tirsdag, april 14, 2015

Søvnig tirsdag med plads til tanker

Hvor mandagen bød på solskin med blæst, så byder tirsdagen på regn og overskyet himmel, og jeg går nærmest i dvale. Tankerne kredser om morgendagens fokusområde med en af mine kolleger. De fleste patienter hos os overlever, men der er også mennesker, som bliver så hårdt ramt af deres blodprop(per) eller blødning(er) i hjernen, at der ikke kan tilbydes behandling for disse. Nogle familier er meget afklarede, de ved, at deres kære ikke ønsker livsforlængende behandling, andre ønsker, at vi prøver alt det, vi kan sætte ind med forebyggende og rehabiliterende tiltag. Det er en svær situation for alle, og vi må være de professionelle, som kan give råd og som kan tage en faglig beslutning. Når en beslutning så er taget, og det er lindrende pleje/behandling, der skal til, så kommer næste problemstilling. For vi er jo et hyperakut afsnit, vi ønsker ikke at flytte mennesker, som måske kun har kort tid tilbage. Problemet er, at vi ikke ved det, jeg har oplevet mennesker, som holdt ved livet i uger. Og hver dag kommer der nye patienter med blodpropper/blødninger i hjernen, som vi også skal sikre en god behandling og pleje. Så indimellem bliver vi nødt til at flytte mennesker til et andet afsnit. Der er ikke en løsning på det, jeg ville egentlig ønske, at alle kunne komme på hospice, men det ville koste samfundet dyrt. Og man kan vel argumentere mod hospice til alle med, at døden ikke er en sygdom, det er et livsvilkår, som vi skal kunne håndtere på en værdig måde, om det døende menneske er indlagt på sygehus, hospice eller er hjemme hos sig selv.

P1020123

I morgen skal min kollega, som er erfaren med palliativ pleje/behandling (palliativ = lindrende) og jeg drøfte, hvordan vi på vores afsnit får gjort vores viden om palliativ pleje bedre. Vi får tilbagemeldinger om, at pårørende oplever en fantastisk ro omkring deres kære på stuen, selv om de kan se, at der er meget travlt på afdelingen, og at de føler sig velkommen og får svar på de spørgsmål, der måtte være. Det er vi selvfølgelig glade for, og vi gør rigtig meget for, at det skal være sådan. Vi forsøger at give enestue, vi forsøger at de pårørende, der vil, kan sove der, vi sørger for kaffe og drikkevarer, vi indlægger sommetider en pårørende, så de kan spise med på afdelingen. Vi forsøger at være nærværende i samtaler på stuen, vi forsøger at hjælpe, når det bliver svært at være på stuen sammen med den døende.

P1020124

Vi vil gerne blive bedre, og det er så det, vi vil sætte fokus på i morgen, det skulle gerne ende med et fyraftensmøde for alle tværfaglige kolleger med eksperter fra det palliative team på sygehuset. Og i nutidens sygehusverden skal det også ende med en instruks, så der er klare retningslinjer omkring det, vi kan give klare retningslinjer for. Vi mennesker reagerer vidt forskelligt på kriser og død, der skal man som sygeplejerske have en viden om sorgreaktioner og om samtaler. Mit bedste råd er, vis du tør være i rummet, du behøver ikke at sige noget, du kan ikke fjerne sorgen, så vær der og del afmagten og sorgen. Det er min private og professionelle erfaring, at det er lige nøjagtig det, pårørende efterfølgende har sat pris på.

P1020125

God tirsdag til dig.

14 kommentarer:

  1. Lene, det er så dejligt at læse din blog - den indeholder mange gode synspunkter til at blive klogere af. Både de menneskelige og de faglige sider.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Kisser, for dine smukke ord :-)

      Slet
  2. Tak for endnu et godt og tankevækkende indlæg, Lene. Det er så fint at høre om de professionelle tanker bag ved alt det, vi jo godt ved er et 'issue', men som vi andre selvfølgelig kun ser fra patienternes side.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Ellen, det er jeg glad for at høre.

      Slet
  3. Hvis jeg skulle være så uheldig at blive ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, vil jeg håbe det sker i Aalborg og så vil jeg indlægges på din afdeling Lene, der ville både jeg og mine pårørende helt sikkert føle os trygge og velkomne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det håber jeg aldrig sker, men tak for tilliden.

      Slet
  4. Hej Lene - jeg har prøvet at stå som pårørende og der er stadig fagpersonale som jeg tydelig husker for at de gjorde en forskel for mig. Der er også de anonyme og nogle som havde noget at lære. Jeg er meget meget begejstret for jeres høje faglighed og tilgang til arbejdet - so keep up the good work og klap jer selv på skulderne for en flot indsat KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, tak og jeg har også som pårørende mærket hvordan der er nogle fra plejepersonalet, jeg husker særligt.

      Slet
  5. Det kan ikke skrives smukkere!
    Nærvær og rummelighed i livets sværeste stunder er det eneste, vi kan give andre mennesker. Og det er de gaver, vi husker bagefter, de bliver en del af vor egen livserfaring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, tak og ja du har ret.

      Slet
  6. Du sætter altid tanker i gang. Tak for det.

    SvarSlet
  7. Smukke billeder, der passer til din tekst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny, det er jeg glad for at høre :-)

      Slet