mandag, marts 09, 2015

Angstens greb

Morgenstunden startede langsomt om end tidligt, jeg tør ikke sove længe, når jeg ved, at dagvagten venter på onsdag. Jeg er blevet et vanemenneske, hvad angår søvn, og sidstnævnte nægter at indfinde sig efter fridage, hvis jeg har sovet længere end 6.30. Dagen i dag byder på besøg hos min far sammen med datteren. Mens jeg forberedte dejen til boller, kørte tankerne i ring omkring Alzheimers sygdom. Indlægget forleden dag, hvor jeg var tilbage i tiden via et link, viste, hvor hurtigt det er gået de sidste år. For fire år siden gik min far frisk rundt i Øbakker sammen med mig, nu sidder han i kørestol, er så apraktisk, så selv om han måske nok har muskelkraften til at gå, så aner han ikke, hvordan det skal gøres eller ville måske modarbejde os, så vi alle faldt, hvis vi forsøgte. Så det gør vi ikke, jeg danser stoledans, dvs vi sidder på hver sin stol, og så er det armene, der sammen finder den rytme, vi synger. Det gør os begge glade. Den gang kunne vi snakke om alt det, vi så på vores vej, i dag er det mig, der snakker, når vi går tur. Nogen gange snakker min far, men så er det til nogen eller om noget, vi andre ikke ser. Der er øjeblikke, hvor vi tuner ind på samme kanal, og de øjeblikke gemmer vi alle i hjertet. Charlotte har været ind og se filmen Stadig Alice, jeg har læst bogen og skal helt sikkert også se filmen. Charlotte slutter sit indlæg med ordene, det er meget værre i virkeligheden. Og mens jeg ælter dej, tænker jeg over, at sådan føler jeg det ikke (nu har jeg så ikke set filmen). Måske ville det have været anderledes, hvis det var min mor? Måske er jeg blot den, der accepterer, at sådan er livet og så finder ud af at leve lige der? Måske skyldes det, at bog og film er set fra den sygdomsramtes side? Måske.

Så kom landmanden ind og afbrød mine tanker, han skulle til et kursus om nyt faktureringsprogram, og derfor ville han gerne, at jeg viste ham, hvordan vi kom ind i programmet, som er fælles med regnskabsprogrammet, som jeg arbejder med. Ingen problem, det ville jeg gerne – men da jeg tog ud efter den lille bog med koden til programmet, var den ikke på sin plads. Første indskydelse var at se bebrejdende på landmanden, havde han flyttet den? Overhovedet ikke, han rørte ikke mine kontorting! Så begyndte hjernen at rumstere, jeg kunne slet ikke greje, hvor jeg så skulle have lagt den. Jeg søgte alle mulige og umulige steder, angstens sved piblede frem. Det var ikke angsten for ikke at kunne komme ind i programmet, det var angsten for om det var nu, at jeg fik de tidlige symptomer på Alzheimers. Til sidst måtte jeg sige, at jeg var nødt til at ælte dejen færdig, komme i tøj (gik rundt i min morgenkåbe) og så begynde forfra. Da jeg satte mig på stolen, tog jeg en dyb indånding og så mig omkring og pludselig huskede jeg! Sidste gang havde jeg tænkt, at mappen skulle have en ny plads, og så havde jeg flyttet den. Og ganske rigtigt, der lå mappen lige så fin. Jeg nåede dog at fortælle landmanden, at hvis det her var begyndelsen på Alzheimers, så flyttede jeg. Han skulle ikke bo sammen med mig, og jeg ville nå at flytte i en lille lejlighed, som jeg kunne lære at kende, før Alzheimers havde ødelagt hippocampus totalt. Puha. Så selv om jeg til daglig siger, at jeg ikke bekymrer mig, fordi min opvækst og mine vilkår er helt anderledes end min fars, så sidder angsten, for at det skal ske, alligevel dybt inde i mig.

Jeg griner lidt af mig selv, landmanden griner endnu mere, men bag latteren ved vi godt, at jeg mente det jeg sagde. Nu vil jeg bage videre, planen er hjemmebagte boller og solbærtærte. Jeg har sagt nej til en ekstra dagvagt, fordi mine planer med min far rykker jeg ikke. Jeg har glædet mig til at skulle have datteren med, det er længe siden hun har set sin morfar. Solen skinner, så jeg håber, at den influenza, som lægger mine kolleger og deres børn ned, snart er drevet bort af forårets komme. Må solen også skinne på dig, ha en god mandag.

20150307_123051

20150307_122020

30 kommentarer:

  1. Jeg husker årene, hvor min mor ikke erkendte sin sygdom, som forfærdelige. At se hende apatisk, hængende i en sele mens personalet flyttede hende, ikke at kunne finde noget at tale om, fordi jeg efterhånden ikke vidste, hvad jeg kunne glæde hende med - åh, der er så meget. Men på en måde var det værst de første år. Hun kunne ikke finde ud at klæde sig på - gik ind og besøgte fremmede mennesker, glemte at komme, når hun skulle passe vores børn, stod af bussen i en fremmed by og for vild - jeg har masser af eksempler, som slet ikke er med i filmen. - Hmm måske er det her ikke så meget en kommentar til dit indlæg:-) Alt godt med din dag med din far!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, jeg tror at vi blev forskånet for meget, fordi vores far ikke blev udadsøgende, men søgte ind i musikken. Måske er det også fordi de første år var min mor der til at dække over ham, og da hun døde, fik vi hjemmehjælp på med det samme. Måske, jeg ved det ikke, Charlotte og det her indlæg var ikke fordi jeg ville nedgøre din oplevelse, mere at det satte tanker i gang hos mig om hvorfor jeg ikke tænker sådan. Og jo din kommentar udvider det her indlæg og uddyber det, så tak for din kommentar og tak :-)

      Slet
    2. Nej, nej det var heller ikke sådan jeg opfattede det. Det er bare godt, at du oplever det anderledes med din far. Jeg tror, du har ret i, at noget af forskellen handler om det med at være udadsøgende eller ej.

      Slet
    3. Charlotte, det er jeg glad for at høre. Jeg tror mine forældre har haft diskussioner fordi min far ville heller ikke acceptere sin diagnose, men det hørte vi jo ikke om.

      Slet
  2. Jeg kan mærke helt ind i maven og hjertet, hvordan I/du havde det i det øjeblik - eller det forestiller jeg mig, at jeg kan. Vi har alle - eller mange af os - forældre som fejret noget, som vi frygter vil ramme os selv. Jeg har ofte sagt til håndværkeren, at hvis han bliver ramt af demens eller får blodprop, så han bliver en anden, så vil jeg ikke være der - men i virkeligheden kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle være til uden ham og i det øjeblik orker/tør jeg ikke at tænke mere.
    God dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Helle, det ligger nok alligevel dybt i os, selv om vi ikke fokuserer på det i hverdagen. Egentlig havde jeg ikke tænkt tanken om at flytte, men lige der føltes det helt rigtigt. Og det gør det stadigvæk. Nogle gange ser jeg mennesker, der slider hinanden og deres kærlighed ned, og kunne de ikke være bedre for hinanden ved at bo hver for sig? Måske

      Slet
    2. Det taler vi en del om for tiden, for jeg synes ikke det mine svigerforældrenes har tilbage er værd at dele, men min mand mener de har valgt for mange år siden... Det skal man jo så huske for sig selv

      Slet
    3. Ellen Kathrine, ja de valg vi som par tager kan andre måske ikke helt forstå, og det har din mand ret i, at det må man huske på.

      Slet
  3. Kærlighed kan være mange ting - det kan også være at beslutte sig for at komme videre i livet hvis den anden ikke længere "kan følge med". Men det er svært at forestille sig. Svært bare at tænke på. Den slags aftaler har vi ikke lavet, ikke om sygdom i almindelig forstand... men misbrug/afhængighed af diverse - dét er der aftaler om. Og der gives ingen chancer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, vi har heller ingen aftaler, men lige der kunne jeg mærke, at hvis jeg fik Alzheimers, så skulle jeg ikke bo på en travl gård. Misbrugsproblematikken er svær, og det er godt at I har klare aftaler om det.

      Slet
  4. Uf, den fornemmelse kender jeg godt. Noget er ikke, som det bør være, og hjernen nægter pure at hjælpe med at finde ud af hvorfor eller hvorfor ikke. Det er drønubehageligt, og som dig kan jeg heller ikke lade være med at spekulere på,om det er et forvarsel om noget værre. Hvordan man skal forholde sig til egen eller ægtefælles demens ved jeg ikke rigtigt, men sikkert er det, at det (også) er uhyggeligt svært at være den pårørende. Håber, din mandag bliver god, på trods af en ublid start :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, tak, dagen blev rigtig god. Egentlig er jeg fortaler for at man ikke skal bekymre sig om det, man ikke ved noget om. Og sådan har jeg det vel egentlig stadig på trods af i går :-)

      Slet
  5. Alderen giver en opmærksomhed og eftertænksomhed, som var ukendt i ungdommens usårlighed.
    Jeg er også mere obs på tegn på demens... Mormor og morbror blev demente, mor klarer sig fint alene i sit hjem. Men alligevel ligger der en lillebitte spire; slipper vi?
    Dejligt foto fra den anden side af elefantgården... Jeg stod oppe på terrassen og kiggede på folk på gåtur i Frederiksberg have. Et dejligt område jeg kan se, I fik fuld fornøjelse af...

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, jeg håber vi slipper, men Alzheimers og apopleksi stiger med alderen, det ved man, så bliver vi gammel er der større sandsynlighed for at få det.
      Boede du med udsigt til Frederiksberg Have? Wow :-)

      Slet
  6. Jeg forstår virkelig din angst, da du ikke kunne finde bogen med koden. Det er så ubehageligt, og når nu din far har sygdommen, er det jo uundgåeligt at tænke sådan. Alzheimer og demens er sygdomme, jeg frygter meget og har stor respekt for. I forbindelse med min elendige hukommelse har jeg flere gange Googlet "symptomer på Alzheimer" og "symptomer op demens" - men det har jeg altså ikke. Gudskelov - men skrækken sidder i mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, det må være svært for dig med en hukommelse, som driller i den grad. Her er der jo så andre forklaringer på, og heldigvis er hukommelsesproblemer jo ikke altid lig med demenssygdomme.

      Slet
  7. Ih, hvor jeg forstår dig! Alle andre kan komme med alverdens argumenter, men man er stadig angst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen,tak, jeg tror faktisk Jørn også var bekymret, for han sagde ikke noget. Det ligner ham ikke, når han gerne vil have noget gjort i en fart :-)

      Slet
  8. Ja der skal ikke så meget til at skubbe til sådan en angst, jeg tror vi alle genkender oplevelsen, og den er ikke så rar.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg tror desværre mange af os oplever snerten af hukommelsessvigt, men mere fordi vi har så travlt og bliver presset arbejdsmæssigt og af alle de planer vi vil nå i vores fritid på samme tid.

      Slet
  9. Det er godt, vi ikke ved, hvad der rammer os. Det kan være svært både at være forberedt på, at det kan ske, at vi bliver hjælpeløse, og samtidig ikke lade det ødelægge noget. Det vil jo være så trist at gå og forvente det værste, hvis det aldrig sker. Men det er heller ikke godt slet ikke at overveje, hvad der skal ske, hvis man bliver ramt af alvorlig sygdom.
    Godt, at du fandt mappen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, lige netop, jeg vil ikke bekymrer mig livet igennem, det ændrer ikke på, at der tilsyneladende ligger en lille angst gemt i mig, som dukker op i visse situationer. Jeg er glad for at jeg fandt mappen :-)

      Slet
  10. Lene, jeg ved du er en stærk kvinde, men jeg er ikke helt sikker på, jeg er enig i, at du skal forlade din mand, hvis du bliver ramt af sygdommen. Jeg tror mere på, at ægtefæller skal blive bedre til at bede om hjælp, så de ikke står alene med tingene. At flytte får kun sygdommen til at blive værre (tro mig, min svigerfar havde bestemt ikke godt af at flytte og hvis han ikke havde været udadreagerende, så ville han ha' klaret sig meget godt hjemme hos konen i mange år).
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, måske har du ret, det har du nok :-) Jeg tænkte bare at jeg ikke kunne rumme at være i et stresset landlivsmiljø og at en lille lejlighed ville gøre mig godt. Jeg håber aldrig at jeg kommer til at tage den beslutning.

      Slet
    2. Jeg håber, sammen med dig, at den dag, hvor nogen skal tage den beslutning, ikke kommer.
      Må du nyde dine dagtimer inden din næste dagvagt (jeg 'nyder' den med snot og sygemelding fra en konference, men man kan ikke sidde og hoste, nyse og snotte i det her omfang i en forsamling af 200 mennesker...).
      Mette L

      Slet
    3. Tak Mette og god bedring til dig. Nej forkølelse dur ikke sammen med en konference.

      Slet
  11. Hej Lene – vi kender vist alle når angsten får fat i os, så kan man da slet ikke tænke klart og det er meget ubehageligt. Der er jo også noget med at nye vaner tager tid om at sætte sig fast, nogle siger 21 dage, andre 40 eller 90. Mon ikke et nyt sted til ting kan komme i den kategori. En god bekendt har anbefalet mig denne side http://robusthed.dk og jeg synes der er god viden at hente om alarmhjernen og tænkehjernen. Ha’ en god dag KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, vaner tager tid at indarbejde, men jeg satser på at jeg ikke får brug for at skulle indarbejde vaner hvad det her emne angår :-) Tak for linket, det må jeg tjekke.

      Slet
  12. Uha, en slem forskrækkelse, mht. mappen. Vi der ikke har haft Alzheimers sygdommen tæt på, ved ikke hvad det er der sker, vi kan kun gisne, lidt som Charlotte tænker, da du skrev, det er værre en det filmen Stadig Alice viser.
    Håber du og datteren fik en dejlig dag sammen med din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, tak vi havde en dejlig dag :-)

      Slet