tirsdag, september 17, 2013

MORGENTANKER

Det har været koldt i nat, vinduerne afslører det, der er kondensvand i krogene trods nye vinduer. Ude på mit bryggersbord ligger det sidste nye blad fra Alzheimerforeningen. Det handler om relationer, men også om den svære beslutning, det er, at sende sin hustru/mor på plejehjem. Noget af det, jeg skrev til plejehjemmets pjece, var at min far ofte var alene, da han boede i sit hus. Hjemmehjælperne kom hver dag, og de gjorde et godt stykke arbejde, men selv om de til sidst kom der fem gange om dagen, og min far kom over på et aktivitetscenter to gange om ugen, så var der mange timer alene. I dag har han mennesker omkring sig med en høj faglighed og engagement, og noget af det som Alzheimerforeningen slår på, at vi skal holde kommunerne op på, er netop, at det tager tid og det kræver faglighed at sørge for, at et menneske med demens får et værdigt liv på sine præmisser.

Ja vi skal tænke anderledes, vi lever længere, og da demens er en sygdom, som stiger proportionalt med alderen, så vil vi blive flere, der bliver ramt. Så jeg forstår godt økonomer og andre kloge hoveder, som siger, at familien kommer til at varetage mere af den pleje, vi i dag tager for givet, at samfundet sørger for. Men at nedlægge plejehjem og spare på det uddannede personale er for mig at se ingen løsning. Det kan godt være som en gammel gymnasiekammerat, som var visitator i kommunen, en gang sagde til mig; familien må sørge for rengøring og indkøb, så må kommunen tage sig af plejen.

Problemet er jo bare, at vi ofte bor langt væk fra vore forældre. Jeg er lykkelig for at vi var tre søstre, for rengøringen, som min far fik, var jo, som visitator sagde, ikke af den kvalitet, vi selv ville gøre. Faktisk syntes jeg, det var befriende, at visitator var ærlig, der blev støvsuget og tørret støv af i de rum, min far færdedes i til daglig, samt badeværelset blev gjort rent hver 14. dag. Så vi tog os af resten samt haven. Jeg er dybt taknemlig for, at min far nu er et sted, hvor man prioriterer nærvær og samvær. Eksempelvis vil plejehjemmet ikke have frivillige for enhver pris, de skal helst være nogle, som i forvejen har kendskab til stedet og dets værdier. Så de frivillige er eksempelvis tidligere ansatte og deres ægtefæller samt tidligere pårørende.

Tankerne glider videre til mennesker, som jeg kender gennem bloggen, og som er ramt af sygdom. Hver og en får de en kærlig tanke. Når sygdommen rammer, bliver vi pludselig bevidste om livets skrøbelighed, men andres historier kan så være med til at minde os om livets styrke. Min egen familie har også fået sin del, og jeg er dybt taknemlig for, at vi sammen kan støtte hinanden.

Da jeg startede det her indlæg, var det ikke det her, jeg havde i tankerne, men langsomt dukkede ordene frem, og så blev morgenindlægget sådan. Nu vil jeg sætte mig og holde fokus på mit strikketøj, for jeg er blevet opmærksom på, at jeg faktisk er blevet ret dårlig til at koncentrere mig om en ting ad gangen (og det afslører et strikketøj, hvor koncentrationen er nødvendig, for at det hele stemmer, tydeligt). Det vil jeg øve mig på. God tirsdag til dig.

DSC06782

DSC06790

12 kommentarer:

  1. Tak for smukke morgentanker og ditto billeder.

    Det er vist et supergodt plejehjem, din far er på, og hvor er det dejligt at læse, at de ikke for enhver pris vil have frivillige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Hanne :-) Det er et rigtig godt plejehjem, som jeg varmt kan anbefale.

      Slet
  2. Tak for de fine ord. Jeg er netop kommet hjem efter en forlænget weekend på neurokirurgisk afdeling. Fuld af taknemmelighed for at jeg blev fundet og hjulpet. Om nogle timer kommer mine børn ogsåhjem. Så skal de få verdens største kram. Pas godt på koncentrationsevnen. Det er min erfaring at når den bliver dårligere er det ofte fordi jeg har for meget om ørerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Laura, godt at høre at du er hjemme igen. Jeg blev fyldt med taknemlighed i morges, da jeg læste din egen version af det skete, for du og jeg ved jo at operation i hjernen aldrig er en "enkel" operation. Og jeg kan godt forstå at dine børn får en kæmpeknuser, når de kommer hjem. Knus til dig og så må vi få arrangeret den kop kaffe/te en dag, vi begge er på arbejde :-)

      Slet
  3. Man skal lufte ud for at undgå kondens ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, og selv om jeg lufter ud, så kommer der kondensvand alligevel :-)

      Slet
  4. Ja, man bliver mindet om sin dødelighed, når man bliver ramt af et eller andet. Dø skal vi jo, og det ved vi godt, men det er jo ikke noget, man normalt har med i sine overvejelser. Men det kan det så komme.

    Du skriver rigtig godt, og din oplevelse af, at indlægget bevæger sig i en anden retning, end du egentlig havde tænkt dig, er for mig et eksempel på, at man lærer af at skrive og mens man skriver. Man lærer både emotionelt og intellektuelt af at skrive.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, vi ved det jo godt, men vi vil jo allerhelst være fit for fight lige til det sidste.
      Tak for dine ord :-) jeg er fuldstændig enig med dig at det at skrive er med i læreprocessen.

      Slet
  5. Dejligt indlæg Lene.. :-)

    SvarSlet
  6. En af grundene til, at jeg bliver ved med at besøge din blog, er, at du hele tiden fortæller os, at sundhedsvæsenet ikke kun er til at klage over. Og det bliver jeg så glad over, for det er da noget af det første, man mand og mand imellem skyder på, når man sidder over en kop kaffe. Men fx din afdeling og også din fars plejehjem (og min svigermors ditto, som også var under Diakonhjemmene) er jo beviser på, at der sker gode ting derude.
    Jeg kan så blive bekymret over, at skattepengene åbenbart rækker kortere og kortere, så vi skal til at overveje selv at stå for pleje mv. Jeg synes bare, det må være svært ikke kun at være pårørende, men også at skulle pleje sine pårørende. Jeg håber meget på, at grænsen bliver trukket ved den personlige pleje - det må være professionelle, der skal på banen der, synes jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Conny, :-) jeg kan også blive bekymret over hvordan livet fremover bliver for syge og ældre. Og jeg håber så sandelig at personlig hygiejne ikke bliver et familieanliggende. Professionelle må være med i plejen, ellers er der ting, der ikke bliver opdaget. Og min kæphest er at sygeplejerskerne skal tilbage i hjemmeplejen i større antal end nu. De har en faglighed, der kan betyde en forskel.

      Slet