lørdag, oktober 26, 2013

TANKER OM DØDEN

Forskellige indlæg rundt omkring i blogland har fået mig til at tænke på døden. Jeg har mødt den privat og professionelt. Privat har vi håndteret det på en dejlig, nærværende måde, hvis man kan bruge det udtryk. Professionelt har jeg fundet ud af, at jeg også der har en forventning om, hvordan forløbet frem til døden og efter skal foregå. Og jeg er blevet udfordret på min rummelighed nogle gange, det har ikke været der, hvor alle pårørende slår lejr på afdelingen, tværtimod. Derimod har jeg haft svært ved, at pårørende ikke ønsker at være hos patienten i tiden op til døden. Og jeg har skullet arbejde med mig selv for at kunne rumme, at vi er forskellige. At jeg synes, at patienten skal have nogen ved sin side i dødsøjeblikket, hvis det er muligt, er ikke ensbetydende med, at andre har det sådan. For nogle er det menneske, de elskede, borte, og kun kroppen er tilbage. Det skaber et dilemma for mig, fordi jeg ikke har mulighed for at være på stuen hele tiden. Det har været svært for mig i de situationer, heldigvis har alle mine kolleger samme indstilling som jeg, så vi hjælper hinanden med hyppigt at gå ind til patienten. Det vigtigste for mig i den erkendelsesproces er, at jeg skal kunne hjælpe de pårørende, for det har været gældende for de forløb, jeg har oplevet, at de pårørende elskede deres syge kære, men havde en anden indstilling til den sidste tid end mig. Og de havde ikke brug for en undrende sygeplejerske oven i sorgen. De blev tilbudt at kunne være der hele døgnet rundt, at de måtte komme på alle tidspunkter af døgnet, så de ikke skulle vælge fra pga en forestilling om et koldt og upersonligt sygehus. Som en kollega sagde, man kan jo ikke gøre det om, hvis man fortryder. Efter døden er indtruffet, bliver de pårørende tilbudt at blive ringet op en måned efter. Dermed har de mulighed for at kunne få stillet spørgsmål om den sidste tid eller bare få talt om forløbet. Den afdøde er jo kun hos os i kort tid efter døden, så der kan meget nemt dukke ting op, som måske undrer. Vi har heldigvis ikke mange, der dør hos os, og det er mit indtryk, at ca. halvdelen tager imod tilbuddet om opfølgende telefonsamtale.

For mig er et menneske et levende menneske frem til dødsøjeblikket og selv når døden er indtrådt, taler jeg til dette menneske, når jeg vasker den afdøde, reder sengen, lægger blomster på sengen og rydder op på stuen, før de pårørende kommer ind igen. Privat var vi heldige, da min mor døde uventet, min søster var ved at gå, da min mor pludselig blev dårlig og døde i løbet af meget kort tid. At min mor skulle dø, vidste vi, vi havde blot regnet med, at hun ville nå hjem fra hospice og at en af os skulle have plejeorlov, sådan blev det ikke. Her valgte to af os søstre at være med til at gøre min mor i stand i samarbejde med bedemanden og sygeplejersken. Sygeplejersken, der var med, har senere fortalt min søster til opfølgningssamtale, at hun brugte os i undervisning som eksempel på, hvordan man i en familie kan bruge hinandens styrke og kompetence. Min søster og jeg havde begge været med til at gøre afdøde mennesker i stand, jeg professionelt og min søster mistede sin datter, 15 år gammel, 3 år før vores mor døde. Så for os var det vigtigt at være med til dette. Vi snakkede med vores mor og snakkede om tøjet, som vores søster havde valgt. Vi blev enige om, at vi ville spørge vores yngste søster, om hun ville komme ind og sætte tørklædet, for det var hun langt bedre til end os. Hun havde ikke haft lyst til at være med til selve påklædningen, men at sætte tørklædet med den broche, som vores mor ofte brugte, det ville hun gerne. Andre sørgede for mad til os, nogle sørgede for de unge og børnene i familien, og der var smil, latter og mange tårer den dag. Det blev en dag, jeg husker med glæde, for jeg syntes, vi fik taget afsked på lige den måde, vi gerne ville.

Dette indlæg skal ikke forstås som, at jeg synes, min måde at tænke på er den rigtige, men skal ses som mine refleksioner over hvor svært det er som sygeplejerske at møde mennesker med en anden indstilling end en selv, og hvor vigtigt det er at være åben over for, at vi er forskellige, også der hvor vi tror, at sådan tænker og handler alle da. Der skal være en åbenhed på sygeplejekontoret og over kaffen til at turde erkende, at det her er svært, men at vi skal anerkende andres måder at takle livet på. Det må aldrig blive til skyllerumssnak, hvor man hovedrystende bekræfter hinanden i at vide bedst.

Det er lørdag morgen, det begynder at lysne udenfor, landmanden er på gåsejagt og jeg skal synge hele dagen. Nu vil jeg gå ud og hente æbler til den rødkålssalat, jeg skal have med, og bagefter er der vist tid til en gåtur. Det er aften, når min kordag er over, så skal jeg have frisk luft, er det nu. God lørdag til dig og tak fordi du læser med her. Det betyder rigtig meget for mig at have det her sted at kunne beskrive mine tanker, men endnu mere betyder det, at du og andre aktivt deltager i at sætte nye tanker i gang hos mig med jeres kommentarer.

24 kommentarer:

  1. Jeg har det ligesom dig, Lene - jeg har svært ved, at en døende skal være alene. Jeg oplever, der er sket en holdningsændring til dette, siden jeg startede i faget først i 90'erne. Dengang var det almindeligt, at patienter, som vi vidste var døende, fik en fast vagt, hvis de ikke havde pårørende. Idag gør vi som jer, kigger ofte til patienten, hvis deres pårørende ikke kan være der. Desværre må jeg sige, at jeg oplever kolleger som ikke har samme holdning til dette, som jeg og det udfordrer mig lidt indimellem.

    Min første langvarige stilling var i en nystartet plejeafdeling for hiv-positive stofmisbrugere, som enten var døende eller havde brug for rekreation. Her oplevede jeg i den første tid en far som ikke ønskede at se eller sige farvel til sin døende søn, som havde bedt om at se faderen en sidste gang. Vores socialrådgiver havde kontaktet faderen, han afslog at komme og ønskede heller ikke at få besked, når hans søn var død. Sønnen har naturligvis levet et hårdt liv og højst sandsynligt trukket uhyre store veksler på sin families velvillighed, det forstår jeg sagtens.

    Alligevel var den besked utrolig svær for mig at rumme og det var vel der, jeg for alvor forstod, hvad det vil sige at yde professionel omsorg. Jeg kan huske, jeg tog en meget dyb indånding, da jeg mødte ind til nattevagt og fik den besked. Heldigvis havde vi så gode forhold, at jeg kunne sidde ved patienten det meste af natten, jeg tænkte selvfølgelig at det slet ikke var det samme eller ligeså godt, men dog alligevel meget bedre end ingen og ingenting.

    Jeg tro, jeg føler en form for trøst eller lettelse ved at vide, at jeg i sådanne situationer kan rumme at være hos et menneske, som er så forladt. Om det trøster patienten i samme grad, ved jeg så altid ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, tak for din fortælling. Vi kan ikke erstatte, men vi kan helt sikkert gøre en forskel, som du her gjorde.

      Slet
  2. Kære Lene.
    Jeg har det som dig, ingen skal være alene, når de skal dø. Jeg er dog også klar over at ikke alle har det således...havde lige skrevet en masse om egne oplevelser, men slettede igen, da det lød lidt pudse glorie agtigt...kan vi ikke tage en snak om emnet næste gang vi ses ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, den snak tager vi når vi ses. Jeg ved jo godt at det ikke altid kan forudses, at det er nu, så nogle kommer til at dø alene, også på et sygehus. Men kan vi være der, så forsøger vi.

      Slet
  3. Endnu et smukt indlæg fra din hånd. I denne uge har jeg været til begravelse. En ung pige på 22 år skulle vi sige farvel til. Det skal jeg ikke underholde nærmere med her, men jeg har lyst til at fortælle, hvor helt ubærligt og alligevel så meningsfyldt det var at samles. Og hendes nærmeste er store forbilleder for alle os, der "bare" var med. Der er mange måder at tackle døden på. Dét er der. Og det skal der være.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det skal der være, og jeg tror, jeg ved, hvad du mener med ordene ubærligt og meningsfyldt. Sådan har jeg også oplevet det ved min nieces begravelse.

      Slet
  4. Tanker om døden dukker som regel op, når der er knæk cancer kampagne. I vores familie har vi for 2½ år siden mistet min lille nevø på knap 2 år til kræften. Jeg har et billede hængende af ham, her ved siden af min hjemme-arbejdsplads, med måneansigt pga kemo og binyrebarkhormon, men også med et kæmpe smil. Som yngre har jeg ikke været god til at tackle døden, jeg fravalgte at se mine 4 bedsteforældre, efter de var døde, men med Oscar var det bare helt naturligt, at vi alle skulle forbi og se ham og sige farvel en sidste gang. Jeg kunne ikke nå at komme til intensiv før, og på en måde skulle det også være forældrenes egen sidste tid med drengen, så jeg valgte at tage hjem til min mor, da min søster ringede og sagde, at nu var der kun et par timer tilbage.
    I den forbindelse er det alfa og omega, at der er godt og afklaret personale omkring de nærmeste pårørende, og jeg vil gerne sige tak til jer alle inden for branchen for at være nærværende og støttende i sådanne situationer. Min søster og svoger var forbi børneintensiv for 1 år siden (da de gik og ventede på at lillesøster skulle komme ud) og de fik en overstrømmende modtagelse af alle. Det varmer, helt ud til søsteren :)
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Mette, jeg bliver så glad, når jeg hører fortællinger om personale, som formåede at støtte. Vi ændrer os jo gennem livet, så det der var rigtigt som ung kan synes forkert senere hen. Godt at du var der for din mor.

      Slet
  5. Jeg var også hos min da han døde, jeg synes heller ikke at man skal være alene i den sidste tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, og jeg tror det er vigtigt at vi handler efter det vi selv føler og ikke hvad andre mener, er det rigtige.

      Slet
  6. Måske findes der også mennesker, der synes, at deres død er noget meget personligt, som de vil have i fred? Det må du vide noget om ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Rasmine, på mit afsnit er det sjældent, at menesker når selv at forberede sig på døden. Det er ofte mennesker med store blodpropper eller blødninger, som allerede er ukontaktbar, når de kommer til os. Så hvad de har af mening om den sidste tid, ved jeg af gode grunde ikke.

      Slet
  7. Jeg tænker at i det postmoderne liv bliver mange livsbegivenheder - både ved livets begyndelse men også ved livets afslutning udliciteret. Jeg tænker, det måske betyder vi har svært ved at forholde os til døden, fordi det ikke bliver en naturlig del af livet om jeg så må sige. Jeg har ingen erfaring i at våge ved et dødsleje, men jeg gjorde mig mange tanker om det, da min mor var (kronisk) syg. Hun døde dog om natten, mens hun sov uden at vi var der, fordi vi ikke var klar over at tiden var kommet. Vi har siden talt om, hvorvidt hjemmeplejen var klar over, at det var nu, men det var i hvert fald en formodning de ikke delte med os. Til gengæld blev min mors kiste stående i den "pæne stue" indtil begravelsen og det var jeg glad for, så blev afskeden sådan mere gradvis og hun var på en måde stadig iblandt os, hvilket også gjorde det lidt nemmere for børnebørnene at forstå, at nu var mormor ikke hos os på samme måde som før.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, jeg tror helt sikkert at hjemmeplejen ville have kontaktet jer, hvis de havde det på fornemmelsen. Og jeg kan genkende dine tanker om at have din mors kiste derhjemme, det havde vi også.
      Som personale har jeg plevet, at da først vi tænkte, at nu var patienten døende, så nåede pårørende ikke at komme ind, fordi det gik så stærkt. Det er meget svært at vurdere, og vi snakker med de pårørende om, at vi ikke kan love, at de når det, men at vi hellere vil ringe dem ind en gang for meget end en gang for lidt. Hos os kan patienter i det akutte stadie svinge mellem liv og død de første dage.
      Og ja vi er ikke vant til døden på samme måde som vores forældres generation.

      Slet
  8. Som utallige gange før, har du skrevet et utroligt tankevækkende indlæg. Jeg har ikke så mange kommentarer til det, andet end ... tak. Tak for at beskrive de mange aspekter, der altid vil være, fordi vi mennesker er så forskellige, som vi nu engang er, og som vi kan lære så meget af fra andre.
    Dit indlæg vil blive læst flere gange fra min side ... jeg kan ikke rumme alle dine kloge ord på én gang :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Ellen, vi kan lære så meget af andre og netop i går fortalte jeg igen om fordelen ved at læse blogs, for jeg bliver beriget, jeg forundres og jeg bliver nysgerrig på andres måde at leve livet og at takle livet på :-)

      Slet
  9. Jeg vil ønske, at din måde at være sygeplejerske på vil spredes og smitte af på mange af dine kolleger. Men som der er forskel på pårørende, er der også forskel på sygeplejersker.
    For mig er den store overskrift at undgå at være fordømmende. Det er ikke altid let.
    Jeg undrede mig tit, når en terminal lungesyg (på medicinsk lungeafd) kun sjældent fik besøg, men når afslutningen nærmede sig, så blev stuen fyldt op af pårørende. Det tror jeg ikke, er i den døendes interesse. Som du, synes jeg heller ikke mennesker skal være alene, når døden nærmer sig. Jeg tror bare, det er bedst at fordele 'vagten', så der ikke bliver for meget uro.
    Da min mor død, blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at gøre hende i stand. Det afslog jeg. Min mor viste sig ikke upåklædt for os, og det føltes grænseoverskridende, hvis hun skulle gøre det efter sin død. Den beslutning har jeg ikke fortrudt. Og sådan er der mange forskellige forhold hos forskellige mennesker.
    Tak for et tankevækkende indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Betty, undgå at være fordømmende burde være en af overskrifterne for sygeplejepersonale over alt på jordkloden. Jeg tror det er vigtigt at mærke efter, hvad man har lyst til og hvad der føles rigtigt. Vi er fem søskende, og vi var så to, for hvem det føltes rigtig at være med, og tre, der ikke ønskede det, men alle fem med børn så vores mor efter hun var død, og jeg tror, at vi gav vores børn en gave ved at de fik lov til at se døden i kærlighedens lys sammen med deres familie.

      Slet
  10. For 16 dage siden fik jeg pludselig tanker om døden MEGET tæt på. Min søster havde ikke kunnet ringe vores mor op, så jeg tog i bilen og kørte over til hende. Hold nu op alle de tanker der væltede igennem mit hoved på den korte tur. Hvad nu hvis...hvad gør jeg så. Ingen reagerede da jeg ringede på, så jeg låste mig ind og råbte hallo...er du her OSV... Inde i sove værelset, bag døren lå vores mor. var faldet og kunne ikke komme op selv....ÅH. Ringede til Falck, og fik fat i datteren som var der lynhurtigt. Kort kan siges: vores mor havde en lav krops temperatur , brækket et håndled og en hofte. Det har været et par turbulente uger....med behandling og nu genoptræning. Men alle vegne har vi mødt personale som vil vores mor....
    Det var lige et pip fra mig. Som altid var dit indlæg et der gir stof til eftertanke, og det kan/skal læses igen. Det gir så meget og er lærer rigt. TAK. Hilsen Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold da op Joan, jeg kan godt forstå du nåede at tænke tanker, da du kørte over til din mor. Stakkels din mor, jeg håber hun kommer godt oven på igen. Det er slemt nok at brække håndled og hofte, men når man også har ligget et stykke tid, så har en gammel krop det ikke godt. Gode tanker til dig og din familie. Og tak for din kommentar :-)

      Slet
  11. Jeg vil ikke ind i en diskussion, eller forklare for meget - men for at kunne overleve, så har jeg valgt, at jeg ikke vil være hos min mor, når hun er syg og hun en dag skal dø. Det ønsker jeg på ingen måde, at personalet på hospitalet skal blande sig i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle og vi blander os ikke, det lover jeg dig. Men personalet vil nok give dig tilbuddet om at kunne være der, og så er min hensigt med dette indlæg netop at fordi jeg har en holdning, så er det ikke nødvendigt/sikkert, at andre har samme holdning, og det skal jeg som professionel forstå og acceptere,

      Slet
  12. Det betyder så meget for mig, at have set mine døde forældre. Min mor var jeg hos, da hun døde og var med til at gøre hende i stand. Min far døde uventet på Hjørring sygehus - vi troede, han var i bedring efter lang tids alvorlig sygdom. Men så sent som i lørdags tænkte jeg på dem som døde! Jeg tænker naturligvis oftest på dem som levende, men at have en fin tid sammen som pårørende omkring dødsfald, det er uendelig vigtigt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte og din kommentar viser også, at selv om man ikke er til stede i dødsøjeblikket, så kan tiden bagefter være med til at gøre mindet om dødsfaldet til en fælles god oplevelse.

      Slet