onsdag, november 27, 2013

GAMMEL OG UNG PÅ EN GANG

Jeg er ganske enkelt for gammel til det kaos, min nattesøvn er i lige for tiden. I går aftes kom jeg til at sove i 10 minutter lige efter aftensmaden. Resultat 3½ times søvn i nat. Og i dag var der sygdom blandt kolleger, så jeg tog en times overarbejde, og en anden kollega tog både dagvagt og aftenvagt. Heldigvis var der ro på i dag, så vi kunne sende min kollega hjem i fire timer for at slappe af, inden aftenvagten startede. Da trætheden tyngede mit hoved mest, skulle jeg snakke med en overlæge om en patient. Overlægen er nok 15 år yngre end mig, så jeg siger, ja den her patient kalder jeg jo ung, for han er lige så gammel som mig. Overlægen kiggede på patientens fødselsår og sagde så, er du 56? Hold da op, det kan man godt nok ikke se. Så forsvandt den træthed :-) Kuren holdt desværre ikke så længe, nu føler jeg mig klar til et alderdomshjem.

Og jeg ved det godt, jeg skriver så mange indlæg om søvn, men så må I springe dem over, for jeg skal jo kunne læse om tiden, da jeg var “ung” på arbejdsmarkedet, når jeg sidder som 80 årig og nyder, at jeg kan sove lige så længe, jeg vil hver dag . Mine forældre havde altid uret til at vække dem klokken halv otte, for man skulle ikke sove dagen væk. Jeg forstod det aldrig. Min mormor som blev enke, da hun var på min alder, valgte anderledes. Hun havde radioen til at stå ved siden af sengen sammen med en notesblok. Så vågnede hun langsomt op om morgenen og stod ikke op før klokken ni. Hun lyttede til radio og skrev digte. Det kunne jeg bedre tænke mig. Ikke at digte, men at vågne langsomt op og give sig selv lov til at blive i sengen.

Jeg har før skrevet om den gave, min moster og onkel gav os andre ved at få min mormors digte skrevet rent og trykt, så jeg lige nu kan kigge på min skønne mormor. Hun giftede sig aldrig igen eller fandt en ven. Hun blev knap 79 år, så 23 år levede hun alene, min mormor havde altid et stykke håndarbejde i hænderne, hun elskede at læse og fulgte med i verdenen omkring hende. Og det er faktisk først, da jeg læste hendes digtsamling, at det gik op for mig, hvor meget hun har båret indvendig af savn og sorg. Og desværre kom hun også til at opleve, at to af hendes fem børn døde før hende.

Jeg længes – ja længes og længes igen

til ungdommens travle dage

Oh Gud – du tog jo min elskede ven

og jeg sidder alene tilbage

 

Stuen er hyggelig varm og lun

dog ensomhed lurer herinde

med hvem skal jeg tale, snakke og le

Jeg – den eneboende kvinde

Og som tidligere har indlægget skrevet sig selv i en retning, som jeg ikke havde besluttet fra start. Mens jeg bladrer gennem bogen, opdager jeg et digt, jeg ikke har set før:

Klokken er tyve minutter over et,

og jeg er både sur og træt,

for jeg kan ikke sove.

Den sovetablet jeg i aftes tog,

fik mig kun til at læse en bog,

og det er der jo ingen mening i.

Men i morgen, når Christian står op,

falder til hvile min dovne krop

så sover jeg trygt til klokken ni.

Det er, rent ud sagt, noget svineri.

Klokken er nu næsten tre, og jeg har stadig ikke sovet

men når jeg sagen ret bese, hvem har så heller lovet

at søvnen sig indfinde må

just på den tid mig passer – så

tålmodig må jeg være

Det er en kunst at lære.

Så fik jeg det opklaret. Da Christian er min bedstefar og derfor levede på det her tidspunkt, må min mormor have været yngre end mig. Jeg har det altså ikke fra fremmede med søvnproblemer i forbindelse med en vis overgang, men en sovetablet tager jeg altså ikke!

Sov godt.

P1070363

24 kommentarer:

  1. Det er rørende at læse din mormors digte. Mon ikke hun talte med nogen om sin ensomhed? Nej, det gjorde man nok ikke dengang?
    Jeg kan godt følge din far og mor i det, de ikke ville sove dagen væk. Jeg sætter dog ikke uret, hvis jeg ikke har planer, hvor jeg skal møde tidligt. Jeg har ind imellem nætter, hvor jeg er vågen et par timer, men så er det priviligeret, jeg bare kan sove så længe, jeg vil. Hvis jeg så sover til kl 9, så synes jeg, jeg er gået glip af noget. Det er jo rigtigt, at "morgenstund har guld i mund". Synes jeg.
    Jeg kan godt forstå, det belaster dig, når du har nætter, du ikke kan sove i flere timer. Du tænker selvfølgelig på det, du skal præstere i dagtimerne - og det er ikke lidt.
    Sov godt, når du skal i seng ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Betty, jeg tænkte samme tanke og jeg skal have spurgt mine mostre om også det kom bag på dem. Min mormor var aktiv i Indre Mission og havde mange venner og var iøvrigt et meget socialt menneske. Men jeg tror ikke at man snakkede om det dengang.
      Nu har jeg heldigvis fri i morgen, men skal noget fra morgenstunden af, jeg satser på en god nats søvn :-)

      Slet
  2. Jeg er - lige som min far - rigtig god til at tage op til flere middagslure i weekenden, men det må aldrig være efter aftensmadstid, for så går det ud over min nattesøvn. Det er lidt lige som kaffe, det skal heller ikke drikkes efter kl. 18.
    Jeg kan godt li' din mormors klare digte. Hun gemte ikke tingene væk mellem linjerne :)
    Sov godt, Lene. Vend tankerne til det positive, når du lægger dig, så sover man bedre.
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, som jeg tidligere skrev, så synes jeg egentlig jeg er god til at slappe af og nyde stilheden, men det er mere eftervirkningerne dagen efter, der er generende :-)

      Slet
  3. Som jeg har skrevet før, så kigger jeg aldrig på uret, efter jeg er gået i seng. Det hjælper mig til ikke at fokusere for meget på, hvor meget eller lidt jeg faktisk har sovet. De nætter, hvor det ikke bliver mange timer, har efterhånden lært mig, at jeg nu kan klare mig med meget mindre søvn, end tidligere. Jeg nyder dage, hvor jeg ikke behøver stå tidligt op, dem har jeg det bedst med. I morgen skal jeg med et tog inden 8 for at være i Hässleholm til 9.30 og resten af dagen:-) God nat - uanset hvad den skal bruges til:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Charlotte, jeg fokuserer heller ikke på timerne, men jeg er jo sygeplejerske, så jeg registrerer altid klokken, når jeg kommer forbi et ur. Jeg skal jo kunne dokumentere hvornår hvad skete :-) Og jeg slapper af som jeg også skrev til Mette, men jeg kan altså ikke med det fysisk hårde arbejde jeg har, klare mig med få timers søvn. Der bliver altid en regning at betale dagen efter :-)

      Slet
  4. Heldigvis sover jeg som hovedregel som en sten, når hovedet rammer puden - det er rædselsfuldt at være søvnløs. Min mormor var enke i næste 30 år, min morfar døde året før jeg blev født og min mormor døde, da jeg ventede vores andet barn. Min mormor var en meget aktiv dame, så jeg tror ikke hun var ensom, men selvfølgelig kan venner jo ikke erstatte en ægtefælle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, det har jeg også altid gjort, men ikke efter jeg kom i overgangsalderen :-) Jeg troede heller ikke min mormor følte sig ensom, hun var som din en meget aktiv og social dame med et stort netværk.

      Slet
  5. Sikke en klog overlæge ;)

    Din mormors digte er skønne at læse. Du er heldig at have dem.

    Næste gang jeg roterer i min seng og ikke kan sove, så vil jeg sende dig en tanke. Det sker nemlig noget så jævnligt......

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, han er meget klog ;-) Det er hyggeligt at tænke på at vi er flere :-)

      Slet
  6. Det er så træls, når man ikke kan sove.. Jeg kan anbefale flyttekasser i stakkevis, efter en hel dag med dem, sover man ganske glimrende.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det kunne jeg tænke mig, men selv efter meget heftige dage på arbejde, så går min hjerne blot i et heftigere tempo ved nattetid :-) Er I ved at være på plads? Eller er I begge nede med skavanker nu?

      Slet
  7. Jeg har et sovehjerte uden lige... Som barn var jeg på Twind efterskole og dér lærte man, at kunne sove allesteder... Selv i deres gamle rumlende busser, vi køre nemlig langt i dem...

    Elsker morgenerne og der ER mange af mine bedste timer... Uhh og så en middagslur i weeekender og ferier, det er total luksus :o)

    Hvor er det skøn med dine mormors digte, en god måde at få afløb for sine inderste tanker, og en gave til dem der er tilbage. At I så får trykt dem op, det er jo helt enestående!

    God dag og håber du sov godt...
    Kram OddStyle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tina, ja jeg er rigtig glad for at nogen sørgede for at vi andre kan nyde min mormors digte :-9 Jeg har også altid kunnet sove hvorsomhelst, men da jeg blev 48 og gik ind i overgangsalderen, skete der noget. Det gik over igen, men nu er det kommet tilbage, mon ikke det går væk igen ;-)

      Slet
  8. Søvn er bare så vigtig ! Og dårlig søvn ødelægger alt isør hvis det er flere nætter i træk.
    Håber snart du får sovet godt og længe :)
    Hvor dejligt at have en sådan mormor som forbillede :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Miri, jeg fik sovet :-) Og jeg er også glad for min mormor, hun har sat mange spor.

      Slet
  9. Det er træls når man ikke får sovet, man bliver lidt ulden i hovedet.
    Skønne digte din mormor skrev. Knus og god dag til dig. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Annemarie, ulden i hovedet er et godt udtryk :-)

      Slet
  10. Søvn er bare så vigtig. Selv bliver jeg vanvittig af ikke at sove. Jeg ligger og siger til mig selv, at jeg jo da hviler, og prøver så at finde hvile ved det, men det hjælper sjældent med det. Jeg tror også, at jeg er ved at være i overgangsalderen, så det er måske den, der spiller mig et puds?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, hvis ikke du har døjet med det før, kan det meget vel være overgangsalderen. Jeg har ikke været plaget voldsomt af de symptomer, man altid forbinder med overgangsalderen, men derimod med at kunne falde i søvn. Så jeg tog Melbrosia, som hjalp, måske skulle jeg starte med det igen, eftersom det her åbenbart trækker lidt ud :-) Men i nat sov jeg godt, håber du også får en god nats søvn.

      Slet
  11. Jeg elsker mine morgener - nu. Jeg vågner oftest mellem 6 og 7, sommetider før, sjældent senere. Så råhygger jeg mig med Ruzzle, QB og lidt boglæsning, inden jeg står op mellem 7:30 og 8:30. Det er så skønt at være ordentlig vågen, inden jeg står op :-)
    I forbindelse med prednisolon (min speed) får jeg indsovningspiller (kan ikke lide ordet - det lyder som om jeg er det dyr, der skal aflives), fordi jeg ikke kan falde i søvn, ligegyldigt hvor træt jeg er. Det er altså ret effektivt og skal ikke sammenlignes med rigtige sovepiller, vist nok, fordi man af sådanne går totalt død i mange timer. Var det måske en ide, når nu det er så vigtigt for dig at få din søvn? Man bliver vist heller ikke afhængig af indsovningspiller; jeg tager dem kun i de 3-4 dage, jeg er på prednisolon og savner dem slet ikke de andre dage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg har det på samme måde med det ord indsovningspille :-) Det er også dem, vi har hos os, fordi de er ret hurtig ude af kroppen. Måske skulle jeg overveje dem eller også skal jeg prøve en kur med Melbrosia igen.
      Det må være så skønt at kunne vågne af sig selv og så møde dagen ordentlig vågen. Jeg kan godt forstå, at du nyder det :-)

      Slet
  12. sikke smukke digte - og hvor sejt at vide at det kommer fra ens mormor :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Nola, ja jeg er så glad for den bog :-)

      Slet