mandag, maj 04, 2015

Lys i vinduerne

er desværre ikke blevet en tradition her. Når jeg husker det, har jeg nogen gange fået tændt lys. Det er en smuk skik, og jeg tror, det er vigtigt stadig at huske på, at frihed ikke kan tages for givet. I dag bliver min ældste svigerinde 70 år, jeg har altid tænkt at det må have været noget ganske særligt for mine svigerforældre. De fik deres første barn om dagen og om aftenen blev Danmark erklæret for frit.

Mine forældre fortalte meget om tiden som barn under krigen. Min far har heldigvis skrevet det ned i sin slægtsbog, Min far var 14 år og min mor blev 11 år lige efter krigen sluttede. Hvor min mor var bybarn, datter af snedkermesteren og derfor gik i skole og hjalp derhjemme, så var min far nummer femten i børnerækken, hans forældre var husmænd og havde ikke mange penge. Min far valgte selv at komme ud og tjene som elleveårig samtidig med at han passede sin skolegang. Min far skriver:

Om morgenen inden skoletid skulle jeg hjælpe i kostalden med at muge ud fra køerne og grisene. Vi mødte først i skolen kl. 9. Jeg kan huske, at jeg sammen med KS (landmanden) var over ved KM (også landmand) for at lave reb af gammelt selvbindergarn. Vi brugte hele ladens længde. KSs mor og søster lavede for øvrigt også selv kartoffelmel. Der var en del varer, man ikke kunne købe, bl.a. kartoffelmel. E og A (min fars bror og svigerinde) fik en søn. De havde barnedåb i december, men jeg kom ikke med, fordi jeg havde fået fåresyge og måtte derfor ligge i sengen oppe på loftet hos KS. Det ærgrede jeg mig noget over. Som nævnt før ville Lærer K have mig på realskolen. Mens jeg var hos KS, cyklede mor og jeg ned på realskolen for at få en samtale med realskolebestyrer G. Det synes jeg var flot gjort af mor. Husk på, at den gang så man meget op til lærerne og ikke mindst en realskolebestyrer. G var meget flink og forstående og gav mig halv friplads det første år og dernæst hel friplads. Den 1. august 1943 begyndte jeg på realskolen. E (min fars nærmeste bror) overtog så min plads hos KS.

Det var en ny verden for mig. Det var slet ikke almindeligt, at børn fra F kom på realskole, og da slet ikke småkårsfolks børn. Å realskole blev oprettet i 1904, og indtil 1942 havde der kun været 3-4 elever fra F. Men der skulle ikke gå ret mange år efter krigen, før der var en flok elever fra F på realskolen.

Men det var under krigen. Jeg skulle cykle til Å, og der kunne ikke købes ordentlige dæk. Mor og jeg lappede en overgang min cykel hver dag. Mor syede stof om kanttråden, og dækstykker blev sat over dækkene, så det humpede gevaldigt, når jeg kørte af sted. Til sidst fik jeg “fast gummi” på, dvs. en massiv ring på fælgen. Dengang var der grusede veje, så jeg blev bestemt masseret på de daglige cykelture. Det sled på buksebagdelen, så jeg fik syet en læderlap på bukserne.

Hver gang jeg læser min fars beretninger, bliver jeg så taknemlig over det store arbejde han gjorde den gang, især når han nu ikke kan huske noget mere. Nu vil jeg få aftensmaden i ovnen, aftenen skal bruges på at forberede mig på kursusdagen med mine kolleger i morgen, God 4. maj til dig, måske sætter du et enkelt lys i vinduet?

P1020947P1020959

12 kommentarer:

  1. Tak for historien som din far fortæller fra krigens tid. Sådanne beretninger er vigtige at have, de dokumenterer en tid vi ikke selv kan. Jeg var, som jeg skriver i dag, ikke 2 år da krigen sluttede, så mine erindringer er fortalte og læste erindringer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Jørgen, vi er rigtig glade for den bog.

      Slet
  2. Jeg ville have sat lys, hvis vi havde været hjemme. Det er en hyggelig skik, og det gør ikke spor, at også vi, der er født et godt stykke tid efter krigen, er med til at huske på den dag, Danmark atter blev frit.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg er enig, jeg glemmer det bare tit.

      Slet
  3. Jeg har lys i vinduet i taknemmelighed til alle de ukendte.
    Min forældre har fortalt om de 5 onde år. Og de mange år bagefter med mangel på alt.
    Om en ungdom der blev.. spildt... pga af krigens lænker.
    Jeg er vokset op med sparsommelighed og omsyning... Og en bevidsthed om kultursammenstødi sønderjylland.
    I skolen i Frederikshavn sluttede vi skolefesterne med Altid frejdig, det satte også sine spor.
    Vi har meget at takke for.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, vi har meget at takke for, jeg nåede at få lys i vinduet :-)

      Slet
  4. Dejlig beretning, - sikke en gave din far har givet jer ved at skrive sine erindringer ned.
    Jeg cyklede hjem fra kor og nød de lys, der var tændt i vinduerne. Jeg skyndte mig at tænde lys, da jeg kom hjem og sad en stund.
    Vi lavede lygter til vinduerne af gamle syltetøjsglas i går med eleverne, og de hørte befrielsesbudskabet og så billeder. Og så så vi de tre minutter fra Matador, hvor familien Varnæs hører budskabet og hiver mørklægningsgardinerne ned. Traditioner må jo overleveres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, vi er taknemlig for den gave. Hvor er det godt at I får historien flettet ind i undervisningen.

      Slet
  5. Joh, vi havde som altid lys i vinduerne.
    Dejlig historie du viderebringer. Godt, at nogen har skrevet tingene ned.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, godt at nogen holder fast i traditionen. Og vi er også glade for at vores far fik skrevet det ned.

      Slet
  6. Det er en smuk tradition med lys i vinduerne, har heller ikke selv ført den videre, tror det var de 11 år jeg boede på landet, der gjorde at denne skik forsvandt for mig.
    Min far var lige blevet 15 og er nr. 2 i en søskende flok på 5, mine bedsteforældre havde også et husmandssted, og ikke nok med det, blev min far også indstillet til realskole, som den eneste af søskende flokken. Min mor var 9 år, bybarn, men her ophører det sammenligningen, min mor var nr. 5 af 6. Kunne berette om krumme kår i storbyen, og det at være alene med 6 børn. Det gør jeg en anden gang.
    Ønsker dig og dine en dejlig dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Abildjyde, måske skal du og jeg genoptage traditionen :-) Du må fortælle om den tid.

      Slet