onsdag, april 30, 2014

MORGENGRY

Morgengry – arbejdsdag

P1070917

Stå på trappen og fotografere

Sanse kulden i fødderne, høre fuglene synge, nyde solens første skær

P1070918

Onsdagen er begyndt. Den skal fyldes med arbejde, besøg hos min far og korsang. Må du få en god dag.

tirsdag, april 29, 2014

HVERDAGSGLIMT 2

Lykken er gode steder, hvor man kan slå sig ned med en kop te.

Lykken er gode steder, hvor man kan slappe af.

Lykken er gode steder, hvor man kan nyde vejret i skyggen.

Lykken er at vide, at det ikke altid behøver at være som i bolig og havebladene, for at det er et godt sted.

unnamed (5)

unnamed (8)

mandag, april 28, 2014

HVERDAGSGLIMT

Hvordan starter dine hverdagsmorgener? Jeg har før skrevet om mine morgener, og for nylig skrev Hege om hendes morgen. Jeg nyder at læse om andres hverdag, hvornår står de op, hvad spiser de, læser de aviser om morgenen, ordner de vasketøj. Bruger de meget tid i badeværelset med makeup og håropsætning? Og så videre.

P1070904

P1070906

Jeg har mange forskellige hverdagsmorgener, jeg har morgener, hvor jeg skal på arbejde klokken syv, her afhænger variationen af, om jeg skal smøre mad til flere end landmanden. Har jeg fri eller er jeg i aftenvagt, afhænger morgenen af dagens program, men alle morgener inkluderer morgenmad foran computeren. I dag har jeg fri, jeg skal til frisør og fysioterapeut. Jeg skal have handlet og jeg skal i haven. Jeg vil også gerne løbe en tur. Men morgenstunden er brugt på at lægge dej til boller og til at nyde vinduernes udsigt. Og da jeg så ville søge på morgenmad på bloggen, så dukkede der gamle indlæg op om min arbejdsdag i detaljer, så det endte med, at det var de indlæg, jeg fordybede mig i. Det var sjovt at læse og også at kunne se, at mange ting er ændret, men der er også ting, der stadig er en del af min arbejdshverdag.

P1070912P1070913

Mens jeg har skrevet indlægget her, er bollerne blevet færdige med at hæve, de er nu sat i ovnen. Jeg må hellere komme i gang med dagens småsyslerier. God dag til dig.

P1070907

søndag, april 27, 2014

SKRIV LIDT MERE OM LANDMANDEN

Festen i går var for at fejre yngste svigerinde i landmandens familie. Jeg har otte svigerinder på landmandens side, og det er i år tredive år siden, at den unge pige blev gift med sin landmand, landmandens lillebror, midt i sommerens varme. Inden da nåede hun altså at fylde 20 år, og i går fejrede vi så hendes 50 års fødselsdag. Det blev som altid hos dem med lækker, lækker mad og med at deres fire skønne børn sang for deres mor. Masser af taler fra veninde og familie fulgte, hver eneste ord var velfortjent. Med så stor en svigerfamilie, så vil de altid være i overtal til enhver familiefest, også her, så vi sad sammen med to af landmandens søstre og mænd. En af dem følger trofast med her på bloggen, det samme gør hendes mand, så i går da snakken gik om min blog og også lidt om at arbejdet fylder lidt rigeligt både i min hjerne og på bloggen, lød overskriftens ord fra min svoger.

Landmanden er i dag som et glad føl, der får lov til at boltre sig på marken. Han er netop kørt af sted på motorcyklen for at køre en tur med en motorcykelkammerat. Istvan og jeg er ladt tilbage på gården. Er du ikke lidt misundelig; spurgte landmanden. Egentlig ikke, jeg ved der ligger en lang og skøn motorcykelferie forude, hvor Norditalien skal udforskes lidt. Jeg ved, at der ligger små ture som den i dag forude. Og jeg ved jo, at i dag er arbejdsdag, så det er ikke mig at køre rundt og så komme hjem til gården for derefter i fuld fart at køre på arbejde. Jeg vil lade roen falde over mig og nyde søndagens vejr herhjemme.

I går blev landmanden drillet lidt, for selvfølgelig kom han ind i sidste øjeblik og skulle, mens han holdt øje med AaBs fodboldspil, også gøre sig klar til fest. Mens han således havde gang i flere ting, skulle han også fortælle mig noget, og så var det, at indledningen lød: Istvan, nu skal du høre … Jeg føler mig beæret, tænk at blive benævnt som landmandens allerbedste ven og kammerat, det er stort!

Mine kolleger får også historier om landmanden. En af dem er, at landmanden altid har sagt; ingen ny kone før den gamle er slidt ned! Og så var det, at jeg til en fest hørte ham fortælle om det motto til en af de andre mænd, hvorefter landmanden fortsatte, og det kommer så aldrig til at ske, for nu køber hun sig til rengøringshjælp, så hun bliver aldrig slidt ned. Jeg tror lige, jeg snupper en tur i LOOP i dag, det er med at holde sig i form, jeg skulle jo nødig blive slidt ned ;-)

Må du få en skøn søndag med tid til nydelse og samvær

P1070901

Og du får dagens billede uredigeret, jeg burde nok have fejet gulvet og gjort snavsetøjskurven pænere, men det sker ikke, for sådan ser mit søndagsbillede ud.

fredag, april 25, 2014

DET ER WEEKEND IGEN

Dagen er skudt i gang med en omgang LOOP, jeg blev helt forvirret, da jeg gik ind af døren fem minutter over syv i morges, for hold da op som der var summende aktivitet. Mon det er det gode vejr, som weekenden lokker med, der gør, at hele +60 banden er kommet tidligt ud af fjerene? Og det var ikke kvinderne, der summede mest, det var mændene, det var også en lille gruppe af dem, der bagefter satte sig i det lille afslapningsrum med en kop kaffe og snakkede sammen. Hyggelig måde at starte fredagen med. Jeg skyndte mig dog hjem og nød min morgenmad. Nu skal der bages kage til landmændene, og så SKAL der købes nyt tøj. Jeg er inviteret til fødselsdag hos en skøn kvinde, og der kommer mange andre skønne og smarte kvinder, så nu vil jeg have nyt tøj! Nu tænker du måske, skulle Lene ikke arbejde i denne weekend? Jo det skal jeg, men heldigvis er en god kollega med på, at vi bytter lidt rundt, så jeg snupper aftenvagt i dag, dagvagt i morgen og aftenvagt søndag, så kan jeg nå det hele alligevel. Og det bedste af det hele, sove længe søndag, for landmanden her i huset kommer hviledagen i hu, så der skal ikke smøres madpakker søndag.

Må du få en dejlig weekend med tid til at nyde vejret og andres samvær.

P1070881

torsdag, april 24, 2014

HAVEDETEKTIVER

kan måske hjælpe mig med navnet på mit smukke ukrudt, som breder sig med lynets hast. Én foreslog i en tidligere kommentar, at det kunne være Judas penge, det er det ikke, men hvad er det så?

unnamed (3)unnamed (4)

Og se jeg fik en humlebi med, men mobilbillederne bliver utydelige, når de sendes til min mailadresse. Håber nogen alligevel kan se, hvad det er.

Og jeg har revideret min plan, nu går den ud på kun at fjerne ukrudt omkring træer og bærbuske, og så vil jeg instrueres i, hvordan buskrydderen fungerer. Så bliver resten klippet ned , så det kan fungere som bunddække. Håber det kan fungere.

DET VAR IKKE PLANEN

Og regnen går nordpå, dvs det brede regnområde som dækker næsen på Jylland, er nu her hos os.

Det var planen, at der skulle lægges kartofler i dag, det skal der så ikke, lige nu.
Det var planen, at jeg skulle i haven, det skal jeg så ikke, lige nu.
Det var planen, at jeg skulle have gæster, det skal jeg så heller ikke. Det er regnen dog ikke årsag til, men derimod en stakkels lille syg pige, som har brug for sin mor.

Nu vil jeg brygge mig en kop te, snuppe en nybagt bolle med ost og så sætte mig på kontoret.
  Der er altid noget at gøre for en husmor, en husmor er der nemlig altid brug for. 

SUM SUM SUM og RITSJ RATSJ

Mon ovenstående får børnesange frem i dig (ja jeg ved godt, at det egentlig burde være sur sur sur)?

Kroppen fortæller mig i dag, at jeg i går gjorde noget ved sagen. "Du har godt nok kastet dig ud i noget af en opgave" var landmandens bemærkning, da han kom forbi. Hm, det er den samme mand, som for 31 år siden ved denne tid sagde, at jeg måtte lære at elske det. Det gør jeg stadig ikke, men jeg kan blive så stædig, at jeg til sidst bliver stiktosset på mig selv og handler. Så jeg gik i krig med skvalderkål, brændenælder og en ukrudtsblomst med masser af lilla blomster omme i baghaven med frugttræer og bærbuske. Imens tænkte jeg tanker om en lejlighed i København, en lejlighed på toppen med en tagterasse fyldt med krukker med blomster. Jeg bliver aldrig haveblogger, med mindre det handler om at sidde på terrassen og drikke te, mens jeg læser. Men jeg nyder godt af bærbuskene og blommetræet hele vinteren igennem. Jeg har holdt mit løfte til mig selv, jeg plukker kun, hvis jeg har lyst (eller bliver så stædig, at jeg vil have noget til fryseren til marmelade og kager) Jeg er kun kommet igennem en brøkdel af området, til gengæld kan jeg nu gå på arbejde med masser af smukke rifter på armene. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men når jeg SKAL lave havearbejde, så skal der ske noget og så glemmer jeg alt om at passe på, så selv nakken fik rifter. Og så må jeg jo indrømme, at på en eller anden måde så var det tilfredsstillende at ligge derinde under solbærbusken og rykke i skvalderkål, ja det var lige før, det var hyggeligt med alle humlebierne summende omkring mig. Frugttræerne gjorde sig rigtig til med alle deres smukke hvide blomster, og det duftede af solbær, når jeg klippede de nederste grene af.

Jeg satser på, at jeg når en del længere, inden dagen er omme, men først skal jeg have gæster. Mine to kolleger, som jeg skal rejse sammen med til Nice, kommer til formiddagste i dag. Jeg holder af alle mine kolleger, men der er nogle, jeg arbejder mere med end andre og så er nogle, som jeg sparrer fagligt med. Og de to kolleger her er jeg nærmest aldrig i vagt med, så derfor syntes jeg, det kunne være hyggeligt at mødes, før vi sætter os i flyet om 1½ uge. Nu er boller og kanelsnegle kommet ud af ovnen, så mangler jeg bare selv at blive klar. Må du få en hyggelig torsdag.

unnamed (2)

nej der er ingen humlebi, den fløj, ønskede ikke at være fotomodel for en dag.

onsdag, april 23, 2014

LIVETS MANGE ALDRE

Vi mødtes på en lille cafe på Kirketorvet i Randers. Jeg var kommet først og nåede at slikke sol, inden de andre dukkede på. Fire kvinder hvis fællesnævner er en studiegruppe på et diplommodul. En er midt i 30erne med to børn i den første del af skoletiden, to kvinder er først i 5oerne, den ene har fem børn, som alle er i 20erne, den anden har fire børn, som er fra konfirmationsalderen til først i 20erne. Jeg er sidst i 5oerne med børn sidst i 20erne. Ingen er bedstemødre og svigerbørn er ikke en stabil faktor, endnu. Vi kom vidt omkring i vores snak. Drømme om arbejdet, studiedrømme, studierealiteter (hvad skal man vælge), ferierejsemål, vores børns velvære. Det spænder fra at den yngste ville være lejemorder og så professionel fodboldspiller i sin fritid til de ældste, der er blevet færdige med uddannelserne og nu skal finde arbejde og vejen videre frem i livet. Vi er to sygeplejersker på samme sygehus, der er en fysioterapeut, der underviser og en jordemoder. Vi går godt i spænd sammen, vi fyldes af hinandens energi. En var ved at lave et arrangement for sine kolleger i +50 alderen, jeg sagde tørt, at jeg ville komme til at være noget alene, hvis jeg lavede et sådan arrangement. En anden var nærmest den eneste, hvis hun skulle lave et 40 minus arrangement på sin arbejdsplads. Og selv om vi på papiret ikke har så meget fælles, så binder de bånd, vi bandt i diskussionerne om undervisning og formidling, stadig. Og jeg glæder mig til at køre til Randers igen, når sommeren er på hæld. 

Billederne rummer ikke et eneste af cafeen og kvinderne, men dog alligevel lidt om min tur.

P1070890

Min mors gravsted

P1070895

Den jyske hingst står der stadig. Nu er den bare ikke omgivet af parkeringspladser, men store åbne pladser beregnet til summende folkeliv om sommeren.

P1070900

Et sløret billede, men dog med indtryk af en smuk aftenhimmel at køre hjem på.

tirsdag, april 22, 2014

HVOR BLEV DEN AF?

Tiden altså, jeg føler, som om jeg er blevet snydt for et par måneder. Det kan da ikke passe, at vi om 2 uger er inde i maj måned. At jeg om to uger skal vågne op i Nice og være klar til konference. At mit afsnit skal være klar til næste store ryk, hvor patientantallet forventes at stige endnu mere. Vi er brugte, jeg kan se det i øjnene på mine erfarne kolleger. Man kan sætte sig op til en hård periode, når man ved, at den er midlertidig. Men lige nu er det nok gået op for de fleste af os, at den periode ikke er over. Selv om vi har fået mange nye kolleger, og de er fantastiske, så er der mange ting, der hviler på de erfarnes skuldre. Vi er en afdeling, der vil vores patienter det bedste, så de ambitioner for vores sygepleje skruer vi jo ikke bare lige ned på. De ligger så dybt forankret i alle hjernens lag, at de bipper højt, hvis vi føler, at de ikke tilgodeses. Jeg er dog så gammel i gårde, at jeg ved af erfaring, at selvom jeg ikke føler min sygepleje er der, hvor jeg vil have den, så ser andre på den som god sygepleje. Det gør at jeg har lært at sige, sådan er det nu, det skal nok blive bedre. Men hvordan lærer jeg mine kolleger, som nok er meget erfarne, men måske ikke har været i den situation før, dette? Min afdeling har siden vi blev et selvstændigt afsnit nærmest ikke haft udskiftning. Det gør, at der er opbygget mange gode ting, netop fordi alle har kunnet bruge tid på at videreudvikle vores sygepleje. Vi har ikke skullet fokusere på det vi allerede godt vidste, men har kunnet bygge ovenpå. Nu skal vi formidle al den viden og erfaring til vores nye kolleger, samtidig med at noget af det skal smides væk, fordi vi ikke længere er en rehabiliterende afdeling, men et hyperakut afsnit. Men hvad skal smides væk og erstattes med nye gode sygeplejemål?

Måske er det ikke så sært, at tiden er fløjet af sted. Min arbejdsuge er delt, så jeg startede med en arbejdsdag i går, nu har jeg tre fridage og så tre arbejdsdage i weekenden. Næste uge er lige så delt, der skal jeg nemlig også arbejde i weekenden. Det er helt ok, jeg skønner på mine hverdagsfridage. I dag skal jeg have sendt en meget træt studerende til hovedstaden og bagefter skal hans trætte mor på cafe i Randers med sin studiegruppe. Måske skulle jeg tage en strøgtur i min barndoms handelsby? Inden da vil jeg forbi min mors gravsted, det er utrolig lang tid siden, jeg har været der. Min mor er i mine minder, min far er her på jorden, jeg har prioriteret ham frem for kirkegårdsbesøg, men i dag har jeg brug for at sætte en smuk blomsterdekoration på min mors gravsted og bare være lidt stille sammen med mindet om min mor.

Må du få en god tirsdag her i slutningen af april måned.

P1070886

mandag, april 21, 2014

SÅ GIK DEN DAG

Solen stod op sammen med mig, og vi nød hinandens selskab (eller måske var det kun mig, der nød) Ferie/fridage er vist ikke af den gode slags, man kommer helt ud af rutinen. Jeg var i hvert fald godt træt, da jeg landede på gården sidst på eftermiddagen i dag ( jeg blev også nødt til at tage overarbejde). Vi kan godt mærke, at tempoet er skruet op, vores patienters gennemsnitlige indlæggelsestid hos os er nu nede på 2,3 dag. For få år siden var den på 5 – 6 dage. Flaskehalsen er, hvis hjemsygehusene ikke kan tage mod patienten, så får vi pludselig flere og flere på afdelingen. Og det er det, der er sket i påsken. Sygdom tager ikke hensyn til helligdage, og påsken er jo den tid på året, hvor der er flest helligdage samlet. Dertil kommer så, at der er undersøgelser, patienterne ikke kan få lavet i det tidsrum. Og de undersøgelser skal ofte være lavet, før end patienten kan sendes videre. Men det kan være, undersøgelsestidspunkterne ændrer sig, lige som butikkernes åbningstider. Selv om jeg jo har sagt, at patienter ikke er kunder.

P1070888

søndag, april 20, 2014

SØNDAGSNYDELSE

unnamed (1)

Løbeturen i dag foregik i kortærmet t-shirt, solen skinnede, sommerfuglen fløj med et stykke vej, rådyret valgte blot at krydse min vej. Da jeg så en lille blomst, ændrede jeg løbeturen til en gåtur og plukkede forskellige små grøftekantsblomster. Ren søndagsnydelse. God søndag til dig.

unnamed

lørdag, april 19, 2014

LØRDAGSTRÆTHED

Trætheden er mærkbar og synlig hos de tre beboere på gården. Slik og is forbruget er steget tilsvarende, nu finder vi på bedre måder at håndtere trætheden. I dag tog sønnen og jeg en Walk and Talk hen ad vejen. Ikke en lang tur, men nok til at sanse luften, fuglesangen og væksten overalt. Vi diskuterede Dewey, Piaget og Illeris, vi diskuterede sønnens empiri, og vi mødte en hare (faktisk flere gange). Om vi havde med en læringsinteresseret hare at gøre, skal jeg lade være usagt, men den sad lige så stille og lyttede med og sprang først af sted, da vi var meget tæt på den (og så vendte den som sagt tilbage og lyttede med igen). Mit hoved summer af indtryk og viden, men det er jo ikke min opgave, så jeg øver mig på at stille afklarende spørgsmål, på at undre mig og på at være mere end blot korrekturlæser (det indebærer, at jeg udover grammatikken også kender til de fagtermer, der bruges). Vi holder fast i at spise sammen, landmanden, den studerende og husmoderen og dermed kan vi følge med i hinandens hverdag. Solen skinner udenfor, traktoren summer i det fjerne, der studeres og skrives opgave, det er forår i Danmark. God lørdag til dig.

P1070880

fredag, april 18, 2014

FARVERIGE FREDAG

P1070874

Indlægget kunne også hedde Herfra min verden går eller Langfredag. Min verden er lige nu begrænset til aktiviteter, der foregår på gården, inde såvel som ude. Mit udsyn har jeg valgt at begrænse, så jeg kan fokusere på her og nu.

P1070875

Der er meget, der skal nås såvel inde som ude, derfor bliver det på flere måder en lang fredag. Kornmarkerne blev tilsået i går. I dag holder medarbejderne fri, men ikke landmanden. Han udnytter det gode vejr og sidder ude på en traktor.

P1070876

Når jeg føler mig lidt presset, glemmer jeg, hvad der er godt for mig. Jeg skipper motion, jeg øger indtaget af slik , is og andre lækkerier betragteligt. Det stopper nu! Så nu sættes der fokus på de andre skønne ting i livet, der forsøder min hverdag. Jeg udnytter, at alle mine duge er strøget, så i stedet for dækkeservietter på spisebordet kommer der duge på her i påsken. Vaskemaskinen gør sit arbejde, nu vil jeg koncentrere mig om mit arbejde. God Langfredag til dig

torsdag, april 17, 2014

SKÆRTORSDAG

P1070872

Herhjemme bliver det en arbejdspåske, det er helt ok. Jeg gør det, jeg er god til. Støtter og sørger for forsyninger, så alle kan arbejde igennem og blive færdig før regn og deadlines.

P1070871

onsdag, april 16, 2014

STILLE ONSDAG

Med kun 2½ times søvn i bagagen er onsdag en stille en af slagsen. Jeg sidder med min computer og iPad nede hos sønnen, men han skriver sin opgave. Det, synes vi begge, er hyggeligt. Datteren er sat på flyveren meget tidligt i morges, det ene af hendes to deltidsjob skulle passes. Hun har udover bartenderjobbet på cafe Intime nu også job i tøjbutikker (hele tre af slagsen = samme ejer). Og her kommer hendes viden om stofkvalitet, snit i tøj, farvesans og kreative evner (udstilling af tøjet) til sin ret. Landmanden udnytter det gode vejr, så der harves, tromles og sås. Tre mand er i gang. I dag sorterer de dog kartofler, de startede tidligt og stopper ikke, før der står et lastbillæs. Nu vil jeg finde min stol i studerekammeret igen, frokost til landmanden er smurt og jeg har fået små landmandsærinder, der skal klares i løbet af eftermiddagen. God onsdag til dig.

P1070856

tirsdag, april 15, 2014

HVOR KOM DET FRA?

Her på gården har vi to biler, en varebil og en personbil. Egentlig kalder man vel ikke firehjulstrækkere for varebiler, måske er det lidt fornærmende for bilen. Men sådan fungerer den her, den kan køre hvor som helst med hvad som helst og når som helst. Blot ikke lige for tiden, for batteriet er ved at gå. Begge biler har automatgear, hvilket var til stor irritation for børnene, da de skulle tage kørekort. Hvordan kan man øve gearskifte i en bil uden manuel gearskifte?! Det er yderst sjældent, at jeg prøver manuelt gearskifte, de fleste gange, når jeg har lånebil fra værkstedet, er det også med automatgear. Datteren har lånt personbilen, så jeg skulle låne varebilen i morges, jeg havde en tidlig aftale med min fys. Først løb jeg ud med håndklædeturban om håret for at tjekke, at bilen kunne starte, det kunne den ikke! Men landmanden fik den i gang, Så skyndte jeg mig ind i bilen og kørte ud fra gården, og så skete det underlige. Jeg forsøgte at skifte gear manuelt, dvs. der er jo ingen kobling, så jeg trådte på bremseren! Taske og jakke røg ned af sædet i en vis fart, og jeg røg fremad med samme fart, men blev heldigvis bremset af sikkerhedsselen. Hvor i al verden kom den reflekshandling fra?

Det begynder at hjælpe med øvelser og fys-behandlinger, jeg kan komme gennem dage med computer og andet arbejde uden at få snurrende fornemmelse i hele armen. Smerterne i skulderen er der stadig, men knap så udtalte. Mens jeg får massage, får vi snakket meget, om vores arbejde, om blodpropper i hjernen, om studerende osv. I dag kom vi ind på det at få lavet ting i god tid, og jeg fortalte, at jeg altid har været en, der laver tingene i sidste øjeblik. Jeg skrev stile og opgaver færdige i sidste frikvarter før aflevering på gymnasiet osv. Min fys kiggede på mig og sagde undrende, det havde hun aldrig troet om mig, jeg virkede så struktureret. Det kommer tilsyneladende bag på alle, bare ikke mig. Hvor får de dog det indtryk fra?

Nå men jeg har en deadline med en tekst, jeg ikke er tilfreds med, og som jeg havde håbet på faglig sparring fra en erfaren posterskriver inden for min verden. Og som altid er jeg i sidste øjeblik, så nu må jeg klare tingene selv og få det sendt til Foto AV afdelingen. Jeg er ikke overrasket, jeg er blot irriteret over mig selv, især fordi jeg er født af forældre, som altid var så struktureret i deres arbejde, så hvor i alverden kommer det fra?

Nu vil jeg skænke en kop te op, logge mig på min arbejdsplatform, læse teksten igennem og få den sendt af sted. Bagefter må jeg hellere få alle skufferne fra reolerne i stuen sat på plads, lige nu ligger de på gulvet med alt indholdet rundt omkring. Der er smidt ud med hård hånd. Der skal orden i mine skuffer og skabe, jeg tager lidt af gangen og husker at anerkende mig selv for alt det lidt  jeg når. God tirsdag til dig.

P1070860

søndag, april 13, 2014

BLÆSENDE SØNDAG

Maven er fyldt med lutter gode sager, jeg prøvede for første gang at lave Skidne æg. Det er ikke sidste gang, det sker, det er heller ikke sidste gang, at jeg køber lækre mandler fra Summerbird. Og som altid var der et lille påskeæg til hver efter frokosten. De sidste år har alle fået et sølv eller porcelænsæg fra Summerbird, fyldt med lækkerier. Vi har spillet Mikado, det er godt nok længe siden, at det spil har været på bordet. Jeg vandt, det er godt nok også længe tiden, det er sket. Nu er vi spredt igen, datteren er kørt for at være sammen med en veninde i sommerhus, sønnen har valgt at tage et par skrivedage herhjemme, så han sidder nu ved mit skrivebord. Det skrivebord, som jeg fik af mine forældre i konfirmationsgave, det bord datteren malede hvidt, da hun var teenager, det bord som blev hendes første spisebord i hovedstaden, det bord som nu er kommet tilbage til sin retmæssige ejer med samme funktion som oprindelig. Nu med stolen fra min far og mors hus, som var den stol, de sad på ved deres skrivebord. Jeg skrev min diplomopgave der i den gryende sommer sidste år, datteren skrev noget af sin bacheloropgave der i julen sidste år, og nu skriver sønnen noget af sin bacheloropgave der.

Det blæser en hel pelikan her, datteren og jeg nåede en lille gåtur inden frokosten, vi stred os gennem vinden den ene vej og fløj hjem den anden vej. Det er længe siden, at jeg hentede børn i Gaden, i nat blev det næsten morgen, inden jeg agerede taxa. Og da mine børn nu er voksne, så er deres mor mærkværdigvis også blevet ældre, det mærkes efter sådan en nat. Så jeg tror, jeg snupper en gåtur mere i blæsende solskinsvejr. God søndag til dig.

P1070868

lørdag, april 12, 2014

TO MÆND OG ET BILLEDE

Den yngste af mændene sov jo, mens jeg skrev mit forrige indlæg, så jeg kunne ikke spørge om lov til at vise billedet, jeg tog. Men sønnen synes også, at billedet viser lige netop den stjernestund, hvor morfar og barnebarn tunede ind på samme glædeskanal, og jeg fik hermed lov til at vise det. Hvis du vil læse historien bag billedet, så klik på linket i øverste linje.

P1070864

ORDENE I NATTEN

Den del af hjernen, som forfatter ord, var udhvilet midt nat og efterhånden som flere og flere ord i det indlæg til bloggen, som den var ved at kreere, trængte sig på, måtte resten af hjernen vækkes. Så klokken fire opgav jeg at få dem til at tie stille og gik ned i stuen med dyne og pude og gav mig til at se serier i håb om, at det kunne slukke for aktiviteten i hjernen. Ordene er der stadig trods seriekigning, bagning af boller og kage og mailskrivning, så nu må indlægget hellere skrives.

I går var jeg sammen med to mænd i mit liv, to mænd, jeg er tæt forbundet med, to mænd, som jeg har en tilknytning til. Ikke på samme måde som landmanden, men to mænd, som jeg genetisk hænger sammen med; min far og min søn. Min fars sygdom er fremadskridende,; hvor den de første år efter min mors død tog få skridt ned af hjernens kognitive trappe, så rutcher den af og til på gelænderet nu. I går, da vi kom, var min far fjern, det var som om han ikke var til stede; han så mig, men ikke min søn, hans barnebarn. Jeg begyndte at fortælle, at hans barnebarn snart blev lærer som ham, jeg har en søn, der er supergod til mennesker, han har sin helt egen stille facon til at komme i kontakt med andre. Så sønnen satte sig ved siden af sin morfar, snakkede til ham, fortalte ham flere gange på forskellige måder, at han skulle være lærer som ham (jeg skal være lærer som dig, morfar). Pludselig blev min fars øjne nærværende, han kiggede på min søn, han så ham og så sagde han, du er godt nok blevet stor og så grinte de begge to højt og dejligt. Og jeg fik billedet af dem! Jeg bliver så glad  af at se på det billede, for her sidder de to, gammel og ung, griner sammen, ser på hinanden og jeg er forbundet med dem. Jeg er datter og mor, og jeg elsker dem.

Om lidt vækker jeg den yngste af dem, han skal til jubilæum på sin efterskole, og senere i eftermiddag henter jeg storesøsteren til ham. Vi skal nemlig holde påskefrokost sammen i morgen, og det troede jeg slet ikke vi kunne i år, så jeg er dybt taknemlig for denne weekend. Må du få en dejlig lørdag.

P1070866P1070867

fredag, april 11, 2014

STILLE DAG

her på bloggen. Jeg er helt tappet for energi og skal finde min indre inspirationskilde, for om lidt skal jeg til møde med sygehusets Foto AV afdelingen. Bagefter henter jeg sønnen i Karup (nu har jeg jo fundet ud af, at de har en civil lufthavn - mine søstre ryster på hovedet af mig endnu). Vi tager et lille cafebesøg i Viborg, inden vi besøger morfar. Weekenden byder på to børn hjemme, i morgen kommer datteren. Jeg glæder mig. God fredag til dig.

P1070847

torsdag, april 10, 2014

LIGE SÅ STILLE

Det har været en lang dag, jeg kørte hjemmefra 6.15, og jeg kørte ind på gårdspladsen igen 19.20. Der imellem kørte jeg en tur til Odense sammen med to kolleger, jeg var chauffør, vi fik vældig snakket os ned gennem Jyllands mange bilkøer, vi ramte nærmest myldretid alle steder. Vi holdt møde sammen med trombolysesygeplejersker fra resten af Danmark først, og senere stødte repræsentanter for trombolyselæger til. Det er altid spændende at erfaringsudveksle, og man bliver inspireret og får ny viden med sig hjem. Hjemturen foregik også med myldretid op gennem Jylland, først efter Randers sænkede roen sig på motorvejen. Nu har jeg nydt stilheden og roen herhjemme, jeg er i den grad klar til en god nats søvn. Håber du får en god nat.

P1070853

onsdag, april 09, 2014

ARBEJDSDAGE

Disse tre dage har været væk fra plejen, ikke helt, jeg har givet en hånd med et par gange, men ellers har jeg forsøgt at få formuleret noget ekstra på engelsk til min poster. Denne gang er det kun mig selv, der sætter grænse for tekst, og jeg bøvler med det engelske, og jeg bøvler endnu mere med, at jeg går i gang med andre ting og bilder mig ind, at så kommer inspirationen. Skriv kone, var der engang en vejleder, der sagde kontant til mig. Og hun har ret, nu har jeg aftalt med min chef, at jeg arbejder hjemme i aften, for i morgen skal jeg sammen med to kolleger til nationalt trombolysemøde i Odense.

20140409_061851

Jeg har også haft samtaler med fem af de nye kolleger. Vi bruger at holde samtaler med nyansatte tre og seks måneder, efter de er startet. Ikke fordi vi har noget at sige, men mere for at høre, hvordan de har det, er de faldet godt til, har de undret sig over ting, som de synes, vi kunne gøre anderledes osv. Det var en sand fornøjelse, de er alle faldet godt til, de roser os for vores måde at være kolleger på og de havde også gode ideer til ting, der kunne gøres anderledes. Derudover har jeg i dag undervist køkkenassistenter i, hvilke sygdomme og symptomer vores patienter har, og hvad køkkenassistenterne skal tænke på. Det er jo dem, der står ved madvognen og også dem, der gør rent på afdelingen. Så de bliver også spurgt af patienter og pårørende. Derudover har jeg haft møder med diætisten og projektsygeplejersken.

20140409_065741

I dag har jeg også været fotomodel, jeg har besluttet mig for, at der skal billeder på posteren med forløbet i dagafsnittet. Jeg blev patient, var den eneste, der havde alderen til det, og så fik jeg ellers lavet ultralydsscanning af den ene sides halskar (alt var normalt), jeg fik taget blodprøve i blodprøveambulatoriet, jeg blev neurologisk undersøgt af en læge, jeg fik målt blodtryk af en kollega (for højt) og til sidst lå jeg i lejet til MR-scanning. Alt imens en fotograf skød på livet løs.

20140409_072734

Og billederne er udsigten fra mit skrivebord i dag. Nu ikke flere overspringshandlinger, der skal arbejdes. God aften til dig.

20140409_115046

tirsdag, april 08, 2014

VANEMENNESKE

Da børnene var små, var badeværelse et samlingspunkt om morgenen, der var kun det ene. Der blev tisset, badet, børstet tænder og trukket i tøj på samme tid. Der blev sjældent snakket, jeg var vist den eneste, der gerne ville snakke på det tidspunkt af dagen. I dag er jeg vant til at være alene, jeg plejer at være kørt, inden landmanden står op. Jeg står søvndrukkent op, vælger som regel at brygge te og smøre mad til landmanden først, nogle gange smører jeg også madpakke til mig selv, om end smøre er et forkert ord; det er som regel resterne af salaten fra gårsdagens aftensmad sammen med en avocado, lidt laks eller dyrekølle. Så spiser jeg morgenmad ved computeren og til slut gør jeg mig klar på badeværelset. Samme rytme hver dag, når jeg skal i dagvagt. Nu har landmanden imidlertid ændret vane; de starter tidligt, så når jeg går på badeværelset, står han op. Det forstyrrer hele min morgenrytme, og jeg kunne da bare bytte om på mine rutiner, men jeg er åbenbart et vanemenneske, hvad det angår, så det tager sin tid at få ændret. Til den tid er landmanden såmænd nok tilbage i sin gamle rytme. Akkeja man er vist ved at være en gammel kone.

Må du få en god start på dagen, og må dagen være god ved dig.

P1070854

mandag, april 07, 2014

FØRSTE GANG I ÅR

P1070851

Landmand og medarbejder arbejder længe i dag, det skal udnyttes, at dagene er blevet længere. I morgen er sorterdag, så i dag nedfældes der gylle. Normalt har jeg ikke medarbejderne på kost om foråret, men der skal jo være en første gang. Egentlig havde jeg tænkt på lasagne, det er dejligt nemt, passer sig selv i ovnen. Men så opdagede jeg koteletterne i butikken, og dermed blev det til revival af en 80er-ret: koteletter i fad med tomatflødesovs. De er nu i ovnen, kartoflerne koger sagte og om lidt skal salaten blandes.

P1070849

Og det bedste er, at jeg nåede 3 km på gåben i det skønne solrige vejr, vi har haft i eftermiddag. Hjertet bliver lettere, søvnen kan holdes lidt på afstand, der hentes energi til de ting, der skal nås, inden jeg må sætte mig ned og slappe af. God aften til dig.

P1070852

søndag, april 06, 2014

SØNDAGSTRYGENDE SØNDAGSFLYVENDE

Jeg var der præcis klokken otte, da centeret åbnede. Lidt efter lidt dukkede andre morgenduelige op og indtog deres positioner i forskellige maskiner. Hjemme igen nød jeg bevidstheden om, at kroppen var blevet arbejdet godt igennem. Boller blev lunet, bord dækket og jeg nåede morgenmad sammen med landmanden, inden jeg tog til gudstjeneste. Hjemme igen nød jeg, at jeg havde gjort noget godt for mig selv. Jeg nyder at være en del af fællesskabet om salmer, prædiken og nadver. Jeg kommer bare nærmest aldrig til gudstjeneste, fordi jeg allerhelst vil drysse rundt søndag formiddag. Lige nu slapper jeg af, armene kan godt mærke, at jeg har strøget 17 duge (og øget vægten i maskinerne), det er ikke just noget, der er godt for den dårlige arm, men jeg er snart i mål, tre duge mere, og jeg har en tom strygekurv.

Mens jeg havde en af mine pauser, lød et ordentlig brag fra vinduet. En fugl havde overset vinduet, formentlig i sin flugt fra en større fugl. Den lille fugl sad lige så stille og forskræmt inde ved muren. Landmanden hentede den ind, og vi satte den i en skotøjsæske, så den kunne komme sig over chokket. Senere da den kunne stå på benene, blev den sat ud på sålbænken, og et stykke tid senere fløj den sin vej.

Hvad det er for en fugl, er jeg sikker på, at nogen af jer ved. Og kære socialdemokrater, det var tilfældigt, at det blev en avis med regionsformanden i Nordjylland, som fuglen fik som underlag.  God søndag til jer.

P1070845

lørdag, april 05, 2014

AT DRØMME

jeg rydder op i en skuffe

der ligger utallige sider fra blade, utallige sider med strikkeopskrifter

de har ligget der i flere år

drømme om at være kreativ gennem strik

drømme om at sidde og nørkle

jeg slipper drømmene, smider det hele ud

hvis jeg vil strikke finder jeg nok en opskrift den dag

jeg rydder op i en skuffe

utallige noter fra undervisning, foredrag, fagblade

de har ligget der flere år

jeg har ikke savnet dem

de er drømme om at være alvidende, om at fordybe mig i faget

jeg har fordybet mig, jeg har taget en diplomuddannelse

jeg smider dem ud

hvis jeg vil vide noget så findes det derude, søg blot

jeg stryger duge

utallige duge

jeg bruger dem nærmest aldrig

nu får de en chance mere

nystrøgne ligger de i en skuffe

mens jeg stryger ser jeg serier

mens jeg stryger tænker jeg

mens jeg stryger drømmer jeg

em regnfuld lørdag i april gør godt

P1070841

LØRDAG MORGEN I LANDBRUGET

Uret ringer, ikke tidligere end ellers, men det føles sådan. Sovetid blev sent, for vi var inviteret i byen i går aftes. Lækker mad, masser af lækker mad, gode vine og sandeligen også en whisky, jeg kunne lide, alt sammen ting, der nok kan gøre en landmandskone lidt træt dagen derpå. Det er forårstid. Landmanden og hans medarbejder har haft travlt med at pløje alle marker. Der er stadig masser af gode kartofler i kølehuset, så to dage om ugen går med at sortere. To dage, hvor de møder tidligt for at nå det. Nu er tiden kommet til, at jorden skal gødes. Først tromles pløjemarken, derefter kører landmanden med gyllenedfælderen og lige derefter harves jorden. Det betyder, at det nærmest ikke lugter af gylle. Planen var, at jeg skulle tromle et par timer i dag, for nummer to medarbejder starter først på mandag, så for at gyllenedfældningen kunne starte, var der brug for tre mand. Ingen havde regnet med, at foråret kom så tidligt, vi har aldrig prøvet at være så tidlig på den. Planen er nu ændret, så jeg ikke skal køre traktor, medarbejderen startede nemlig halv fem, så nu kan de godt nå det uden min hjælp. Landmanden hentede rundstykker, som vi har nydt sammen med medarbejderen.

Udenfor er det stadig dunkelt, regnvejret er på vej, kan jeg se på radarbillederne. Jeg vil forsøge at holde et løfte til mig selv, det er jeg ikke så god til, men jeg kom lidt i gang i går og lidt i dag kan vel også nås, og så må jeg stille mig tilfreds med det og se kærligt på mig selv. I går bagte jeg kartoffelboller og muffins med hvid chokolade/brombær. I dag vil jeg bage gulerodskage. Jeg har en plan om at få bagt lidt på dage med overskud, således at der er kage og boller i fryseren, når jeg tager til Nice fire dage i begyndelsen af maj. Der er jo stadig travlt i marken på det tidspunkt. Jeg planlægger også, at resterne fra aftensmaden de næste uger ryger i fryseren. Det er meget ulig mig at være så struktureret, men jeg har mange arbejdsdage i slutningen af april, og jeg orker ikke at føle mig presset på det tidspunkt.

Nu vil jeg gå ud og få flyttet havemøblerne over på vaskepladsen, de trænger til en omgang med højtryksrenseren, og jeg trænger til lidt frisk luft. God lørdag til dig.

P1070831.

fredag, april 04, 2014

MORGENSTUND

Jeg nyder at vågne tidligt (og det sker ikke af sig selv, mobilen er min morgenvækningskammerat) og så vide, at jeg ikke skal skynde mig ud af huset, men kan starte dagen langsomt. I dag var det dog for sent til at lytte til nattergalen. Landmanden har fortalt, hvordan han hører den hver morgen, når han er startet tidligt (halv seks). Jeg må også have hørt den, når jeg kører klokken seks, men jeg kender ikke sangen. I tirsdags skete det helt usædvanlige, at vi stod op på samme tid, så landmanden kaldte på mig, da han gik ud for at lufte Istvan.

P1070826

Den skønneste og mest varierede sang fyldte himmelrummet. Vi stod omme bag laden, der var flere nattergale, de sang til og med hinanden. Det føltes som om de sad  lige i nærheden.

P1070829

I dag var det solopgangens lys, der fyldte himmelrummet. Frosten er her stadig, men lyset var ikke nok til, at kameraet kunne fokusere på de smukke rimfrostbelagte planter (eller måske er mit kamera bare blevet træt).  Ude i grøftekanten blomster nogle af de overskydende løg, jeg puttede i jorden sidste år. Jeg suger til mig af små positive øjeblikke en smuk morgenstund.

P1070831

God fredag til dig.