SØNDAG MORGEN

Lise Nørgård mener ikke, man skal dvæle ved dårligdomme og sygdom, det gider andre ikke høre på, så ikke et ord om en træt sygeplejerske, men derimod ord om nydelsen ved at sidde med sin tekop med Leonard Cohens musik som baggrundsmusik. Der er så meget af den musik, som hører min ungdom til, som jeg faktisk ikke har lagt meget mærke til. Jeg elsker at synge, men jeg lytter ikke særlig meget til musik ud over de sange, jeg synger igen og igen i bilen. Havde CDerne været plader, ville de være ridsede og køre i ring konstant, for jeg er tilbøjelig til kun at høre de få sange, som gør mig glad eller sætter mig i en bestemt stemning og som passer til mine dagdrømme. Og Cohens musik er nok for svær til, at jeg kan synge med. For slet ikke at tale om at jeg har svært ved at høre ordene, og der er ikke noget ved at synge sange, som man ikke kan ordene til. Jeg er sådan en happy girl, poptøs, når det gælder musik, jeg synger til. Men ellers kan jeg godt lide at høre al slags musik, så derfor hører jeg Leonard Cohens top 16 sange og overvejer at købe hans nye CD. Det er sejt at udgive ny CD som 80årig, og de sange, jeg har hørt i radioen indimellem min repeatsangseancer, tyder på, at den gamle mand stadig kan synge.

En af mine kolleger gav mig et tip om en norsk blog, som er skrevet af en kvinde med locked-in syndrom. I dag har jeg prøvet at finde startsiden, jeg finder bloggen, men kun som enkeltindlæg og jeg kan ikke få den tilføjet min reader og som sædvanlig kan jeg heller ikke kommentere. Den blog fortjener at blive læst, de indlæg, jeg lige nu har læst, vidner om sundhedspersonale, som har glemt evnen til at sætte sig ind i andre menneskers situation og glemt, at ethvert menneske har brug for at kunne udtrykke sig. Bloggen vidner også om, at netop locked-in syndromet er kendetegnet ved en blodprop i hjernestammen, som gør, at man er lammet, man kan ikke tale, men hele ens tankeverden, hele ens forståelsesverden, hele ens evne til at opfatte, erkende og hypotesedanne er intakt. Man er låst inde i sin egen krop. Denne norske kvinde, Anne, er 49 år gammel, har måttet lade sin børn flytte over til deres far, har mistet sit job, har mistet sin hund, har mistet venner, men har kunnet genoptræne sin højre hånd, så hun kan bruge en iPad. Og så kan jeg læse, at hjemmehjælpen vender hende ryggen til, de giver hende ikke muligheden for at skrive, hvad hun mener. Anne kan tale, hvis hun har det godt, men ikke når hun er stresset. Jeg bliver så vred og ked af det, når jeg læser sådanne indlæg. Det er muligt at Lise Nørgård har ret, når det gælder mennesker som mig, der er sunde og raske, men ikke når det gælder sygdomme/dårligdomme, der ændrer et menneskes liv. Vi andre kan lære så meget af de tanker og oplevelser, som de mennesker deler med os. Der er blogland en kæmpe mulighed for at blive klogere.

God søndag ønskes du af en gabende nattøjspåklædt sygeplejerske, som vist trænger til at komme lidt ud i den friske luft inden aftenvagten.