lørdag, august 22, 2015

Nyhedssurfing

Morgensolen rammer ikke denne del af huset, der er køligt, men tilpas og det solfyldte køkkenalrum er lige ved siden af, så jeg nyder solstrålernes leg med gulve og skabe. Jeg læser nyhedsoverskrifter og dykker ned i dem, der lyder interessante. Kristeligt dagblad har afholdt et arrangement, hvor en artikelserie er vakt til live, så læserne kunne høre de to journalister interviewe deres kilder, og læserne havde mulighed for at stille spørgsmål. Sådan et arrangement kunne jeg godt tænke mig at opleve. Som enhver artikel på nettet dukker der links op mellem linjerne, så jeg kan læse andre artikler, der relaterer sig til emnet. Det er farligt, det er lige nøjagtig det, der stjæler tid, pludselig er man helt fordybet og klikker videre og videre. Emnet for aftenen var hukommelsen, og en af artiklerne, jeg klikkede videre til, handlede om arbejdshukommelsen og hvordan vi kunne træne den og blandt andet udsætte symptomer på Alzheimers sygdom. Forfatterne refererer til en undersøgelse af nonner, som også havde doneret deres hjerner til forskning. Nonner er interessante, fordi de lever på samme vis og under samme vilkår. Her kunne man se, at nogle af dem, der skrev dagbøger i deres yngre dage, faktisk havde haft en begyndende demens, men uden symptomer. Jo mere kompleks og righoldigt deres sprog var, jo bedre. Nu skrev jeg ikke dagbog, da jeg var i 20erne, og mit skriftlige sprog har også først udviklet sig, efter jeg for ni år siden begyndte denne blog. Jeg har da lov at håbe, at denne form for dagbogskrivning er med til at styrke min hukommelse og udfordre mine sproglige kompetencer, og dermed kan være med til sammen med en udfordrende hverdag at udvikle og holde min hukommelse skarp.

På min fars plejehjem afholdes høstfest hvert år for alle beboere og to familiemedlemmer til hver beboer. Det bliver noget af en flok, når der er 40 beboere. I år deltager vi ikke, fordi vi tre søstre fra Jylland ganske enkelt ikke kan få det til at hænge sammen med vores arbejde. To af os skal deltage i personalemøder efter en travl arbejdsdag, en har vagt på sin efterskole, vi kan alle tre bekræfte hinanden i, at det er ok, men alligevel talte vi med vores fars kontaktperson. Og hun sagde så også, at vores far havde langt mere ud af, at vi kom på besøg og var sammen med ham på hans stue end at vi sad i en stue med 120 andre mennesker. Vores far er forsvundet endnu mere ind i sig selv, synger ikke mere, snakker heller ikke så meget med sig selv og alligevel har han øjeblikke, hvor smilet og øjnenes smil er rettet lige mod os, og vi ved, at han ved, at vi hører sammen. Jeg er ikke den, der siger, det er forfærdeligt, det er uværdigt osv. Jeg synes, min far er min far og han har stadig værdigheden i behold, for det handler om, hvordan han mødes. Og ja, jeg savner da indimellem den far, han var en gang, men dette har jo stået på i meget lang tid, min far fik konstateret en mild form for Alzheimer kort før mine forældres sølvbryllup og først tre år efter, da min mor døde, blev det rigtig synligt, hvor ramt vores far var. Alligevel formåede vores far at blive boende i deres hus i fire år, i begyndelsen med hjemmehjælp, der kun kom på besøg for at sikre, at vores far huskede at spise og drikke. Sidenhen fik han mere brug for støtte til personlig hygiejne og heldigvis var der en plads på plejehjemmet, da han virkelig havde brug for støtte døgnet rundt. Vores far er meget social og et godt menneske, og heldigvis gik han ind i musikkens verden, da han mistede sprogets righoldighed i stedet for at blive vred og aggressiv, som mange gør. Det er vi meget taknemlige for.

Lørdagen er startet langsomt, nu må jeg vist heller komme ud og luge ukrudt, inden datteren vågner, Hun skal til kandidatfest hos en veninde, de får da det skønneste vejr til dette. Håber vejret og humøret står på sol hos dig, ha en god lørdag.


15 kommentarer:

  1. Tak, alt står på sol her - også solen selv ;-) - og vi skal ud og cykle en lang tur i eftermiddag.
    Åh, hvor må det være svært at se folk 'forsvinde' lige så langsomt. Jeg tænker tit på, hvad der mon foregår inde i deres hoveder, for det er lige så svært at forestille sig et tanketomt hoved, som det er at forestille sig et uendeligt univers. Det er måske noget fjollet noget at skrive, men jeg har bare så svært ved at forestille mig, at man slet ingen tanker kan have; at livet bare går, uden man rent faktisk er i stand til at registrere, at det gør det. Forstår du hvad jeg mener? Og hvorfor er der korte glimt af det menneske, der var engang? Er det fordi det er et glimt, også for personen selv, eller sker der mon mere inde i hovedet, end vi ved? Glimtet kan vel kun komme, fordi der stadig er en lyskilde, så at sige? Jeg er klar over, at du ikke kender svaret - det er der vist endnu ingen, der gør, men det er noget mærkeligt noget er det.
    Hmmm. Du fik, som så ofte før, sat tanker i gang ... hav en god dag, Lene :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen :-) Jeg tror man har mange tanker, men ikke bevidste som dine og mine. Og hele livet er derinde, men forbindelsen til de områder, der skal arbejde sammen for at skabe genkendelsen og erindringen er ødelagte. Dog sker det at noget skaber en forbindelse, sådan som jeg forstår det og derfor får vi disse glimt.

      Slet
  2. Det er som altid dejligt at læse dine reflektioner. Dine fine tanker om din far, plejehjemmet, sygdom, dine søskende giver noget at tænke over.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva, det gør godt at vide.

      Slet
  3. Det at zappe fra et sted til et andet, sådan en stund møder vi alle. Vi lader os påvirke af disse hint.Det er det samme når vi linker til et eller andet.
    I går var jeg ramt efter en hård arbejdsuge og vel vidende om der kommer en uge mere der ligner til forveksling. Jeg var ramt på koncentrationen.
    Håber din lørdag blev som du havde tænkt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Abildjyde, den blev ikke helt som jeg havde regnet med, men weekenden blev god og dejlig :-) Håber du har fået hvilet ud.

      Slet
  4. Jeg håber, du har haft en dejlig weekend - i hvert fald har du sat tanker i sving hos mig og andre om, hvor vigtigt det er at man prøver at holde sig i form på alle mulige måder.
    Jeg er sikker på, at jeres far har rigtig gode stunder, når I kommer og besøger ham, også selvom han nok ikke kan huske besøgene, eller huske ret meget. Hovedsagen er, at I alle nyder besøget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, tak jeg har haft en god weekend og ja vi skal holde os i gang.
      En demenssygeplejerske sagde engang at demente husker med kroppen, så gav vi vores far en god fornemmelse ved at hygge sammen, så sad det i kroppen i flere dage.

      Slet
  5. Jeg har også tænkt over dit indlæg. Dels nyder jeg dit dejlige sprogbrug, dels får jeg altid noget med mig videre.
    På gåturene filosoferede jeg over at være, nærvær og til stede. Hvad er det, der definerer os som mennesker. At være, eksistere? Er det nærvær i mødet med andre? Eller at være til stede både i nuet og relatere til for- og fremtid.
    Jeg oplevede, at mine tanker fløj som mælkebøttefrø den gang stressen ramte. Ikke at kunne "samle sig", få en konstruktiv tankegang til at fungere, var uhyggeligt. Med ro på kunne jeg eksistere, jeg kunne også skabe nærvær, men ikke kontinuitet...
    At skrive blog har været med til at samle tankerne, formulere, få sat ord og billeder på mine oplevelser.
    Der må have været mange frustrerede situationer undervejs for din far. Jeg har altid håbet, at der opstår en slags ro i en boble for dem, når de forsvinder fra os.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, tak for dine tanker, de sætter også gang i tankerne. ja at kunne formulere sig i ro og mag og få styr på det indre kaos, der hjælper blogformen. Jeg mener, at man skal se på det menneske, der er ramt, min far ser afslappet ud for det meste og smiler meget, det gør godt.

      Slet
  6. Hukommelse er noget underligt noget. Jeg oplever af og til, at ting er totalt forsvundet - og så, måske dagen efter, popper det op i et nu! Jeg er nok rimeligt bange for at miste min hukommelse og blive syg som min mor. På den anden side - at spejde efter tegn, gør måske ikke noget godt. Prøver at leve i nuet - og huske at synge og danse, mens jeg kan. Alt godt med din far. Jeg ved, det er tungt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, hukommelse er virkelig en underlig størrelse, pludselig dukker ting op, som man ikke aner, hvorfor de pludselig dukker op på det tidspunkt. Jeg har besluttet mig for at jeg ikke skal bekymre mig, men af og til dukker der tanken da op. Og tak, det er blevet lidt tungere nu, fordi vi ikke får så meget tilbage.

      Slet
  7. Hanne, jeg synes egentlig ikke det er så svært, det sker jo langsomt, så vi vænner os til det og kun ved at kigge bagud kan vi se, hvor meget vores far er forandret på de tre år, han har været på plejehjemmet.
    Min far har siden 2005 taget medicin, som kan forsinke udviklingen men ikke sætte den i stå. Og nu ved man at motion også kan gøre processen langsommere.

    SvarSlet
  8. Kære Lene – jeg kan godt forstå at det må være tungt at rumme og håndtere din fars sygdom, jeg er fuld af beundring for jeres fantastiske måde at klare det på som familie. Jeg er mor til et barn som også kan bekymre sig om mangt og meget og i den forbindelse er jeg stødt på bogen ”Når du bekymrer dig for meget – Hvad så?” I den sammenlignes bekymringerne med tomatplanter. Når man gøder dem og giver dem opmærksomhed, vokser de, og når man ikke passer dem, så visner de. Den beskriver også teknikker til at holde dem nede som jeg også som voksen har glæde af og hvordan vi skal tænke på ikke at gøde andres tomater. Jeg tror Charlotte har en pointe i at undlade at lede efter spor det kan medføre at hjernen bedrager sig selv og bliver urealistisk. Og så til noget helt andet jeg sad og sendte dig og din blog en venlig tanke da jeg så Stine Bramsens version af Lars Lilholts: "Hvor går vi hen når vi går" - kan findes på youtube hvis du ikke så det. Fortsat dejlig tirsdag KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Anette. Faktisk tror jeg det er fordi vi ikke bekymrer os så meget, men formår at være i nuet at det ikke føles så tungt. Og angsten for selv at fejle noget gavner ikke, men viden om hvad der forebygger gavner efter min mening :-) Og jeg ser jo slet ikke Toppen af poppen, det må jeg vist heller gøre :-)

      Slet