torsdag, september 26, 2013

MIN DAG

Dagen startede med, at jeg vågnede 10 minutter, før uret ringede, jeg tænkte, jeg ligger lige og slapper lidt af, til uret ringer. Det gjorde det så bare ikke, for selv om jeg i går tjekkede ringetidspunkt, glemte jeg at tjekke, at den ville ringe i dag! Det betød rundstykker til kollegerne og en mødetid en halv time senere end planlagt, til gengæld gik jeg også en halv time senere end planlagt.

På vejen ind hørte jeg om nulvækst i den offentlige sektor, og diskussion om det så betød besparelser på personaleområdet. Efterhånden synes jeg, at der er flere høvdinge end ansatte, forstået på den måde, at der er mennesker ansat til at kigge på effektivisering af patientplejen, men de mennesker har aldrig været i nærheden af en sengeafdeling. Der sidder mennesker overalt på kontorer og udtænker handleplaner på vores vegne. Jeg tror af og til, at der er flere af den slags end dem, der reelt er hos patienten. Nogle ville påstå, at jeg tilhørte den kategori også, men for mig er der en forskel. Ja, jeg er ude af plejen nogle dage om måneden, helt nøjagtig fem dage, men jeg er på afdelingen, jeg er også ansat til at kunne hjælpe mine kolleger eller evt. gå med ind til en patient, hvis der er behov for vejledning ved patientens side. Der er dage, hvor jeg er nødt til gemme mig væk på et kontor, fordi afsnittet i kvalitetssikringens navn skal have instrukser, undervisning, opdateret viden osv., osv. Og at opdatere en instruks kræver, at man sikrer sig, at den nyeste viden er inddraget, og det tager tid.

I dag har jeg haft dagafsnittet, det har så været en af de dage, hvor der ingen patienter kom. Vi ved fra andre steder, at der går mere end et år, før at nyheden og brug af sådan et afsnit virkelig slår igennem. Og helt igennem slår det først, når mennesker tager deres egne symptomer alvorligt og går til læge. Mine kolleger havde ikke brug for hjælp fra morgenstunden af, så i stedet for gik jeg i gang med at få sat system i vores papirer. Vi ringer til patienterne en uge efter indlæggelse i dagafsnittet, og den samtale skal registreres på papir. Indtil nu har papirerne været samlet i en stor mappe, i dag fik jeg dem sat i orden, så vi hurtigt kan finde patienter fra en måned osv. Jeg håber på at kunne dykke ned i arkene og bruge det materiale til at underbygge min undersøgelse. Det er i hvert fald det jeg gerne vil, ligesom jeg gerne vil skrive en artikel til et fagblad. Visionerne er mange, men i det fjerne (eller måske tættere på) buldrer besparelsestrommerne. Vi ruster os til at holde det faglige niveau højt, vi ved at patienterne generelt føler sig professionelt behandlet og synes, at der ydes en god omsorg. Det skulle vi gerne blive ved med.

Derudover vejledte jeg andre kolleger, jeg drøftede med en af vores overlæger nyt udstyr, som allerede var på afsnittet, da vi flyttede ind. Det kan vældig meget, men der er ikke noget ved, at det bliver taget i brug, hvis ikke vi kan handle på det, eller hvis det tager tid fra patienterne.  Jeg startede i det små praksisundervisning sammen med en kollega, vi satser stærkt på at få trombolysebehandlingen tilbage til vores afdeling, men de sparede jo lige nogle kolleger væk den gang, sygeplejerskerne på vores afsnit blev frataget  at være en del af behandlerteamet, og vi skal gerne have den normering tilbage først. Det er altid godt at være forberedt, så derfor er vi gået i gang. Jeg var derudover også med til den daglige teamkonference, hvor vi drøfter alle patienter og vores forslag til en genoptræningsplan. Så selv om jeg ikke var ude hos en patient med medicin, mad eller hjælp til personlig pleje, så har mit fokus alligevel hele dagen været på patienterne og plejen til dem.

Nu er teen drukket, og jeg vil skynde mig at trække i motionstøjet og køre til LOOPtræning, inden sofaen trækker alt for meget i mig. Håber du har haft en dag med gode oplevelser.

P1060476

8 kommentarer:

  1. I dag sad jeg og bladrede i Hvidovre Avis, og der skrev de bl.a. om, at hospitalet ringer hjem til folk, der har været til dagbehandling på hospitalets ortopædkirurgiske afdeling. Det de vil med opringninger er selvfølgelig først og fremmest at sikre sig, at patienten er kommet godt hjem, men de vil også gene høre om patientens generalle opfattelse af hospitalet og om der var noget, der kunne have været gjort bedre. Jeg sad og tænkte, at det da var en rigtig god idé. Minder det ikke lidt om det, I gør på din afdeling?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, hovedformålet er nok mere at få afklaret om der er ting, patienterne er i tvivl om, da de kun er hos os én dag. Men vi spørger også til deres oplevelse og om de har forslag til forbedringer :-)

      Slet
  2. Det er dejligt at høre om jeres professionelle tilgang.
    Det er en svær balance i det offentlige med al den dokumentation, som tager tid. Megen tid. Det skal jo gerne gøre vores arbejde bedre, - give os bedre viden, - gøre at vi arbejder mere målrettet. Men gør det nu også det, eller dokumenterer vi for at dokumentere, - og fokuserer vi på det, der kan dokumenteres og testes? I skoleverdenen er det et godt spørgsmål ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, også hos os diskuterer vi dokumentationens værdi og det store fokus og de ressourcer der bruges på at dokumentere.

      Slet
  3. Det er en god ide at ringe hjem til patienterne, for der er rigtig meget, man kan blive i tvivl om efter en indlæggelse.

    Det du skriver i starten af 3. afsnit: Hvad er det lige, der er det nye ved jeres afsnit? Jeg ved, at I flyttede fysisk, men hvad skete der derudover. Skal patienterne henvises til jer fra andre sygehuse, og hvad er det særlige, som I kan??

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, og desværre er det kun patienterne i dagafsnittet, der får tilbuddet.

      Januar 2013 startede vi et dagafsnit for mennesker, hvor symptomerne ret hurtigt forsvinder igen. Tidligere kom nogle af dem ind akut og blev så indlagt og undersøgt. Andre gik måske først til lægen dage eller uger senere og så henviste lægen dem til udredning hos os. Nu har vi et tilbud, hvor de på en dag (nogle gange to dage) får en samtale undersøgelsepakke og bliver sat i medicin med det samme. Det sker fordi internationale studier viser at kombinationen af hurtig udredning (MRscanning og ultralydsundersøgelse af halskar, EKG og blodprøver samt undersøgelse af speciallæge) og hurtig behandlingsopstart reducerer antallet af patienter med TCI/TIA, som får apopleksi efterfølgende. Før hen bad man egen læge opstarte med blodtrykssænkende medicin, Nu bliver patienten sat i behandling med det og kolesterolsænkende medicin hvis prøverne den dag viser det. Man har også dagafsnit i Århus og Holstebro (i nogle år), og mon ikke det efterhånden er ved at brede sig til alle specialeafsnit? Så det vi kan, er et tilbud om specialister både læger og sygeplejersker samt hurtig udredning. Som det er nu er det kun Aalborg sygehus' optageområde vi dækker, men snart bliver det, som i region midt, alle patienter i region nord, der skal komme til os.

      Slet
  4. Spændende læsning - selvom selv du nu også er begyndt at skrive om, hvor træls det er med nedskæringerne.
    Når man følger med hos dig, synes jeg dog også, at man bliver lidt tryggere ved hospitalerne. Her kan man læse om, HVAD der ligger bag de ting, man bliver "udsat" for som patient. - Og AT der tænkes over, hvordan systemet bliver bedst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg er glad for at jeg indgyder tryghed, det kan jeg stå inde for på mit afsnit :-) Men hvis man kun tænker i nedskæringer ude ved patienten, så bliver det op ad bakke.

      Slet