været en fantastisk københavnerweekend, du har haft dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det var rigtig hyggeligt :-)

      Slet
  6. Som mange gange før nævnt: Så nyder jeg at læse dine indlæg. Flere gange siden jeg læste ovenstående har jeg haft den tanke at jeg kender din "gamle" studie kammerat. Og idag læste jeg det så højt for min mand og han sagde med det samme: Det er da Åse. Skal bare lige høre om det er rigtigt. Mange hilsner fra Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Joan, du har helt ret :-) og tak for dine ord . Men nu er jeg jo nysgerrig, for hvor kender I Åse fra?

      Slet
    2. Åse er datter af vores nabo, hendes forældre er væk , og det er hendes bror der har gården nu. Så sådan hænger det sammen. Hilsen Joan M.

      Slet
    3. Joan, hvor er verdenen dog lille :-)

      Slet