torsdag, februar 28, 2013

FOR 20 KR. BLANDET eller noget om kvindesnak, re-certificering og håndskrift

Uh som jeg hyggede mig i går, masser af snak mellem kvinder i alle aldre. Jeg har nu fundet mig en personal shopper, hvis jeg skulle få lyst til at gå amok i skøre, skønne og sjove øreringe. Oline kunne vise den ene hjemmeside efter den anden med øreringe, jeg ville elske at gå med. Strikketøjet blev luftet, og jeg tror, jeg skal ha arrangeret en strikkecafe, for det er altså meget sjovere at strikke sammen med andre end alene. Emnerne var viden om, og jeg stornød at være en del af langbordets selskabelighed.

P1050316

Noget jeg ikke nød, og som både i går og i dag fik mig op i det røde felt var re-certificering. En ting er, at vi med mellemrum skal tjekkes via en test på nettet, om vi nu har helt styr på brandreglerne eller blodsukkermålinger. Det synes jeg er helt fint. Men hvor man ved brandtesten får at vide helt nøjagtig hvilke spørgsmål, man er dumpet i, så holder blodsukkertesten det som en hemmelighed. Man får blot at vide, at man på et bestemt område har fejl, og jeg brugte så megen tid på at trykke mig rundt på testens hjemmeside for at finde baggrundsviden i går. Men selv da min kollega og jeg sad med hver sin computer, så hun kunne tjekke siderne med viden om apparat, målinger og svar, og jeg sad ved en anden og tog testen, så dumpede jeg igen. Jeg var hidsig, for hvis jeg nu kunne få viden om, hvor det var, at jeg svarede forkert, så kunne jeg jo tage ved lære. Godt nok var det ikke de samme spørgsmål hver gang, men nogen gik igen og deriblandt det, jeg dumpede i. I dag satte jeg mig ned og brugte lang tid på i detaljer at skrive ned fra hjemmesiden, for man kan heller ikke printe materialet ud. En anden kollega bestod imens, så med hende og mine notater ved min side tog jeg testen. Jeg bestod, men havde alligevel to fejl på trods af det grundige forarbejde. Det må man gerne, bare ikke i de fem obligatoriske spørgsmål. Bagefter fik jeg svar på, hvilke spørgsmål jeg havde rigtig og forkert. Nu er de printet ud, ikke med hjemmesidens gode vilje, men ved hjælp af Ctrl + print screen, og bagefter fik vi en tredje sygeplejerske gennem testen og fik også skrevet hendes spørgsmål ud. Så er der håb om, at resten af personalet kan gennemføre uden alt for meget tidsforbrug. Min ledelse har skrevet og klaget over testen, for det kan jo ikke være mening, at nattevagterne ikke kan måle blodsukker, fordi de ikke har tid til at bruge 1 -1½ time på at bestå en test. Eller at to specialesygeplejersker hver har brugt flere timer på at regne ud, hvor de tog fejl, den tid kunne vi helt sikkert have brugt på noget bedre. Og spørgsmålet jeg tog fejl i, var formuleret på en måde, så jeg troede, at det i bedste damebladsstil ville sætte en fælde for mig, og så var det rigtigt!

P1050320

Og fra på mandag er det slut med at skulle læse alle mine kollegers håndskrifter (det er jeg nu god til, har mange års træning med min mosters håndskrift). Sygeplejejournalen bliver elektronisk, det skal nok blive godt, men lige nu og her bliver det et kæmpe arbejde at indstille sig på. Men det er først på mandag, nu holder jeg weekend fra sygeplejen og koncentrerer mig om landbruget og mine fridage i stedet for.

P1050317

God torsdag aften til dig.

onsdag, februar 27, 2013

DET ER LIGE FØR

I går morges, da jeg kørte af sted klokken kvart over seks, skinnede månen rund og fuld. Her ude hvor der er højt til loftet, får den masser af mørk baggrund at skinne på. Den var så smuk, at jeg måtte stoppe bilen, og forsøge at tage et billede. Det blev ikke særligt godt, men det var vist også meget optimistisk at tro, at mit lille kamera kunne klare det. Da klokken nærmede sig Nørresundby eller lidt over halv syv, kunne jeg ane de første stråler af solopgang, en ganske let rødme i horisonten, og jeg glædede mig. Glædede mig til de morgener, hvor solopgangen vil farve min vej på arbejde. Glædede mig til, at jeg igen kan køre i lys både til og fra arbejde.

I dag glæder jeg mig også, jeg har nemlig en teaftale efter arbejde. Jeg har fri klokken 14, så jeg kan se frem til en eftermiddag med massser af dejlig snak og hygge hos Liselotte. Det bliver så godt.

Må du finde glæder i din hverdag, og så håber jeg, solen vil skinne på os alle.

P1050313

tirsdag, februar 26, 2013

SOLEN OG JEG LEGER

det er forår. Jeg har fået fri nu, men er blevet på min arbejdsplads for at forberede mig til aftenens personalemøde. Eftermiddagen tilbringes på et kontor, hvor solens stråler kan nå mig, kontoret er vendt ud mod et gymnasium. Udenfor kan jeg høre de unge menneskers snakken, de har ikke travlt, og jeg kan lege, at de ligger på græsplænen og slikker sol. Det gør de nu ikke, men bare tanken, om at snart kan vi sidde udenfor og nyde eftermiddagsteen, gør mig forårsglad. Den manglende vind gør, at jeg på vej over til kontoret blev stående udenfor og stornød solen uden væmmelige kolde vinde. Jeg håber, at solen ikke bare skinner på Nordjylland, men har bredt sig til jer i de andre dele af Danmark.

Må din tirsdag smyge sig omkring dig som en lun solstråle hjulpet af en kærtegnende brise.

mandag, februar 25, 2013

SOLEN LOKKER

Selv her på vestsiden i huset kan solens stråler ses. Jeg vil ud i frisk luft, jeg vil mærke kulden og solen, jeg vil mærke min krop, som langsomt løsner op, jeg vil mærke, hvordan tankerne finder deres plads og hjernen falder til ro.

P1050303

Lige om lidt giver jeg mig selv lov, men først skal jeg køre en tur, sådan er det, når man bor på landet. Imens kan jeg nyde billederne fra gårsdagens gåtur. Der bliver fældet meget lige nu, træer og buskads har det med at tage magten over den fredede højmose, så lige nu ser det lidt trist ud, men det skal nok rette sig.

P1050304

Og i går nåede jeg hen til Sandelsbjerg, det er længe siden, jeg sidst har været der. Den rummer masser af minder fra børnefødselsdage, hvor vi arrangerede kælketure eller skattejagt derhenne. Hvis jeg husker ret, så er der også et sted, hvor jeg kan finde anemoner, når den tid kommer. I går nøjedes jeg bare med at få pulsen op og frisk luft i lungerne.

P1050309

JEG ER MISUNDELIG

og det er en grim følelse. Den skal man ikke tale åbenlyst om, den skal helst gemmes væk. Den er grim og den sluger energi, som man kunne bruge på noget andet. Men i stedet for at gemme den væk, skulle man måske lufte den, give sig selv lov til at sige det højt, så man kan erkende, at det, der ligger bag følelsen, kan der gøres noget ved. Måske er det netop, når man erkender, hvorfor man er misundelig, at man kan handle? Måske er det netop der, man kan ændre adfærd?

I stedet for at være en sur gammel mokke, så har jeg besluttet mig for, at jeg jo faktisk ikke ønsker, at landmanden skal ændre adfærd. Det er jo bare fordi, at jeg gerne vil være som ham. Når han brænder for noget, så kaster han sig ud i det. Også selv om der ligger stabler af papir overalt i huset, som han skal gennemgå, og som jeg, der skal arbejde midt i de stabler, bliver irriteret over.

Jeg synes jo, at når han nu endelig ikke skal sortere kartofler en dag, så skal han ikke planlægge at bygge garage til sin motorcykel. Han skal heller ikke købe et lille smart kamera til at sætte på motorcyklen, så der kan optages film, mens vi kører i bjergene, og fordybe sig fuldstændig om aftenen og i weekenden i alle de muligheder, der er i sådan et kamera. Han skulle i stedet for tage sig af at få arbejdet sig ned gennem de bunker, som ligger til ham, og som jeg ikke kan smide væk, fordi det er ham, der skal tage stilling til det. Det eneste jeg brænder for, er mit arbejde. Nej jeg synes også, det er sjovt at læse og skrive blogindlæg, men det er jo ikke produktivt, sådan som når I strikker en masse ting eller tegner eller er kreativ på anden vis. Landmanden og Istvan er også startet på hundetræning igen, og som han dog lyser op, når han fortæller om det. Og jeg kan ikke lide mig selv, når jeg midt i hans fortælling siger, har du egentlig kigget på de bunker!!! I dag fik jeg lokket ham ind på kontoret et meget kort stykke tid (bilen holdt jo udenfor og var klar til at hente materiale til garagen). Vi fik gennemgået nogle papirer, men han vælger ofte den nemme løsning, at det skal arkiveres, for arkivering står jeg for ;-) men jeg holdt fat, kig på det, tag stilling, så nu fik vi da smidt lidt ud.

Nu vil jeg fordybe mig i noget arbejdsrelateret, i morgen skal vi have aftenpersonalemøde, hvor jeg skal fremlægge, hvad jeg fik ud af konferencen i Barcelona. Der er løbet meget vand i åen siden da, faktisk kan jeg nærmest ikke huske det, men så er det godt, at jeg har taget billeder af alle powerpointslides. Og så vil jeg arbejde med min misundelse, det er ikke så sært, hvis landmanden sørger for ikke at komme ind, jeg gider heller ikke sådan en sur gimpe.

opdatering: landmanden gad godt komme ind, og med sin vanlige skønne (og irriterende) charmerende vendelbolune fik han “gimpen” til at grine, og vi fik snakket om, hvordan vi begge er nødt til at tage os sammen til at få sorteret i alle bunkerne i skabe og reoler i de to arbejdsrum, der har med landbruget at gøre.

Og som Helle skrev i kommentaren: Nyd at du har ham, for det er jo nok den side, du faldt for og som du elsker. Jeg nyder ham og jeg elsker ham, meget højt, det håber jeg ingen er i tvivl om :-)

P1050305

søndag, februar 24, 2013

HOLD DA OP

er vi færdige? Min bagvagtlæge lød helt forundret, hun havde syntes, da hun mødte ind i går morges, at dagens opgaver lød helt uoverskuelige, men hun og forvagten gik i gang. De har to afdelinger, hvor de skal tage sig af akutte opgaver og det stuegang, som ikke kan udskydes til mandag. De har tilsyn på andre afdelinger og de har en akut modtagelse, hvor de skal vurdere patienter, og hvis patienterne skal indlægges hos os, skal de optage journal. Kommer der trombolysepatienter, skal de smide alt, de har i hænderne og sørge for, at denne patient kommer så hurtigt som muligt gennem undersøgelser og får den blodpropfortyndende medicin indenfor 4½ time, og jo hurtigere jo bedre. Bagvagten skal også varetage al kontakt med vagtlæger og andre afdelinger, så der er dage, hvor hendes telefon kimer konstant. Jeg har oplevet dage i weekender, hvor vi nærmest ikke så læger, fordi der hele tiden kom trombolysepatienter eller de stod i noget akut andet steds.

Der var masser af hængepartier fra fredag. Selvom lægerne i ugen havde knoklet med stuegang og endda blevet der længere, end de skulle, så var en del blevet skubbet foran dem. Jeg gik stuegang fredag aften klokken ti, her tog vi de ting, som kunne klares på det tidspunkt. I går havde dagvagterne ikke set lægerne hele dagen, så jeg fortsatte, hvor jeg slap fredag aften. Til gengæld havde jeg begge læger hos mig i perioder. Jeg havde lavet en oversigtsseddel, og den fik de stukket i hånden, fordi jeg også havde en nyankommet, dårlig patient at passe. Samarbejdet med lægerne gik forrygende, de tog af og til af sted til den anden afdeling, men kom hele tiden tilbage. Klokken otte i aftes var vi færdige med stuegangen, og det var her, lægen lænede sig tilbage og udbrød indledningen til dette indlæg. Vi havde fået en patient overflyttet, to sendt på orlov og en udskrevet. Der var blevet optaget journal og lagt plan for en, der var overflyttet til os. En patient var blevet gennemgået, som det hedder, når de bliver undersøgt, dagen efter de er blevet indlagt, og der er lagt plan for den videre udredning.

Mine tre kolleger tog sig af resten af afdelingen, jeg er så heldig, at jeg har superkompetente kolleger, som jeg ved, at jeg kan stole på. Det er altså guld værd, derfor er vi heller ikke tilhængere af vikarer udefra, hvis vi kan få det til at fungere. I denne weekend har vi to sygemeldte. Natten til fredag fik en kollega pludselig en voldsom maveinfektion og måtte gå hjem midt nat. Gode råd var dyre, sygeplejersken kunne ikke klare natten gennem uden hjælp. Den anden afdeling havde også måttet sende en hjem, så de kunne ikke hjælpe. Så en af mine kolleger blev ringet op midt nat og var frisk på at komme ind. Fredag aften fik en anden kollega pludselig feber, 39,4, og hun blev også sendt hjem, vi klarede resten af aftenen tre personer. Den ansvarshavende i går i dagvagten var kommet på noget af en opgave, der skulle findes afløsere til både aftenvagt og nattevagt. Mange havde jo stadig ferie og havde lagt planer for weekenden, nogle var lige gået fra til ferie, så udbuddet var ikke stort. En dagvagtkollega var frisk og fortsatte i aftenvagten, det var vi glade for, og i morgen har to kolleger sagt ja til at komme i dagvagt, så vi beholder vores kollega i aftenvagt, og den kollega, som tog nattevagten, fortsatte i den i stedet for i dagvagt. Hold da op for en weekend, jeg håber, at aftenvagten i aften bliver mere rolig.

P1050301

Søndagen her er i de grå farver, jeg hygger mig indendørs med en god kop te og bloglæsning. Må din søndag blive farverig og dejlig.

P1050297

lørdag, februar 23, 2013

fredag, februar 22, 2013

EN STILLE STUND VED COMPUTEREN

Overskriften bliver bestemt, mens jeg læser nyheder, men da jeg skriver den, får de første ord mine tanker i en helt anden retning end tiltænkt. Sådan er min hjerne vist indrettet. Den springer hid og did, og jeg skal være lidt hård for at få den til at koncentrere sig om det, jeg er i gang med. Så jeg fokuserer på min beslutning om dagens indlæg.

P1050279

Overskriften til et af nyhedsindlæggene kan man diskutere, om det er velvalgt, men det fik da mig til at klikke ind og læse den nyhed. Nyheden er, at man fra 2014 vil tilbyde tarmscreeninger til alle mellem 50 – 74 år. Jeg har før været inde på screeninger , og om I tog imod tilbuddet. Selv om jeg ved, at der er mange indenfor sundhedsvæsenet, som er imod og mener, at man overbelaster systemet og udsætter mennesker for unødige bekymringer og behandlinger, fordi nogle svar er falsk positive, så er jeg heller ikke i tvivl om denne gang, at jeg vil tage mod tilbuddet. Også selvom det betyder, at jeg skal sende en afføringsprøve med posten. Min mor døde af tarmkræft i en alder af 74 år, det blev opdaget allerede 12 år inden ved en tilfældighed. Min mor fik feber og blev dårlig, det viste sig, hun havde en byld på tarmen, og demed fandt man ud af, at det var kræft, der havde forårsaget bylden. I første omgang mente man, at kræften var helt opereret væk, men fire år efter viste den altså sit grimme ansigt igen, og kun takket være en meget dygtig overlæge fik vi otte gode år mere med min mor. Jeg har været inde til en forundersøgelse mhp. om jeg skulle screenes, men da min mor var over 60, da man fandt kræften, var det ikke relevant. Nu kommer jeg så til at være i målgruppen, og det er jeg glad for. Jeg er ikke en, der går og bekymrer mig, det kan jeg ikke bruge til noget, men jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for at forebygge og i mit tilfælde er det så kræft (min mor) og Alzheimer (min far). Her ser jeg screeningerne som én måde at forebygge på, en anden måde er fokus på sund kost, ingen rygning, alkohol med måde og godt med motion i hverdagen, en tredje måde  er at forsøge at holde min hjerne skarp og at udfordre den. Diplomuddannelsen er en måde, sudoku en anden måde (og jeg er så dårlig til det), Wordfeud og Ruzzle en tredje måde, men jeg vil også gerne finde på nye motionsformer. Faktisk drømmer jeg om klatrevægge eller mountainbiketure på skovstier, men nu får vi at se. Min madplan skred i svinget pga min fars uheld, men jeg holder fast i resten af planen, så nu skal der handles ind til weekenden, og bagefter skal der løbes en tur. Jeg har tre aftenvagter, der står i kø for at blive brugt, her skal jeg også nok blive udfordret. I dag starter vagten tidligere, fordi vi har nogle unge mennesker, som skal have en omsorgssamtale, klik på linket og gå til side 17, her ser du to søde sygeplejersker;-)

Må din dag blive en god indgang til weekenden, om du skal arbejde eller holder fri.

PS og sidespringet i min hjerne ved synet af min overskrift?  Jeg og min far har begge en CD med sange fra missionshuset i nyfortolkede udgaver, og det er dejlig musik, hvor krop og sjæl finder ro. En af sangene hedder En stille stund med Jesus.

P1050284

torsdag, februar 21, 2013

SOLSKINSSTRÅLER

Tænk at man nu kan gå en tur sidst på eftermiddagen, og det er stadig lyst.

P1050277

Kulden bider stadigvæk i kinder og ører, men hvad gør det? Bare der er sol i mine øjne.

P1050282

Må din aften være god ved dig.

GLAD FOR AT JEG VAR MED

Min far er hjemme igen på plejehjemmet igen, læben er syet, og det gik fint. Vi mødte kun dygtige og venlige ansatte, alle kunne deres kram, og de to unge sygeplejersker, som var tilknyttet far henholdsvis på sengeafsnittet og i opvågningen var endda også opmærksom på mig. De havde så heller ikke kunnet klare dette her, uden at der havde været nogen med. Jeg er glad for, at det blev mig, og ikke mine to andre søstre her fra Jylland. Jeg tog min sygeplejefaglige kappe på, da problemerne opstod. Min far blev urolig i opvågningen, da han vågnede op, og ville ud af sengen, han forstod jo ikke det, vi sagde, jeg kunne ikke guide ham til at sætte sig ned, han kunne ikke kende mig, og han måtte have oplevet det som et helvede. Masser af mennesker, som holdt ham, ukendte omgivelser (han vidste helt sikker ikke, hvor han var), mærkelige lyde (alarmklokker fra de forskellige apparater ringede konstant) skarpt lys osv. Så i dag fik jeg set det, som plejepersonalet har oplevet nogle gange på det sidste, når min far ikke kan forstå, hvad der sker omkring ham: Min far blev aggressiv, han var meget vred og prøvede at sige, at man skulle opføre sig ordentlig og hvad var det her dog for noget. Ikke så sært, at han forsøgte at slå arme væk, det ville jeg nok også gøre, hvis nogen holdt mig, og alt var kaos. Vi fik ham dog til at falde til ro og derefter aftalte vi en hurtig flytning op på sengeafsnittet på hans enestue, og at vi hurtigt kom hjem til de vante omgivelser på plejehjemmet. Selv her talte min far om, at man skulle opføre sig ordentlig og behandle andre ordentlig, og jeg kunne høre, at han var tilbage i sin funktion som skoleinspektøren, som fortalte, hvordan man skulle opføre sig både som lærer, elev og medmenneske. Jeg elsker ham så meget, og heldigvis kunne de to skønne sygeplejersker, jeg var lige ved at skrive de to bette unge piger  ;-), godt se den gode og dejlige mand bag den forskrækkede og vrede mand. Han endte med at sende dem begge et smil og vinke til dem.

Nu har jeg overgivet pasningen til det dygtige plejepersonale, og når jeg har drukket te med landmanden, vil jeg gå en lang tur i det skønne solskinsvejr. For selvom jeg til både sygeplejerskerne og min søster har sagt, at jeg har det godt, og at jeg har brugt min sygeplejerskeidentitet til at få oplevelsen sat på plads i hjernen, så kan jeg godt mærke, at jeg er træt og bevæget lige nu.

onsdag, februar 20, 2013

EN NAT PÅ SKADESTUEN eller hvordan planer kan blive en by i Rusland

Planen var lagt, der var byttet rundt på min fridag og arbejdsdag, så jeg kunne være ansvarshavende torsdag og dermed havde jeg fri onsdag. Jeg var træt og gik derfor tidligt i seng i går aftes, knap var jeg faldet i søvn, før end telefonen ringede. Min far var faldet og havde flækket sin læbe, man ventede på vagtlægen, men min far skulle nok på sygehuset og sys. Jeg fik pakket taske og kom hurtigt i tøjet og så af sted. Ved midnatstide drejede jeg ind på plejehjemmets p-plads, her holdt ambulancen, som skulle køre min far på skadestuen.

Min far var egentlig ret upåvirket af situationen, men han så forfærdelig ud, flækket overlæbe og en næse godt med skrammer. Min far er blevet meget dårligere på det sidste, blandt andet er han nu ramt på sin gangfunktion og på sin evne til at gøre ganske almindelige ting, såsom at barbere sig, spise eller vaske sig. Desværre er han ikke blevet ramt på evnen til at registrere vandladningstrang, så han rejser sig selvfølgelig fra sengen, træder ud på en måtte (som er en alarm) og begynder at gå og falder så. Personalet er på vej, men de kan ikke altid nå at komme ind på stuen, førend de første skridt er taget. Så min far er faldet flere gange den sidste måned.

Min far fik et par timer på skadestuen, personalet var søde og hjælpsomme, de syntes, såret var så dybt, så der skulle lige konfereres med nogle plastikkirurger et eller andet sted i region midt, om syningen overhovedet skulle gøres på det tidspunkt. Det blev der givet grønt lys for, men da lægen skulle røre ved min fars læbe, gjorde det ondt på min far. Da min far ikke kan forklares, hvad der skal ske, blev han selvfølgelig pga smerterne urolig og forsøgte at forhindre denne smerte. Så konklusionen blev, at syningen skulle foregå i fuld bedøvelse om dagen. Vi blev sendt hjem, jeg hjalp personalet med at få min far i seng, og jeg blev også sendt i seng. 4 timer efter stod jeg op igen, så jeg var klar, når sygehuset ringede med tidspunktet, min far blev holdt fastende, så han også var klar.

Formiddagen blev tættere på middag, før beskeden kom, at det var blevet udsat til torsdag morgen med mødetidspunkt klokken 7.15. Min far havde hele formiddagen sovet, vågnede op en gang imellem, nynnede med på den musik, jeg havde kørende, smilede med sin flækkede læbe til mig og sov så videre igen.

Efter flere telefonsamtaler blev enden på visen, at jeg fik fri i morgen, og nu er jeg hjemme for at sove lidt, få  lidt styr på tingene herhjemme og få et bad. I aften kører jeg ned til plejehjemmet igen for at sove der, for Falck kan allerede være der klokken 6 i morgen tidlig. Jeg håber ikke, kirurgerne ændrer planen i morgen, det har de lovet ikke at gøre, men man ved jo aldrig. På et sygehus ændres der konstant planer og prioritering. Men læben skal snart sys sammen, hvis den skal hele ordentlig. Så mon ikke planen holder.

tirsdag, februar 19, 2013

AT LÆGGE EN PLAN

Når vi møder om morgenen, er vi som regel blevet fordelt på stuerne af gårsdagens dagvagter. Vi finjusterer sammen og aftaler de sidste ting. Så går vi hver til sit, læser om hver vores patienter og planlægger dagens forløb i den lille gruppe (nogen gange består den gruppe kun af en, så kan man rigtig bestemme). I dag havde jeg seks patienter sammen med en assistent, vi havde en, der skulle overflyttes til et rehabiliteringssted, og som derfor skulle være færdig. Så planen blev, at det tog min kollega sig af, hun havde passet patienten i flere dage og vidste lige nøjagtig, hvad der skulle gøres. Af de fem andre var der fire, der manglede at få målt alle værdier (blodtryk, puls, temperatur og iltning af blodet) samt at blive vurderet neurologisk. Ofte har nattevagterne nået det, men de havde haft forrygende travlt, så det måtte jeg tage mig af.

Klokken var nu 7.35, morgenmaden er klokken otte, så det var bare om at komme i gang. Ingen af patienterne kendte jeg, så jeg skulle jo også lige hilse på dem, før jeg stak termometeret i munden. Alle blev nået inden morgenmaden, to nåede endda at få udleveret håndklæder, så de kunne nå bad/vask inden morgenmaden. Så skulle jeg have hældt medicin op, egentlig skulle det være sket inden klokken otte, men da lavede jeg jo noget andet. Herefter ville dagens koordinator gerne have mine punkter til stuegangen. Vi er begyndt at lade en person stå for koordineringen med de to læger, der bliver skrevet på en tavle, hvilke opgaver der er for hver enkelt patient. Lægerne nyder at kunne have overblikket på tavlen dagen igennem. Vores læger knoklede løs, der blev ikke holdt mange pauser, alligevel manglede der meget, da mine kolleger skulle gå hjem. Jeg havde nitimers tjansen i dag, så jeg fik overdraget deres papirer med deres plan for stuegangen i dag.

Min dag var bortset fra morgenens travlhed gået helt fint, min makker og jeg sørgede hele dagen for at afstemme med hinanden, hvor vi var i forhold til vores plan. Selv om jeg havde en halv times overarbejde, måtte jeg alligevel overgive enkelt punkter til aftenvagten, og noget måtte vi udskyde til morgendagens stuegang. Det er rigtig træls for en patient, som jo gerne vil have svar på undersøgelser, men patienten var i den relevante behandling og fik den rette træning, der var ikke tale om udskrivelse på nuværende tidspunkt, så det måtte vente. Det var ikke planen, men sådan gik det.

Af og til sker det, at jeg, når jeg sætter mig ned med en kop te herhjemme, kommer i tanke om noget, jeg har glemt at dokumentere. Således også i dag, og da jeg ikke kommer i morgen pga behov for anden mødetid fra afdelingens side, ja så må jeg forstyrre aftenvagterne i aften, det var absolut ikke planen. I dag er jeg glad for, at min egen lille madplan er planlagt med rester i dag, for ellers havde vi fået et eller andet fast food. Nu går det helt efter planen med portionsanretning, og bagefter vil jeg finde en god bog, som kan holde mig ved selskab i sofaen. God tirsdag aften til dig.

DSC00907

mandag, februar 18, 2013

FAGRE NYE VERDEN

Der er masser af ting, vi slet ikke er med på. Bl.a har vi stadig gode gammeldags mobiltelefoner og har ikke planer om at udskifte dem. Men lige nu sidder landmanden og gennemkører dele af vores 5000 km lange motorcykeltur på Google Earth. Se Lene, sådan ser Gorges du Verdon ud, eller prøv at se, her er Lourdes eller Gaverny. Jeg griner lidt, jeg gider ikke kigge med, jeg vil vente med at se og sanse, til vi er midt blandt hårnålesving, vandfald eller pilgrimme på vej til den Hellige Kilde.

Duften fra køkkenet breder sig ind i stuen, duften af kakao, løg, chili, hvidløg, spidskommen og koriander vidner om, at fruen i huset har taget tyren ved hornet og lagt en plan for aftensmaden i denne uge. Chili con carne er på menuen i aften, rester i morgen aften, ny ret onsdag, rester torsdag. Jeg er i aftenvagt i weekenden, så jeg vil servere varm mad til frokost to af dagene, den sidste dag bliver det rester. Mon ikke den plan kan holde? Det skal i hvert fald prøves. Imens kan landmanden så surfe videre og drømme om den tid, hvor den nye motorcykel skal prøve kræfter med masser af hårnålesving. Hans bidrag til aftensmaden var 6 flotte bagekartofler, som bliver forvandlet til kartoffelmos. Gulerødder skal rives og forvandles til råkost med appelsinstykker og nødder. Og jeg har været på biblioteket og lånt bøger, så aftenens program står på sofahygge med læsning og tedrikning. Mens jeg laver mad, drømmer jeg om små restauranter ude på landet med lækker fransk eller spansk mad. Jeg begår ikke samme fejl som i Dolomitterne, hvor jeg kun bestilte en ret, jeg fik nærmest ikke grøntsager hele den uge. Nu ved jeg, at jeg skal spise flere retter for at få både grøntsager og kød. Og det er faktisk først, efter jeg læste en krimiserie om en italiensk kriminalkommisær, som gik meget op i mad, at jeg blev opmærksom på denne detalje. Så både bøger og computerprogrammer er med til at forberede os på rejsen. Jeg tror nu ikke, at mine boglån i denne omgang yder bidrag til rejseplanlægningen, men man kan aldrig vide ;-)








HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?

Kan du mon hjælpe mig? Jeg kan ganske enkelt ikke regne det ud. Jeg har en Blogger blog. Jeg følger med i andre blogs ved hjælp af den bloggerliste, jeg har oprettet i Blogger. Jeg har altså ikke andre fancy readers. MEN jeg kan ved den søde grød ikke finde ud af at få slettet blogs på listen. Der er kun en knap til at tilføje nye blogs. Jeg har prøvet at gå over i google læser for at se, om der fandtes en knap, hvorpå der stod slet, men nej. Og lige nu får jeg spamindlæg fra en blog, som for længst er nedlagt af ejeren, men som åbenbart bliver spammet og sender flere og flere indlæg til min liste. Kan du mon hjælpe mig, for hvor svært kan det være?

P1050265

Udsigten fra et motionsredskab til at styrke mavemusklerne, jeg hvilede mig nu bare ;-)

MORGENMANDAGSSTART

Det er som om lyset ikke vågner så tidligt herhjemme som i sommerhuset.

P1050268

Det er som om kroppen modarbejder ethvert tilløb til hverdagsaktivitet.

P1050271

Det er som om, at selvom jeg vågnede tidligt, så er jeg ikke vågen endnu.

P1050273

Jeg snupper lige en kop te mere, inden hverdagen går i gang.

P1050276

God mandag til dig.

søndag, februar 17, 2013

KUREN DER DUR

Hvis du er kommer hertil, fordi du tror, at overskriften siger noget om genveje til vægttab, bedre livsstil, fastere krop osv., så klik væk igen, for det finder du ikke her!

Jeg er sikker på, at der er evidens for min erfaring, altså at studier har påvist det, som jeg har erfaret, men jeg gider ikke på en fridag søge i videnskabelige databaser, så du får blot min erfaring.

Når jeg løber og går, så gør jeg det, fordi jeg ganske enkelt bliver glad af det! Jeg er en af dem, som hele mit liv har kørt op og ned humørmæssigt, jeg kan nemt ryge i et hul og synes, at alt er træls, og så skal jeg bare trække i løbe/traveskoene og gå ud. Det varer ikke mange minutter, så popper alle de gode ting i mit liv op, og for hver skridt stiger humøret. Jeg kan godt sidde lunt og godt indendørs og se på blæst, regn og sne, og så har jeg overhovedet ikke lyst til at stikke hovedet udenfor, men min krop husker, så pludselig rejser jeg mig op og skynder mig at tage skoene på, inden jeg fortryder.
Hele jeg takker mig  for at holde fast i, at det er kuren, der dur. Der kan sagtens gå dage eller en uge hvor motion er lig nul, men min krop husker og minder mig om, hvor glad jeg bliver, når jeg går.



Denne weekend har jeg sammenlagt gået/løbet 20 km, fordelt på 6 km løb og resten gang. I dag tog jeg en gåtur gennem Blokhus klitplantage hen til Blokhus Gateway, et aktivt sted, hvor der er legepladser, fitnessti med motionsredskaber, sundhedsspor til at teste sin kondition på, cykelruter både til mountainbike og almindelige cykler, løbe og gangruter, og jeg tror faktisk også, der er shelters til overnatning. Jeg ville prøve sundhedsporet igen, jeg har prøvet det før sammen med landmanden, og nok en gang måtte jeg konstatere at det kan godt være, at jeg bevæger mig meget, men min kondition er ringe. Det må der gøres noget ved, når foråret kommer, men indtil da vil jeg nyde det indskud, jeg har sat ind på min kropskonto, og som jeg forhåbentlig kan hæve af på mine gamle dage.



Og nu sidder jeg med en kop te og computeren, radioen kører med giro 413, og Anne Marie Elten synger en af de gode gamle sange, og omkvædet passer med mit humør:



Vær glad for hver dag du har, tiden er jo kort og dyrebar - prøv og forstå, når lykken banker på.

lørdag, februar 16, 2013

MENS DAGEN VÅGNER

At vågne af sig selv og være frisk, det er længe siden, at det er sket. Jeg lister op, klapper Istvan på hovedet, trækker i løbetøjet og smutter af sted. I dag vil jeg et andet sted hen og løbe. Jeg er vågnet så tidligt, at jeg kan nå det inden formiddagens morgenmadsaftale.



Alle vinterferiegæsterne holder sig indendørs, men vejene og stierne er godt trampet til, så jeg skal se mig for, der er glat de fleste steder. Jeg nyder stilheden, jeg nyder den knitrende lyd, mens jeg løber, jeg nyder den kulde, der kommer ned i lungerne, når jeg trækker mit vejr.




Jeg stopper op og fotograferer flere gange, og sidste gang skræmmer jeg tre rådyr neden for skrænten, men ikke mere end at de stopper op og kigger på mig, de løber aldrig væk.


I stedet for løber jeg videre, hilser god morgen til en cyklist, der skal hente sin morgenavis i kassen midt i området.

Kan du finde tre rådyr?
Det blev kun til 4 km i dag, men sikke en skøn måde at starte lørdagen på. Hvordan startede din lørdag? Håber at resten af din lørdag må blive god.


fredag, februar 15, 2013

DER HYGGES

Istvan ligger i hundekurven og sover, den nyder, at det er aften og den må være i stuen hos os. Landmanden surfer rundt på sin iPad, jeg har fundet den bærbare frem og tjekker lidt af hvert. Fastelavnsboller hjembragt fra bageren er nydt. Jeg har gået en lang tur oppe ved sommerhuset, det var skønt at se på noget andet end gårdene på vejen derhjemme.

Vi har snakket med datteren på Skype, hun er i Frankrig og arbejde, og vi havde ikke hørt noget i to uger. Det arbejde hører I mere om en anden gang. Sønnen har lovet, at hans forældre må få lov til at snakke med ham i mobil i weekenden, nu har vi levet på få sms'er i to uger. Hønemor? Mig? Nej vel? Jeg vil bare gerne snakke med mine børn en gang om ugen, men det kan ikke altid lade sig gøre, og så må jeg jo sige som min mor, at intet nyt er godt nyt.

Vi lader roen falde over os, der er ikke flere pligter, der skal gøres i denne uge. Vi kunne nok sagtens finde nogle flere, men vi har besluttet os til ikke at lede, så nu holder vi weekend. Hyggeaftaler er spontant blevet arrangeret, så vi ikke skal være alene hele weekenden. Det tegner sig til at blive en rigtig friweekend.






YNK OG KLYNK eller bare tanker om livet

Nogle gange, når jeg har udgivet et indlæg, kan jeg godt få en fornemmelse af, at det skulle jeg måske ikke have skrevet, eller det fik jeg vist ikke forklaret ordentligt. Det er svært, når jeg gerne vil beskrive min hverdag som sygeplejerske, for jeg er bundet af en tavshedspligt, som gør, at jeg selvfølgelig ikke kan gå i detaljer. Det må blive på et overordnet plan, at jeg beskriver min arbejdshverdag. Jeg startede denne blog for at kunne sætte fokus på livsglæden, for at lære mig selv at fokusere på det smukke i hverdagen, men også for at fortælle om hvordan det er at være sygeplejerske på et apopleksiafsnit. Ind imellem kan det være svært at finde ord til indlæg om det smukke, når man ikke føler sig specielt smuk indeni, men bloggen og blogland hjælper mig så alligevel til at holde fokus.

Jeg er stadig i dag glad for at være sygeplejerske, jeg elsker mit job, jeg elsker mit fag, og jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor det kollegiale samvær er meget i fokus. Det er dejligt, når man som jeg har været uddannet i 32 år (28. februar 1981). Jeg har arbejdet på to forskellige børneafdelinger i sammenlagt 6 år. Jeg har været ferievikar i hjemmesygeplejen i 5 måneder. Jeg har arbejdet på en hæmatologisk og en nefrologisk afdeling i sammenlagt 2½ år. De år er så dem, jeg husker mindst fra, det var de år, hvor jeg fik mine to børn med 16 måneders mellemrum, jeg havde vist ammehjerne, som mine unge kolleger kalder det. Herefter stoppede jeg med sygeplejen og tog 11 år som medarbejdende ægtefælle i kartoflerne . Ved årtusindeskiftet startede jeg som sygeplejerske igen. Først i den fælles neurologiske sengeafdeling og de sidste 4 år på det selvstændige apopleksiafsnit. Disse sidste 13 år har været forrygende. Først kom jeg på efteruddannelse, her spirede lysten til at vide mere, lysten til at være med til at højne sygeplejen. Så kom jeg på kurser for at kvalificere mig til jobbet som apopleksisygeplejerske, det der andre steder kaldes specialeansvarlig sygeplejerske. Et job som jeg deler sammen med en dejlig og dygtig kollega. Jeg fik mod på mere, søgte job som souschef og fik det ikke, et nederlag, jeg havde det svært med. Alle andre så mig som uddannelsesansvarlig sygeplejerske, så det job fik jeg som et vikariat. Jeg knoklede for at blive god til det job, sparetiderne gjorde så, at vikariatet ikke blev til en fast stilling. Men inden da var jeg blevet bevilget en diplomuddannelse, og den skulle jeg stadig have, var ledelsens beslutning.  Det er jeg glad for, jeg er blevet inspireret og stimuleret gennem de fem moduler. Jeg er blevet udfordret, jeg har skullet lære at skrive akademiske opgaver, jeg har skullet lære at argumentere på akademisk vis, og jeg har prøvet at gå til eksamen, både skriftlig og mundtlig. Nu står jeg foran det afsluttende modul, om 2 måneder går jeg i gang. Jeg har store planer med den opgave, indimellem kan jeg få helt ondt i maven ved tanken om mit eget forventningspres. Indtil da vil jeg nyde, når jeg får dage i plejen. Jeg har haft meget fri, fordi jeg ikke er fuldtidsansat, så når jeg går på et fuldtidsstudie, hvor jeg kun får løn for 30 timer, skal jeg have kompensation i form af fridage bagefter.

Så selvom jeg skrev om skældud i går, havde jeg to gode dage, hvor jeg fik lov til at udfolde den side af sygeplejen, som handler om kommunikation og forebyggelse. Og jeg opnåede også, at en vred pårørende sendte mig et smil til sidst, der er håb for vores samarbejde til patientens bedste. Og når jeg skriver vores, så er det i første omgang mine kolleger, for jeg holder fri, igen.

Uanset om du holder fri eller ej, ønsker jeg dig en god weekend.

DSC02136

torsdag, februar 14, 2013

NOGEN AT SKÆLDE UD PÅ

Når man føler sig presset. Når man ikke ved, hvad man skal gøre. Når livet i den grad slår knuder, og knudebundtet synes uløseligt. Når gulvtæppet rives væk under en. Når alt bare ikke er, som det skal være.

Så skal der måske ikke så meget til. Så kan en enkelt bemærkning eller handling udløse en voldsom vrede, og alt det der fylder indeni, kommer ud gennem vreden over de ord eller den handling.

Jeg kan rumme det, jeg skal rumme det, men der er dage, hvor det er nemmere end andre dage. Der er dage, hvor jeg synes, vi alle har knoklet for at få tingene til at fungere på trods af sygdom og andre benspændere, og hvor jeg gerne ville have undværet skældud, men sådan er livet jo ikke. De mennesker, som pludselige bliver syge, og deres pårørende er jo heller ikke blevet spurgt, om det passer dem at komme i den situation. Så jeg lytter og beklager og forsøger at rette op på det, som var årsag til vredesudbruddet. Sådan er det.

Til gengæld fik jeg en knuser af en patient i dag, da vedkommende skulle videre. Den knuser var til hele personalet, og jeg tog gerne mod.

DSC06524

tirsdag, februar 12, 2013

UHM JEG GENTAGER LIGE UHMMMM

Det er ikke sidste gang, at den variation prøves:

Først en pandekage på tallerkenen, så en stribe jordbær/rabarbermarmelade. Så drysses med let hånd først hakkede valnødder, dernæst hakket chokolade m/appelsin henover. Lidt rosiner kommes ovenpå. Til sidst lægges en pandekage på som låg, det hele rulles sammen, og en himmerigsmundfuld kan skæres.
Velbekomme.

Nu føles dagen som en feriedag, vi sidder mætte i sofaerne i stuen, levende lys er tændt, strikketøjet og computeren skiftes til at være i mine hænder. Landmanden har snuppet sin iPad. Det er ham vel undt efter en lang dag ved sorterbordet. Og jeg nåede at komme ud og løbe, inden jeg bagte pandekager. Papirbunkerne løber ingen steder, så skulle det da være første gang i flere år, så de er der nok også, når jeg har fridage næste gang.

Og når jeg nu har givet indlægget en etikette med ferie, så får du lige et billede fra miniferien på motorcykel til Stockholm sidste år. Lige her kørte vi så ikke på motorcykel, men var på skærgårdssejlads. Det gad jeg godt igen, og nu har min svigerfamilie fået et lille nyt familiemedlem, en lille dansk-svensker, i Stockholm, så måske skulle vi en dag smutte op og besøge vores børns fætter og hans lille familie.




HVEM SIGER

at måltider skal ligge, der hvor de ligger? Ingen, selvfølgelig. Det ved jeg jo godt, men ofte gør vi, som vi plejer,  ikke blot når det gælder den mad vi spiser, men også de tidspunkter vi spiser på.

Jeg har mistet lysten til at lave aftensmad – fuldstændig! Jeg skal virkelig trække mig selv i de små hår for at tage mig sammen. Var jeg alene, levede jeg af skyr, A38, frugt, ost og rugbrød. Jeg kan tage kød op og så få decideret kvalme ved tanken om at tilberede det. Jeg kan købe lækre grøntsager og så miste lysten til mad ved blot at kigge på dem. I dag har jeg lyst til noget bestemt, det er ikke det mest sunde, men skidt pyt. Nu laver jeg pandekager til eftermiddagsteen,  jeg har en færdigkøbt tomatsuppe i køleskabet og hjemmebagte boller i fryseren, det kan så blive tilbehøret til aftenteen. Så nu har jeg rent psykologisk sprunget over aftensmaden i dag ;-) Men lur mig, om ikke jeg mister lysten til at lave mad, når vi kommer længere hen på dagen.

Vasketøjet er snart elimineret. Strygebunken er væk. Julepynten er pakket i kasser. Nu gælder det papirbunkerne og det tøj, der skal lægges op/repareres. Strikketøjet bliver luftet i dag. Jeg fik lidt medvind i Wordfeud, for ellers plejer jeg at få gedigen bank af de fleste, jeg spiller med. Medvind satser jeg også på til dagens løbetur. Sådan får en feriedag hurtigt ben at gå på.

GOD MORGEN TIRSDAG

Så blev jeg færdig med Christian Jungersens bog: Du forsvinder. I perioder har jeg ikke gidet at læse i den, men nu skulle den læses færdig. Hvad synes jeg om den? Jeg ved det ikke. Den er letlæst, man får viden om hjerneskader og om pårørendes forhold, men som siderne blev vendt, følte jeg mere og mere, at det var som om, at al den viden om hjerneskader tog over, og at bogen mere blev et dokument på, hvor meget CJ vidste om hjerneskader.

Bogen tager en mængde relevante emner op. Hvornår kan man undskylde noget, fordi man er hjerneskadet? Hvad er hjerneskadet? Hvad vil det sige at være lykkelig? Bliver man som pårørende så optaget af at tilegne sig viden, så man mister sig selv og måske ikke ser den ramte som et menneske, men først og fremmest som en hjerneskade?

Denne bog ville jeg gerne have læst i en læsegruppe, for jeg tror, at så ville den have åbnet sig mere for mig. Har du læst bogen, og hvad syntes du om bogen?

PS. I linket er der en anmeldelse, og den er meget positiv. I anmeldelsen anbefaler man en anden bog, som jeg har læst. Den bog havde jeg det også svært med, men det var mere, fordi det gjorde så ondt inden i mig, når hovedpersonen/fortælleren i den grad overtrådte alle sociale grænser for opførelse. Begge bøger har således valgt den del af hjerneskader, som er rigtig svære, nemlig personlighedsændringerne, og det er godt. Og CJ har da også fået mange roser fra pårørende, fordi han får skrevet om disse svære emner.

God tirsdag til dig.

P1050217

mandag, februar 11, 2013

DE URØRLIGE

Jeg er vist noget langsom, for det er først nu, at jeg kommer til at fundere over titlen på den skønne biograffilm jeg så, lige før 2012 blev til 2013.  De urørlige er dem, der ikke kan røres, men kan også være dem, der ikke kan røre sig, altså bevæge sig. Igen er det et ord med dobbeltbetydning, man kan bevæge sig og man kan blive bevæget. Jeg blev bevæget, jeg blev rørt af filmen. Javist, den kører meget på humoren, men samtidig ser man også, hvordan den unge mand, Driss, fra kun at tænke på sig selv begynder at tænke på Philippe, som han hjælper. Han gør det ikke altid på den måde, alle vi sundhedsprofessionelle har lært, og netop det nyder Philippe. Her i huset griner vi stadig af ordene: ingen hænder, ingen chokolade eller scenen med den varme kaffe på benene.

I går tog vi min far med ud på en gåtur. Min far er dårligt gående nu, så han har fået en transportstol. Vi pakkede ham godt ind, og så var det, at landmanden lige skulle give min far en rask løbetur ned ad gangen, inspireret af filmen. Min far er ramt på rum-retningssansen og er indimellem meget apraktisk, så det at noget pludselig var med fart på, fik ham til at stivne, men så begyndte han at smile. Han kunne jo fornemme min mand lige bag sig, og at det var i en rar atmosfære. Da vi kom udenfor, frøs min far først, han skulle jo ikke bevæge sig, men efterhånden vænnede han sig til kulden, og fra mit professionelle ståsted  fik min far alle sine sanser vakt, først ved en hurtig køretur, dernæst ved kontakten med kulden. Vi nød alle den korte tur ude i kulden, før vi igen var indenfor i varmen, hvor vi hørte musik, og min far spillede mundharmonika.

P1050226

søndag, februar 10, 2013

VIL DU MED?

Det ser smukt og dejligt ud med det fine puddersne på gårdpladsen. Men tag ikke fejl, underneden gemmer der sig is, så jeg går forsigtigt ud på vejen, hvor jeg ved, at skoene kan få ved.

P1050212

Løbeturen starter her, først går jeg hen til den næste række træer, og så løber jeg. I dag løb jeg midt på vejen, for der kan godt gemme sig små ispletter i lavningen på vejen. Musikken sættes i gang, ikke for højt, men sådan at den kan hjælpe mig, når det bliver sejt at løbe. I dag kan jeg godt mærke det solide morgenmåltid for et par timer siden, jeg har svært ved at finde en god rytme i vejrtrækningen.

P1050214

Solen skinner dejligt og sneen forstærker lyset. Kulden bider dejligt i kinderne, og jeg koncentrerer mig om at blive ved med at løbe, jeg skal forbi svogers gård, før jeg må gå igen.

P1050218

Det passer med, at jeg går ca 200 meter, mens jeg tager billeder af et par langhårede fyre, den ene virker lidt fornærmet, men jeg har ikke tid til at snakke. Lige før vendepunktet sætter jeg i løb igen. Det går ikke hurtigt, jeg løber de 5 km på 40 minutter, det er jeg tilfreds med, så længe det er vinter. Når foråret kommer, og løbene begynder at banke på døren, vil jeg gerne forbedre min tid, men ikke nu.

P1050219

P1050220

Normalt giver jeg mig selv lov til at gå 200 meter igen, når jeg er kommet forbi svogers gård igen, men i dag kommer der lige på det tidspunkt sange, som jeg havde glemt, jeg havde på min iPod, så jeg synger indeni mig selv, mens fødderne løber hele vejen hjem. Det er så første gang, at jeg har løbet 2½ km uden at gå lidt. Herligt.

P1050222

Hjemme ved trappen strækker jeg ud, humøret har lige fået en tak opad, og jeg er klar til at tage på langtur ned til min far.

ER JEG MON BLEVET SMITTET?

Jeg er gift med en landmand, en vendelbo, og ind imellem har jeg følt, som om alle mine fordomme om stivsindede landmænd og ikke mindst vendelboer har stået i kø for at blive bekræftet. Og samtidig har jeg ikke kunnet lade være med at grine og holde af den tværing, som ikke bare gør som andre, bare fordi at det skal man eller det bør man eller det gør man jo. Han er helt sin egen, og efterhånden har jeg lært, at han er en voksen mand og må selv stå til ansvar for sine valg, det er ikke mit ansvar. Jeg har alle dage haft et blødt punkt for mennesker, som ikke er som andre, måske fordi jeg selv er sådan en ganske almindelig kvinde, på kanten til det kedelige.

Her til morgen flækkede vi sammen af grin, da vi læste morgenavisen. Baggrunden er denne, og udtalelsen i vores avis (citeret frit efter hukommelsen): “Jeg kunne jo tage min kone med i fængsel og vi kunne selv lave mad. Når bare jeg er ude igen inden foråret, så jeg kan nå at så marken.”

Og så var det, at jeg tænkte, at jeg også ville have valgt at tage 10 dage i fængsel frem for at betale bøden. Det får landmanden nu ikke lov til, han har pengene til at betale og politiet vil ikke sætte en 89-årig mand i fængsel. Jeg kan godt se Arbejdstilsynets pointe i, at godt nok er det landmandens eget valg, men det bliver samfundet, som skal betale, hvis han kommer galt af sted. Og da han er registreret som selvstændig virksomhed, så er det lige godt, om det er ham selv eller en ansat, der foretager rensning af tagrender på hjemmelavede løsninger. Men hvad med alle de, der tager af sted på skitur uden at have forberedt deres krop på det? Hvor mange penge bruger samfundet ikke på at fragte dem hjem og behandle deres skader? Jeg er vist blevet smittet lidt af landmandens rebelskhed overfor love.

Min fridag i går blev konverteret til en aftenvagt, og søndagen skal bruges på et besøg hos min far. Godt der er to feriedage efter weekenden, så er der stadig håb forude for mine kedlige projekter.

God søndag til jer alle og pas på jer selv.

P1050210

fredag, februar 08, 2013

FREDAGSLANGSOMHED

Jeg er ikke en af dem, der elsker at indrette, flytte rundt og male. Så havde det stået til mig, ville møblerne stadig stå, som de gjorde for 20 år siden, og det ville også have været de samme møbler som for 30 år siden. Til gengæld har jeg en mand, som pludselig får en ide, og så skal vi ud og kigge på møbler osv. Han fik også en ide om at flytte rundt på møblementet i stuen. Jeg kunne ikke se det for mig, men jeg kender ham og ved, at det kan han. Så vi flyttede rundt, og nu bruger vi vores stue, også når vi bare er os to. Før sad vi altid i fjernsynsstuen, som også er der, den stationære computer står.

Netop nu sidder vi i hver vores sofa, der er ild i brændeovnen, landmanden sidder med sin iPad og jeg med min bærbare. Den hjemmebragte hotte suppe er spist ved sofabordet, der er te i kopperne, og det føles skønt, at vi begge er her. Normalt ser landmanden altid fjernsyn. Men i dag var han så træt, at sofaen og brændeovnens varme indbød til en lang lur.

Jeg nåede mit tandlægebesøg, jeg nåede 5km løbetur, jeg nåede at få styr på kontoropgaverne, men så er det vist også det. I morgen er der atter en dag. Jeg er optimist.


DET ER IKKE NEMT

at læse engelske artikler. Det er slet ikke nemt at læse engelske fagartikler, som er skrevet af ikke-engelsksprogede. Ind imellem slår min engelske ordbog slet ikke til, nogle gange fordi man inden for forskerverdenen udvikler sit eget sprog, nogle gange fordi det, som man vil sige på sit eget sprog, bliver direkte oversat til engelsk, og så kan ordbogen og jeg ikke finde ud af det. Efterhånden bliver det dog lettere, og det er godt, for jeg skal starte på afsluttende diplom midt i april, og der kommer jeg til at læse rigeligt med artikler.

Lige nu holder jeg dog fri og ferie i fem dage. Jeg har ikke ønsker om decideret ferie i dette forår, der er jo kun 2½ måned til, at jeg skal læse igen, og efterslæbet fra sidste diplommodul gav mig en masse ekstra fridage, så min souschef har fået lov til at drysse feriedage ud over planen. Det er næsten som at få små julegaver, hver gang jeg tjekker en ny 4-ugersplan. Om jeg kommer til at holde fri alle fem dage, ved jeg ikke, for der er stadig sygdom på afsnittet, så denne weekend er det mig, der har sagt ja til at tage en enkelt aftenvagt, hvis der bliver brug for det. Og nej, jeg får ikke noget for at stå til rådighed, jeg kunne jo bare sige nej, men jeg ved selv, hvor rart det er at møde ind til en weekend og vide, at der er en, man kan ringe til, hvis den sygemeldte stadig er syg.

Tandlæge og praktiske gøremål får lov til at fylde hverdagen i dag. Jeg kan vist ikke ignorere mere, at alt mit julepynt er spredt ud over det ene værelse og venter på at blive puttet i kasser. Og på det andet værelse ligger et bjerg af strygetøj, kasser nede fra min fars hus, som skal finde plads her hos mig og så tonsvis af papirbunker, som skal finde vej ind i mapper, kasser eller i skraldespanden. Jeg kunne vist godt bruge en ryd-op-i-dit-rod ekspert. Hvem har sagt, at det er nemt at rydde op? Måske skulle jeg alligevel hellere læse en engelsksproget fagartikel? ;-)

God fredagsenergi til dig

P1050207

torsdag, februar 07, 2013

LUK MUNDEN

man skal ikke sige noget, når man er træt og bare har længtes efter en stille eftermiddagsstund med varm te, hjemmebragte gulerodsboller og chokoladeboller sammen med sin mand. Og selvsamme så har arrangeret et møde, så han har ikke tid. Det er altså sjovere at dele en chokoladebolle med nogen end at spise den alene.

P1050208

Så jeg lukker munden og siger ingenting, man skulle nødigt få prædikatet sur gammel kone.

onsdag, februar 06, 2013

MENNESKETS VÆRDI

For nogle år siden snakkede min søster og jeg om det at rejse i andre lande. Hun fortalte om en tur til Rom som ung, hvor hun for første gang havde oplevet mange tiggere. Det havde været ubehageligt, men det mest ubehagelige var det, hun opdagede hos sig selv. At i slutningen af ferien ænsede hun nærmest ikke sværmen af tiggere omkring sig, hun viftede med hænderne for at få dem til at gå væk, men uden at se dem eller på dem. Det føltes, som når man vifter fluer væk, sagde hun, og det blev hun ked af.

Nogle tror måske, at det hårdeste og sværeste på et apopleksiafsnit er mennesker, som er hårdt ramt og skal have hjælp til alt. Det kan også være både fysisk og psykisk hårdt, men noget af det, som jeg synes er hårdt, er når jeg mærker en uønsket indre reaktion på et andet menneskes adfærd. Heldigvis er jeg så fagprofessionel, at jeg godt kan håndtere kontakten på en ordentlig måde, og så må jeg læsse af bagefter. Vi bruger hinanden meget i sådanne situationer, vi aflaster hinanden, vi snakker om, hvordan vi fagligt skal håndtere situationen og hvordan vi fagligt skal møde det menneske, men let bliver det aldrig. Når nogen fortæller om “skrankepaver”, så tænker jeg tit på, om vi kunne ende lige sådan, hvis ikke vi talte om oplevelserne. Hvis man tilstrækkelig mange gange lukker af for sin indre stemme for, hvordan man møder andre mennesker. Hvis man for at beskytte sig selv rent arbejdsmæssigt eller personligt vælger at se andre mennesker som “irriterende fluer”. Hvis man aldrig får lov til at sætte ord på disse følelser, eller at andre tør sætte ord på dem, så man erkender dem, så bliver man måske et umenneskelig menneske. Måske?

DSC06562

tirsdag, februar 05, 2013

KVINDE OG MAND

Advarsel, det her indlæg er ikke et dybsindigt indlæg, men jeg har tænkt meget over det :-)

Jeg har to salt/peberbøsser. Det ene er mit julesæt, det er to nissepingviner, den ene lidt større end den anden. Den store har tre huller, den lille to huller i nissehuen. Det andet sæt bruger jeg så resten af året, det er to trivelige får, de er lige store, den ene er hvid med lysegrønne pletter og har to huller i ryggen, den anden er lysegrøn med gule prikker og har tre huller i ryggen.

Så var det, at en julegæst tog fejl, vedkommende fik peber, hvor han ønskede salt. Hvorfor? For mig var det logisk, som jeg havde puttet salt og peber i (ellers havde jeg nok ikke gjort det sådan). På mit arbejde har vi salt og peber i små portionsbreve, røde og blå. Jeg tager konsekvent fejl, hvis jeg kun skal hente salt.


For mig er salt kvinden, peber manden.
For mig er kvinden de lyse farver, manden de mørke farver.
For mig er manden lidt højere end kvinden.

Så derfor skal der selvfølgelig peber i den høje pingvin, selvom jeg godt ved, at det er den, der giver mest, da den har tre huller.
Så derfor skal der salt i det hvide får med grønne prikker, selv om jeg godt ved, at to huller giver mindre.
Så derfor skal der være salt i de røde portionsbreve og ikke som det er nu i de blå. Rødt er kvinden, blåt er manden.

Og derfor hælder jeg konsekvent kaffe op, selv om jeg vil have te, når jeg er på diplomuddannelse, fordi de har kaffe i de røde termokander og te i de blå. Jeg synes ellers, mit system er nemt, men jeg er åbenbart ene om det ;-)

Og nej jeg har ikke byttet om på salt og peber herhjemme, der skal da være et sted, hvor jeg kan finde ud af det.

"Store filosofiske" tanker på en træt tirsdag, men nu har min souschef og jeg også aftalt, at jeg fremover skal have to fridage efter aftenvagt. Jeg er blevet for gammel til at nøjes med 4 timers søvn før en dagvagt, bare fordi jeg ikke kan vende døgnrytme på ét døgn.


En lille anemone i en midtjysk skov April 2012

ALDERSDISKRIMINATION

Det er sket et par gange den senere tid. Og hver gang har jeg måttet stoppe op og tænke over det. Første gang var, da jeg læste en artikel i et dameblad, hvor mænd skulle fortælle, hvad de holdt af ved kvinder og give et godt råd til kvinder. Jeg læste om en tv-værts meninger og pludselig tænkte jeg, hvor gammel er han egentlig? Op og læse i faktaboksen – 26 år! Og kæresten 22 år. Jamen det er jo nærmest børn, hvad i alverden kan de lære mig? De er jo yngre end mine børn. Senere læste jeg om en ung sanger, som var glad for at hun var ældre og mere erfaren, før hun hittede. Hun var 28 år, et år ældre end min datter. Igen det lidt bedrevidende smil fra den gamle sygeplejerske. Erfaren? HA.

Og så stoppede jeg altså op og talte dunder til mig selv. Jeg kan godt huske, hvordan jeg så mig selv, nyuddannet sygeplejerske, 24 år gammel og netop startet på børneafdelingen. Ingen forældre skulle komme med en attitude om, at måske nogle ældre sygeplejersker vidste bedre. Jeg havde gode kolleger at støtte mig til og havde fået en god uddannelse, og jeg var lærevillig og læste rigtig mange bøger og artikler. Faktisk oplevede jeg ikke forældre med den attitude, det har nogle af mine unge kolleger til gengæld oplevet med nogle af de gamle mennesker, vi har på vores afdeling.

Når nu jeg synes, at jeg bliver beriget af at snakke og arbejde sammen med mine børn og de af mine kolleger, som er midt i tyverne. Hvorfor er det så, at jeg sidder som en gammel mimrefrøken, når jeg læser om holdninger og meninger af voksne mennesker midt i tyverne, og ryster på hovedet? Ja vi lærer heldigvis hele livet. Ja, vi får erfaringer, som gør, at holdninger og meninger ændres. Men vi kan også nemt komme til at køre i samme rille, og så er det godt at høre andres meninger, om de så er ældre eller yngre er ikke det afgørende. Så det vil jeg huske på, næste gang jeg læser et interview med unge mennesker!

mandag, februar 04, 2013

SØVNIGE MANDAGSTANKER

Dagen vil slet ikke få øjne i dag, hjernen kan ikke finde det rette gear. Det er, som om omgivelserne understøtter denne søvnige tilstand, det minimum af lys, der er udenfor, når ikke rigtigt ind i stuen. Varmen fra brændeovnen virker kun, hvis jeg kryber sammen i sofaen. Serotonin er vist også sløv, humøret er i hvert fald i bund. Men jeg kender det jo, sådan er det, når mandagen følger en arbejdsweekend. Denne gang blev det så kun til én aftenvagt, det blev en travl en af slagsen, jeg nød dog at være sammen med kollegerne, men hold op som jeg føler mig rusten. Det er over 14 dage siden, at jeg sidst har været med i plejen, og mange små ting gør, at mit tempo sløves. Mine fingre og hjernen har endnu ikke dannet motorveje, når det gælder elektronisk dokumentation, så det går langsomt. For hjernebarken må hele tiden ind og tænke over, hvordan var det nu lige, at det her skulle dokumenteres. Det bliver godt, når det bliver automatiseret , så hjernebarken kan bruge sin kapacitet på at tænke over de observationer, jeg gør og de handlinger, der skal til. Det gør den skam også nu, men det trætter hele tiden at skulle tænke over, hvor var det nu lige jeg skulle dokumentere det her og det her? Det nytter jo ikke noget, at jeg bare hopper over, hvor gærdet er lavest, for så kan mine kolleger ikke finde dokumentationen og skal bruge tid på det.

Faktisk er jeg ikke meget i plejen i februar, der er andre opgaver, der skal arbejdes med, men jeg må og skal finde tid til at få denne dokumentation ind under huden. Egentlig er det jo ikke ind under huden, at det skal. Alt foregår i samarbejde med den fantastiske hjerne, som du og jeg er forsynet med. Så pas godt på den. I dag har min hjerne svært ved at fokusere, koncentrere og holde opmærksomheden, så det betyder, at alle ord sender mig ud på mange forskellige rejser. F.eks. udløste ordene pas på din hjerne en vej hen til den viden jeg har fra en hjertesygeplejerske. Nemlig at rigtig mange af de mennesker, som får en blodprop i hjertet, og som er rygere, holder op med at ryge efter en blodprop i hjertet. Det samme gør sig ikke gældende for mennesker, som har haft en blodprop/blødning i hjernen. Heller ikke for de mennesker, hvor symptomerne forsvandt indenfor 24 timer, og som derfor får diagnosen TCI eller TIA, som det skal kaldes nu, altså en forbipasserende blodprop. Hvori består forskellen?

Man kan dø af en blodprop i hjertet? Ja det er rigtigt. Det er også rigtigt, at de fleste ikke dør af en blodprop i hjernen, men en del får svære handicap, og nogle af dem, som ikke har fysiske handicap kommer måske til at have kognitive og følelsesmæssige handicap, så som træthed, depression, hukommelsesproblemer, koncentrationsproblemer, opmærksomhedsproblemer etc. Det kan også invalidere ens hverdag. Men det er åbenbart ikke så skræmmende eller skal vi sige så motiverende som tanken om døden?

Min hjerne trænger til anden aktivitet end at sidde her. Der skal frisk luft til, og så skal jeg have genlæst kapitlerne til aftenens læsegruppe. Jeg glæder mig til at komme ud. Jeg glæder mig til at snakke med andre. Jeg glæder mig til at vække min hjerne. God mandag til dig.

DSC06560