onsdag, september 30, 2015

Hun har jo ret

min kære souschef, som fortalte, hvordan hun sørgede for at komme ud med børnene, når hun kom hjem efter en hård og travl dag. Det kvikker op, og man er bare mindre træt efter frisk luft og motion. I dag lyttede jeg til hende, så da jeg lige var ved at falde i søvn i sofaen, strøg jeg op, og inden jeg nåede at fortryde det, tog jeg travesko på, kameraet i hånden og gik en skumringstur på en halv time og 4000 skridt. Jeg har ikke haft en hård dag pga mit arbejde, men fordi jeg ganske enkelt ikke kunne finde ro i nat, så blev arbejdsdagens møder klaret med fire timers søvn.

P1030834

Min kære souschef var også den, der ramte plet, da jeg fortalte om den dag, hvor jeg havde rundet 10000 skridt på arbejde, hvorpå vi blev enige om, at det gav god mening, at vi tit var trætte efter en dag i plejen. Og så sagde hun, men vi får jo ikke pulsen op, som man anbefaler, og det er jo rigtigt. Vi rammer det ene mål, 10000 skridt, men det andet mål med en halv times motion, hvor pulsen stiger og man bliver lidt stakåndet, og det skal være af minimum ti minutters varighed ad gangen, den motion må vi sørge for efter arbejde. Den er nu klaret for i dag, og så kan jeg vende mig mod aftenens gøremål. Jeg nåede ikke at blive færdig med forberedelserne til morgendagens kursus, hvor jeg er på som underviser for vores sidste ansatte kolleger. Jeg har holdt kurset fire gange nu, men har intention om at skrue emnerne lidt anderledes sammen. Det kræver tid til fordybelse og eftertanke, det snupper jeg så i aften, når huset er gjort klar til rengøring og landmanden er ”fodret af”. En kande te, lidt rosiner og nødder og belønning i form af en enkelt pind på kjoleprojektet skal holde mig fokuseret. Jeg nød at være i strikkecafeen i går aftes, Liselotte guidede mig i gang igen med kjolen, og så må jeg sige, at det er begrænset, hvor meget jeg får strikket, jeg skal jo også snakke. De to ting går ikke sammen, jeg skal helst have øjenkontakt med den, jeg taler med. Og blindstrikning mestrer jeg ikke.

P1030836

Landmanden og medarbejdere nyder det gode vejr, markerne har tørret godt, og igen i dag blev det en god kartoffeldag. Det er lange dage for landmand og co., så de har opgivet sortering om aftenen, vi snupper derfor en gentagelse af sidste søndags aktivitet. Helt i orden for mig, efter morgendagens kursus har jeg fire fridage fra sygeplejen.

P1030837

God aften til dig.

tirsdag, september 29, 2015

Kalejdoskop

Er det mon det ord, jeg leder efter? Kalejdoskop betyder i overført betydning: en begivenhed, en fortælling eller lignende, der er meget broget, varieret eller farverig. Broget betyder ifølge synonymordbogen farverig; mangfoldig, kalejdoskopisk, blandet. Tænker jeg i farver? Nej det gør jeg vist ikke, men mine tanker er mange, varierede, til tider kaotiske, en mangfoldig hærskare, så man kan vist godt sige, at jeg føler min hjerne som et kalejdoskop. Når jeg ryster lidt på den, drejer lidt på den, ændrer mit fokus sig. Nye billeder dukker op. Kvinder i min alder, som interviewes, berømmer alderens klarsyn og ro. Jeg ved godt hvad de mener, jeg har efterhånden levet så længe og ved at livet går videre i en eller anden form, også selv om mit liv måske vælter. Det giver på en eller anden sær måde en ro, men klarsynet? Jeg tvivler stadig, jeg undrer mig stadig over andre, der klart og tydeligt i mælet fremfører deres synspunkter om dit og dat. Jeg får stadig den der følelse af, kunne det ikke være anderledes, er det mon også rigtig, at det forholder sig sådan. Og alligevel er jeg ikke i tvivl om, at jeg opfattes af mange som en, der netop har styr på det hele, en der ved hvordan tingene skal være. Jeg lever konstant med følelsen (og kloge folk med forstand på den slags siger, at det er jeg ikke alene om) af hvornår dukker han op? Hvornår dukker den lille dreng op midt i folkemængden og siger højt og tydeligt, jamen hun har jo ikke noget på. Og alle omkring mig vil undre sig over, hvordan de dog kunne tro, at jeg havde noget på.

Den slags tanker rummer min hjerne, den rummer også alt muligt andet:

  • At jeg havde forudset Mette Blomsterbergs kommentar til Liv, da deltagerne i Den store bagedyst skulle lynhurtigt finde en kage at bage til uventede gæster ud far hvad køleskabet nu rummer. Deres køleskab rummede dog meget mere end mit til enhver tid rummer. Liv er en gæv vendelbo med morforældre, der havde et bageri i Vendsyssel. Temaet var mormor, så Liv besluttede at bage en brunsviger, for det mindede hende om mormor. Og så var det, at det nordjyske slog igennem, for kagen blev pyntet med marcipan og flødeskum, Mette Blomsterberg undrede sig højlydt over pyntningen og Liv så ud til ikke at forstå det. Det kunne jeg godt have fortalt hende efter at fulgt de vantro kommentarer til et billede, Liselotte, en gang lagde ud på sin blog, af netop en brunsviger med flødeskum.
  • At jeg åbenbart ikke har kontakt til mit indre termometer og derfor vantro så på termometeret søndag aften. 38,5! Så forstår jeg bedre, at jeg følte mig sløj hele søndagen, mens vi sorterede kartofler. Normalt arbejder vi ikke om søndagen, men med de mange regnmængder de forrige dage og med udsigten til flere solskinsdage i træk så besluttede vi, at hverdagen fyldes med kartoffeloptagning og så må kartoffelsorteringen ske på andet tidspunkt. I denne uge prøves en anden variant, hvor der sorteres efter aften.
  • At jeg efter at have fulgt unge kvinder fra det københavnske område via deres blogge tænker meget over, om vi overhovedet i vores lille land kan forstå hinandens måde at leve på. Nu har jeg fået et lille indblik i deres hverdag, men kender de overhovedet til mig og andre som mig? Eller er vi blot en del af det uforståelige provinsDanmark? Det er nemmere at have gode meninger om sundhed, sygdom og flygtninge end det er at holde af konventionelt landbrug. Det forunderlige er jo, at jeg ved at læse med hos landmanden, alle elsker, Lone Landmand** og hos Farmer genkender fuldstændig de samme værdier som hos min mand: glæden ved naturen, glæden ved at dyrke jorden, passe på den og at gøre det ordentligt, glæden ved at have et job, hvor fritid og arbejde glider ud i et. Men de har valgt forskellige veje, to er konventionelle landmænd, en er økolog. Når jeg læser med hos blogge, hvor jeg kender deres politisk ståsted, så er det forunderligt alligevel at se den varietet og bredde i den måde, de lever deres liv på. Man kan ikke sige, sådan lever du, sådan er du, når du stemmer sådan og sådan. Den forskellighed oplever jeg bare ikke, når der debatteres og diskuteres offentligt, det bliver så ensporet og afholder mig efterhånden fra at mene noget (offentligt), og det er jo også farligt. For så lader jeg de andre tage styringen, dem der ved lige, hvad der skal siges, gøres og menes om dette og hint. Men at være sygeplejerske og gift med en landmand kan godt få en til at føle sig politisk ambivalent, for hvad der er godt for det ene fag er ikke altid godt for det andet.

Det blev en lang smøre, nu har jeg så også prøvet at skrive indlæg i to dage, så det kom ud hulter til bulter. Fridagen skal bruges på at få styr på mig selv, skranter stadig*, og på at få styr på hverdagslivets trivialiteter så som hvordan tilbereder man en oksetværreb bedst, sætte artikler i mapper, rydde op og gøre rent i værelser. Og desserten er en aften på strikkecafe, i aften vil jeg i gang med min kjole igen. Jeg har ikke strikket på min kjole i lang tid, jeg gik i stå og savnet af Anne, som havde hjulpet mig med at komme i gang og som faktisk også havde valgt farverne til kjolen, blev stort. Tænk at et menneske, som jeg har lært at kende gennem blogland og kun har mødt fem – seks gange, har sat så stort et aftryk i mit liv. Det har Anne, hun var et ganske særligt menneske.

Lad det være slutningen på dette brogede indlæg, at du og jeg forhåbentlig kan sætte gode aftryk i andres liv. God tirsdag til dig.

P1030458

* En gang sønnen skulle til læge som ung, havde jeg skrevet en huskeseddel, som han skulle tage med. Jeg havde skrevet, at han havde skrantet i fjorten dage. Jeg blev ringet op på arbejde af sønnen, han ville godt vide, hvad skrante betød, for han ville ikke sige noget til lægen, som han ikke kendte betydningen af.

** da jeg kopierede blogadressen ind, kom jeg til at tænke over Lones blognavn: beretninger fra et autentisk landbrug. Autentisk betyder noget, der forekommer i virkeligheden, synonymordene er ægte og pålidelig. At alle landbrug er virkelige er vist givet, ægte og pålidelig håber jeg da, at alle landbrug er, men de har nok ikke samme holdninger som Lone og gemal.

lørdag, september 26, 2015

I nattens mulm og mørke

vågner jeg, men det er ikke nat, det er dag og lige om lidt ringer både mit og landmandens ur. Det er tid til at stå op. Her er ikke noget med langsom opstart, vi ved, hvad vi skal, så mens landmanden gør sig klar og trækker i arbejdstøjet, dækker jeg bord til ham og brygger te. Jeg tænder lys på gårdspladsen, så de seks medarbejdere kan finde frem til frokoststuen med deres madpakker og termokander. Istvan løfter det ene øje, da jeg tænder lyset inklusiv det i bryggerset, og først da jeg har hentet mad til ham og sat det i skålestativet, står han op og begynder at spise. Døren ind til køkkenet lader jeg stå åben, så Istvan kan følge med i aktiviteterne i køkkenet. Så snart landmanden sætter sig for at spise sin morgenmad, skynder Istvan at spise op, den skulle jo nødigt efterlades i bryggerset. Efter en rundtur på gården, hvor døre og porte åbnes og et lille smut ned til hønsehuset, bliver Istvan dog lukket ind i bryggerset igen. Landmanden kører selv kartoffeloptageren i år, og der kan Istvan ikke være med. Vi har prøvet, om den så ville blive hos de tre medarbejdere herhjemme, som sørger for at sortere jord og stene fra kartofler, når kartoflerne lagres i store kasser. Det dur ikke, den går på jagt efter landmanden og kommer så langt væk, fordi der er jo nok at snuse til, at den ikke tør komme hjem. Den ved godt, at den er på afveje, og så gemmer den sig, til alt lys slukkes på gården. Herefter trisser den stille over i hundegården og ind i hundehuset, næste morgen kommer den først frem, når landmanden kalder på den, ikke engang jeg kan kalde den ud af hundehuset. Så nu er Istvan i hundegård hele dagen, indtil jeg kommer hjem, og i dag kan den få lov til at blive herinde.

DSC_0222

Mens jeg skriver, er lyset brudt frem, en ny arbejdsdag er begyndt. Jeg må vist hellere få lagt dej til boller, bagt en kage og få vasket tøj. Medarbejderne og landmanden har lange arbejdsdage, så de skal have gode eftermiddagsmadpakker med noget, der mætter, og noget til den søde tand. Kontoret skal også lige tjekkes, og LOOP skal prioriteres, jeg kan mærke, at kroppen ikke brokker sig så meget, nu hvor jeg har været af sted to gange i denne uge.

DSC_0226

Overskriften skulle lige tjekkes på sproget.dk, og så faldt jeg i staver over udtrykket. Jeg ved godt, at udtrykket er det man kalder en allitteration, altså bogstavrim: mulm og mørke, men kan man ikke også sige, at det er dobbeltkonfekt? Altså at det egentlig er det samme, man siger med forskellige ord. Mulm betyder i nattemørke, så der står; I nattens nattemørke og mørke. Men det lyder godt og understreger, at der virkelig er mørkt, og sådan var også min følelse her i morges klokken seks. Ved at slå dobbeltkonfekt op ved jeg nu, at det også hedder pleonasme. Man kan blive så klog sådan en tidlig morgen, hvor jeg hellere ville ligge i min seng med min lydbog og strikketøjet end at være aktiv. Men sådan spiller klaveret ikke, så fru landmandskone, sæt i gang med husmormotionen. God dag til jer.

DSC_0225

fredag, september 25, 2015

En times forskel

Når jeg skal møde klokken syv, kører jeg ca ti minutter over seks, det passer fint. Jeg får tid til at parkere, klæde om og er oppe på afdelingen ti minutter i syv. Så er der tid til at sætte vand over til formiddagsteen, snakke med kolleger og vi får fordelt dagens patienter, dagafsnittet, trombolysefunktion, koordinatorfunktion og andre opgaver mellem os, inden vi klokken syv står klar på sygeplejekontoret til en hurtig overlevering fra nattevagterne. De skal tilstræbe at have skrevet alt ned, enten i patientjournalerne eller på vores husketavle, men der kan være nogle få ting, som er rare at vide, inden vi sætter os til at læse om patienterne. F. eks at patienten på stue 5 er ukritisk, meget hurtig og har nedsat sygdomserkendelse, og derfor tror han kan gå, selv om han er lammet i den ene side. Det betyder risiko for at patienten kommer til skade i sit forsøg på eksempelvis at komme ud af sengen for at komme på toilettet. Her skal vi have alle antenner ude og et af vores hjælpemidler er at sætte klokkesnoren fast i patientskjorten, for så vil der ringe inde fra stuen, når patienten forsøger at komme ud af sengen. Ved at alle har hørt det, kan alle også reagere hurtigt, når klokken ringer.

Nu tænker du nok, har det noget med overskriften at gøre? Ro på, jeg kom bare lige til at fortælle lidt om morgenstarten på arbejde. Min morgenstart i disse dage herhjemme er som vanligt, der smøres madpakker i stor stil, men jeg skal først møde en time senere. Så jeg tænkte i går, at hvis jeg kørte hjemmefra som sædvanligt ca 50 minutter før, så ville det passe med at kunne nå at finde en parkeringsplads og sidde i auditoriet klokken otte, jeg skulle jo ikke klæde om. Snydt! Der var kø helt ude fra begyndelsen af Nørresundby, og vi sneglede os ind gennem byen, så jeg måtte smide bilen ind på en sidegade, løbe ned til Forskningens Hus og alligevel komme fem minutter for sent. Jeg var så ikke den eneste, der var blevet snydt af trafikken en time senere end vanligt. Men lyset og den gryende sol nød jeg. Og nu skal jeg i gang, så jeg ikke kommer for sent i dag. God dag til dig.

DSC_0211DSC_0212

torsdag, september 24, 2015

Smarte ideer må gerne kopieres

DSC_0218

Nu havde jeg jo min skridttæller med og kunne se, at al den viden, der skulle hældes ind i mit og andre projektdeltageres hoved sammen med rundstykker, lækker mad og kage (det var så nok mere ned i maven) betød, at der var meget få skridt på kontoen ved frokosttid. Jeg har altid beundret Tinas evne for at udnytte en lang middagspause midt på en meget lang arbejdsdag midt i London. Tina har bragt os rundt omkring i London, mens hun travede og fotograferede. Det giver ikke blot luft til hjernen, massage af fordøjelsessystemet, men også kalorieforbrænding. Så jeg pudser lige min glorie; mens andre snakkede og hyggede sig, gik jeg ud og gik en tur. Mølleparken ligger lige bag Forskningens Hus, så jeg fik fundet en hurtigere vej fra min foretrukne p-plads, når jeg møder sent, og hen til kursusstedet, samtidig med at jeg fik nydt vejret, motionen og de skønne omgivelser.

DSC_0213DSC_0216DSC_0217

De bløde kartoffelmarker giver udfordringer, og et af dem løste landmanden ved systematisk at gennemtænke problemet og udvikle en løsningsmodel, men hvordan skulle han midt i travlheden få udført løsningen. Han tænkte videre og så pludselig muligheden i et redskab beregnet til et andet formål. Der blev skåret et par jernstænger af redskabet, og nu er det problem løst. Herefter ringede han til sin bror og fortalte ham løsningen, broderen kopierede fluks ideen, og fortalte ved arbejdsdagens slutning, at det havde gjort en stor forskel i denne dags arbejde. Der er nok, der kan drille, så det er skønt, når andre ting falder på plads ved god gedigen tankevirksomhed.

Min hjerne tænker åbenbart i duo i disse dage, for samtidig med at jeg skrev om koncert i aften, planlagde en anden del af hjernen, at jeg skulle læse artikler og se dokumentar om sygehussystemets sorte sider. Jeg må vist genopfriske min viden om, hvordan man optager programmer, for den skulle vi se, sagde forskningslederen til os i morges.

Har du for nylig ladet dig inspirere af andre til at gøre ting på en ny eller anderledes måde?

onsdag, september 23, 2015

Det lange seje træk

Overskriften kom netop som jeg sad og funderede over, hvad jeg kunne skrive om. Jeg har skrevet en masse her til morgen, jeg har skrevet et indlæg færdig til min anden blog, som på det nærmeste er gået i hi. Nu får indlægget lov at simre lidt i en mappe, mens jeg tager til tandlæge. Jeg kan godt lide at lade ordene ligge lidt for derefter at læse dem igen, og se om de stadig giver mening. Jeg har også skrevet en mail til mine kolleger om en ny instruks, det nåede jeg ikke i går, og da jeg først er tilbage på afdelingen om en uge, så må det ske på min fridag. Ordene kommer nemt, men det skal også kunne forstås af dem, der læser det, så den mail får også lov til at ligge lidt. Det lange seje træk går både på landbruget og på det at fastholde og udvikle sygeplejen på et afsnit. Nyd jeres kartofler, det er et knoklearbejde i år, markerne er bløde, det regner jævnt tit, så alt det grej, der kan puttes på traktorer og maskiner for at kunne køre bedre, er fundet frem. Kartoffelhøsten strækker sig over længere tid end kornhøsten, så afhængigt af vejret kan der gå 1- 1½ måned, inden vi har kartoflerne i hus. Det er tåget, gråt og vådt derude, så jeg kryber sammen ved computerens lysskær med min tekop og nyder, at dagen kan starte lidt langsomt. De næste tre arbejdsdage er kursusdage, min synopsis blev godtaget, så nu er vores afsnit en del af sygehusets forskningsprojekter, og vi er tre sygeplejersker, som fremover har fået to forskere som vejledere til vores projekt. Kursusdagene må jeg deltage i alene, vi har ganske enkelt ikke kapacitet lige nu til at sende tre sygeplejersker af sted i tre dage. Travlheden fandt et roligt niveau i juli måned, men nu er der speedet op igen, så mange patienter bliver indlagt hos os.

P1030828

Ja længere nåede jeg ikke før tandlægebesøget, mail er blevet afsendt, blogindlæg simrer stadig og det meget tågede vejr, der ledsagede mig til Aalborg, var heldigvis forsvundet, inden jeg kørte hjem igen. Mange var kørt sammen på motorvejen ved Støvring hørte jeg i radioen, vi tror, vi kan køre lige stærkt uanset vejret, vi bliver sommetider klogere. Om lidt skal der smøres eftermiddagsmadpakker til de seks hårdt arbejdende kartoffelfolk, og så skal jeg gerne nå LOOP, inden aftensmaden skal stå klar til landmand og jeg suser ud af døren til sidste koraften inden koncerten i morgen. Vi skal synge på herregården Bratskov, og jeg glæder mig. Må du finde noget, du glæder dig til, på denne septemberonsdag.

P1030832

mandag, september 21, 2015

Og så drog vi hjem

P1030547P1030548P1030550

Da jeg stoppede beretningen om turen hjem fra Provence, var vi på vej til en bjerglandsby, Gordes. Beliggenheden har gjort den meget populær, men vi havde kun tid til at nyde den fra motorcyklen og så et enkelt udsigtspunkt. Vi var ikke de eneste turister den dag, og jeg kan levende forestille mig, at byens små middelaldergader har været stopfyldt.

P1030554P1030556

P1030560

Vi havde dog en anden plan, vi ville finde en gammel klippeby, Village de Bories. Oprindeligt blev husene bygget af bønder til at huse redskaber, men også hyrder byggede dem som ly for dyrene og senere blev hytterne til beboelse. Man mener, at de kan dateres tilbage til 2000 år før Kristus, men er blevet genopbygget flere ved hjælp af de gamle metoder. Hytterne var bygget af de kalkstensflager, som var omkring i landskabet, og det var imponerende at se de mange forskellige konstruktioner, der blev lavet. Village de Bories er blevet restaureret og er nu et museum om den tid. De sidste beboere rejste fra hytterne først i det 19. århundrede.

P1030565P1030566

Der var frygteligt varmt, vi havde skiftet til let tøj, stillet motorcyklen i skygge og benyttede enhver lejlighed til at stå inde i hytternes svale rum. Da vi var færdige med at gå rundt i området, kunne jeg ikke mere. Tanken om kørsel på lavendelruten kunne ikke lokke mig mere, jeg ville bare hjem til mere humane temperaturer. Det var nu middagstid, og vi hoppede på motorcyklen og kørte ud til motorvejen ved Avignon. Vi havde en plan om at komme så langt som muligt denne dag, så vi kunne være hjemme søndag aften i stedet for mandag middag.

P1030569

Vi kørte og kørte, heden tog til, vi måtte holde pauser hver time mod normalt hver 2. time. Vi drak vand og vand og lige lidt hjalp det, vi havde det varmt indvendigt og udvendigt. Da vi passerede Lyon, sagde landmanden; nu er temperaturen på 42 grader! Planen blev at køre op i Tyskland, for så ville det være aften og mildere aftenklima. Vi fik energi af tanken om temperaturer under tredive grader, så vi kørte og kørte. Varmen påvirkede os dog, så vi kom til at køre forkert i søgen efter et hotel. Vi blev derefter enige om, at vi bare ville køre hele natten og så holde ind, når vi blev for trætte.

P1030582P1030585

Sådan kom det nu ikke til at gå, for pludselig så vi et motorvejshotel, så her landede vi kl 22.30. Temperaturen viste over 35 grader! Jeg svedte, mit hår hang ned, min hud blussede, jeg var helt færdig og ekspedienten i servicecenteret fik så ondt af mig, fordi jeg skulle vente, til hun havde sørget for kaffe og kage til kunder, før hun kunne finde et værelse til os. Landmanden undersøgte imens, hvor det var bedst at parkere, så vi ikke fristede tyveknægte til at ribbe motorcyklen. Normalt vælger vi logi med aflåste parkeringspladser, det var der ikke her. Værelset var med aircondition og brusebadet med knappen drejet over på koldt vand friskede mig så meget op, at jeg havde lyst til en sandwich og en vand. Vi gik over i servicecenteret, og da vi snakkede med ekspedienten og nævnte noget fra første møde med hende, så hun helt forvirret ud og mente det måtte have været hendes kollega. Jeg sagde så, at jeg var den meget trætte og svedige motorcyklist, hun en halv time forinden havde fundet et værelse til. Hold da op som hun gjorde øjne og grinte højlydt, hun kunne slet ikke genkende mig.

DSC_0437

Efter en god nats søvn var vi klar til at køre videre. Ved den første pause hentede jeg vand og guf til os, jeg hørte godt, at nogen sagde Lene, og jeg så også en motorcykel som vores, men tænkte at P da ikke kunne være her. Det var han så i selskab med to andre MCkammerater. De havde været til motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen, de var kommet derned fredag eftermiddag, og klokken 10 lørdag formiddag så de på hinanden og besluttede, at den varme kunne de ikke med, så de var nu på vej hjemad. Det blev en hyggelig tur op gennem Tyskland på motorvejen. Vi spøgte med, at det dog var den længste søndagstur, vi nogensinde havde kørt sammen. Hjemme på gården nåede vi lige inden for døren, før torden og lyn kombineret med regn brød løs. En skøn ferie var overstået og vi nød ikke at svede hele tiden.

P1030559

Dette er en del af beretningen om vores motorcykelferie 2015 i Sydfrankrig.

søndag, september 20, 2015

Genudsendelse

Min arbejdsdag:


herhjemme:
zzz zzz zzz zzz




Lørdagens læsestof

Lørdag startede langsomt med tid til rundstykker og morgente med morgenlæsning. Søndagen er arbejdsdag for mit vedkommende. For en sjælden gangs skyld skal jeg i dagvagt i en weekend, normalt har jeg aftenvagter. Postkassen indeholdt udover Landbrugsbladet et motorcykelblad, Touring Nyt, så mens landmanden fordybede sig i fagrelevante sider, forsvandt jeg ind i fortællinger om motorcykelture. Forskellige fortællinger skrevet af motorcyklister med forskellige fortællestil, men fælles er glæden ved at køre på motorcykel og at opleve noget. Jeg kom med til Marokko, hvor tre mænd og to kvinder i stedet for en daseferie i Marrakech valgte at leje motorcykler og køre rundt i landet. Bagefter tog jeg til Nordnorge med en lonely rider, som drømte om endnu en tur, denne gang med fruen på bagsædet, for han var slet ikke færdig med området deroppe. Til sidst sluttede jeg af med at læse om en tur i “Heartbreak Heartbeat”s område i Yorkshire (serien Små og store synder), hvor ægteparret boede på det hotel i Goathland, som en stor del af serien foregår på. Sådan en lørdag morgens læsning skubber til drømmene om næste motorcykelferie.
Efter LOOP blev det tid til aktiv fridag med plukning af blommer, hyben og hindbær, det meste er puttet i fryseren, hyben blev sammen med æbler og pærer forvandlet til et par glas marmelade. Og så sluttede fridagen af med lydbog og strikketøj. Hvis ikke jeg skulle arbejde, var jeg alligevel stået tidligt op for at få endnu et kapitel af den spændende bog: Fra hus til hus af Krístin Marja Baldursdottír. Nu må jeg vente til i eftermiddag. Må du få en god søndag.
P1030800

fredag, september 18, 2015

Fredag på farten

Dagen er strøget af sted, jeg har haft dagafsnittet med tre patienter og to patienter på sengeafsnittet. Jeg har travet frem og tilbage på afsnittet. Det samme har mine kolleger, så hvis de er trætte i dag, så kan min skridttæller fortælle dem hvorfor. Jeg tror, der er en del, der smider skoene, smider sig i sofaen og slapper af i aften. Herhjemme står den på rester, landmanden så helt salig ud i går aftes, da det gik op for ham, at han skulle have ribbensteg med kogte kartofler og god brun sovs.

Klokken 16.10 efter ni timers arbejde

Længere kom jeg ikke i indlægget, for jeg faldt i søvn midt i te, blogindlægskrivning og tanker om aftensmad. Jeg vågnede, da eftermiddag var blevet til midt aften, så aftensmaden her i huset blev spist på det tidspunkt, hvor vi normalt drikker aftente. Nu vil jeg finde strikketøjet frem og nyde resten af aftenen i vågen tilstand.

onsdag, september 16, 2015

Kunne vi ikke fusionere lidt?

20150703_131755

Jeg gad godt lidt sol og varme, det får jeg ikke. Så nu vil jeg synge mig til den indre varme og den indre sol. God aften til dig.

tirsdag, september 15, 2015

Sangen har vinger men latter giver ilt til hjernen

Så sidder jeg der, hygger mig med te, strikketøjet og et blad, bladrer om på Nikoline Werdelins skønne serie om Nina, hvor hun så ofte rammer os kvinder på kornet. Latteren buldrer højt og smilet bliver siddende, mens jeg tager billeder og klukker lidt videre.

P1030781

Dagen er ikke blevet det, den var planlagt til. I stedet for lyttede jeg til min krop og lod fem og syv være lige . Godt jeg har sproget.dk, troede det hed at lade to og tre være lige, men jeg er ikke enige i, at det kun bruges om skødesløshed og ligegyldighed, for mig betyder det også, at man nogen gange ikke skal bekymre sig så meget om det, man gerne vil nå, men i stedet for øve sig i at give slip og tage dagen, som den kommer.

P1030785

PS strikketøjet skal blive til en karklud.

Skolegården

De står foran hinanden, to kamphaner, eller rettere kamphøns. De skændes, de smider ord efter hinanden, de er meget uenige, men egentlig går ordene netop på uenigheden. Pludselig tager de andre i gården parti, C stiller sig op ved siden af A og bruger sårende ord om B, så stiller D sig op med hænderne i siden og forsvarer B med lige så personlige og sårende ord som C. Og så går det løs, og midt i det hele står A og B og kigger på hinanden med lidt skræmte øjne, for hvad skete der her?

Ord er stærke, at have ordet i sin mund er en magtfaktor, man kan påvirke, man kan ændre, man kan gøre andre glade og rørte, man kan såre og ødelægge. Og selv om vi føler, at vi er meget neutrale i vores ordvalg, så sker det ofte, at ordene får en helt anden drejning/mening, når andre læser dem. Derfor er det at skrive blogindlæg heller ikke så ligetil. Det, der lød sjovt og blot var en fundering over ord, bliver pludselig til sprængstof i andres verden, og ens kommentarfelt bliver pludselig en beskidt skyttegravskrig, hvor alle sårer alle, mens de tror, de forsvarer andre.

Nej jeg har aldrig oplevet det her, men lige for tiden læser jeg med hos unge kvinder, hvor en del er mødre. Og forleden læste jeg et indlæg, som jeg godt var klar over handlede om ordene, ikke emnet ordene dækkede, men jeg misforstod helt tanken bag undren i forhold til de to ord. Det var der også andre, der gjorde, og så tog Fanden fat i kommentarfeltet. Begge parter svinede hinanden til. Og først da bloggeren skrev næste indlæg, gik det op for mig, at det faktisk var med modsat fortegn, at hun havde undret sig. Når hun undrede sig over ordet halvmaraton, så skyldtes det ikke, at hun syntes de, der løb, smykkede sig med lånte fjer fra maratonsuset, men det at hun syntes, de var så seje, så de burde have deres helt eget ord for den bedrift, de havde udført. Og når hun undrede sig over ordet pseudotvillinger, så skyldtes det ikke, at hun mente, de legede tvillingemødre uden at være det, men at hun faktisk mente, at det alt andet lige måtte være sværere at have to børn så tæt på hinanden, og dog alligvel forskellige, så det skulle ikke kaldes pseudotvillinger, men måske sit eget ord?

En anden blogger kom så på banen hos sig selv og gav sig til at fundere over vore reaktioner, når vi læser blogindlæg. Hun kom frem til det, som jeg er blevet belært om gennem hele min uddannelsesrejse, nemlig at det handler om konteksten. Kontekst betyder sammenhæng hvori noget indgår, optræder el. finder sted. Så når jeg læser noget om pseudotvillinger, så det faktum at mine børn defineres som pseudotvillinger i pædagogisk henseende, gør at jeg læser teksten på en helt anden måde og jeg lægger andre værdier og holdninger ind i det, jeg læser, og måske derfor ikke opfatter bloggerens mening. Så den anden blogger griber fat i egen og andres barme og opfordrer alle til at forsøge at læse teksten som det, man tror, blogskribenten mente, før man kommenterer.

Sådan nogle tanker rumsterer i min hjerne tidligt om morgenen, mens jeg brygger te, som i dag drikkes af en af mine nye krus. Jeg har fridag i dag, men jeg inddrager nok nogle timer til arbejdstid, for resten af mine arbejdsdage er godt fyldt op. Det er helt ok med mig, først skal jeg dog have smurt mad, LOOPe og til tandlæge. God tirsdag til dig.

P1030780

mandag, september 14, 2015

mandag morgen

Vejrudsigten står på regn hele ugen og den lovede opklaring fra næste weekend, som blev lovet i går, er ændret til kun at være tre dage, så kommer regnen igen. Det kan vi ikke ændre på, det her år skal åbenbart være et år, hvor vejret udfordrer og kræver landmænd, der kender deres marker og deres maskiner. Min fridag skal fyldes med ting fra to-do-listen, første punkt er en ny printer. Vi har to, begge rimelig nye, og begge er stået af nu. Først troede jeg, det skyldtes, at jeg havde brugt kopipatroner, men ITkonsulenten, jeg har købt den nye printer af, tror ikke på den årsag. Måske har printere bare ikke så lang holdbarhed. HP Laserprinteren har vi i hvert fald haft al den tid, jeg tog diplomuddannelse, så den er over fem år gammel. Epsonblækprinteren med kopi og scannerfunktion er nyere, men er mere end to år gammel. Nu får jeg en erhvervsprinter med kopi, scanner og faxfunktion, og heldigvis sætter landbrugscenteret den op. Jeg orker ikke at skulle sætte mig ind i den trådløse opkobling til begge stationære computere, og jeg skal have konsulenten til vise mig, hvordan jeg kobler min MAC til. Jeg får vitterlig ondt i hovedet, når I snakker om computertekniske problemer og løsninger, det er ren volapyk for mig, og jeg må bare erkende, at selv om min hjerne har godt af at blive udfordret, så stopper udfordringen der, det køber jeg mig hjælp til.

Andet punkt på to-do-listen er oprydning på kontoret, vi er kommet i gang, men nu skal mere enten sættes i mapper eller smides ud. Hvor meget jeg når i dag, afhænger af varigheden på printeropsætning. For i eftermiddag kører jeg ned til min far, mine to søstre, der bor i Jylland , og jeg har startet en tradition med at mødes hos vores far til eftermiddagskaffe to gange om året(ellers er vi der jo alene en gang om ugen på skift) og så tager vi på cafe enten før eller efter. I dag bliver det efter, og jeg glæder mig. Det ville selvfølgelig have været skønt med godt vejr og folk til aftensmad herhjemme, men når det nu ikke kan lade sig gøre, så er det rart at kunne være sammen med mine søstre.

Min mentale to-do liste er lang, og den har ingen udløbsdato, derfor nyder jeg også synet af mine nye havemøbler, som var på efterårstilbud og mine efterårskrukker (har slet ikke haft sommerkrukker i år). Godt nok kunne vi ikke sidde udenfor som planlagt i lørdags, men jeg fryder mig, hver gang jeg går forbi min terrasse og mine krukker. God mandag til dig.

DSC_0186

P1030778

søndag, september 13, 2015

Dagen derpå

Trætheden sidder i kroppen, regnen gør alt vådt udenfor, så vi lukker øjnene for den og nyder teen indenfor.
Jeg har haft den dejligste dag i går. Mens jeg ryddede op i går aftes, efter at gæsterne var taget hjem, fik tankerne lov til at gå tilbage i tiden. For hvad er det, der binder os sammen? Hvad er det der gør, at så snart vi er sammen, så er vi forbundet med et ganske særligt bånd. Vi ses kun en gang om året og indimellem går der flere år mellem vi ses (hvis der lige kommer runde fødselsdage/sygdomme eller andet i vejen). For mit vedkommende gik der pludselig elleve år, før jeg genså den trofaste skare, der hvert år er mødtes, siden vi i februar 1981 blev sygeplejersker. Da vi havde 25 års jubilæum, var der rigtig mange fra klassen, der dukkede op. Men ellers er der mellem 10 og 17, der mødes hvert år. Skyldes forbundetheden den fælles historie, vi deler? De 3 1/2 år på sygeplejeskolen? Vi var jo kun sammen det første halve år på forskolen, herefter mødtes vi, når vi var "på skole" (dengang var det jo ikke et studie, vi var elever med elevløn) Flere af kvinderne fra i går var allerede dengang i faste forhold og boede sammen med kæresterne, andre gik sammen i bofællesskab, og jeg var den eneste af de 11 i går, som boede hele min tid på sygeplejeskolens kollegie. Faktisk var det slet ikke nogen af de 10, som jeg gik mest sammen med i elevtiden, jeg havde dog meget sammen med nogen af dem i elevforeningens mange aktiviteter, og alligevel føler jeg mig så tæt forbundet med dem alle i dag. Jeg tror, det skyldes det fælles grundlag som uddannelsen var , og ikke blot uddannelsen, men alt det som kun vi har oplevet; forstanderen, de forskellige lærertyper, vagterne, vilkårene for sygeplejeleverne anno 1977, timerne i klasseværelset, og så det faktum at vi er mødtes jævnligt siden da.
Når man(læs jeg) er værtinde, så er der megen viden, der smutter for mig undervejs i løbet af sådan en dag. Der er så meget, jeg dagen efter gerne ville have hørt om, men det må jeg indhente næste år den anden lørdag i september. I år var der en, der var rundet 60, næste år er der flere, om to år er vi mange, og om tre år kommer de sidste, men vi er alle aktive og tager ansvar i vores sygeplejeliv.
Jeg fik aldrig taget nogle billeder, men via landmandens facebookside fandt jeg denne lille søde video, som jeg synes, illustrerer smukt min træthed i dag og på samme tid følelsen af tryghed.

God søndag til dig.




lørdag, september 12, 2015

Høsten i hus

Høsten kom med møje og besvær i hus i går aftes sent, nu holder foderstoffirmaets lastbil udenfor mit vindue og skovler havren op. Det megen regn, der er varslet til i morgen, og lovning på regnvejr resten af ugen, gør at alle har travlt. Der er tre medarbejdere på arbejde i dag for at så mange kartofler som muligt kan tages op til næste uges levering.

P1030768

DSC_0184

Jeg har også haft travlt, selv om jeg først fik min skridttæller på klokken halv elleve i går formiddags (havde glemt den hos fysioterapeuten) rundede jeg over 20000 skridt blot ved at arbejde herhjemme. Nu er der ryddet op og gjort rent, alle kasser fra jul er sat på loftet (ja ja jeg ved det godt, de kunne lige så godt være blevet stående hernede, men nej, jeg får gæster i dag), der er plantet efterårskrukker, der er lavet æblegele og skåret røget dyrekølle ud, der er marineret dyresteg (hvorfor er jeg altid bange for, at der ikke er nok – nu stoler jeg på, at de 200 g. kød pr person er rigtig, ellers har jeg et problem), der er købt oste og islagkage og begge køleskabe er fyldt op, fordi der jo også er landmænd, der skal have mad.

P1030765

Nu skal jeg bare have smurt eftermiddagsmadpakker, hente rundstykker, dække bord, rette oste an, stryge kjole, sat hår og så er jeg klar til at få besøg af elleve elevkammerater. Vi startede i september 1977 på Viborg Sygeplejeskole sammen med en masse andre håbefulde unge mennesker, vi er nogle stykker, der er blevet ved at mødes, og jeg glæder mig. God dag til dig.

fredag, september 11, 2015

Ro i sjælen eller det er da for dårligt

Landmanden studsede lige og sagde så, det er da for dårligt. Men ikke for mig, der er andre dage, hvor jeg ville blive irriteret. Jeg har rigeligt at se til i dag, der skal arbejdes igennem for at nå alt på min to-do-liste, men lige nu og her passer det mig fint, at jeg skal sidde i sommerhuset og vente på en skorstensfejer, som kun kunne angive et tidsrum på tre timer, hvor han ville dukke op. Hver gang jeg kommer op til sommerhuset, falder sjælen til ro, jeg nyder det fristed og udnytter alt for lidt den fred, det giver mig, resten af året.

Husmormotion
Medarbejderne er i fuld gang med at gøre mejetærskeren klar til dagens arbejde, landmanden tjekker kartoffelmarker, forhåbentlig kan de tage kartofler op i morgen, så der er noget at sortere af i næste uge, nu hvor regnen sætter ind igen. Bygmarkerne er høstet, der mangler havremarkerne, de bliver forhåbentlig færdige i dag.
Ellen har igen sat tanker i gang med sit spørgsmål om hvad vi drømmer om. Jeg er rigtig god til at dagdrømme, men drømme? Jeg har ikke steder, jeg skal nå at se, det er ikke det samme, som at jeg ikke gerne vil rejse og se nye steder af verdenen, det vil jeg gerne, men egentlig er det vigtigste for mig livet her og nu, min familie, mit arbejde, mine kolleger, familie og venner, det nære liv. Det betyder noget, alt det andet er festdrys. Materielle ting siger mig heller ikke noget, jeg har problemer nok med det, jeg har samlet til huse, for minderne/historien knyttet dertil betyder ofte mere end selv tingen. Arbejdsmæssigt? Mine kolleger spørger, om ikke jeg søger souschefstillingen, nu hvor min chef stopper som chef og souschefen søger ledertjansen. Nej tak, jeg har fået den stilling, som jeg ikke vidste, at jeg drømte om, men som er min drømmestilling. Er jeg så stillestående, når ikke jeg har drømme at forfølge? Min fysioterapeut sagde til mig i går; du udvikler dig hele tiden, jeg bliver så inspireret af at snakke med dig. Det er jeg glad for at høre, for sådan en person vil jeg gerne være. Er det en drøm? Det er vel snarere en værdi, en holdning til livet og arbejdet.

Vores alternative flagstang
Der er helt stille, jeg kan kun høre min vejrtrækning. Jeg nyder det, lige som jeg vil nyde det hektiske landmandsliv, når jeg om nogle timer vender hjem igen. God fredag til dig.

torsdag, september 10, 2015

Sådan cirka tolv timer

har jeg været væk fra hjemmet. Bilen kørte ud fra gårdspladsen ca. fem minutter over seks og kørte ind igen ca. klokken ti i seks (atten). Jeg nåede op på afdelingen og fik indkaldt til møde i næste uge og fik printet læsestof til mine forskningskursusdage om 14 dage. Så tog jeg bilen ud på University College Nordjyllands afdeling ude ved det nye sygehusbyggeri. Her holder sygeplejerskeuddannelsen til, og i dag skulle jeg høre, hvad sygeplejersker in spe har fået ud af først at få præsenteret problemstillinger fra det virkelige sygeplejeliv og derefter at skulle søge viden om det og give forslag til implementering. Jeg valgte at være der under alle seancerne, dvs. hele formiddagen, og blev vældig inspireret. Hurtigt ind i bilen og hjem og spise frokost, hvorefter der ventede mere skrivebordsarbejde, før jeg sluttede dagen af med først en seksmåneders samtale med en kollega og min souschef og dernæst undervisning i apopleksi med de to sygeplejestuderende. Inden jeg tog videre, havde jeg lige en snak med en kollega. Ud i myldretrafikken, ro på, man kommer ikke hurtigere frem ved at hidse sig op! Klokken kvart over fire landede jeg uden for min fysioterapeut. Jeg nåede ikke at få handlet og hentet tekrus, men fik købt en grovbolle med ost og en vand, og så fik fysioterapeuten lov til at arbejde med min nakke-skulder-arm-hånd. Bagefter nåede jeg indkøb og afhentning. Hjemme skyndte jeg mig og fik smurt aftensmadpakker, ud med dem til folkene i marken. Der høstes i meget våde marker, men der høstes. Mens jeg finder ny energi ved at skrive indlæg, får tankerne lov til at komme omkring dagen. Kartoflerne koger, frikadellerne steger i ovnen og der er lavet gulerodssalat. Sovsen får Knorr lov at stå for. I går var klokken over ni, inden der blev holdt fyraften, jeg håber de kan køre lige så længe i aften.

P1030752

Alt i alt en god dag, og nu har jeg fem fridage, der skal fyldes med husmodermotion, besøg af gamle elevkammerater, besøg hos min far sammen med min to søstre fra Jylland og installering af ny printer. Jeg skulle også gerne nå at få kigget på litteratur til kurset, gå ture, LOOPe og slappe af. Min fysioterapeut spurgte, om jeg var god til at koble af. Jeg er rigtig god til det, jeg kan sidde en hel aften uden at lave andet end at læse eller se serier. Nu vil jeg smække benene op, mens maden bliver færdig. God aften til dig.

P1030758

onsdag, september 09, 2015

Det går da meget godt

Ha, med sådan en overskrift skal det gå galt, jeg har lige utilsigtet slettet hele indlægget. Forfra igen:

Jeg har nærmest ikke været uden for en dør i dag, jeg har dog handlet ind og LOOPet. Jeg har slappet af, set serier, fundet billeder til det indlæg, jeg skrev i morges, jeg har blogsurfet, jeg har svaret mails, jeg har talt i telefon. Jeg har også fået gjort rent og ryddet op og ud i et køkkenskab og tre bryggersskabe, hold da op så meget skrammel der var der. Meget af det er nu røget i containeren. Jeg har vasket tøj og hængt til tørre og lagt sammen. Jeg har sørget for mad til tre landmænd, som lige om lidt kommer ind til den varme aftensmad. Trods jeg mestendels har bevæget mig frem og tilbage i huset, viser skridttælleren nu 15774, det er da meget godt gået. Jeg burde oprette en etikette, der hedder husmormotion.

P1030751

Det går også godt med mejetærskeren, selv om den tider kører i blankt vand, men høstet bliver der. Der kommer jo mere vand på søndag, så vi skulle gerne være færdig inden søndag. Det er lange dage for alle på gården, og Istvan synes, det er træls, at han ikke må komme med ud på mejetærskeren. Han har dog affundet sig med det, men har nu lagt sig ud på gårdspladsen parat til at hilse landmanden velkommen.

P1030754

Og jeg nåede lige ud på vejen for at nyde synet af solnedgangen. God aften til dig.

P1030759

Vi skal vel også til at vende næsen mod nord?

Selv om dagene i Port Grimaud og St. Tropez havde været dejlige og afslappende, så ventede hverdagen hjemme på gården. Planen var at bruge lørdagen på at køre på små veje gennem Provence og alperne i den øverste del af Provence for at lande tæt på motorvejen lørdag aften. Søndag og mandag skulle så bruges på motorvejene for at bringe os hjem midt mandag.  Varmen skulle blive heftig denne dag, så vi kørte meget tidligt fra campingpladsen (undskyld til de ferierende, hvis motorcyklen vækkede jer tidligt). Vi nød en sidste tur over Massif de Maures og de skønne parasoltræer (aner ikke hvad de hedder).

P1030497P1030506P1030508

Motorvejen blev en hurtig genvej til Aix-en-Provence og herefter kørte vi på de små veje nordpå. Første mål var en bjerglandsby med en speciel klippeby i nærheden, den får sit eget indlæg, for inden da var der masser af smukke steder at kigge på, mens vi svedte bravt i motorcykeltøjet.

P1030512

Vinmarker og solsikkemarker var der overalt, og hver mark syntes skønnere end den forrige.

P1030514

Utallige små cafeer, hvor man fik lyst til at stoppe, men så kom vi jo aldrig hjem.

P1030515P1030520

En smuk sø, som viste sig at være opdæmmet.

P1030521

Turen gik videre over Chaine de la Trevaresse.

P1030525P1030526

Formiddagsmaden blev nydt i smukke omgivelser (vendte ryggen til skovsvinenes svineri- åh jo de findes også i Frankrig)

P1030529P1030531

Enten er vi blevet hardcore bjergkørere eller også overdriver franskmændene skiltningen. Vi nød i stedet for turen.

P1030533P1030538

Den enlige gadelampe midt på bjergskråningen og skiltet med stoplys vidner om en by i nærheden. Ikke en stor by, men som alle andre franske bjergbyer var den smuk med sine knap så velholdte bygninger, farveklatter indimellem, smalle gader, cafe og udsigt til et kirketårn.

P1030540P1030541P1030542P1030543

Endnu var det kun midt formiddag, men varmen begyndte at trænge sig på og det luftede meget lidt, når vi kørte, men det skulle blive meget værre. Fortsættelse følger i min beretning om sommerferien på to hjul i Sydfrankrig. God onsdag til dig.